lørdag den 26. februar 2011

Risotto med ristede rødder, squash og kylling


Mmmmm, mmmmm, mmmmm ..... talen var ret ensidig sidste weekend under indtagelsen af søndagsmiddagen. Risotto er vidunderligt.

Denne version var lavet på en god hjemmelavet kyllingefond, ristede persillerødder, pastinak og squash, stegt kylling og derudover smag fra løg, bladselleri og hvidløg.

Jeg fik inspiration fra kurset på Kongenshus med de ristede grøntsager og metodisk tog jeg fat i Jamie Oliver .. (du må dele ham med os andre, Piske ;))

Risotto
1 spsk olivenolie
1 persillerod
1 pastinak
1 squash 
1 tsk timian

1 spsk olivenolie
3 skalotteløg
2 stilke bladselleri
2 fed hvidløg
350 g risotto ris (f.eks. Carnaroli eller Arborio)
2 dl hvidvin
ca 1 L kyllingefond
salt

ca. 250 g stegt kyllingekød

50 g smør
60 g grana padano
friskkværnet peber
citron

Start med at gøre alle ingredienserne klar. Skær persillerod, pastinak og squash i små tern. Hak skalotteløg, bladselleri og hvidløg fint. Find hvidvin og fond frem - og varm fonden op. Pluk kyllingen i passende stykker.

Rist persillerod og pastinak sammen med timian i olivenolie til de er møre og sprøde, krydr med salt og peber. Rist derefter på samme måde squashen. Stil grøntsagerne til side.

 

 

Varm lidt mere olivenolie og svits skalotteløg og bladselleri heri i nogle minutter, til de er møre.  Hvidløg og ris hældes i og steger til risene nærmest bliver lidt klare - det 2-3 minutter. Rør hele tiden rundt i gryden, så de ikke bider sig fast i bunden.
Hvidvinen hældes på. Vinen koges ind i risene. Herefter tilsættes en skefuld af gangen fond til risene. Gryden skal stå over lav - middelvarme, den skal blot småsimre. Og hele tiden krydres med en lille smule salt (min fond var usaltet - man skal passe på, hvis fonden er med salt) - dette for, at saltet får lov at trænge ind i risene under tilberedning. Nu fortsættes med at tilføje fond langsomt. Lad det koge ind imellem hver skefuld.
Denne proces tog ca-30 minutter (I Jamies opskrift står ca 15 min, men risene skal være møre, men stadig med lidt bid). Når risene nærmer sig at være møre, er det vigtigt at smage på dem hele tiden for at undgå, at de får for meget.
Og der skal også smages til, om de har fået tilpas med salt.

        
Når risene er møre, blandes grøntsagerne og kyllingekødet i og gryden tages af varmen. Der tilsættes en klat smør og friskrevet grana padano (eller parmesan). Rør rundt, læg låg på og lad smør og ost smelte sammen med risene under låget i 2 minutter.

Rør endnu en gang forsigtigt, smag til med lidt citronsaft (hvidvinseddike, æbleeddike eller lignende) for at give den kraftige ret lidt syre og et godt drys friskkværnet peber. Drys også gerne med frisk krydderurt, som f.eks. toppen af bladselleri, kørvel, persille, basilikum eller hvad du nu føler for.


 

Server straks - evt også med et ekstra drys revet ost, peber og en citronskive.


Note: Virkelig lækkert risotto. De ristede grøntsager giver masser af smag. Kyllingekødet var lårkød, som var saftigt og lækkert. Risottoen var cremet og havde en god harmoni imellem det fede, det syrlige.
Der skal laves meget mere Risotto her!!



tirsdag den 15. februar 2011

Chocolate Cashew Cookies

I det her vejr får jeg vildt lyst til at bage .... vintervejr, store kopper the og cookies, det er et match from heaven!

Disse cookies er inspireret af en opskrift, som jeg en gang har set hos Isabellas.  Jeg har lavet en del justeringer.

De er store, sprøde og lidt bløde inde i midten, skøn cashewnøddesmag, masser af vanille ... uhm!!
I den oprindelige opskrift er der brugt hasselnødder, men cashewnødder tilfører en dejlig, mild, sød og vildt lækker smag. Og et touch af salt giver også lige "det der ekstra".

En god løsning, hvis man har en masse chokoladerester, som skal bruges.

225 g blødt smør
200 g rørsukker (tag 1 spsk fra til at masse vanillekornene ud i)
45 g brun farin
1 stort æg
1 fed stang vanille
et nip havsalt
160 g hvedemel
1 tsk bagepulver
40 g speltmel
100 g flødechokolade
140 g mørk chokolade
90 g cashewnødder (meget grofthakkede)
Smør, de 2 slags sukker og æg piskes godt sammen med en elmixer. Tag marven ud af vanillestangen og mas det lidt ud i 1 spsk af sukkeret. Bland dette i smørmassen.
Sigt mel og bagepulver sammen og bland i massen sammen med salt. Til sidst røres grofthakket chokolade og nødder i dejen.
Form kugler af dej og sæt med stor afstand på en plade - der kan være 9 på en plade, hvis du laver dem så store som jeg.
Der blev i alt ca. 25 kager af portionen.

Bag ved 190 grader i ca. 12-14 minutter. Hold øje, så de ikke bliver brændte.

Køl af på en rist - og SPIS!!!! :)
 

 

mandag den 14. februar 2011

Kyllingepie


Jeg havde for nogle dage siden læst Foodfantatics indlæg om pies og kom til at tænke på den lækre pie, som hun tidligere har blogget her. Det er bare comfort-food, som vil noget! Og ikke for de fedtforskrækkede...

1 pk bacon
250 g markchampignon
ca 300 g plukket kylling
et bundt purløg
1 glas asparges

25 g smør
1-2 spsk mel
vand fra aspargesene
1-2 dl kyllingefond
1-2 dl fløde
hvidvinseddike
sukker
sort peber
citronsaft

3 plader butterdej

Svits bacon, imens svampene rengøres og skæres i skiver. De svitses ved høj varme i fedtet fra bacon, evt tilsat en lille klat smør
Lav en opbagt sauce af smeltet smør, mel, aspargesvand, fond og fløde. Lad den koge godt igennem i nogle minutter for at fjerne melsmagen. Den smages til, som man kan lide det. Jeg kan godt lide, at den bliver lidt sur/sød med eddike, citronsaft og sukker.
Når saucen er smagt til blandes kyllingekød, bacon, champignon, asparges og purløg i. Juster evt med lidt ekstra væde.

Hæld fyldet i et smurt ovenfast fad og dæk med butterdej - pynt evt med en blomst, eller lav blot nogle huller i dejlåget.

Bages ved 180 grader ca. 25-30 minutter.

 



fredag den 11. februar 2011

Italiensk unghane med grove fritter


I denne uge blev en stor unghane smidt i ovnen ... Dét er guf!! Nemt at gå til, kræet passer sig selv i ovnen sammen med kartoflerne og bonus er, at der er mad til mindst én dag mere (sikkert flere, hvis man ikke boede i hus med én med meget sund appetit ... ).

Jeg blandede en italiensk inspireret kryddersmør, som blev fordelt inde under skindet. Ikke den sundeste ting ... men det smager virkeligt helt fabelagtigt.

1 stor rengjort unghane eller kylling 

Kryddersmør
75 g blødt smør
2 tern basilikum (basilikum fra i sommer blandet med olivenolie og frosset) eller en hel bøtte frisk basilikum
et par spsk hakket persille
salt
revet citronskal var ½ citron
saft fra ½ citron
2 fed revet hvidløg
Det hele blandet grundigt. Skindet på hanen/kyllingen løsnes forsigtigt og smørret fordeles under skindet.
Krydr godt inden i og uden på kyllingen med salt og peber.
 
 3 små rødløg i grove skiver (kunne også være f.eks. porre i tykke ringe)
2-3 dl rødvin (eller hønsefond)
Rødløg lægges i bunden af et smurt ildfast fad, rødvin hældes ved og kyllingen placeres ovenpå.
 
Sæt i ovnen ved 180 grader varmluft og steg i ca. 1 time (min fik 1 time og 10 minutter og vejede ca. 1800 g).

En plade med kartoffelbåde vendt i olivenolie og estragon sættes i ovnen og steger i ca. 45 minutter.

Server f.eks. grov gulerodstzatziki til, hjemmerørt mayonnaise og sammen med rødløgene.

Hvis man ønsker sauce, kan stegesky/rødvin fra fadet koges let ind. Smages til med fløde, salt, peber, sukker, balsamico ... sådan som man nu kan lide det. Og evt jævnes.



torsdag den 10. februar 2011

Hjælp Klidmoster


Malou aka Klidmoster deltager i en opskriftskonkurrence, hvor hun skal lave opskrifter, hvor der bruges en avocadoolie fra Olivado.

Det kræver blot nogle små klik ... hun har en god chance for at vinde med hendes mayonnaise med avocadoolie. Så klik ind her og stem på mayoen.

Malou har SÅ meget fortjent at vinde!!!

onsdag den 2. februar 2011

Langtidsstegt dyrekølle med brændt gulerodsmos, hasselbackkartofler og intens sauce

Søndag var vi inviteret til brunch om formiddagen og jeg vidste ikke helt, hvornår vi kunne regne med at være hjemme. Da jeg havde taget en dyrekølle op, var jeg lidt i bekneb. Besluttede mig for at langtidsstege køllen ved 85 grader. Det blev virkeligt mørt, saftigt og lækkert.

Som tilbehør skulle vi have brændt gulerodsmos .... og wouw!!! Det er simpelthen helt fantastisk lækkert. Smagen bliver nødde- og maltagtig. Gulerødderne står og "brænder" i smør - og smørret bliver hen ad beurre noisette og det giver god, god smag til gulerødderne. (sagt af en normalt tilberedt-gulerodshader)

Inspiration fra aftenskolen ... og kan ses her.

Derudover blev fonden reduceret kraftigt, så saucen var super intens.

Vi var glade!!

Langtidsstegt dyrekølle
1 rådyrkølle
salt
peber
6 knuste enebær
1 tsk tørret rosmarin
1 gulerod
1 persillerod
1/5 selleri
1 løg
2 fed hvidløg
3 dl vildtfond
1 dl rødvin
1 pk bacon
Fjern hinder på dyrekøllen. Krydr med salt, peber, knust enebær og rosmarin.
Fordel gulerødderne i grove stykker i et ildfast fad, hæld fond og vin ved. Placer køllen ovenpå. Dæk med staniol og sæt fadet i en 85 grader varm ovn.

Jeg stegte køllen i 7 timer. Derefter fik den lov at hvile ca 45 minutter og tilsidt 30 min ved 200 graders varmluft, hvor kernetemperaturen var 62 grader. Køllen sluttede af med en kernetemperatur på 68 grader. 
 

 
Brændt gulerodspuré
300 g gulerødder
85 g smør
vand
salt, peber
Smør smeltes, grove stykker af gulerødder puttes i gryden. Gulerødderne steger i smørret indtil de er næsten sorte. Herefter hældes vand ved og gulerødderne koger møre. Herefter blendes gulerødderne til en glat puré og smages godt til med salt og peber. 
Kan godt varmes op i gryden, hvis puréen er færdig før resten af menuen.

 

 

Sauce
Fond sies fra køllen - gerne før stegen er helt færdig. Skummes for urenheder. Koges meget ind - jeg startede med ca 3 ½ dl, som endte med at være ca. 0,75 dl.. Smag til med salt, peber.
Pisk ca 20 g koldt smør i saucen lige inden servering.

Ribsgelé
400 g ribs
0,6 dl vand
Kog op og lad koge ind til al saften er ude af bærrene. Si saften fra - lad gerne stå nogle timer eller natten over. Der er mest pektin i det sidste, så jo mere saft man kan få ud, jo bedre.

Mål saften op.

1 3/4 dl saft
1,3 dl sukker
Kog saften op, hæld sukker i og rør godt til det smelter. Lad koge nogle få minutter. Hæld evt atamon i og hæld saften på et et skoldet glas. Lad glasset køle af med et klæde over, men sæt først låg på dagen efter.

Pastinak og æblesalat
En meget hurtig salat - spåner af pastinak og æble. Vendt i hvid balsamico, rapsolie, salt og peber. Et "drys" ribs ovenpå.

Note: Den absolut mest fantastiske søndagsmiddag længe!!! Prøv gulerodsmosen - den er overraskende, anderledes og super lækker. Jeg forestiller mig, at den er bedst til lidt mørkt kød - and, vildt eller oksekød.