Der er stadig bær på hindbærbuskene i haven. Det synger på sidste vers, men i går fik jeg alligevel denne portion, som jeg kunne bruge til en salat.
Det er helt enormt, som de buske har givet mange bær i år og over en rigtig lang periode. Et dyk i fryseren gav bær til nedenstående tærte, som er lavet efter en opskrift, min mor har lavet. Der er ikke så meget at sige ... hindbær, maricpan, sød tærtebund og nødder. En dejlig efterårstærte - god som dessert, men også som eftermiddagskage med en kop the til på en solbeskinnet søndag!
Hindbærfyld
400 g hindbær
200 g rørsukker
50 g æblesirup (kan byttes med 50 g rørsukker)
saft fra ½ citron
1 stang vanille
Skrab marven ud af vanillen, mos kornene med en spsk sukker og bland sammen med hindbær, sukker, sirup, citron og den tomme vanillestang. Kog til en kompot med konsistens som marmelade. Lad den køle af.
Tærtedej
150 g hvedemel
50 g fuldkornsemmer/-speltmel (eller blot hvedemel)
80 g sukker
marv fra ½ stang vanille
1 knsp salt
125 g blødt smør
1 æg
Ælt dejen sammen.
140 g marcipan
Nøddetop
1 æg
100 g sukker
50 g grofthakkede hasselnødder
50 g grofthakkede mandler
Pisk æg, sukker og nødder sammen.
Pres dejen ud i en smurt tærteform. Rul marcipanen tyndt ud f.eks. i en pose. Læg marcipanen ovenpå dejen. Fordel den afkølede hindbærkompot ovenpå marcipanen og herefter nøddeblandingen, som glattes forsigtig udover hindbærene.
Bages ved 200 g ca. 20-25 minutter.
16 kommentarer:
Uhada, den ser syndigt lækker ud! Det er godt med efterårshindbær. Mine svigerforældre har også en masse hindbærplanter, der giver til langt ud på efteråret, og der arver jeg et par poser hist og pist ;-)
øj altså, sikke kræs du disker op med. Fantastisk at der er hindbær så sent, det vidste jeg slet ikke. Mon ikke også den ville være god med saftige æbler?
Nååååååååå hvor ser den bare god ud. Og i øvrigt ret godt gået, at du stadig har hindbær på buskene. Jeg tror vores de sidste røg i en portion marmelade i august engang:-)
Kærlig hilsen
Anne.
Er du vimmer den ser lækker ud. Skam dig at friste med sådan noget:)
Kære Hanne
Uha hvor jeg misunder dig de hindbærbuske. Der er virkelig ikke noget som friskplukkede bær. Tærten med marcipan lyder iøvrigt også rigtig lækker. Den minder mig lidt om den blommetærte, du lavede for noget tid siden. Jeg kan ikke huske, om jeg fortalte dig det, men jeg lavede den til mine kollegaer, og de var ellevilde og bad alle om opskriften, så jeg sendte dem linket til din blog. Herefter er det så åbenbart blevet delt igen med de familiemedlemmer (mine kollegaers), som har smagt den, og som ville have opskriften. Det må man da vist kalde en success :)
Kh Nadia
@Piske,
Efterårshindbær er totalt et hit. Jeg har planer om at udvide rækken næste år. Man kan vel ikke få for mange hindbær...
@Tante Sød,
Nogle hindbærsorter er åbenbart meget sene. Jeg havde også helt glemt det fra sidste år, at de bliver ved så længe.
Jo, nogle gode danske æbler vil helt sikkert også gøre lykke i kagen. Eller brombær, blåbær og måske pærer.
@Anne,
:)Dejlig var den.
Tror måske bare, at jeg har en meget sen sort.
Kh Hanne
@Tante Grøn,
Uuuuunnnnndskyld!!! ;)
Kære Nadia
Ja, friske bær er en skøn ting.
:) Tak - hvor dejligt at høre om blommetærten og dens færd ud i verden ;).
Kh hanne
Kære Hanne
Den tærte ser vidunderligt lækker ud :)
Kære Anne
Tak :) En dejlig efterårskage, som også smager lidt af sommer.
Jeg har lige lavet en fri fortolkning af denne tærte... Med en blanding af brombær og hindbær, med revet marcipan, og crumble på hasselnødder, mandler, havregryn, smør og sukker... Den ser vildt lækker ud. Glæder mig til at smage den senere!
@Elisabeth
Håber, at den faldt i smag. Skønt med sommerens bær her midt i vinterkulden. Jeg kunne få helt lyst til at bage en her i eftermiddag!
nøddetoppen.skal der ikke kun bruges hviden.har bagt den en gang før med et helt æg, og den blev helt hvid og ikke klar som dit billede af tærten
@Anonym
Jeg brugte godt nok et helt æg .. så ved ikke, hvad der kan være sket med din kage. Beklager.
Send en kommentar