tirsdag den 30. august 2011

Krabbekløer, jomfruhummere og hjemmelavet aioli med krydderurter

Vi vil så gerne spise noget mere fisk - det smager godt, det giver en let mæthed, det er sundt, det er nemt og hurtigt at tilberede. Dvs. der er kun gode argumenter for at skrue op for fiskeindtaget!

Igen vil jeg forsøge at få en fast fiskedag hver uge - om fredagen, hvor den gode fiskebil fra Hvide Sande holder i Viborg.

I fredags købte jeg hummerhaler, krabbekløer, kammuslinger og dorado/dourade (?).

Fredag aften blev en rigtig smovseaften, hvor vi spiste os mætte i skaldyr. Må dog indrømme, at jeg ikke er stor fan af kammuslinger ... hænger måske sammen med, at jeg ikke tilberedte dem nok. Jeg synes, at de var for rå inden i ... og smagen uinteressant. 

Hummerhalerne og krabbekløerne var så til gengæld helt fantastiske! 

Jeg serverede dem med helt simpelt tilbehør - 2 slags hjemmelavet aioli. Begge lavet på en base smagt til med sennep, hvidløg og citron. Delt i 2 blev den ene smagt til med en bunke frisk dild og den anden thai-inspireret med koriander og grøn chili.
Basen for aiolierne
2 æggeblommer
1 tsk sennep
et nip havsalt
2 fed revet hvidløg
saft fra ca ½ citron
ca 2 dl mild olie (f.eks. raps eller solsikke)
Pisk æggeblommer, sennep, hvidløg, salt og citronsaft sammen.
Pisk nu - gerne med elmixer - dråbevis olien i, til du har en fed mayonaise.

Del mayonaisen i 2. Smag den ene til med en håndfuld finthakket dild, evt lidt mere citron og salt.
Den anden smages til med et par spsk frisk og finthakket koriander og ½ finthakket grøn chili, evt et drys cayenne og lidt mere salt og citron.

Sæt aiolierne på køl indtil servering.

Hummerhalerne lavede jeg på denne måde.
Fyldte dem med en kryddersmør lavet på smør, rød chili, hvidløg og frisk koriander og et par knuste friske korianderfrø.

Note:
Der er ikke så meget at sige ud over Uhhhhmmmmmmm! Det er himmerigsmundfulde.

Jeg sprang over hvor gærdet er lavest og serverede et brød fra il fornaio.
Krabbekløerne var kogte - så jeg slog blot hul på dem med bagsiden af en spiseske og pillede kødet ud, inden jeg serverede.
Økosennep hjembragt fra Sverige ... tuben skulle gøre, at senneppen ikke harskner så hurtigt, som sennep på glas. Så det er jeg spændt på, om det holder.

mandag den 29. august 2011

And med waldorfsalat i ny udgave


Vi kan lige så godt begynde at tage fat i nogle efterårsretter .. vejret ligner jo til forveksling allerede. Derfor legede jeg lidt med en andebryststeg i går. Den skulle dog ikke smage helt traditionel a la jul, derfor blev den marineret i noget barbecuesauce og appelsinsaft. Inspirationen fandt jeg her.

En tung waldorfsalat var jeg heller ikke lige til. Vindrue, bladselleri og æble indgår som basen, men i stedet for tung creme fraiche blandende jeg i stedet end dressing af moste hindbær, æblecidereddike og honning. Det blev mere frisk og et absolut godt alternativ.


Marinade til anden
1 dl barbecuesauce, f.eks. fra HP
1 tsk Worchestershire sauce
cayennepeber
salt
2-4 tsk mørk agavesirup
saft fra ½ appelsin
+ ½ appelsin i både


Til drypbakken

1 skalotteløg
en sjat rødvin
en sjat vand
1 tsk paradisæblegelé
lidt friske krydderurter, f.eks. salvie, timian og rosmarin

Marinaden røres sammen. Gør anden klar, rengør for evt. blodrester osv. Drys godt med salt og peber indeni. Læg anden i en pose og hæld halvdelen af marinaden herned - lad marinere mindst 1 time.
Anden stoppes herefter med den halve appelsin i både. Drysses godt med salt på skindet. Sæt stegetermometer i anden.
Sættes i ovnen på en riste over en drypbakke ved 150 grader. I drypbakken hældes vand, rødvin - og der lægges krydderurtekviste, gelé og 1 skalotteløg.
Dryp løbende med resten af marinaden.
Når anden har en kernetemperatur på ca 70 skrues op for varmen til man når 75 grader. Evt. slut af med lidt grill for sprødt skind. (Jeg tog ikke tid på hele stegetiden, men det var ca. 2½ time alt i alt)
Lad anden hvile 10 minutter.

Sauce
Lav en sauce af skyen i drypbakken. Skum først fedtet fra.
Spæd med rødvin, mere gelé, en sjat fløde, evt lidt gastrik, salt og peber. Og jævn evt saucen.

Waldorf i ny udgave
6-8 hindbær
2 spsk æblecidereddike

1 tsk honning
1 tsk mælkebøttesirup (eller mere honning eller anden sirup)
peber
salt
Hindbær moses sammen med de øvrige ingredienser - i den sur/sød blanding, som man kan lide.
Blandes sammen med nedenstående frugt og grønt. Et drys nødder vil også gøre godt.

ca. 3 dl vindruer, halverede
2 æbler
2-3 stængler bladselleri
lidt af toppen fra bladselleri

Note:
En lækker søndagsret. Anden skal efter min mening ikke nå mere end de 75 grader. Så bliver den tør, hård og kedelig. Marinaden gav anden en god sødme og lidt "røg", hvilket passede godt til det mørke kød.
Jeg serverede med paradisæblegeléen - og den gjorde godt.

søndag den 28. august 2011

paradisæblegelé med vanille

I gården ved de lokaler, hvor vi arbejder i øjeblikket står et stort, flot paradisæbletræ. Det er smukt på alle årstider - bladene, blomsterne og nu de røde æbler. Vi står overfor en flytning til ny stor kontorbygning om 14 dage, så jeg kunne lige nå at få det sidste års høst med hjem.

Jeg har googlet og fundet forskellige sjove ting, som jeg vil lave af æblerne.

Det første blev denne paradisæblegelé, som får den fineste farve og herlig smag. De små hårde, sure og skarpt smagende æbler bliver til en sødmefuld gelé med delikat smag af æble. Jeg er faktisk overrasket over, hvor meget det smager af sødt rødt æble. Jeg glæder mig til at bruge den til vildt henover efterår og vinter.

Jeg fandt en opskrift her, som jeg gik ud fra. Endvidere læste jeg, at man kan se, at æblerne er modne, når kernerne inden i er mørke.

500 g paradisæbler
2 ½ dl vand
½ stang vanille

ca 2 dl sukker (1:1)

Vask æblerne godt, smid de æbler ud, som er skårede eller har ormehuller.
Skær æblerne i mindre stykker og hæld i en gryde med vand og vanillestang. Lad æblerne koge møre.
Hæld i en si dækket med et skoldet klæde. Lad saften dryppe natten over.
Jeg vred klædet godt efterfølgende, da det særligt er det sidste af væden, som er fyldt med pektin. Det er pektinen, som får geléen til at stivne.

Kog nu saften op og lad koge 2-3 minutter ved god varme. Tag gryden af varmen, hæld sukker i (jeg fik ca 2 dl saft ud af ½ kg æbler - og tilsatte derfor 2 dl sukker). Rør til sukkeret er opløst. Kog saften op igen i endnu et par minutter.
Skum omhyggeligt, inden geléen hældes på skoldede glas. Jeg slynger de skoldede glas med en smule vodka og bruger derfor ikke konserveringsmiddel. Men det kan man gøre, som man føler for.

Hæld geléen på glas og lad stå til dagen efter, før der sættes låg på/bindes til.

Rabarberis med kondenseret mælk

Endnu en isopskrift baseret på kondenseret mælk. Igen opnår man den allermest cremede og lækre konsistens. Jeg må igen ind til byen for at hamstre de små lyseblå dåser!!

Jeg lavede denne rabarbersaft, som med sin tydelige smag fra kardemommen danner base for en skønt krydret is.

Jeg lavede en lille portion - ca ½ L for at prøve opskriften af. Det er dog ikke sidste gang, jeg laver denne is.
Solbærsaften smages ikke rigtigt, men den gav lige lidt mere farve til isen.

2 dl rabarbersaft med kardemomme
200 g kondenseret mælk
1 dl minimælk (eller sødmælk eller fløde)
1 spsk solbærsaft (mest for farvens skyld - kan udelades)
Bland det hele sammen og kør på ismaskinen. Hæld massen i en form og frys yderligere et par timer.
Kugl op og nyd!!

lørdag den 27. august 2011

Rabarbersaft med kardemomme

I går fandt jeg en pose i fryseren fra sidste års produktion af Piskerisets rabarbersaft - og måtte straks lave en portion igen. Det er bare den skønneste sommerdrik - og den pikant krydrede smag fra kardemomme og vanille, sætter prikken over i'et.

Jeg var lidt i tvivl, om de sene rabarber kunne bruges - men det fungerede fint.

Jeg valgte at smage til med kardemomme, vanille, citron og appelsin - og det smager altså himmelsk!

Saften fryser jeg ned i frostposer med 3 dl i hver - der blev i alt 1,7 L ud af denne portion.

700 g rengjorte og ituskårne rabarber
200 g hjemmelavet vanillesukker (et glas med tomme vanillestænger dækket med rørsukker)
200 g rørsukker
1 1/4 L vand
12 grønne kardemommekapsler
1 citron
1 stor appelsin
Hæld rabarber, sukker, kardemommekapsler og vand i en gryde. Kog op og lad småkoge nogle få minutter.
Tag gryden af, rør saften fra appelsin og citron i og lad indholdet køle helt af i gryden.
Si herefter igennem en sigte dækket med et klæde (som man først skolder med kogende vand).
Efter et par timer kan man vride resten af saften ud af klædet.

Så er der klar til servering med isterninger, måske et skvæt gin eller vodka eller til det, som næste indlæg kommer til at handle om....
 

Appelsinis

Klidmoster har den sidste tid eksperimenteret med is baseret på kondenseret mælk - her, her, her og her.
Det er genialt - nemt, få ingredienser, ingen legering af æg ... piece of cake!!

Jeg har hamstret en del dåser kondenseret mælk. Man kan få dem til et sted imellem 12 og 15 kr. hos Viborgs forskellige etniske grønthandlere. Og skabet fyldt med dåser, så kan man hurtigt lave sig en portion is.

I går lavede jeg en appelsinis - frisk, sød/syrlig og den bedste konsistens. Godkendt af gemalen, som ellers kun sværger til vanilleis ... så må den være ret god ;)

3 dl appelsinsaft (ca 3 store og saftige appelsiner)
1/4 dl citronsaft (saften af 1 hel citron)
1 spsk Grand Marnier (Contreau kan også bruges - eller det kan helt udelades)
1 dåse kondenseret mælk
1 stang vanille
2 dl sødmælk
Alt piskes sammen og køres på ismaskinen. Hældes i en boks og fryser yderligere et par timer i fryseren. Kugles op og serveres med frugt, bær, hakket mørk chokolade eller måske en appelsinsauce.

onsdag den 24. august 2011

En virkelig lækker hakkedreng

Alle kan lave en hakkebøf og egentligt er det måske et ret uinteressant indlæg, men de her bøffer smagte bare virkeligt godt ... så for at huske krydderblandingen til en anden gang, kommer den her alligevel.

Det var Malou, som fik vækket min lyst til hakkebøf. Tak til en verden fuld af madbloggere, når man er i syv sind i forhold til aftenens måltid!!

500 g oksefars, ca 12 % fedt (fedt er godt i hakkebøffer = god smag!!!!)
1-1½ tsk kryddersalt (havsalt med havens krydderurter: citrontimian, salvie, merian, timian)
et godt kværn friskkværnet peber
1 stor spsk hakkede, salte kapers
2 tsk estragon - jeg brugte restproduktet fra den olie
2 spsk HP Sauce, Barbecue
1 tsk Worchestershiresauce
1 pk bacon
Rør det hele godt sammen. Del i 4 bøffer, som æltes og "slås" hårdt sammen i hænderne til sammenhængende bøffer.
2 skiver bacon vikles omkring hver bøf. Brunes godt i smør og olie. Og sættes derefter i ovnen ved 200 grader i ca 10 minutter.

Jeg lavede også Salt & Vinegar-knuste kartofler til - opskriften er fra Heidi. Virkeligt lækre kartofler, jeg var nok lidt for nærig med eddiken ... det må gøres om en anden gang, for kartoflerne skal helt sikkert laves igen.

tirsdag den 23. august 2011

Estragonolie

 
Det vil være skønt, hvis man kan bevare krydderurternes aromaer og dufte til de mørkere måneder.
Jeg forsøger med forskellige muligheder og må så finde ud af, hvad der holder bedst.

I Politiken fandt jeg Bo Bechs bud på, hvordan man kan lade krydderurteolie.

Estragonen fik en tur i blenderen sammen med varm olie og resulterede i denne olie i en helt fantastisk grøn farve. Det vigtigste er dog, at estragonsmagen også træder tydeligt frem.

Det tager nogen tid at filtrere olien fra - jeg lod det stå natten over. "Biproduktet" - altså den hakkede estragon var stadig fuld af smag. Derfor frøs jeg dette i en isterningbakke og vil så prøve at røre det ud i f.eks. en mariande, en dressing eller fylde i fisk.

50 g estragon
2 g salt
100 g rapsolie eller mild olivenolie
Blend estragon sammen salt. Varm olien nænsomt op til den er lun - som Bo Beck siger: "indtil det ikke er behageligt at dyppe fingeren mere".
Hæld i blenderen og blend nu i 3 minutter. Den lune olie får farvestoffet (klorofylet) og de æteriske olier i krydderurterne trukket frem.
Herefter hældes olien igennem et kaffefilter. Jeg lagde et kaffefilter i en lille si og lod den dryppe natten over.
Derefter hæld på en lille skoldet flaske og opbevar i køleskabet.

Note:
En spændende måde at bruge krydderurter. Dette skal også forsøges med basilikum og citrontimian.

søndag den 21. august 2011

Agurker med KAPOW!!!

August og september er skønne måneder, hvis man elsker at samle forråd. Jeg nyder at kunne gå i haven eller ud i naturen og finde råvarer, som man kan sylte, tørre, henkoge og fryse. Det giver sommersmag til vintermånederne.

Jeg har været på udkig efter drueagurker, men har ikke været heldig at finde nogle endnu. Jeg har forhørt mig hos et par grønthandlere, som siger, at prisen er uhørt høj i år og at det ikke kan betale sig for avlere at dyrke drueagurker. 

Derfor gik jeg igang med at sylte nogle af vores hjemmedyrkede almindelige agurker. Det blev til denne version, som er ret stærk. Man kan selvfølgelig skrue op og ned for krydderierne, som man nu ønsker det.

Der er en dejlig duft fra dildskærmene, som er helt berusende.

Nemme agurker, som hverken kræver opkog af eddikelage eller ret meget arbejde. Inspireret af Camilla Plums opskrift. Hvis man sørger for kun at stikke en helt ren gaffel ned i agurkeglasset, skulle de kunne holde sig ret længe. Peberroden medvirker sikkert til dette pga sin bakteriehæmmende virkning.

Der bliver et stort sylteglas af denne portion.
600 g agurk
130 g rørsukker
30 g groft salt
1 gul chili skåret i ringe (fjern evt kernerne)
et par skiver peberrod
2-3 dildskærme
ca ½ L æblecidereddike
Agurkerne skæres ud i ret tykke skiver på ca ½ cm. Sukker og salt blandes sammen.
Et sylteglas skoldes og der slynges en smule vodka rundt i glasset.
Læg nu lagvis agurker, salt/sukker, dildskærme, peberrod og chili. Hæld derefter eddike på til det dækker.
Ryst af og til glasset til sukkeret er opløst. Efter en lille uges tid er agurkerne klar til at spise.
 

lørdag den 13. august 2011

Lakridscookies

Med Ønskedans på programmet i går aftes, var der lejlighed til at få prøvet nogle kager af på nogle forsøgskaniner.

Jeg har købt nogle forskellige lakridsprodukter, men er ikke så god til at få dem brugt. I går ville jeg derfor forsøge mig med nogle cookies med lakridssirup og -pulver.

Inspireret af A-lakridserne blev ½ delen af dejen rørt med mælkechokolade. Jeg er vild med kombinationen af mælkechokolade og lakrids. Den anden halvdel blev rørt med mørke Callebaut chokoladeknapper med en kakaoprocent på 50. Begge kombinationer var gode, så det er en smagssag, hvad man er mest til
.
Der er en god, men dog diskret smag af lakrids, træder tydeligst frem som eftersmag. Kagerne er ikke sprøde, men lidt bløde - som amerikanske cookies vel også skal være. Jeg kunne måske godt have tænkt mig lidt mere sprødhed, men var bange for at give kagerne for meget, da idéen om sveden lakrids ikke er tiltalende.

Jeg tog udgangspunkt i denne cookiesopskrift, men lod mig også inspirere af denne fra Anne Heinzes kogebog.

225 g blødt smør (nogle sekunder i mikroen gør underværker)
150 g rørsukker
80 g mørk muscovadosukker
1 stang vanille
1 stort æg
2 spsk sød lakridssirup
1 spsk lakridspulver
et nip salt
40 g cashewnøddemel (cashewnødder, som blendes)
180 g hvedemel (ca. jeg startede med 160 g, men puttede et par skefulde mere i, da dejen var meget blød)
1 tsk bagepulver
100 g mælkechokolade
100 g mørk chokolade, 50% kakao
Rør smør med de to slags sukker og vanille (vanillekornene fordeles bedste ved at gnide dem ud i 1 spsk sukker inden det blandes i smørret). Rør ægget i sammen med lakridssirup og -pulver. Bland alle de tørre ingredienser og rør i dejen.
Del dejen i to og rør lys chokolade i den ene og mørk i den anden.
Fordel dejen i små klatter med to spiseskeer. Der skal være god afstand på pladen - jeg havde 9 pr plade.
Bag ved 180 g i ca 10 minutter.

Note: Man kan eksperimentere med forskellige chokoladetyper. Hvid chokolade kunne også være en mulighed.
Cashewnøddemelet kan erstattes af mandelmel eller f.eks. en grov meltype, som durum eller spelt. Man kunne også forsøge sig med havegryn for at få lidt mere struktur.

fredag den 12. august 2011

Tagliatelle med kantarelsauce

I Sverige snakkede vi vældigt meget om svampe. Det piplede op i skovbunden, men til min store ærgrelse ved vi bare alt for lidt om, hvilke der er spiselige.
Jeg havde plukket en pose med nogle små fine svampe, som jeg var sikker på var sommerkantareller. Vi valgte dog at spørge en svensker ... og det var nok smart nok. For han mente absolut ikke, at det var kantareller. Modvilligt måtte jeg smide min fangst ud.

Da vi kom til Danmark og skulle have et hurtigt aftensmåltid, fandt vi en bakke kantareller ved den lokale. Og så måtte jeg nok give svenskeren ret ...

Jeg vil se, om jeg ikke kan finde et sted her i efteråret, hvor jeg kan komme med på en svampetur. Det kunne være rigtigt skønt selv at kunne gå ud og samle svampe.

½ pakke bacon

en lille klat smør
2 små skalotteløg
1 fed hvidløg
1 bakke kantareller
½ glas hvidvin
lidt hvidvinseddike eller citronsaft
2½ dl fløde
en lille smule salt
et godt kværn peber
frisk basilikum
Start med at rengøre svampene med en blød børste og en lille kniv. Man skal helst undgå at vaske kantarellerne (og svampe i det hele taget), da de mister meget smag herved.

Svist bacon til det er gyldent. Tag det af panden og tør panden godt af. Det er ikke meningen, at baconsmagen skal overdøve den fine smag af kantarel.
Svits finthakket skalotteløg i smør til de er klare. Tilsæt de rengjorte og skivede kantareller og svits nogle minutter. Tilsæt herefter finthakket hvidløg.
Hæld hvidvin på og lad det komme op at koge før også fløde hældes på og lad småsimre endnu nogle minutter til saucen bliver tyk.
Smag til med hvidvinseddike eller citronsaft, salt og peber. Tilsæt evt lidt kogevand fra pastaen for at få den rette konsistens til saucen. Drys med frisk basilikum.

Server også gerne med et drys friskrevet parmesan eller lignende og friskkogt Tagliatelle.

Note:
Dejlig og hurtig pastaret. Der er noget særligt over kantareller, men andre svampe kan også sagtens bruges. Det er lidt ærgerligt at bruge bacon sammen med den fine svamp. Men vi havde brug for lidt kød ... svampesmagen vil dog komme meget bedre til sin ret uden.

tirsdag den 9. august 2011

Grove amerikanske pandekager

Blogverden er et grumt sted at bevæge sig på tom mave!! En hurtig rundtur fra morgenstunden fik mig forbi Piskeriset's skønne blog og et indlæg om arme riddere. Som barn har jeg fået armeriddere et par gange og det er guf.

Da jeg ikke havde noget egnet brød i huset, må de arme riddere vente. Lækkersulten var dog tændt, så noget andet end rugbrød med ost måtte til. Det blev til disse amerikanske pandekager, som næsten er sunde ... med havregryn og grahamsspeltmel. Og frugt til!! ;o)

Jeg sjussede mig frem til nogle mål og de blev rigtigt vellykkede - bløde, svampede og samtidig sprøde udenpå og med lidt bid fra havregrynene. Sidegevinsten er, at det kun tog 5-10 minutter fra jeg hældte de tørre ingredienser i en skål, til der lå nybagte pandekager på tallerkenen.

Grove amerikanske pandekager
(6 små pandekager)
½ dl havregryn
½ dl grahamsspeltmel
½ dl hvedemel
½ tsk bagepulver
1 spsk rørsukker med vanille (et glas med tomme vanilleskaller fyldt med sukker, står altid klar i skuffen)
½ tsk havsalt
1 æg
1½ dl kærnemælk
lidt citronskal
½ spsk rapsolie
rapsolie eller smør til at stege i.
Mørk agavesirup til at dyppe i og frugt til at smovse i.

De tørre ingredienser blandes godt sammen. Pisk æg, mælk og olie i og tilsidst citronskallen.
Steg i små klatter på en varm pande i olie eller smør

Spis og nyd!!

mandag den 8. august 2011

Sagen er bøf!

Sverige bød på kød af virkelig god kvalitet. Må indrømme, at jeg var lidt overrasket... ved ikke helt, hvad jeg havde forestillet mig. Nu ved jeg bedre!!

Vi fandt denne højrebsbøf på lidt over 500 g, som var helt utrolig god. God fedtmarmorering og heftig smag af oksekød og bøf. På den allerbedste måde.

Der er ikke så meget opskrift i dette. Jeg gned bøffen i lidt olivenolie, salt peber og rosmarin. Ikke for meget tilsætning af smag, da bøffen skulle komme til sin ret. Ca 5 minutter pr side (mere hvis man ikke bryder sig om rødt kød) og 10 minutters hvile.
Ved servering skæres den store bøf i skiver og drysses med lidt flagesalt.

Dertil en hurtig salat, grillede kartofler og denne sommers yndlingscreme med estragon. Jeg er helt vild med estragon!
Cremefraiche, lidt mayo, estragon, skalotte, balsamicoeddike, salt og peber. Det må gerne lige stå og trække smag i mindst ½ time.

Er det ikke bare et fantastisk stykke kød?
Jeg undrer mig over, at man ikke i Danmark ser så store bøffer ligge i køledisken. Jeg har sågar ved en slagter i Viborg fået svaret "Vi forhandler ikke højreb" ... jeg er stadig rystet. Højreb er jo FANTASTISK.

Til 2 personer vil jeg også hellere dele en 5-600 g bøf end købe to små på 200 g.... eller 150 g. 150 g er jo ikke en bøf - det er jo bare en skive kød, som ved stegning med garanti bliver tør og kedelig.
Skal man ha' bøf, skal det gøres ordentligt...


søndag den 7. august 2011

Blommetærte med citrus og marcipan



Dette er en rigtig sommerkage. Sådan en, som smager af sommer og man får fornemmelsen af gamle dage, hvor der blev bagt de skønneste søndagskager til eftermiddagstheen.

Jeg fandt en opskrift på siden Slottet i Smørmosen og fulgte den ret nøje, men tilføjede lidt ekstra smag i form af vanille, citronskal og kanel.

Citronskallen og saften gør underværker, den smager så fint igennem og supplerer blommerne og vanillen på dejligste vis.

Jeg fik også lejlighed til at bruge de melonkerner, som jeg har købt i Sverige. Man kan lige såvel bruge nogle andre kerner.

Bunden:
150 g blødt smør (lige fra køleskabet hjælper det med ca 40-50 sekunder i mikroen ved lav effekt)
150 g rørsukker med vanille (rørsukker, som har stået med tomme vanillestænger eller brug ½ stang vanille)
2 æggeblommer
1 tsk bagepulver
250 g hvedemel
Rør smør og sukker godt sammen. Tilsæt en æggeblomme af gangen og rør det sammen.
Bland bagepulver og mel og sigt det i dejen. Bland det sammen til en jævn dej. Jeg brugte hænderne til sidst og æltede det hurtigt sammen.
Tryg det ud i en smurt springform. Tryk også dejen op af siderne.

3-4 blommer (alt efter størrelse) skæres i kvarte og lægges på bunden.

Fyld:
2 æggehvider
100 g rørsukker
150 g groftrevet marcipan
1 tsk fintrevet citronskal
1-2 tsk citronsaft
1 tsk kanel

En håndfuld melonkerner, solsikkefrø, mandler eller lignende

Pisk æggehviderne først med en smule af sukkeret. Når det begynder at stivne, tilsættes resten af sukkeret og æggemassen piskes helt stiv. Marcipanen vendes i og tilsidst røres citronskal, saft og kanel i blandingen. Det hele fordeles over blommerne. Drys tilsidst med f.eks. melonkerner

I følge opskriften bages ved 200 g i ca 45 minutter. Jeg bagte den dog kun i 35 minutter. Så man må lige holde øje.

Note:
En dejlig sommerlig kage. Den kunne godt gå hen og blive en hitter her. Jeg er helt vild med citrustonerne sammen med den søde bund og blommerne.
I går serverede jeg den med lidt vaniljerørt cremefraiche. Den smager dog også godt helt uden noget og en god the til. Dagen derpå er kagen stadig frisk og god.

Nu vil jeg lige smutte en tur ned til mine forældre med et stykke ... for vi får vist ikke spist sådan en hel kage.

lørdag den 6. august 2011

Tagliatelle med pimped tomatsauce

 
En af dagene i Sverige skulle vi selvfølgelig have pasta. Pasta er jo bare yndlingsmad ... og så er det hurtigt at bikse noget lækkert sammen.

1 glas Princip tomatsauce blev pimped lidt med diverse fra køleskabet og så var der super lækker aftensmad, som kunne nydes i solen med udsigt til skov.

olivenolie
1 pakke prosciutto eller lufttørret skinke
2 snackpølser eller chorizo
chiliflager
1 fed hvidløg
1 glas Princip tomatsauce eller anden god tomatsauce
lidt fløde
balsamico
sukker, salt og peber
et ordentligt drys Prima Donna ost eller andet lignende
frisk basilikum
Svits prosciuttoen, snakpølser, chiliflager (mængde efter smag) i olien. Tilsæt herefter hvidløg og svits med i et øjeblik. Tilsæt herefter tomatsaucen, fløde og lad småsimre nogle minutter - smag til med balsamico, sukker, salt og peber. Server med en god bredbåndet pasta og et ordentligt drys ost og frisk basilikum.

Note:
Det smagte helt vidunderligt. Jeg synes, at tomatsaucen fra Princip er ret god - ikke for bitter, som nogle kan være.

fredag den 5. august 2011

Merguezpølser og kartoffelsalat

Der gik ret meget sport i at få brugt tingene op i på vores ferie. Noget, som jeg ikke altid er så god til herhjemme. Nu vil jeg dog forsøge at holde fast i de gode takter også herhjemme og få fokus på Stop Spild Af Mad.

Anden dagen bød på en kartoffelsalat af de grillede kartofler fra grillen dagen i forvejen. En kartoffelsalat, hvor det sød/syrlige æble gjorde rigtigt godt. Ofte synes jeg, at surmælksbaserede kartoffelsalater kan blive for fede og tunge, men denne her var lettere og med god smag fra krydderurter, kapers og æble.

Jeg har på et tidspunkt set Nigella Lawson lave noget med grillet halloumiost, peberfrugter og Merguezpølser af lammekød, som jeg rigtigt gerne ville smage. Da jeg fandt pølserne i den lokale ICA i Lidhult, røg de med hjem til hurtig aftensmad.

ca 10-15 små grillede kartofler
ca 2 dl cremefraiche (her en blanding af 15% og 34%)
1 salvieblad
1 håndfuld hakket frisk basilikum
1 spsk hakket persille
1 spsk hakkede, saltede kapers
citronsaft
salt, peber
et nip sukker
1 rød snackpeber i strimler

torsdag den 4. august 2011

Grillet marineret svinemørbrad med tzatziki, let salat og grillede kartofler

Svinekød er normalt ikke favoritspise hos mig. Dog må jeg overgive mig, når det bliver sommer og kødet kan komme på grillen. Særligt synes jeg, at søde/stærke marinader klæder kødet.

Vi var i sommerhuset kl 15.30, så efter en udpakning skulle vi finde noget hurtigt aftensmad. Det lune vejr indbød til at tænde grillen.

Det blev til denne svinemørbrad, som blev stegt rosa og forblev saftig og smagfuld.

Marinade
2 spsk mørk balsamico
1 spsk sukker
½-1 tsk chiliflager
½ tsk røget paprika
½ tsk sød paprika
lidt ketchup
lidt olie
salt og peber
Målene er cirka - det hele røres blot sammen og kødet lægges i en pose sammen med marinade.
Lad marinere mindst 1 times tid.

Grilles ved indirekte varme ca 20 minutter.

Dertil en salat af tomat, rød peberfrugt og rødløg.
Rødløgene fik ½ time i en blanding af balsamicoeddike og vand, hvilket gør dem mere milde, søde og lidt blødere.
Det hele blandes og får et dryp af lys balsamico og et par drej med peberkværnen.

Kartoflerne grilles i en foliepakke sammen med masser af frisk timian, rapsolie, salt og peber. Ca 45 minutter.

Note:
Hurtig mad på grillen - og jeg må sige, at sådan en mørbrad, der kun lige præcis steges rosa er overraskende godt. Ikke tørt og trevlet, men saftigt og mørt.

onsdag den 3. august 2011

Hapsere - et fast ferieindslag




Når vi har ferie og skal kræse lidt ekstra, er det bare en absolut nødvendighed med lidt hapsere og et glas koldt hvidvin. Det er for os en vigtig del af ferien.

Hapsere behøver ikke at være noget vildt og voldsomt. Det kan blot være lidt god pølse, ost, Feta, lidt grønt på en cocktailstik, ristede brød med lidt rørt postej, laks med lidt krydderurtecreme, frugt og røget/saltet chartuteri, kartoffel med mayo og purløg.
Et fad med forskellige lækkerier, vin i glasset og ud i solen - Det er en af dagens feriehøjdepunkt!

Vi fik blandt andet disse i Sverige.

Pindemadder
Æble marineret i lys balsamico, salt og friskkværnet peber, frisk basilikum og lidt røget skinke
Tomat, Feta, basilikum
Tomat, pølse og rødløg
Feta, pølse og peberfrugt

Note:
Kun fantasien sætter grænser. Man kan tage rester fra køleskabet, grøntsagsskuffen og frugtskålen.
Blot det, at det bliver præsenteret lækkert og på en lille pind, gør smags- og hyggeoplevelsen det større.
Æble og skinke var en god variant. Ofte kombineres skinke med melon, men denne variation blev lidt mere nordisk.

Bruschetta
Da det var ferie, købte vi nogle små bruschettabrød, som var klar til brug.
Det bedste er helt bestemt at riste et godt surdejsflûte og evt gnide det med et fed hvidløg.

Koldrøget laks med estragoncreme lavet på fed cremefraiche, en smule god mayo, frisk estragon, lidt balsamicoeddike, salt, peber og skalotteløg.

Leverpostej rørt med lidt cremefraiche, hakkede saltede kapers, hakket skalotte og pyntet med hakkede kapers og peberfrugt.

Note:
Små sprøde brød med lækkert fyld. Pas på med saltet i den rørte postej, da kapers er meget salt i sig selv.
Estragoncremen var rigtig lækker til laksen - lidt a la kold bearnaise.

En rigtig god måde at få brugt diverse rester op på en ferie - og det er en god måde at udfordre sig selv i for hold til Stop Spild Af Mad-tankegangen.

mandag den 1. august 2011

Sverige - balsam for sjælen

Der har været stille på bloggen, da vi tilbragt en uge i dette lille idylliske svenske hus. Og det er helt sikkert, at her skal vi hen igen.

Huset ligger ca 45 km fra Ljungby tæt ved den lille by Lidhult.
Stensnäs
 Det har været den skønneste uge med stilhed, smuk natur, vandreture, vildt lige udenfor døren ... og selvfølgelig en masse god mad og vin. Der kommer snart nogle indlæg om dette.

Her blot et par billeder fra det land, som vi nu er smask forelskede i ... og hvor vi har lyst til at købe vores egen lille hytte!!
Solnedgang i skoven
 Er man gift med en jæger ... så er det her simpelthen toppen...
Rå med lam
Vi var heldige at se en elgko 40 m fra huset. Men det var i skumringen og jeg nåede ikke at tage billede.
Vi tog i Elinge Älgpark for at se dyrene lidt tættere på. Jeg synes, at en elg er et helt fantastisk dyr ... de der ranglede ben og kluntede gang. Jeg er charmeret! Det er dog så meget mere fascinerende at se den ude i naturen end i indhegning.