tirsdag den 28. maj 2013

Rabarber med lakrids, citronverbana og sprødt låg

De sidste par uger er rabarberne nærmest skudt op af jorden, som et sikkert tegn på, at foråret er over os. Rabarberkage i en eller anden afskygning hører maj måned til (og juni). I denne version tilføjede jeg smag fra lakrids og citronverbena, som gav kagen et lidt krydret kick og en citronsyrlighed, som klædte kagen rigtigt godt. 

Citronverbena er en af de nye krydderurter i mit krydderurtebed og jeg glæder mig til at lege videre med den - både i det søde og det salte køkken.

Rabarberkompot
200 g rabarber
50 g mørk muscovado sukker/brun farin
50 g rørsukker
1 stang vanille
et nip lakrids - f.eks. raw liquorice powder fra Johan Bülow
1 spsk vand
1 tsk kartoffelmel
ca. 2 spsk finthakket citronverbena (eller citronskal, citronmelisse)
Gør rabarberne i stand og skær dem i passende stykker. Rør alle ingredienser undtagen kartoffelmel og citronverbena sammen i en gryde og lad dette småsimre, til rabarberne er næsten møre - ca  5-10 minutter.
Hæld rabarberne i et smurt ovnfast fad. Bland kartoffelmel og citronverbena i.

Sprødt låg/crumble
70 g mel
60 g smør
60 g rørsukker
et nip salt
50 g marcipan
en håndfuld solsikkekerner
Bland mel, smør, sukker og salt sammen ved at smuldre smørret med fingrene. Bland  til sidst marcipanen i ved også at smuldre den ned i melet. Fordel over rabarberne og drys til sidst med solsikkekerner.

Bag ved 190 grader varmluft til kagen er gylden og sprød ca. 15-20 min.

lørdag den 25. maj 2013

Indkøb af dagligvarer på nettet og konkurrence på Osuma.dk

Jeg fik tilbudt en rabatkode fra Osuma.dk, hvis jeg havde lyst til at prøve at handle i deres online supermarked. Jeg takkede ja og tænkte, at det ville være fint at prøve af. Samtidig kører der en konkurrence, hvor man kan vinde et års forbrug af dagligvarer til en værdi af 24.000 kr. Her er et direkte link til konkurrencen. Og her er lidt ekstra information omkring konkurrencen.

Jeg handler ofte på nettet - luksus chokolade, chilier, bøger, vanille osv. Det at handle almindelige dagligvarer har jeg ikke prøvet før og jeg tror ikke, at det bliver noget, som kommer til at ske særligt ofte. Dette er alene begrundet i, at jeg er vild med at komme ud at handle. Jeg kan lide, at man kan røre ved varerne, dufte til frugter, udvælge de grøntsager, som virker mest sprøde og friske.

Når det er sagt, så vil jeg gerne anbefale andre at handle på Osuma.dk. Det er nemt at finde rundt på hjemmesiden, at vælge varer, at rette mængden til i indkøbskurven osv. Varerne blev leveret i poser på trappen for et gebyr på 15 kr, som må dække udgiften til indkøbsposer ... (de forholdsvis få varer blev leveret i 5 indkøbsposer. Dette fordi, at Osuma puttede 3 pakker køkkenrulle i hver sin pose).

Jeg bestilte varerne onsdag aften og de blev leveret torsdag aften. Leveringen var en smule forsinket, men  vi blev ringet op af Osuma, som orienterede om dette og undskyldte. Det var ikke noget problem for os.

mandag den 13. maj 2013

Saltede mandler og cashewnødder

Salte mandler går man aldrig fejl af. Disse er hurtige at lave, bliver super sprøde og smager skønt.

Jeg har før lavet variationer, hvor mandlerne har ligget i saltvand. Dér har jeg nogle gange bøvlet med, at de ikke bliver ordentligt sprøde, når de efterfølgende rister i ovnen. Disse er meget nemmere og bliver sprøde hver gang.

Man kan lege med smagstilsætning - røget paprika, chipotle, cayenne, spidskommen, tørrede krydderurter - kun fantasien sætter grænser.

Kilde: Thomas Rode

ca 400 g blandede mandler og cashewnødder
1 æggehvide
ca 1-2 tsk havsalt
et godt drys røget paprika eller chipotle chili
Nødderne blandes godt sammen med æggehvide i en skål, så mandlerne er dækket og derefter blandes salt og paprika i. Fordel nødderne i ét lag på bagepapir. Sæt i en 190 grader varm ovn og rist til de er gyldne og sprøde. Rør ofte i blandingen særligt i starten, hvor æggehviden får mandlerne til at hænge lidt fast i bagepapiret.
Det kan være lidt svært at vide, om mandlerne er klar, da de imens de er lune fortsat kan være lidt bløde. Men tag én mandel ud og lad den blive koldt.
Mine fik ca 20 min., hvor de første ca 10 minutter var ved varmluft.

søndag den 12. maj 2013

Sprød og gylden rugbrødsmüsli

Jeg er vild med müsli og det er nok det morgenmadsprodukt, som jeg har spist igennem længst tid og aldrig bliver træt af. Jeg har før blogget om forskellige müslier her og her. Dog må jeg sige, at denne rugbrødsmüsli slår de andre af banen for en periode. Den er virkelig sprød og gylden i smagen. Jeg bruger den, som det søde drys på min havregryn sammen med mælk og en håndfuld jordbær, blåbær eller mango.

Jeg fandt inspirationen her hos Sesam, Sesam

Rugbrødsmüsli
130 g softkernerugbrød
100 g ruggryn (eller havre, spelt, byg...)
225 g mandler
35 g muscovadosukker (eller brun farin)
75 g honning 
Hak rugbrødet ganske fint med en kniv eller i en foodprocessor. Hak også mandlerne - groft eller fint, som du kan lide det. Bland rugbrød med mandler og gryn. Smelt honningen, hvis den ikke er flydende (gøres nemt i nogle få sekunder i mikroovnen) og bland honning og sukker sammen med rugbrødsblandingen.
Fordel på bagepapir og sæt i ovnen ved 150 graders varmluft.
Min blanding fik ca 20-30 min, hvor jeg rørte af og til. I det første kvarter satte jeg en grydeske fast i ovnlågen for at få dampen ud.

Note: Kan serveres med mælk eller til græsk yoghurt og skyr. Et par håndfulde i en grov gærdej vil helt sikkert også være godt - f.eks. i disse.