tirsdag den 4. maj 2010

Nr. 37 - Bella Napoli

I dag havde jeg lyst til at køre forbi Pizza Expressen ... men blev enig med mig selv om, at det var en super dårlig idé.

I stedet blev det til en hjemmelavet version af yndlingspizzaen nr. 37 - Bella Napoli.

Dejen blev lavet med urehvede - den mel gør virkelig en forskel. Jeg har svært ved at beskrive smagen... men dej lavet af almindeligt hvedemel smager ret fladt og ikke særligt spændende. Med urehveden får smagen karakter, en mere kraftigt og krydret brødsmag.

Jeg har købt bogen Pizza af Gorm Wisweh. Der bliver pizzaerne bagt på surdej - og det skal jeg helt sikkert igang med at eksperimentere med. Men da pizzalysten først kom i eftermiddag, så blev det ikke i dag. Men for at få den lidt syrlige smag, brugte jeg a38 - og det fungerede også.

Bunden blev super!! Sprød, smagfuld og lækker.

Fyldet er saftigt uden at smadre bunden og har en skøn smag og duft fra hvidløg, rosmarin og rødvin.

Dej
1½ dl vand
1½ dl a38 eller kærnemælk
15 g gær
2 spsk olie
1 tsk havsalt
ca. 300-500 g mel - f.eks. Urehvede
Rør gæren ud i væsken. Tilsæt olie og lidt mel og herefter salten.
Rør mel i til dejen kan æltes. Ælt i minimum 5 minutter til dejen bliver elastisk og blød.

Lad hæve mindst 1 times tid.
Slå ned, del i 2 og rul helt tyndt ud.

Fyld
(2 pizzaer)
olivenolie
400 g oksefars
1-2 fed hvidløg
5 skiver backbacon
1 tsk frisk, hakket rosmarin
½-1 dl rødvin
salt, peber
et par dråber tabasco
Svits kødet på en varm pande. Knus imens hvidløget med en bred kniv med en tsk groft salt.
Tilsæt hvidløget, rosmarin og bacon. Svits et par minutter og tilsæt rødvinen.
Rødvinen skal koge ind ved ikke alt for høj varme. Kødet tages af lige inden blandingen koger helt tør.
Smag til med salt, peber og lidt tabasco.

Andet fyld
1-1½ kugle frisk mozarella
frisk oregano (eller tørret)

Ovnen tændes på det varmeste, som den kan og pizzastenen placeres i ovnen, imens den endnu er kold.

Fordel tomatsauce på den helt tyndt udrullede, derefter mozarella, kød og sæt i ovnen.
Bages ca. 10 minutter - til gylden og fin.

Åhhhh, det var godt!!

søndag den 2. maj 2010

Müsliboller med urehvede



Jeg købte for et par uger siden en pose urehvedemel fra vores lokale bager i Frederiks, som selv maler melet.
Melet skal have en fantastisk bageevne pga. et meget højt proteinindhold og en skøn smag.

Da jeg hos Piskeriset og LaTascha havde set en spændende opskrift på müsliboller, var der mulighed for at få prøvet melet af.
Tilpasset efter, hvad jeg havde i køleskabet og på "kernehylden" blev min version sådan...

De kan anbefales - lækre, saftige, søde og fyldte med kerner og tørret frugt. Skønne som et mellemmåltid til en god kop Kusmi te :)

ca. 20 boller
50 g gær
3 dl kærnemælk
2 dl a38
2 spsk honning
2 tsk havsalt
2 modne bananer
100 g speltflager
100 g tørrede tranebær
75 g tørrede abrikoser
150 solsikkekerner
100 g valnødder
ca. 500-600 g urehvedemel
Hak nødder og tørret frugt groft.
Rør gær og honning ud i kærnemælk og a38. Tilsæt bananer, speltflager, tranebær, abrikoser, solsikkekerner, valnødder og rør godt sammen.
Tilsæt herefter melet lidt af gangen. Dejen skal være noget klistret, når den sættes til hævning.
Hæver mindst 1 time et lunt sted.
For herefter boller - kan gøres med en ske eller hvis du putter godt med mel på hænderne.
Lad hæve endnu 1 time.
Pensel med vand og bag ved 200 grader i ca. 20 minutter til de er gyldne.

fredag den 30. april 2010

Kød, sovs og kartofler.... Bornholmsk unghane, sauce og pommes sauté





Onsdag skulle der et solidt herremåltid på bordet med sovs, kartofler og kød! Gustav tager på en uges jagtferie. 3 mænd i en hytte i en skov i Kassel, 2 jagter hver dag, bunker af havregryn, dåsemad og pose suppe. Ja, de vælger jo selv ... men jeg syntes nu, at jeg lige måtte give ham et solidt måltid inden afrejse ;) Og det var mad efter hans hjerte :) Og jeg nød det også ... men især fordi der var rester tilbage, så det betyder mulighed for salat med kylling, sandwich med kylling, tærte eller andre lækre sager.

Her til morgen tog han afsted, så nu har jeg en lille uge i eget selskab med bøger, serier på dvd og hvad jeg ellers måtte få lyst til.

Tilbage til maden ...

Som overskriften antyder, synes jeg, at det er sjovt, som man kan kalde den samme ret noget totalt jordnært eller noget lidt opblæst fint ... Det er jo i bund og grund det samme. Men det fine lyder nu tit mere indbydende. Jeg synes dog, at det kan være lidt til grin, når man til en fest ser, at man skal have hjemmerørt is ...... og man så finder ud af, at det er en dårlig pakke vanilleis til 15 kr, som blot er blevet pisket. Der må godt være lidt ærlighed bag det fine navn.

Jeg fandt en 1800 g bornholmsk hanekylling, som jeg ville langtidsstege i ovnen. Så det var lige med at finde på, hvad der skulle tilsættes af smag. Valget faldt på noget barbecue-inspireret marinade.

Marinade til kyllingen
½ dl olie
1 dl ketchup
1 fed revet hvidløg
1 tsk paprika
1/4 tsk cayennepeber
1-3 spsk agavesirup
2-4 spsk brun farin
hvidvinseddike
salt, peber
Rør alle ingredienser sammen - smag til så syre/sødmeballancen er, som du kan lide.

Stegt kylling
Krydr kyllingen indvendig med rigeligt salt og peber.
Smør kyllingen med marinaden.
Steg ved ca. 130 grader varmluft. Varmluft fordi så kan kartofler og grøntsager også stables ind i ovnen på samme tid.
Stegen skal have ca. 2½ time. Skru op for varmen til ca. 200 grader de sidste 15-25 minutter til kyllingen får en gylden overflade.

Kartofler
Bagekartofler skæres i både, krydres med salt, peber og de tørrede eller friske krydderurter, som du har lyst til.

Stegte grøntsager
2 forskelligt farvede peberfrugter
2 gulerødder
2 rødløg
2 skalotteløg
1 bundt forårsløg
2 røde chilier
et bundt frisk citrontimian
agavesirup
balsamicoeddike
olivenolie
salt, peber
Grøntsagerne skæres i strimler, både, passende stykker.
Det hele blandes med krydderier, balsamico, sirup og olie.

Både kartofler og grøntsager sættes i ovnen sammen med kødet. Evt. sættes grøntsagerne ½ time senere ind - afhænger af, hvor meget bid man ønsker. Giv også gerne kartoflerne en tur ved høj varme til sidste, så de bliver lidt gyldne.

Sauce
Sky fra kyllingen
ketchup
fløde
cayenne
hvidvinseddike
salt, peber
evt. et nip sukker
maizena
Hæld skyen fra kyllingen igennem en sigte. Skum fedtet fra og hæld skyen tilbage i en lille gryde.
Kog evt. lidt ind, tilsæt fløde, smag til med ketchup, cayenne, hvidvinseddike, salt, peber og evt. sukker.
Jævn med maizena rørt op med koldt vand.

tirsdag den 27. april 2010

Den vrede pastasauce, kødboller og Linguini





Det er lidt småt med madlavningen disse dage .... det er møgirriterende at være uinspireret mht madlavningen. Jeg skal hanke godt op i mig selv den næste tid - for det går bare ikke!!!

I dag skulle det gå stærkt og så er italiensk mad ofte en god ting. Masser af smag og ret simpelt - og det var dejligt.

En arrabiata pastasauce - eller "Sugo all' Arrabiata" = "Den vrede" .... som er en ret stærk tomatsauce. Da jeg også havde lyst til kød, lavede jeg nogle små stegte italienske kødboller til at blande i saucen.

Vil man gøre det helt enkelt, så smager saucen skønt blot med pasta til og så bliver det vist ikke meget nemmere.

Den vrede sauce
1 frisk rød chili
2 fed hvidløg
4 spsk olivenolie
1 dåse gode dåsetomater, f.eks. cherrytomater
salt
evt. sukker
evt. balsamicoeddike
evt. tørret chili
evt. en håndfuld frisk basilikum som drys
evt. en håndfuld friskrevet Grana Padano eller Parmesan som drys

Varm olien op i en pande og svits hvidløg og chili heri. Når hvidløgene er brune tages de op ... men pas på at chilien ikke bliver sort også. Man kan evt. starte med at brune hvidløgene og derefter svitse chilien i et par minutter.
Tilsæt tomaterne - giv dem gerne en hurtig tur med stavblenderen inden. Lad småsimre 15 minutter.
Smag til med salt. Samt evt. sukker, syre og mere chili.

Små stegte kødboller
400 g hakket kalv/flæsk
ca. 1 tsk salt
cayennepeber
sort friskkværnet peber
1 tsk tørret salvie
1 tsk tørret merian
1 lille fed revet hvidløg
1 stor håndfuld Grana Padano eller Parmesan
3 finthakkede soltørrede tomater
en lille håndfuld finthakket, frisk basilikum
1 lille æg
1 spsk mel
lidt vand
Rør farsen sej med salt og rør efterfølgende de andre ingredienser i.
Farsen skal ikke være alt for lind - men rør lidt vand i af gangen. Lad farsen stå og trække 15-30 minutter. Rør igen og tilsæt evt lidt mere vand.

Steg i rigeligt olivenolie små kødboller.

Kog pasta, bland i saucen sammen med kødbollerne. Hæld gerne lidt pastavand ved, så saucen ikke bliver for tør.

Drys med basilikum og Grana Padano.

Buon appetito

søndag den 18. april 2010

Kirsebærsirup



I weekenden blev der også tid til at eksperimentere med endnu en sirup. Jeg har før lavet æblesirup og blommesirup.

Sirupper er anvendelige til mange ting ... selvfølgelig til is og desserter, men også til græsk yoghurt med müsli, i dressinger og saucer.

Kirsebærsiruppen blev virkelig skøn - intens smag af kirsebær :) Straks måtte det prøves af til et par kugler vanilleis - SÅ LÆKKERT!

Jeg havde kogt nogle kirsebær i noget sukker for længe siden og ladet saften dryppe af og presset mest muligt ud af bærene. Saften havde jeg frosset.

6 dl kirsebærsaft
ca 300 g rørsukker
Dette koges sammen og simrer til det begynder at tykne lidt.

Hældes på skoldede flasker, låg på og lad køle af. Klar til brug!!

Lammeculotte med kartofler, gulerødder og aioli






I lørdags var det meningen, at vi ville have tændt grillen op, men det blæste helt vildt ... så lammet blev i stedet tilberedt i ovnen.


Aiolien er der godt med spark i - jeg brugte endda kun 3 fed hvidløg, jeg fandt en del opskrifter, hvor der skulle 5-6 fed i.


Virkeligt et lækkert måltid.


Lammeculotte
(2 personer)
1 lammeculotte
1 frisk grøn chili uden kerner
2 fed hvidløg
lidt citronsaft
salt, peber
tørret salvie
tørret ramsløg
olie
Alle ingredienser får en tur i en minihakker eller med stavblenderen.
Culottens ridses og lægges i en pose sammen med marinaden. Marinaden gnides grundigt ind i kødet og marinerer min. ½ time - gerne meget længere.


I ovnen ved 225 grader i 15 minutter, derefter skrues ned til 175 grader, hvor stegen får endnu 15 minutter. Hviler efterfølgende i mindst 20 minutter.


Citrontimian-gulerødder
4 store gulerødder i strimler
2-3 skalotteløg i strimler
et bundt frisk citrontimian
evt. fintrevet citronskal
olivenolie
salt, peber
agavesirup eller honning
citronsaft
et par klatter smør
Gulerødder og løg blandes godt med timian, olie, salt, peber, sirup, citronsaft,citronskal og sættes i ovnen ved 200 grader i ca. 1 time. Rør af og til. De sidste 15 minutter lægges et par klatter smør ved.


Aioli
2 æggeblommer
2 fed revet hvidløg
1 spsk dijonsennep
½ spsk hvidvinseddike
citronsaft
2 dl olie, f.eks. raps eller mild olivenolie
salt, peber
Pisk æggeblommer, hvidløg, eddike og sennep. Tilsæt olien - først dråbevis, imens der piskes kraftigt og siden hen i en tynd stråle. Pisk, pisk, pisk!


Smag til med salt, peber og citronsaft.


Små kartofler i ovn
små kartofler vaskes og evt. halveres.
Bland kartoflerne med:


olie, frisk timian, salt og peber.
Bag i ovnen ca. 1 time til de bliver brune og sprøde.
Evt. et par klatter smør ved kartoflerne de sidste 10-20 minutter.

Familie-kage-søndag II









Egentligt var udgangspunktet for invitationen søndag, at vi bare skulle spise Lambethkagen, men .... ja, det kunne jeg så ikke lige nøjes med. Når der nu var en lejlighed til at putte noget kage i nogle gæster, så skulle der prøves lidt forskelligt.


Jeg havde købt nogle fine Rice-muffins-papirsforme, som jeg var nødt til at bruge. Kiksekage er blevet et hit - igen - hos os. Så små kiksekager lavede jeg efter denne opskrift. Lidt noget pullerværk at stå med, men får man chokoladeblandingen op i en sprøjtepose, så går det rimeligt nemt.


Derudover en omgang fødselsdagsboller efter opskrift i Amo Den Store Fødselsdags Bagebog ... de blev virkeligt lette og luftige. Det eneste jeg ændrede på var, at jeg brugte kærnemælk i stedet for alm. mælk. Jeg synes ofte, at kærnemælk eller surmælksprodukter i det hele taget tilfører ekstra god smag og fugtighed til gærdeje. Også i disse boller var det rigtigt dejligt.


Hindbærtærten fandt jeg selv på og den blev rigtigt lækker. Mørdej, marcipanmasse, kransekage og hjemmelavet hindbærmarmelade .... så kan det vist kun blive godt.


Hindbærtærte
Mørdej og kransekagekant - se opskrift her.
Hjemmelavet hindbærmarmelade laves sådan her - jeg kogte denne gang sammen med saften fra en hel appelsin og udelod vandet.


Marcipanmasse:
75 g marcipan
75 g sukker
75 g smør, blødt
1 stort æg
20 g mel
Ælt marcipan og sukker sammen og tilsæt det bløde smør lidt efter lidt til og ælt til en ensartet masse. Pisk æg og mel i.


Forbag mørdejen 10 minutter ved 200 grader. Skru varmen ned til 150 grader. Fordel marcipanmassen på bunden og bag 15 minutter ved 150 grader.


Lav kransekage massen imens.


Tag kagen ud af ovnen efter de 15 minutter med marcipanmassen, fordel marmeladen over bunden og sprøjt kransekagen ud over som en kant og evt. et gitter.


Bag nu ved 180 grader i ca. 10-15 minutter - hold øje, kransekagen skal være let gylden.


Lad kagen køle af og server evt. med cremefraiche rørt med lidt sukker og vanille.