Viser opslag med etiketten madoplevelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten madoplevelse. Vis alle opslag

mandag den 14. marts 2011

Forkælelse på Norsminde Kro

Under juletræet i år var der fyldt med dejlige gavekort til weekendophold og madoplevelser - hele 4 af slagsen har vi tilsammen fået.

Sidste fredag tog vi afsted for at nyde det første - et ophold på Norsminde Kro, min julegave til Gustav.
Jeg har længe ønsket at besøge stedet og da der var en Sweetdeal i slutningen af 2010, var det bare med at skynde sig at købe!!

Alle forventninger blev indfriet .... lækker, lækker mad, venlig og kompetent betjening, dejlige og lyse lokaler, skønne naturomgivelser. Vi er solgt - og vi vil gerne afsted igen!! SNART!!!!

Efter kufferten var båret på værelset, startede vi med afternoon tea i Brasseriet - et skønt lyst lokale. The, kaffe, mousserende vin, små sandwiches og kager: God start.
Der var en laksesandwich og en agurkesandwich, en cremet chokoladekage og små citrontærter med karamel og måske var det en mild kaffecreme. Selv om jeg havde hoppet frokosten over, mættede denne anretning helt enormt.
 
Efter en gåtur i Norsminde, en lille køretur og lidt afslapning på værelset gik vi igen i restauranten til kl 19.
Sweetdealen indeholdt en 4 retters menu, men man kunne for et tillæg på 130 kr vælge en 5 retters menu eller bytte nogle af retterne i sweetdealmenuen ud med retter fra den anden menu.

Vi valgte den 5 retters, når nu muligheden var der...

Vi startede ud med en lille snackanretning med saltede mandler, nogle poppede/friterede risflager og hummus. Dertil et glas mousserende vin.
Der blev serveret dette lækre, svampede brød til, som man (hvis man ikke passer på) kunne komme til at spise sig mæt i.

Forretten var Cevice af vesterhavstorsk med danske blomkål i tynde skiver og som en slags rå rillette (æggene), granatæbler, kapers, vinaigrette og en dild med en duft så fantastisk.
En meget frisk forret med den skarpe/syrlige vinaigrette, som virkelige åbnede op for smagsløgene og lysten til at smage mere.
Forretten blev efterfulgt af denne fantastiske Åbne ravioli. Dette var nok min yndlingsret på menuen. Raviolien var fyldt med en ragout af unghane og en kraftig creme med små mousserons. Ohhhh-la-la ... det var velsmag. Mørt, mørt lårkød fra unghane, en creme med en kraftig smag af hane og svampe. Og på toppen sprødstegt salvie.
Hovedretten var også eventyrlig. Dansk vakuumporcheret kalv med pommes fondant, brissel, saltbagt selleri, sellerimos og kraftig sauce med foie gras. Igen finder jeg ud af, når jeg er på restaurant, at jeg jo godt kan lide selleri .... Saucen var virkelig kraftig og lækker, kalven mør og englene sang.
Fois gras er ikke min hofret .. jeg kan godt lide smagen, men konsistensen har jeg endnu ikke forliget mig med.
Herefter fulgte en Lun soufflée af blå ost med pærer og valnødder. Dette var i vore øjne menuens svageste ret. En ret kompakt soufflée, men med en mild og god smag. Denne kunne godt have brugt lidt modspil af lidt mere sødt/syrligt/flydende tilbehør.
Som prikken over i'et kom desserten... Ikke overraskende valgte jeg desserten Choko, choko, choko. Som var en symfoni af forskellige chokoladelækkerier. En chokolademousse/soufflée med nogle mystiske firkantede, gelétern gemt i cremen. En kugle af hvid chokoladetrøffel/mousse rullet i kokos, lidt karamel, en frisk appelsinsorbet og den allermest lækre, cremede, tunge chokoladekage. Velsmag i min mund!!!
Gustav, som ikke er til de store tunge chokoladedesserter, valgte Kold mousse af kanel og cacao serveret i jasminthe med citron og marengs. Dette faldt mere i hans smag med den friske granite med jasminthe og citron. (jeg var nu glad for mit valg ...)
Nu var vi efterhånden stopmætte, men vi var endnu ikke nået helt i mål. For aftenen sluttede af med kaffe, the og petit fours. Vi kunne lige nippe lidt til fadet, for vi var jo nødt til at smage. Men jeg må indrømme, at grænsen var nået....
En virkelig skøn oplevelse. Èn ting, som vi virkelig nød i fulde drag, var den afslappede stemning på kroen. Der var ingen snobberi og det var super behageligt at være i restauranten om aftenen. I nogle restauranter er man nærmest nødt til at hviske, hvis man ikke ønsker nabobordet skal lytte med. Men der var en lyd/akustik i lokalet, som gjorde, at man frit kunne snakke løs. Og det er jo i bund og grund derfor, vi er ude at spise .. for at få snakket og hygget!

Glæder mig allerede til næste ophold ... både på Norsminde Kro, men også når næste gavekort fører et nyt sted hen :)

mandag den 17. januar 2011

Aftensskole for livsnydere på Kongenshus II

Kreativsalat med bagte rødbeder, Frissésalat, pærer, peberrod
 og mormordressing

Nænsomt bagt torsk med løg, citron, timian og riiiigeligt smør

Skønne kuvertbrød med gods i

Risotto med persillerødder, porre og svampe med ovnbagt unghane

Panna Cotta
 & Braiseret appelsin

Endnu en kursusaften på Kongenshus er gået - igen en skøn oplevelse. Inspirationen er herlig og jeg kan mærke lysten til at komme endnu mere i køkkenet og lege med nye ting.

Jeg bliver vildt betaget af Pernilles engagement og drivkraft. Hold op, hvor har hun opnået meget og hvor har hun meget idé og vilje til at udføre det, som hun brænder for.

Menuen var igen super skøn. Enkel og med fokus på den gode smag.

Heidi og jeg var hovedretsholdet i går. Vi var lige ved at "ende på" forretsholdet - hvilket også havde været ok. Men vi var begge ret hooked på at prøve kræfter med risottoen, så heldigvis pippede Heidi højt og vi blev hørt ;o)

Vi fik givet risene lidt for meget, så konsistensen blev ikke helt perfekt. Men smagen!! Åh, det var godt.
Jeg skal helt klart eksperimentere noget mere med det - både med ris, perlebyg, perlespelt osv.

Pernille plæderer meget for nænsom tilberedning - og det er også en af de ting, som jeg vil prøve at have mere fokus på derhjemme.
Bl.a. den ovnstegte hanekylling - et ret stort lår skulle kun have ca. 15 min ved 185 grader. Det var jeg noget overrasket over - men det var perfekt stegt, saftigt og absolut færdigtilberedt.

Alt for nu .... I næste uge ..... Pernilles yndlings chokoladedessert. JEG GLÆDER MIG!!!!!

onsdag den 12. januar 2011

Aftensskole for livsnydere på Kongenshus

Jeg var i mandags på madkursus på Kongenshus Kro og Hotel. En brillant madoplevelse. 

Jeg havde for lang tid siden spurgt Heidi, om hun kunne tænke sig at komme med på det kursus. Så kunne vi mødes og hilse på hinanden IRL. Den hoppede hun med på. Det var igen en god oplevelse at møde en Blogger i virkeligheden. Det er som om, vi allerede kender hinanden, når vi har fulgt med på hinandens blogge. 

Kurset hedder Mad og oplevelser for livsnydere. Der er 3 kursusaftener, hvor vi hver aften skal lave en 3-retters menu ud fra årstidens råvarer. Dette med vejledning fra 2 professionelle kokke - bl.a. kroens ejer Pernille, som trods hendes unge alder har et fantastisk cv. Og allerede første aften kunne man mærke hendes energiske engagement i råvarer, det gode måltid, driften af stedet osv. Det var en fornøjelse at være i hendes selskab.

Vi startede ud med en briefing af, hvad der skulle ske på kursets første dag. Derefter blev vi delt ind i 3 grupper, som skulle stå for hhv forret, hovedret og dessert.

Heidi og jeg kom på dessertholdet, som også var "dukseholdet", hvor vi skulle hjælpe til med borddækning og opvask. Der var ikke så meget madlavning til os i går, men så kunne vi få snakket lidt, finde os tilrette i køkkenet og gå rundt og snuse lidt til de andres gryder.

Nu til maden .... som tog udgangspunkt i de råvarer, som er tilgængelige i Danmark lige nu. Pernille lægger vægt på, at man skal kunne smage, hvad det er man putter i munden. Derfor var menuen baseret på, at de eneste krydderier, der blev brugt var salt og peber.

Forretten var ristet ørred, marinerede rodfrugter og hollandaise.
Rodfrugterne var snittet helt fint på en pålægsmaskine og marineret i balsamico, rapsolie, salt og peber.
De syrlige sprøde rodfrugter, den sprøde og bløde ørred, den fede hollandaise og dild .. behøver jeg at fortælle, at det var gudespise? ... De forskellige komponenter i retten komplimenterede hinanden helt fantastisk. 
Hovedretten stod på rosastegt andebryst, saltbagt selleri, bær fra heden og en overraskende og fantastisk brændt gulerodspuré.
Jeg er hverken særligt glad for tilberedte gulerødder eller selleri, men jeg må sige, at tilberedningsmetoderne her gjorde noget godt for begge grøntsager.

Gulerodspuréen var helt speciel - ikke noget, som jeg har prøvet før. 1 kg gulerødder stod og brændte i en gryde med 1/4 pund smør ... her var virkelig tale om riiiigeligt smør. Gulerødderne skulle brænde i smørret, til de var helt gyldent-sorte. Derefter blev der hældt vand på og de skulle koge møre. Efterfølgende blev rødderne blendet til en glat puré. Smagen var intens, karamelliseret og nærmest maltagtig - virkelig en spændende smagsoplevelse. Det skal prøves herhjemme på et tidspunkt, det er sikkert og vist.

Sellerien var bagt 1½ time i en saltdej. Det var en stor knoldselleri og den kunne godt have klaret 1 time mere. Men smagen var mild og nøddeagtig. Væk var den skarpe sellerismag, som jeg ikke bryder mig om.

Derudover var der en hemmelig sauce ... som kokkene havde lavet til os, da den tager 2 døgn at lave og endelig et drys tyttebær fra heden på Kongenshus.

Igen en velkomponeret og meget velsmagende ret. Dejligt at få andebryst, som ikke er overstegt og tørt. Det var rosa, saftigt og skindet super sprødt.
Desserten var en hvid chokoladecreme, iscreme, et drys tørret malt og råsyltede havtorn.

Jeg synes, at hvid chokolade kan være lidt for sødt. Men denne dessert var lige tilpas - det handler nok om, at det kan være svært at få fat på ordentlig hvid chokolade. Vi brugte Callebaut til cremen.

Havtorn bliver ikke mit yndlingsbær. Selvom de havde stået i en meget koncentreret sukkerlage, var de stadig lidt for syrlige til min smag.

Maltdrysset tilførte lidt sprødt til desserten, farve og en lidt krydret smag - spændende.

Behøver jeg at sige, at jeg glæder mig til næste mandag? :)

torsdag den 5. august 2010

Retur fra det Sønderjyske - Schackenborg Slotskro


Vi er hjemvendt efter endnu et par skønne dage på Schackenbog Slotskro.

Møgeltønder og slotskroen er bestemt et besøg værd. Vi var dog lidt småskuffede over nogle ting denne gang. Maden var absolut lækker og smuk at se på, men servicen var ikke helt i top, som vi har oplevet ved vores to tidligere besøg - i august 2009, november 2009 og her.

Vi tror det skyldtes, at de havde et par ikke så rutinerede tjenere på de aftener, som vi var der. Vi vil stadig anbefale at besøge kroen, for det er bestemt lækkert mad og måske vi bare var uheldige.

Vi ankom til kroen ved 15-tiden. Vi fik checket ind på værelset og derefter blev der serveret et stykke af kroen slotslagkage. Den var med jordbær, en skøn vanillecreme og toppet med en kugle flødeskum. Dejlig måde at servere flødeskum til lagkage på - så har man muligheden for at fjerne det, hvis man ikke er den store flødeskumtilhænger. Skøn sommerkage - jeg måtte dog give fortabt og levne en smule - men lækker lagkage!


Vi lagde ud med en lille appetizer/amus (?) - en bruschetta med peberfrugtkompot, Serranoskinke og parmesan. En dejlig lille hapser at lægge ud med.


Forretten var hjemmerøget laks, rygeostcreme og kveller/salturt. Her var jeg ikke ovenud begejstret - både laks, kveller og rygeost var temmeligt salt, så det blev for meget af det gode. Laksen var smuk og god i konsistens, men røg + røg + salt + salt + salt .... det var ikke optimalt for mine smagsløg. 


Til hovedret fik vi serveret lammefilet med nye kartofler, bagt selleri, en selleripuré, ærter i ananassirup og rødvinssauce. Det var så til gengæld lige i øjet! Lammet var så mørt, som jeg aldrig har fået lam før. Og jeg som ikke bryder mig synderligt om selleri, kunne godt have spist lidt mere af den lækre puré. Saucen var perfekt til lammet.

Ærterne var bordeaux sukkerærter ... jeg snuppede et par stykker ved morgenmaden den sidste dag....



Desserten .. her gik det galt for fotografen. Jeg var så grådig, at jeg kom til at dykke ned i både mousse og chokoladekage, før jeg fik taget billeder. Derfor dette lille udpluk fra forskellige vinkler.

  

Desserten bestod af en honningmousse, som var cremet, fløjsblød og honningsød, dertil en gateau marcel chokoladekage ... en kage, som består af en bagt chokoladebund og chokolademousse. En skønherlig kombination!! Dertil lidt bær og karamel - så der var både sødt, syrligt, let bittert. Vi ku' li' det!!!!

Madmæssigt et lækkert måltid, hvor kun forretten ikke var i top. 

Servicemæssigt manglede jeg lidt flere oplysninger om retterne - det foregik i ganske få ord. Vi spurgte selvfølgelig, når der var noget, som vi gerne ville have uddybet. Jeg havde bare fornemmelsen af, at den unge tjener ikke rigtigt var ordenligt inde i det.

lørdag den 1. august 2009

Skønne dage på Schackenborg Slotskro

Så landede vi igen efter en fantastisk madoplevelse på Schackenborg Slotskro. En superhyggelig kro, som ligger nabo til Schackenborg Slot midt på den brostensbelagte "hovedgade" i Møgeltønder.

Vi blev indlogeret på værelset Ledreborg... alle værelser var opkaldt efter herregårde og slotte i Danmark.Udsigten fra værelset udover tagene og bagest kirken, hvor den lille Henrik blev døbt sidste søndag. Blomsterne var stadig inde i kirken. Så vi fik lige lidt barnedåb på tæt hold;)
Et vue ned af hovedgaden...
Nu til det vigtige ... maden.
Inden forretten fik en lille appetizer .. men jeg var så forhippet på at spise den gode mad, at jeg glemte at tage et billede... Men vi fik fugleleverpostej på mørk ristet brioche. Virkelig intens og kraftig smag - dejlig start på madeventyret.
Forretten første dag var hummer med hytteost, krydret mayonnaise, radise og ribs.
Smagen var i top, men konsistensen af hummeren brød jeg mig ikke rigtigt om ... den var helt blød og "moussi". Måske jeg bare ikke ved nok om hummere og at de netop skal være sådan ... men det var det eneste minus til noget som helst af de to middage.
Dette var lækkert ... Sommerbuk med knuste ærter, mangetout ærter, kantareller, nye kartofler, en smule bagt kartoffelmos og den skønneste sauce, som næsten var helt karamelliseret. Smagte fantastisk!
Så blev det til rødgrød med fløderand. Et godt punktum på denne middag.Og sådan ser man ud ... eller kan man se ud, når man spiser fløderand....Dag 2 ... Endnu mere dejligt mad. Vi havde ellers snakket om efter den første middag, at det blev svært at leve op til dette anden dag ... men det var absolut lige så skønt.
Her bittesmå kammuslinger, ristet sønderjysk rugbrød, sukkersyltede havtorn, issalat og citronhollandaise.
Det hele harmonerede skønt og vi var i himmerige.
Havtorn og issalat havde jeg ikke smagt før - en god oplevelse. Issalaten var sprød, saftig og helt anderledes end salat og krydderurter, jeg før har smagt - skønt at få i munden.Kalvesteg, kartoffel med artiskokcreme (Uhmmmmm), sellerimos, ærter, syltede rødbeder og igen en fantastisk sauce. Og jeg som ikke bryder mig om knoldselleri ... tallerkenen var som slikket efter denne ret. Igen passede tingene fantastisk sammen - og selv den skarpe sellerismag blev god...
Og punktummet for denne middag: chokoladebrownie med jordbær og hindbærsorbet på ristet citronkage....
Behøver jeg at sige mere om den dessert?
Vi var heldige begge aftener, at der var lunt i vejret - så det sidste glas vin og en kop kaffe kunne nydes udenfor kroen.

Et par dejlige dage vi dér havde i Sønderjylland. De er ikke sidste gange, vi besøger Schackenborg Slotskro:)