søndag den 1. februar 2015

Saftige müsliboller med sprød skorpe

Jeg er helt pjattet med müsliboller! Og har været det siden 80'erne, hvor jeg var i erhvervspraktik i en blomsterforretningen Wellers Blomster, hvor vi til formiddagspause fik skønne müsliboller fra det gamle bageri Tougaard i Viborg. Siden har vi på job ofte købt müsliboller i Føtex, som også er ret gode. I går fik jeg lyst til at bage mine egne og de blev fantastiske. Saftige i krummen og med en dejlig sprød skorpe - fyldt med hasselnødder og tranebær. Et hit!!!

Vejen til succes er at bage ved høj varme, at smide en kop vand ind i bunden af ovnen ... og så SMØR, øl og skyr, som giver noget skønt til smagen. Jeg kiggede lidt rundt på internettet og lod mig inspirere af Becauseitmatters opskrift

Opskriften kommer her:

1 øl (jeg brugte en Hancock juleøl)
4½ dl vand
2½ dl skyr
1 stor spsk honning
35 g gær
50 g smeltet smør
20 g salt
200 g fuldkornshvedemel
ca 1 kg Tipo 00 hvedemel (eller anden mel med højt proteinindhold)
2 dl hasselnødder (meget grofthakket)
1 dl mandler (groft hakket)
1 dl tranebær
1 dl rosiner

Rør gæren ud i øl, vand, skyr og smeltet smør. Tilsæt fuldkornshvedemel, nødder og tørret frugt samt salt. Rør godt rundt og tilsæt herefter hvedemelet. Jeg brugte ca 900 g - men tilsæt lidt af gangen. Jeg æltede ca 20 min med røremaskine. Dejen er lidt klistret.
Sæt til hævning mindst 4 timer et lunt sted - eller et køligt sted natten over.
Tag dejen forsigtigt ud på et meldrysset bord og undlad at ælte for at beholde mest muligt luft i dejen. Skær nu boller ud med en spartel i passende størrelser. Jeg fik 20 boller ud af denne dej.
Læg bollerne på en plade med bagepapir og efterhæv ca ½ time et lunt sted.

Ovnen skal stå på 250 grader og i det, der sættes en plade ind midt i ovnen med boller, kastes 1 dl koldt vand ind i bunden af ovnen. Bollerne bages ca 17 minutter til de er gyldne og gennembagte. Tag en bolle ud og bank på bunden af den - lyder den hul, er den færdigbagt.

Afkøl og spis med koldt smør. En himmerigsmundfuld ... og en af de bedste hjemmebagte boller, jeg har bagt.



5 kommentarer:

Tante Sød..og den sure øko-citron... sagde ...

Perfekt Hanne - jeg har både en øko øl og skyr, som skal bruges nu. De skal prøves, ser lækre ud

Maria sagde ...

Uhmm lækre boller med mange gode og sunde ingredienser :-) Jeg tåler dog ikke særlig godt gluten, så vil prøve at blande lidt spelt i.
Tak for kigget og en god dag ønskes.

Hanne K's verden sagde ...

@Tante Sød - håber, at du har fået bagt boller og at de blev gode :)

Hanne K's verden sagde ...

@Maria - jeg tænker, at det er en opskrift, hvor man kan bruge den mel, som man holder mest af eller bedst tåler. Tak og i lige måde :)

Anonym sagde ...

Hej :) ang store gulerodsbrud fra Claus Meyer, kan dejen laves dagen før og så bage dem på dagen hvor de skal bruges ????

Vh Michelle