fredag den 25. januar 2013

Hanne K's mexicanske chili med kyllingelår og bønner

Jeg har rigtigt fået gang i gåturene. Og det er godt på flere områder - både for motionen, men også for kreativiteten. Det er ofte på gåture, jeg får kreeret aftenens måltid. Sådan var det også med denne mexikanske kyllingeret.

Jeg havde købt 4 ferske hanekyllinger, som jeg fik pateret - brysterne kom i fryseren til senere aftensmåltider, skroget ligeså til en stor grydefuld fond og lårene brev brugt til denne mexicansk inspirerede simreret.

8 hele kyllingelår
salt
olivenolie
3 store løg, hakket
1 pk god bacon, f.eks. fra Hanegal - god bacon!!
1 stor rød peberfrugt, i små tern
4 store fed knust hvidløg
2 tsk spidskommen
2 tsk Plums chilikrydderi (eller en blanding af koriander, chilipulver, røget paprika m.m.)
1 ds konc. tomatpuré
2 dåser øko tomater, hakkede eller flåede
2-3 dl rødvin
2 store spsk Plums chilisauce (eller chilipulver, flager, friske chilier efter smag)
3-4 dl kyllingfond eller lignende
evt. 1-2 tsk Worchestershire sauce
1 spsk kakao
1-4 tsk mørk agavesirup (eller mørk sukker, rørsukker eller lignende)
1 lime, saften
salt

3 dåser kidneybønner
ca 10-15 g mørk chokolade, gerne 70-85% kakao

Skindet fjernes på kyllingelårene, da det alligevel vil blive blødt og kedeligt. Lårene krydres med et godt drys havsalt. En stor stegegryde varmes godt op og olie hældes i. Brun lårene godt ved høj varme - 3-4 stk af gangen. Tag lårene op og stil til side.
Hæld en evt lidt mere olivenolie i gryden og brun løg og bacon, skåret i mindre stykker. Når løgene er ved at være møre tilsættes knust hvidløg, hakket peberfrugt, spidskommen og chilikrydderi, som svitses med et nogle minutter, så krydderiernes smag udvikles.
Rist konc. tomatpuré 1 minuts tid og dernæst tomaterne. Tilsæt rødvin, chilisauce, kyllingefond, evt. worchestershiresauce, kakao, agavesirup, lime og salt. Hold lidt igen med agavesirup og lime - og smag til.

Sæt låg på gryden - eller hæld det hele over i en stegeso. Sæt i en 140 grader varm ovn og lad retten småsimre 1½-2 timer. Tag gryden/stegesoen ud, tilsæt kidneybønner og lad gryden snurre ca. 15 minutter på komfuret (eller hvis du bruger en stegeso, sæt den ind i ovnen i yderligere 15 minutter). Sluk for varmen og rør chokoladen ud i saucen. Smag senere retten til med salt, agavesirup og lime.

Server med en grov avocadodip lavet af 2 avocadoer, 10 San Marzano tomater skåret i små tern, limesaft, salt og ½ finthakket rødløg.

Retten i sig selv er nærende, sund og mættende med kødet, bønnerne og grøntsagerne. Men vil man gerne have lidt ekstra tilbehør kan ris, perlebyg eller groft brød fint serveres til.

Note:  Jeg er vild med mexikansk mad. Chili con carne er altid et hit hos os - og denne kyllingeret er en god konkurrent til netop Chili Con Carnen. Jeg vil anbefale, at man bruger kyllingelår, da kødet på lårene er langt mere saftige end brystkød og kan tåle at simre i et par timer, hvor krydderierne udvikler sig og kommer til sin ret. Chokoladen afrunder retten perfekt med en dyb, krydret smag.

Jeg lavede i dag en stor portion chilisauce, som jeg nu har frosset i små bøtter. Chilisaucen er fantastisk til chiliretter! Jeg er helt tosset med de store, skønne chilier, som man kan købe blandt andet hos Chilihouse og i Camilla Plums netbutik.