onsdag den 28. oktober 2009
Skinkestang - en klassiker fra husgerning
En udfordring
Svær udfordring, når man kun må bruge ét ord.....
Jeg vil beskrive Vibeke som FÆNOMENAL - dette fordi Vibeke er fænomenal til:
- at give inspiration
- at øse af sin store viden inden for mad
- at give gode fif til madlavningen
- at give omsorgsfulde bemærkninger, hvis man er lidt mat
- at få noget skønt på tallerkenen hver eneste dag og præsentere det så indbydende
og jeg oplever Vibeke som en fænomenal figther.
Vibeke er en af de første bloggere, jeg stødte på i blogverdenen. Og jeg nyder at læse med hver eneste dag.
Jeg giver udfordringen videre til Piskeriset på eventyr....
fredag den 23. oktober 2009
Søde sager: Citronroulade, "Springkage" og chokoladegave
Sødt skal der til!!
Jeg har været heldig at modtage en en goodiebag fra Lindt - 3 poser dejlig, fyldt chokolade og en chokolade-ansigtsmaske-ting ... spændt på at prøve det. Skønt og siger mange tak:o)
Desserten fra onsdag - opskriften på citronrouladen har jeg fundet hos Camilla's Himmelske kager. Den smager helt fantastisk dejligt. Den er både let syrlig, sød, frisk og luftig - og det var virkeligt nemt at bage, lave fyld og rulle rouladen. Så lov mig: PRØV DEN!!!
"Springkage" - eller Havregrynslagkage - springkage har vi i min familie døbt dagen, da der af og til er sprunget et stykke på gulvet, da den er lidt sprød/hård at skære ud. Vi elsker den!
250 g smør eller margerine (evt. halv af hver)
200 g sukker
130 g mel
130 g havregryn
god mørk chokolade
2-3 dl fløde
Dette (undtagen chokolade og fløde) æltes godt sammen med fingrene og trykkes ud i 2 forme. F.eks. springforme, hvor der lægges en cirkel bagepapir i bunden.
Bag ved 225 grader ca. 5-10 minutter, til de er gyldent brune i kanterne.
Drys revet chokolade over, imens bundene er helt varme og fordel forsigtigt med en pensel eller kniv.
Når bundene er helt kolde lægges de sammen med flødeskum.
Kagen bliver ekstra god af nogle timer i køleskabet, hvor den så får lov at ”sætte sig” lidt.
Velbekomme
Ørredhapsere, Beuf Bourgignon af en slags og timiangulerødder
Ølbraiserede svinekæber
5 dl mørk øl - f.eks. Original Black fra Skælskør Bryghus, fyldt med smag og til rimelige penge
Grønne grovboller
Sikken uge ... der har slet ikke været tid til at blogge, men dette bl.a. på grund af meget madlavning - så der er et lille lager af opskrifter til blogindlæg :o) Ugen har stået på arbejde, bage boller til kollegaer, lave fødselsdagsmiddag til min familie og heldigvis også nogle timers dans.
Her opskriften på de boller, som jeg bagte til kollegaerne først på ugen. Der var både gulerodsboller, som jeg tidligere har blogget opskriften på her.
Grønne grovboller
(ca. 20 stk.)
50 g smør
4 dl mælk
1 dl ylette, A38 eller lignende
50 g gær
1 tsk groft havsalt
2 tsk rørsukker
200 g revet squash
(1 dl friskhakket persille)
2 dl havreklid
ca. 800 g hvedemel
æg til pensling
Smelt smørret og tilsæt mælk. Hæld blandingen i en skål og tilsæt ylette/A38. Rør gæren ud heri. Tilsæt resten af ingredienserne, hold lidt mel tilbage.
Slå dejen sammen og lad hæve mindst 1 time.
Ælt dejen godt igennem og tilsæt evt. mere mel.
Form til ca. 20 boller. Lad efterhæve ca. 30 minutter. Pensl bollerne og bag midt i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter.
Note:
Jeg udelod persillen, da vi fik bollerne til morgenkaffen. Men smagen er god med persille til f.eks. aftensmaden.
mandag den 19. oktober 2009
Myntegelé
I går lavede jeg myntegelé, så nu er det tilbehør til en lammesteg.
Jeg fulgte en opskrift fra Mad & Venners oktober nummer.
Den portion, som jeg skriver nedenfor, gav 3 små glas gelé.
Myntegelé
25 g friske mynteblade
2 dl kogende vand
½-1 spsk citronsaft
250 g rørsukker
2 tsk gul melatin
Atamon eller spiritus til at skylle glasene i
Skyl myntebladene og kog dem med vandet i 5 minutter. Lad blade og vand stå i gryden og køle af. Når det er koldt, vrides bladene for at udnytte al vand og saft.
Tag evt. lidt af bladene og hak meget fint. Kom dette op i gryden. Det giver geléen lidt farve og struktur.
Tilsæt geleringsmidlet, lad saften koge op under omrøring og drys sukkeret i. Lad geléen koge op igen i ca. 1 minut og skum den grundigt.
Hæld geléen på skoldede glas og dæk med et klæde. Og luk dem helt dagen efter.
Note:
Geléen bliver ikke grøn som købt gelé.
søndag den 18. oktober 2009
Oksekødstærte
Dejligt at have disse retter, som man vender tilbage til igen og igen.
I fredags eksperimenterede jeg dog med tærtebunden. Jeg har tidligere bagt en sød tærte efter Jamie Olivers opskrift, så jeg gik på jagt efter at finde en ditto madtærte.
Fandt en i hans kogebog ”hjemme hos jamie”, hvor dejen er krydret med rosmarin og timian. Det gode er, at metoden gør, at tærtebunde bliver virkelig dejlig og sprød. Jeg brugte samme metoden, som på denne søde dej.
Jeg vil lave denne dej igen en anden dag, tror dog, at jeg vil udelade cheddarosten – i hvert fald sammen med dette fyld. Det var lidt gennemtrængende. Men sammen med f.eks. en porretærte, tror jeg, at det vil være perfekt.
Mørdej til madtærter
(til 2 tærter)
500 g hvedemel
200 g koldt smør i tern
50 g friskrevet cheddar
½ tsk havsalt
1 tsk grofthakket rosmarin
1 tsk timianblade
2 store letpiskede æg
1 skvæt mælk
Jeg lavede dejen i foodprocessoren, men den kan selvfølgelig også lavet i hånden.
Hæld mel, smør, ost og krydderier i skålen og kør ca ½ minut til indholdet ligner brødkrummer.
Tilsæt æg og mælk og kør til dejen klumper lidt sammen. Hæld ud på bordet og saml dejen hurtigt. Vigtigt, at man ikke ælter vildt og voldsomt.
Det er netop ujævnheden i dejen, som giver en sprød og lækker tærtebund.
Lad hvile i køleskabet ca. 1 time. Rul ud eller gør, som her. Sæt tærtedejen i fryser eller køleskab ca. ½ time, dette forhindrer, at dejen glider ned, når den forbages.
Forbag ved 190 grader i ca. 10 minutter.
Fyld:
500 g oksefars
2 store løg
1 fed hvidløg
timianblade
cayennepeber
salt
ca. 100 – 150 g blød Feta
Svits kød, løg, hvidløg og smag til med krydderierne. Det må gerne være lidt stærkt. Læg det på den forbagte tærtebund.
Feta i tern fordeles over kødet.
Æggeblanding
2 æg
2 dl fløde
salt
Tomaterne passeres igennem en sigte, piskes sammen og hældes over tærten.
Bages ved 200 grader i ca. 35 minutter.
Server med f.eks. grov tzatziki eller en god let salat.
fredag den 16. oktober 2009
Blommesirup ... en smag af himlen
Jeg har længe, længe ønsket mig blommesirup pga. god inspiration fra hende her. Da blommesæsonen var på det højeste var tiden måske ikke lige til det, i hvert fald fik jeg ikke købt nogle blommer. Så jeg var så småt begyndt at tage tilløb til et kig på Meyers Madhus.... velvidende, at det kunne blive en dyr fornøjelse;)
onsdag den 14. oktober 2009
Æblepie med havegryn og solsikkefrø
Frisk pasta med kyllingesauce
Restemad med hvad der lige var i køleskabet og frisk hjemmelavet pasta til. Vi fik lasagne i weekenden, hvor jeg lavede lasagnepladerne. Resten af pastadejen blev lavet til parpadelle, som har ligget og tørret de sidste par dage.
Frisk pasta
(4 pers.)
150 g durummel
350 g italiensk hvedemel
ca. 3-4 friske æg
2-3 æggeblommer
"Pisk" mel og æg sammen med en gaffel og ælt grundigt - 3-5 minutter, til dejen er blank og blød.
Det er muligt, at man må tilføje lidt ekstra æg eller mel - det varierer lidt fra gang til gang.
Lad dejen hvile 1 time i køleskabet. Rul ud og skær i de ønskede plader, strimler...
Restesauce med kylling, bacon og peberfrugt
olivenolie
2 skalotteløg, finthakket
1 pakke bacon, strimlet
1 gul peber, strimlet
1 fed knust hvidløg
1 rød chili, strimlet
kyllingekød, strimlet
2 dl tomatsauce, eller en lille bøtte tomatpuré
1-2 dl vand
1 dl fløde
salt, peber, cayenne
hvid balsamicoeddike, citronsaft
Svits løg, bacon, peberfrugt, hvidløg og chili i olivenolie. Tilsæt tomatsauce og vand. Lad simre 5-10 minutter. Tilsæt fløde, salt, peber, cayenne og balsamicoeddike. Lad simre endnu et par minutter og server med pasta.
tirsdag den 13. oktober 2009
Pizza med gul tomatsauce, kylling og mozarella
mandag den 12. oktober 2009
Langtidsstegt kylling
Virkeligt nemt - det tager 5 minutter at gøre kyllingen klar, derefter passer den sig selv... imens den spreder en dejlig duft i hjemmet. Og endnu en sidegevinst - der er nem mad til 2-3 dage.
1 kylling
olivenolie, gerne med citron
salt, peber
en ordentlig bunke friske krydderurter, f.eks. salvie, oregano og persille
1 øko citron i både
Smør kyllingen med olivenolie og drys rundhåndet med havsalt og friskkværnet peber - både udvendig og indvendig. Fyld kyllingen med citronbåde, store håndfulde af krydderurter.
Læg kyllingen i et fad med brystet op ad og på endnu en bunke krydderurter.
Sæt i ovnen ved 120 grader og steg 2½ time. Skrue op for varmen til ca. 230 grader varmluft i ca 10-15 minutter til kyllingen bliver gylden.
Kyllingen får en skøn smag fra citron og krydderurter, samtidig med at den nænsomme stegning bevarer saften.
Hindbærmarmelade og hindbærsnitter
Hindbærmarmelade
500 g hindbær, frosne eller friske
2 spsk vand
250 g sukker, gerne rørsukker
1 tsk melatin
Bland hindbær, sukker og vand – bring dette i kog. Lad simre ca. 5-7 minutter til bærrene går i stykker.
Bland 1 spsk sukker med melatin og rør dette i marmeladen. Lad simre endnu 2 minutter – hæld på skoldede og atamonskyllede glas eller brug til de lækre hindbærsnitter.
Hindbærsnitter
(til 2 bradepander – ca. 30 små snitter)
500 g mel
250 g koldt smør
180 g flormelis
2 æg
½ stand vanille
½ tsk bagepulver
(tror at et lille nip salt vil gøre godt – har ikke prøvet det, men vil gøre det næste gang)
Glasur: flormelis, past. æggehvide og evt. kulørt krymmel
Jeg brugte foodprocessoren til at findele smørret med melet. Halvdelen af melet puttes i foodprocessoren sammen med smør. Derefter hældes dette sammen med resten af melet, flormelis, vanille og bagepulver. Dejen samles hurtigt med æggene.
Dejen lægges koldt 1 times tid.
Rulles ud på bagepapir – ca. 2 – 2½ mm tykkelse og skær kanterne af, så det bliver et stort rektangulært stykke. Skær ud i 4 lige store strimler (her hev jeg den store lineal frem)
Bag ved 220 grader til kagerne er gyldent brune.
Imens de bager, røres en ret tyk glasur af æggehvide og flormelis. Kan selvfølgelig også laves af vand og flormelis, men med æggehvide får kagerne en flot blank overflade.
Når kagerne er bagt færdigt, er det en god idé lige at køre kniven igennem, der hvor strimlerne er skåret fra start, så man er sikker på, at de vil ”give slip”, når fyldet er smurt på og kagerne skal lægges sammen.
Læg den øverste strimmel hen over ved hjælp at to knive eller kagespartler. Fordel glasur og smør dette ud – hvis der skal krymmel på, er det nu ellers når glasuren at tørre overfladen. Skær nu hurtigt snitterne ud – dette skal gøres, imens kagerne stadig er varme, ellers smuldrer de.
Og så er det bare at guffe løs!
Rød
Jeg er blevet tagget af Eva – og vil gerne være med på den lille blogleg, hvor man skal finde 7 ting i en forudbestemt farve.
Jeg fik farven RØD … den var svær. Havde jeg fået blå, havde det være super nemt.
Da jeg først kom i gang med at kigge rundt i huset, så gik det alligevel.
Jeg fandt:
- min røde Le Creuset gryde – elsker at lave mad i den!
- mine Le Creuset grydeskeer og bagepensel, som jeg bruger tit.
- den røde, temmelig mærkelige hat , som husker mig på, at jeg har en skør mand, som gør livet lidt sjovere.
- et løg, for hvordan skulle man dog kunne lave mad uden løg.
- hindbærmarmelade, som jeg lige har lavet af vores egne hindbær.
- en cd med Allan Olsen, fordi ham kan jeg lytte til hver en tid.
- til sidst, men ikke mindst mit Donorkort – for det er vigtigt at tage stilling
Jeg tagger Vibeke, Nadia og Pernille – og håber, at de vil lege med - farven er gul.
søndag den 11. oktober 2009
Bøvl med teknikken
Jeg har altid skrevet mine indlæg i et worddokument og så kopieret teksten over i blogindlægget - pga. at jeg ikke kan finde ud af at det med html-koder.
Nu kan jeg pludselig ikke kopier. Jeg kan sagtens kopiere fra det ene workdokument til det andet. Jeg kan også kopiere tekst og sætte ind i "etiket-feltet" nederst i blogindlægget og lignende. Men jeg kan ikke sætte kopieret tekst ind i det almindelige tekstfelt - nogen som kan hjælpe?? Jeg bliver vanvittig;)
lørdag den 10. oktober 2009
Sushi for én - step by step
I fredags var jeg alene hjemme til aftensmad, og med sushitrang igennem hele ugen, havde jeg bestemt, at der måtte en hjemmeproduktion til... (må dog indrømme, at jeg også havde hentet take-away sushi i tirsdags;) )
Jeg har lånt bogen "letsushi" af Emi Kazuko på biblioteket og prøvede denne gang at følge hans anvisninger. Det var rigtigt nemt at gå til og tog heller ikke forfærdeligt lang tid. Risene skal selvfølgelig behandles korrekt – skylles, stå og trække, koges, marineres og afkøles, men når det så er gjort, tager det ikke lang tid at lave rullerne.
Min yndlingssushi for tiden er helt klart Makiruller – jeg er vild med tangen omkring. Og med fyldet er det nemmest, når det er hjemmegjort, at bruge god røget laks. Sammen med avocado, forårsløg og agurk er det alle ingredienser, som er let at få fat på. Og katten er bestemt glad for, at jeg er blevet sushifan … der er altid laks i overskud, og så har jeg en total elektrisk kat, der danser Roomba på gulvet.
Sushi step-by-step
Eddikeris / Sumeshi
(til ca. 7 ruller – ca 1 L færdig ris)
4 dl sushiris
4,6 dl vand
3 spsk japansk riseddike
2½ spsk sukker
2 tsk havsalt
Vask risene i en stor skål. Skyl mange gange til vandet er klart. Hæld vandet fra og lad risene stå i en sigte 1 time. Hvis der ikke er så meget tid, kan risene også blot stå og trække i 10-15 minutter i rent, koldt vand, inden vandet sigtes fra.
Hæld risene i en tykbundet gryde og tilsæt vand. Læg låg på og bring i kog over stærk varme i ca. 5 minutter.
Skru ned og lad simre under låg i ca. 10 minutter, indtil vandet er væk. Der må ikke løftes på låget i mens – men jeg kiggede ned en enkelt gang for at være sikker på, at de ikke kogte helt på – jeg tilsatte et par spsk ekstra vand.
Fjern gryden fra varmen og lad stå fortsat med låg på yderligere 10-15 minutter.
Bland riseddike, sukker og salt i en lille skål og rør til sukker og salt er opløst.
Hæld de kogte ris ud på et stort fad og hæld eddikeblandingen udover risene – f.eks. ved at hælde over bagsiden af en træske, så fordeler eddiken sig bedre over risene.
Fordel ved forsigtigt at folde/skære med en træpalet og lad køle. Risene skal være afkølet til ca. 37 grader, før sushien rulles.
Håndeddike
4 spsk riseddike
2½ dl vand
Bland i en lille skål. Bruges til at dyppe fingrene og kniven i, mens sushien laves.
Forslag til let fyld
1
agurkstrimler med skræl og uden kerner
forårsløg, finthakket
wasabi (tag lidt på fingeren og smør på agurken, ganske, ganske lidt!)
2.
laks (jeg bruger en fra Bilka/Føtex – Royal-et-eller-andet – et helt stykke, som er rektangulært ca. 1½ cm x 15 cm x 5 cm)
avocado skåret i bjælker
forårsløg, finthakket
wasabi
Rul som på billederne ovenfor.
I bogen stod der, at man skulle holde tangpladen hen over en gasflamme 1-2 sekunder, inden man begynder at lave sushien. Jeg ved ikke helt, hvad meningen er med det. Tangen bliver sådan let krøllet og mere bøjelig. Så det er sikkert for at gøre den lettere at arbejde med. Jeg har prøvet begge dele og det fungere på begge måder.
Fordel risene med fugtede hænder, gerne så de følger tangkanten tættest på dig selv, men lad ca. 1 cm stå fri længst væk.
Læg fyldet ca. 5-7 cm inde på risene (gerne lidt længere end på billedet) og rul.
Lad rullerne stå og trække, imens du former resten af sushien.
Skær med en skarp kniv fugtet i håndeddiken.
Server med wasabi, syltet ingefær og japansk soja.
søndag den 4. oktober 2009
Krondyrsteg, solbærsauce, bagte kartofler og græskartærte
Aftensmaden i dag var rigtig efterårsagtig. Smagen af vildt passer fantastisk til årstiden. Jeg købte i fredags denne krondyrsteg og samtidig 2 fasaner – så der er mere vildt på vej her på bloggen. Jeg elsker det! Håber også at gemalen snart får held (det vil han nok ikke sige det handler om … ;)) til at få ram på et dyr eller to – rådyr, hare, fasan, vildand, jeg er ikke kræsen.
Smagen var rigtig god og kødet mørt og saftigt.
Der var kun ét problem – græskartærten. Den brød jeg mig overhovedet ikke om. Smagen er for sød og vammel. Den sag var vi dog ikke enige om, gemalen fortærede halvdelen af tærten…
Jeg har bare dårlig erfaring med græskar. Har engang lavet en græskarsuppe, som virkelig var lavet fra bunden med ristede krydderier … den endte i vasken. Så der kommer til at gå lang til, før jeg igen prøver kræfter med græskar.
1 kg krondyrsteg barderet med lufttørret skinke eller bacon
lidt smør
2 spsk olivenolie
5 knuste enebær
1 fed knust hvidløg
Brun stegen i smør.
Smør den ind i en blanding af olivenolie, enebær og hvidløg. Og dæk med skinke eller bacon.
Sæt i ovnen ved 160 grader ca. 1 time – kernetemperaturen skal være 65 grader.
Dæk stegen og lad hvile gerne ½ time.
Sauce
2 små skalotteløg
1 tsk olivenolie
2 dl solbærsaft
1 spsk balsamico-eddike
4-5 dl kraftig vildtfond
salt, peber, sukker
gastrik
et skvæt fløde
evt. maizena
Svits skalotteløg i olie et par minutter. Tilsæt solbærsaft og balsamico. Lad koge ind til 1 dl.
Tilsæt vildtfond og lad koge ind til ca. det halve.
Smag til med salt, peber, sukker og gastrik. Tilsæt et skvæt fløde og jævn evt. med lidt maizena rørt ud i vand.
Bag halve kartofler dryppet med olivenolie og drysset med salt og rosmarin.
Opskriften på græskartærte kan ses her – jeg valgte dog at lave en stor tærte.