søndag den 25. september 2011

Hot grøntsagstomatsuppe

En ting, som gør mig glad på denne årstid er alle de lækre, friske grøntsager, der findes i haven, drivhuset og hos grønthandleren.

Her er en bunke af de tomater, som drivhuset frembringer. Tigarella, blommetomater, Black Plum, White tomasil, gul bøftomat. 
Jeg har været lidt skuffet over udbyttet i sommer, men de giver rimeligt godt i i disse uger.

Der ligger også et par gule gulerødder og en enkelt orange og nogle tynde porre fra urtehaven.
Gulerødderne dufter helt, helt fantastisk, når man hiver dem op af jorden.

Chilierne er fra mine forældre - den slanke gav et godt spark til suppen ... den lille runde er mere mild i det.
2-4 spsk olivenolie
1 stort rødløg
1 skalotteløg
3 gulerødder
1 persillerod
1 pastinak
3 små porre
1 courgette
3 fed hvidløg
1 stærk chili
1 mild chili
1 glas grillede peberfrugter
5 salvieblade
5 kviste citrontimian
1 kg blandede tomater (eller 2 dåser gode, økologiske hakkede tomater)
1 L kyllingefond
saft fra 2 appelsiner
salt
balsamico
et godt kværn sort peber
1 dl fløde
Hak alle grøntsager fint. Varm olien op start med at svitse de hårdeste grøntsager - løg, pastinak, persillerod, gulerod. Svits i ca 10 minutter til grøntsagerne begynder at blive møre. Tilsæt derefter courgette, hvidløg, chili og krydderurter. Svits yderligere ca. 5 minutter.
Skær et lille kryds i tomaterne, skold dem og flå skindet af dem. Hak dem groft og tilsæt til grøntsagerne sammen med kyllingefond, saft fra appelsiner, groft hakkede grillede peberfrugter.
Lad små simre til grøntsagerne er helt møre. Giv suppen en god tur med stavblenderen til suppen bliver glat. Smag til med salt, balsamico og sort peber (og evt. lidt sukker - særligt, hvis tomaterne ikke er søde og sommermodnede). Tilsæt evt. fløde.

Suppen blev ret stærk, men det regulerer man selv med chilien ... og kan reddes med lidt ekstra fløde.

Note: En ret, hvor man kan få brugt en bunke grøntsager - lige hvad man føler for og har samlet sammen.
Jeg serverede nogle flûtes gratineret med mozarella. Man kunne også koge lidt pasta, rug-/bygkerner eller lignende og komme i suppen. Eller lidt kogt kyllingekød, nogle små italienske kødboller eller hvad man nu føler for, til at give lidt ekstra fylde.
 

søndag den 18. september 2011

Koldthævede flûtes bagt på stenplade

Opskriften på disse super, super lækre flûtes, har jeg fået fra min mor.
Nok nogle af de nemmeste flûtes at lave og smagen er vidunderlig!! Krummen er god på en svampet og samtidig lidt fast måde. Optimale til en efterårssuppe, som madbrød, men også som sandwichbrød til madpakken.

En opskrift, som man kan lege med ... ved at bruge forskellige meltyper, øl, surmælksprodukter, sirupper, krydderurter osv.

Basisopskrift - se nedenfor under "Tips" for idéer til de forskellige ingredienser:
(4 stk)
10 g gær
½ L kold væske 
2 tsk havsalt
1 spsk sirup
100 g groft mel 
100 g speltmel
ca 475 g hvedemel (gerne Tipo 00)
Rør gær ud i den kolde væske sammen med sirup. Tilsæt de grove meltyper og derefter salt og hvedemel. Rør blot sammen. Sæt låg på og lad hæve koldt i mindst 12 timer og gerne 24 eller 36 timer.

Tag dejen ud i varmen og lad den stå og hæve - gerne et par timer.

1 times tid før brødet skal i ovnen, varmes ovnen op til max. temperatur med stenpladen i ovnen.

Drys et par store håndfulde mel ud på bordet og hæld dejen ud herpå. Del dejen i 4 stykker.
Tag godt med mel på hænderne og sno dejen til rustikke flûtes. Lad dem hæve et kvarters tid på bordet.
Lemp dem nu forsigtigt over på stenpladen. Smid ½ dl koldt vand ind i ovnen. Skru ovnen ned til 225 grader og bag i ca. 15 minutter.

Tips:
Væsken kan være: øl (jeg brugte Juliane, Specialbryg - som gav sødme og krydret maltsmag og 
-duft), vand, kærnemælk eller andre mælketyper - eller en blanding af disse ting.
Sirup: jeg brugte æblesirup, men man kan også vælge agavesirup - lys eller mørk, andre siruptyper, honning eller sukker.
Groft mel: Jeg brugte speltgrahamsmel. Andre muligheder kan være rugmel, alm grahamsmel, kamut, emmer osv.


søndag den 11. september 2011

Hindbærsorbet og vanilleis på kondenseret mælk


I går havde vi besøg til middag. Det gav lejlighed til at få gang i ismaskinen.
Jeg har endnu ikke prøvet at lave sorbet på maskinen, men har længe villet prøve "Lars Grydeske's" hindbærsorbet. Og da det for tiden vælter frem med hindbær i haven, faldt valget på denne. Oven på en omgang marinerede kinarejer og rødvinsbraiserede svinekæber var det godt med en syrlig og frisk sorbet ... men jeg har en sød tand, indrømmet!! Derfor blev det også en vanilleis baseret på kondenseret mælk og en tung chokoladekage.

Hindbærsorbet
300 g vand
300 g rørsukker
½ stang vanille

500 g hindbær
1 citron
1 æggehvide

Vand, sukker og vanille småkoger ca. 5 minutter og sættes herefter på køl.

Mas hindbærene igennem en finmasket sigte for at fjerne de små kerner.
Jeg gav hindbærene en tur med stavblenderen og blandede citronsaften i. Det gjorde det lidt lettere at mase igennem sigten. 

Bland nu hindbær med den afkølede sukkerlage. Stil det i køleskabet til massen er helt kold.
Kør på ismaskine.

Pisk æggehviden stiv og bland i ismaskinen, når sorbeten er ved at være færdig. 

Hæld massen i bokse og lad fryse endnu et par timer. 

Note: Sorbeten er cremet og kan kugles op direkte fra fryseren. Syrlig, sød, intens og sommerlig.
Denne opskrift gav ca 1,5 L.

Vanilleis med kondenseret mælk
3½ dl sødmælk
1 stang vanille
et nip salt
1 ds kondenseret mælk
3 dl fløde
Flæk vanillestangen og tag marven ud. Kog marven og stangen op sammen med mælk og salt.
Tag af varmen, fjern vanillestangen.
Pisk kondenseret mælk og fløde i massen og lad dette stå i køleskabet, til det er helt koldt.
Kør i ismaskinen.

Note: Endnu en lækker is på kondenseret mælk. Jeg havde lavet en version før, som jeg syntes var for sød. Men denne gang lod jeg kun sødmen komme fra den kondenserede mælk og vanille. Derudover tilføjede jeg lidt mere fløde. Det gav en bedre balance. Og sammen med f.eks. en syrlig sorbet og tung chokoladekage, er det bare helt perfekt.
Is på kondenseret mælk får den mest cremede og lækre konsistens - og så er det uden besvær med opvarmning af mælk, legering af æg osv. Tak, Malou for den idé!!