Mmmmm, mmmmm, mmmmm ..... talen var ret ensidig sidste weekend under indtagelsen af søndagsmiddagen. Risotto er vidunderligt.
Denne version var lavet på en god hjemmelavet kyllingefond, ristede persillerødder, pastinak og squash, stegt kylling og derudover smag fra løg, bladselleri og hvidløg.
Jeg fik inspiration fra kurset på Kongenshus med de ristede grøntsager og metodisk tog jeg fat i Jamie Oliver .. (du må dele ham med os andre, Piske ;))
Risotto
1 spsk olivenolie
1 persillerod
1 pastinak
1 squash
1 tsk timian
1 spsk olivenolie
3 skalotteløg
2 stilke bladselleri
2 fed hvidløg
350 g risotto ris (f.eks. Carnaroli eller Arborio)
2 dl hvidvin
ca 1 L kyllingefond
salt
ca. 250 g stegt kyllingekød
ca. 250 g stegt kyllingekød
50 g smør
60 g grana padano
friskkværnet peber
citron
Rist persillerod og pastinak sammen med timian i olivenolie til de er møre og sprøde, krydr med salt og peber. Rist derefter på samme måde squashen. Stil grøntsagerne til side.
Varm lidt mere olivenolie og svits skalotteløg og bladselleri heri i nogle minutter, til de er møre. Hvidløg og ris hældes i og steger til risene nærmest bliver lidt klare - det 2-3 minutter. Rør hele tiden rundt i gryden, så de ikke bider sig fast i bunden.
Hvidvinen hældes på. Vinen koges ind i risene. Herefter tilsættes en skefuld af gangen fond til risene. Gryden skal stå over lav - middelvarme, den skal blot småsimre. Og hele tiden krydres med en lille smule salt (min fond var usaltet - man skal passe på, hvis fonden er med salt) - dette for, at saltet får lov at trænge ind i risene under tilberedning. Nu fortsættes med at tilføje fond langsomt. Lad det koge ind imellem hver skefuld.
Denne proces tog ca-30 minutter (I Jamies opskrift står ca 15 min, men risene skal være møre, men stadig med lidt bid). Når risene nærmer sig at være møre, er det vigtigt at smage på dem hele tiden for at undgå, at de får for meget.
Og der skal også smages til, om de har fået tilpas med salt.
Når risene er møre, blandes grøntsagerne og kyllingekødet i og gryden tages af varmen. Der tilsættes en klat smør og friskrevet grana padano (eller parmesan). Rør rundt, læg låg på og lad smør og ost smelte sammen med risene under låget i 2 minutter.
Rør endnu en gang forsigtigt, smag til med lidt citronsaft (hvidvinseddike, æbleeddike eller lignende) for at give den kraftige ret lidt syre og et godt drys friskkværnet peber. Drys også gerne med frisk krydderurt, som f.eks. toppen af bladselleri, kørvel, persille, basilikum eller hvad du nu føler for.
Server straks - evt også med et ekstra drys revet ost, peber og en citronskive.
Note: Virkelig lækkert risotto. De ristede grøntsager giver masser af smag. Kyllingekødet var lårkød, som var saftigt og lækkert. Risottoen var cremet og havde en god harmoni imellem det fede, det syrlige.
Der skal laves meget mere Risotto her!!