torsdag den 29. juli 2010

Middelhavspasta og et par desserter




Nu er jeg ved at være igennem maden fra vores ferie på Langeland. Det tog alligevel en del tid ;)

Den sidste aften droppede vi at tænde grillen op og jeg lavede i stedet en pasta af de ting, som var tilbage i køleskabet. Retten blev fuld af smag fra de forskellige krydderurter, kapers, soltørrede tomater osv. - meget smag af italien. Smagen blev ekstra intens, da det fik lov at småsimre længe ... dette mest pga., at det tog komfuret MEGET langtid om at få en stor gryde vand i kog...

Da vi ikke havde mere hvidvin, brugte jeg rosé til saucen, det fungerede fint. (Og Gustav var glad for, at roséen forsvandt på den måde, så han ikke var tvunget til at drikke det lyserøde "sprøjt"!!!)

Desserterne er på det ene billede er bare Hansen is med hindbær. Jeg blev ret glad for jordbærisen :) 

Den nederste dessert blev lavet midt på ugen, hvor mine forældre var på besøg. Jeg har ikke blogget selve maden fra den dag, da det var nogle næsten uspiselige, seje, tørre hjortesteaks ....... FØJ!!! Og så lige på den dag, hvor der var gæster... Heldigvis havde vi også serveret et par fade med små hapsere og tilbehøret var der heller ikke noget i vejen med. Men ret ærgerligt.

Opskriften på marcipanmedaljerne skriver jeg heller ikke, for de var temmelig bløde. Så billedet er mere til inspiration. For hvis man i stedet finder en opskrift på almindelige medaljer af mørdej eller en sprød mandelsmåkage, er jeg sikker på, at det vil være en super skøn dessert og hurtig at smække sammen, imens gæsterne er der.
Cremen er blot flødeskum rørt op med passionsfrugtcurd. Man kunne i stedet bruge lemoncurd, hvis det er lettere at støve op i butikkerne. 

Tøm-køleskabet-pasta
olivenolie
2 rødløg i strimler
1 hakket skalotteløg
1 spsk hakkede kapers
4 hakkede soltørrede tomater
1 stort fed knust hvidløg
1 pk serano skinke
3 skiver hakket Bresaola
3 finthakkede salvieblade
1 kvist frisk timian
et par dl rosévin eller andet vin
et par håndfulde frisk basilikum
et par håndfulde revet Prima Donna
Svits løg i olie et par minutter og tilsæt herefter kapers, soltørrede tomater, skinke, Bresaola og krydderurter - svits endnu et par minutter. Tilsæt nu vinen lidt af gangen og lad den koge næsten ind af flere omgange.
Lige inden pastaen er klar vendes frisk basilikum i retten og der justeres evt. med lidt kogevand fra pastaen, så man får den rette konsistens.

Kog pasta og vend det hele sammen. Server med et godt drys Bella Donna, Parmesan eller lignende.

Kængurumedaljon med årets bedste salat med hindbær og en kartoffelpakke





Ved slagteren i Rudkøbing fandt vi nogle kængurumedaljoner, som vi bare måtte smage. Det fortrød vi ikke - smagen var fantastisk og de var super møre. Kraftig vildtsmag samtidig med det røgede fra bacon var perfekt.

Jeg serverede en sommersalat til med en hindbærsennepvinaigrette, spidskål og hindbær - det blev ubetinget den bedste salat, vi har fået længe - frisk, pikant og sommerlig.

Jeg havde i en give away fået en lækker hindbærsennep af Piskeris. Jeg ved ikke, om det kan købes i Danmark - men det er sikkert sådan et glas man kan være heldig at finde i en af de efterhånden mange delikatessebutikker, som er rundt omkring. Og når jeg engang løber tør for senneppen, vil jeg forsøge blot at mose et par hindbær sammen med noget almindelig sennep evt. tilsætte et par dråber hvidvinseddike - mon ikke det vil give et fint resultat...

Medaljonerne fik blot 3 minutter pr. side og var stadig "røde" indeni - det var perfekt pga. kødets mørhed.

Hindbærsalat med pikant vinaigrette


Vinaigretten:
1 stor tsk sennep med hindbær
2 tsk hvidvinseddike
1 tsk honning
olivenolie
salt, peber
Dette piskes godt sammen.

Salaten:
½ fintsnittet spidskål
½ lille melon, f.eks. Galia
Feta i flager
et par håndfulde hindbær
en håndfuld ristede pinjekerner.

Det hele blandes og pyntes med hindbær og pinjekerner.

Vurdering: Super, fantastisk salat - vi var så begejstrede. Måske også fordi den var lidt anderledes.

Kartoffelpakken
Kogte kartofler
løg - røde og hvide i smalle både
frisk oregano, basilikum
en stor håndfuld revet Prima Donna
Salt og peber
Pakkes i stanniol og grilles ca. 30 minutter ved indirekte varme.

Vurdering: Det ville måske være bedre med parmesan, som har en kraftigere smag end Prima Donna.
Men ellers som altid lækkert og nemt tilbehør, som kan varieres i det uendelige.

onsdag den 28. juli 2010

Diverse hapsere ... Kyllingesalat, forelmousse, Fetacreme med citrus, agurkecreme med Bresaola


Forelmousse

Fetacreme med citrus

Den rørte Fetacreme med citrus
Forelmousse, Fetacreme med citrus og bruschetta

Kyllingesalat i vol au vent, perlehønepaté med kapers og melon med Bresaola

Hapsere med Bresaola og melon med Bresaola
I løbet af ugen fik vi smagt forskellige hapsere. Vi elsker at få sådan lidt lækkert en times tid før aftensmaden, imens vi deler en flaske kold hvidvin - det er for os sommerferie og hygge!!

Her har jeg samlet nogle af de forskellige versioner, som vi prøvede af. Idéerne udvikler sig hen af vejen, når man står og rører tingene sammen. Udfra hvad der nu er af ting og sager i køleskabet, på krydderihylden og i krydderurtebedet (her i posen fra krydderurtebedet...). Så der er rig mulighed for at eksperimentere og for at få lækre småbidder ud af resterne fra dagen før.

Det kan f.eks. også bare være en postej -  jeg havde købt en perlehønepostej, som blev rørt med cremefraiche, citronsaft, hakkede kapers og pyntet med lidt kapers. Det er super nemt og smager drøngodt.

Kyllingesalat - som også smagte skønt på en rugbrødmad dagen efter.

Rester fra en grillet kylling - f.eks. som denne
lidt cremefraiche
lidt dijonsennep
frisk estragon, hakket
lidt rødløg, hakket
salt, peber
Kyllingen trevles eller skæres i små stykker. Blandes med de øvrige ingredienser.
Fordeles på små kiks eller ristet brød.

Vurdering: Fin og sommerlig - smagen fra estragon klædte kyllingen.

Her på rugbrød dagen efter....

Hapsere med Bresaola
1/4 agurk uden kerner i små tern
1 spsk cremefraiche
1 tsk flødeost
lidt frisk timian
1/4 fed knust hvidløg
lidt hvidvinseddike
salt, peber
et par skiver Bresaola
Ingredienser røres sammen og fordeles på små kiks eller ristede stykker brød. Pynt med et lille stykke Bresaola øv og lidt finthakket agurk.

Vurdering: Agurken giver en friskhed sammen med cremen, det står godt til den salte smag fra lufttørret Bresaola.

Melon med Bresaola
Cantaloup, Galia melon i små både svøbt i Bresaola

Vurdering: Lækkert som et alternativ til melon med skinke. Bresaolaen er mere blød og nemmere at bide over ... hvilken kan være et hit, hvis man er på sin første date;)

Forelmousse
1 lille forel - f.eks. grillet som her
2 spsk cremefraiche
2 tsk flødeost
3 spsk frisk dild
lidt fintsnittet rødløgstop
salt, peber
Forellen plukkes i stykker og røres med de øvrige ingredienser og smages til.
Fordeles på små kiks eller ristet brød og pynt med en dildkvist. 

Vurdering: Let og lækkert - dilden er super sammen med forellen. En smule citronsaft ville have været godt til at give lidt syre og skarphed.

Fetacreme med citrus
2 spsk skyr
1 spsk cremefraiche
50 g moset Feta
1 tsk olivenolie
revet skal fra ½ citron
et drys cayennepeber
salt
Det hele røres sammen og fordeles på små kiks, bruges som dip til grøntsager eller grissini.

Vurdering: Den friske smag fra citronskallen giver et kick til fetacremen. 

Bruschettafyld
solmodne, søde tomater
basilikum
lidt balsamico
olivenolie
salt, peber
Tomat skæres over og kernerne fjernes. Hakkes i små tern og blandes med de øvrige ingredienser.
Oftest serveres fyldet på ristet italiensk brød. Men på de små Fakta-kiks, gjorde de også godt :)

De kiks har virkelig været et hit denne sommer!!!

mandag den 26. juli 2010

Grillede foreller










Vi fandt disse 3 friske og lækre foreller hos en fiskehandler på havnen i Rudkøbing. 50 kr. ... det er da vist super billigt.

Endnu et måltid som emmer af dansk sommer, når det er allerbedst.

1 forel pr. person
1 økocitron
1 stort bundt dild
lidt rødløg
Forellerne gøres rene, skylles og finnerne klippes af. Lav små snit i skindet. Smør lidt olie uden på fisken. Drys med salt og peber både inden i og udenpå.
Fyld bugen med tynde citronskiver, lidt rødløg og en ordentlig bunke dild.
Grilles 5 minutter pr. side. Pas lidt på, når fisken vendes. Man kan evt. bruge et "grill fiskenet", som holder på kødet eller pakke ind i stanniol - men det vil give et mere dampet resultat. Det smager suverænt med fisken direkte over kullene.

Billedet taler vist for sig selv....

Smørgrillet kylling






Vi kunne først få nøglen til sommerhuset lørdag kl. 16. Dvs. vi først var nogenlunde installeret i huset (pga. oversvømmelsen efter den stoppede vask....) ved 18-tiden. Da vi så kører ind til Rudkøbing for at handle, finder vi ud af, at alt er lukket .... mystisk, vi kommer jo selv var en lille by, hvor både købmanden her og i nabobyen har åben til sent ... men en tur omkring Spodsbjerg skaffede os mad - dvs. en omgang tacos og rødvin til at starte ferien på.

Søndag skulle vi selvfølgelig have noget mere "ordentligt" mad og det blev til en fuldstændig vidunderlig grillet kylling. Kryddersmørret, som blev fordelt inden under skindet, gav kyllingen intens smag  af Italien (jeg var lykkelig for at have plyndret mit krydderurtebed - sådan en pose med krydderurter kan sagtens holde 5-7 dage i køleskabet). 
Jeg elsker kødet på låret, som jeg synes har meget mere smag og saftighed end brystkødet. Men på denne kylling var brystet stadig super saftigt. Jeg tror, at det er den bedste kylling, jeg har smagt - nogensinde :)

Tilbehøret blev holdt helt simpelt: nye aspargeskartofler. Vi havde også grillet et par majskolber, men de var ikke noget at råbe hurra for.

1 stor fersk kylling

Kryddersmør
ca 50-70 g smør
1-2 tsk havsalt
friskstødt peber (pt har jeg ingen kværn, så peberet knuses i en morder .... uhm, hvor det dufter)
3 finthakkede soltørrede tomater
3 fed knust hvidløg
3 finthakkede friske salvieblade
1 stor kvist frisk timian
1 stilk frisk oregano
lidt citronsaft og revet citronskal
Smørret røres meget blødt og alle ingredienser røres sammen. Det er vigtigt, at smørret er blødt ellers vil det være umuligt at få citronsaften rørt i.

Nu skal skindet løsnes på kyllingen både på bryst og ryg - ganske forsigtig. Jeg fik ved at skære et lille snit ved lårene også løsnet skindet der. Herefter fordeles det meste af smørret under skindet og en lille smule ovenpå skindet. Drys kyllingen godt med salt og peber indeni.

Fyld til kyllingen
1 citron i både
et par soltrørrede tomater
1 kvist timian
timian og et par skefulde kryddersmør

Grilles 1 time ved indirekte varme. 

Det var godt!!!! Kunne sagtens spise sådan en igen - meget snart!!


søndag den 25. juli 2010

Langeland .... ferien og maden





Vi er hjemme igen efter en dejlig uge på Langeland. Det har været skønt og afslappende at være på øferie. Langeland er total Morten Korch ... bindingsværkhuse, valmuemarker, kornblomster, blå himmel, venlige langelændere, bær i stride strømme osv.

Her boede vi i en ikke særligt velholdt ejendom. Da vi kom var der lidt startvanskeligheder med en stoppet vask. Da det blev ordnet dagen efter, kunne vi nyde det hele ... Der var rent, meget plads, en dejlig lukket have, fantastisk udsigt og ikke mindst et godt køkken!!
Jeg havde selvfølgelig også i bedste Nigella-ferie-stil tømt mit eget køkken for de vigtigste ting, (man skal ikke gå ned på udstyret!!) såsom knive, minihakker, Microplane rivejern samt en stor kasse med diverse olier, eddiker, sennepper, krydderier osv. 


Skøn udsigt fra køkkenet/gårdspladsen...

Må indrømme, at vi i løbet af de første 5-6 dage ikke bevægede os længere væk fra sommerhuset end max 7 km.... hvilket var afstanden ind til Spodsbjerg eller Rudkøbing fra sommerhuset i Fuglsbølle. Der var dømt total afslapning. Dagsprojektet var: Hvad skal vi have til aftensmad og hvor skal vi købe ind til det.

Fredag strammede vi os an og kørte en tur til Svendborg (vist mest fordi gemalen MÅTTE eje en afstandsmåler og en termokande inden hans jagtrejse....). Vi fandt jagtbutik og efterfølgende tog vi en slentretur i Svendborgs hyggelige gågader. Vi fik lidt frokost (jeg forstår ikke, hvorfor det i en ny by, som man ikke kender, stort set er umuligt at finde en ordentlig frokostrestaurant ... jeg synes oftest, at man ender ud med friturestegt kyllingebryst med friterede kartoffelskiver og ØV!!!! Er danskerne virkelig så nemme at spise af.... Jeg bliver virkelig muggen over at smide penge ud til så ringe noget mad!)

På turen tilbage til Langeland besøgte vi Caroline Fleming på Valdemars Slot på Tåsinge. Det blev ugens kulturelle indslag. Hvor gemalen hev mig igennem den store trofæudstilling .... Hvad er det med mænd og gevirer??

Maden fyldte selvfølgelig en masse ... her lige et par billeder. Opskrifter og blogindlæg om maden kommer i nogle selvstændige blogindlæg.

Fyld til forellernes maver...

Grillede foreller ...

Feriens allerbedste salat med hindbær/sennepvinaigrette, spidskål, melon, Feta og hindbær.... og servicen i sommerhuset var også i den rigtige Morten Korch-stil...

Røget sild med nye kartofler på ristet rugbrød ....

De lækreste bær fra en vejboderne ... Dét er fantastisk!!!

Nærbillede af hindbær ... tror, at jeg skal forsøge at lave Lambeth-hindbær på et tidspunkt!!!

Og tilslut en lille sommerdrink uden alkohol. Bare knuste limefrugter, grov rørsukker, honning, masser af knust is og danskvand....

fredag den 16. juli 2010

Røget sildehapsere, soltørret tomat/tzatzikihapsere - laksekoteletter og aspargeskartofler





Så kom dagen ... ferie!!! Det er fantastisk. Man glæder sig til sommerferien, som et lille barn igennem laaaaang tid og pludselig er dagen dér. I går besluttede jeg mig for at holde fri allerede fra i dag - jeg var godt med, havde fået ryddet op på kontoret og har et godt overblik - så en ekstra feriedag måtte jeg belønne mig selv med :)

I formiddag kørte jeg en smut til Viborg for at købe fisk til i aften ... det er jo fredag ;) 2 store laksekoteletter og 1 røget sild. Derudover nye aspargeskartofler og 1 lille broccoli. Enkelt og sommerligt!

Røget sildehapsere
(4-6 små hapsere)
½ røget sild
lidt cremefraiche
finthakket purløg
lidt citronsaft
salt, peber
Silden findeles og flest mulige ben pilles fra. Røres med de resterende ting og fordeles på små kiks eller ristet flûtes. Pynt med ekstra purløg.

Soltørret tomat/tzatzikihapsere
2 spsk cremefraiche
½ tsk olie fra de soltørrede tomater eller blot alm. olivenolie
1 spsk flødeost
1/4 fed revet hvidløg (pas på - det kan hurtigt blive for dominerende)
3 finthakkede soltørrede tomater
lidt agurk uden kerner i små tern
lidt salt
peber
finthakket basilikum
Røres sammen og fordeles på kiks eller ristet brød.
Drys med basilikum.

Laksekoteletter med broccoli og aspargeskartofler

Kræver vist ikke den store opskrift.
Laksekoteletterne steges som her.

Aspargeskartoflerne var bitte små - så jeg kogte dem i 7 minutter, slukkede for varmen og lod dem stå endnu 7 minutter - så var de perfekte. De smagte helt fantastisk med en lille smule smør og et drys Maldon Seasalt.

Broccolien dampede jeg i 2-3 minutter i meget lidt vand og med et godt drys havsalt - så de bevarer sprødheden.

torsdag den 15. juli 2010

Herrepizza, femipizza og melonsalat med hindbærvinaigrette

Herrens ... kød skal der til....


Femipizza .... Pizza Margarita
Dog i en lidt udvidet udgave med Bresaola....


En vinaigrette med den skønne hindbærvineddike, jeg har fået Piskeris - det kan man godt blive afhængig af!!


Farven på eddiken er tøset og sommerlig....




Det var meningen, at jeg ville have lavet pizza på Weberen .... men jeg var for doven. Pizzaerne bliver nu også gode i ovnen, når bare man bruger pizzastenen.

Hindbæreddiken har jeg først lige fået taget hul på ... og det nok heldigt for ellers var den sikkert forsvundet allerede. Den smager virkeligt dejligt af hindbær og duften - ja, man bliver helt saglig! Jeg vil forsøge at lave en hindbæreddike selv, når hindbærerne i haven bliver modne.

Pizzadej kan ses her. Dog erstattede jeg 1-2 dl urehvede med italiensk Tipo 00 mel.

Tomatsaucen er her.

Fyldet på herrepizzaen var resterne fra kalvefiletbøfferne, frisk mozarella og oregano. Et drys salt, peber og lidt olie.

Fordel på pizzaen og bag på varmeste ovngrader på en godt opvarmet pizzasten - ca 10 minutter.

Femipizzaen var en klassisk Margarita med tomatsauce, oregano, frisk mozarella, salt, peber og lidt olie .... og jeg brugte også et par teskefulde tomatpesto. Den tomatpesto kan bruges til lidt af hvert!.
Pizzaen blev bagt som herrepizzaen .. og da den kom ud fordelte jeg lidt Bresaola udover.

En herlig middag serveret på terrassen:)

onsdag den 14. juli 2010

Blogaward


Jeg har fået denne blogaward fra to skønne bloggere: Piskeriset og LaTascha. Tak for det.
Piskeris, som jeg læser hos dagligt, har mødt 2 gange og meget snart skal tilbringe et par herlige dage på Djævleøen sammen med ;) LaTascha, som har en rigtig hyggelig blog og som holder jul i juli :)

Reglerne er som følger :

- Link til den søde blogger som har tænkt på dig.
- Vis awarden frem på din blog.
- Nævn 3 ting du er glad for ved dig selv.
- Vis et billede af noget du elsker.
- Send awarden rundt til 5 andre bloggere.

3 ting, jeg er glad for ved mig selv ... 
Jeg er gavmild, jeg er fabelagtig til at hygge, er blevet meget mere modig med årene.... 


Og et billede af husets kat Maskas. I disse dage må man krybe lidt i skygge, når der er så varmt ....



Jeg giver awarden videre til Heidis verden, Jule Mig, Pernille på 1., ... skulle egentligt finde 5, men mange har allerede fået den :)