Viser opslag med etiketten suppe. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten suppe. Vis alle opslag

søndag den 23. oktober 2011

Jordskokkesuppe med rødbedechips og bacon



Forrige weekend på Hotel Knapp smagte jeg for første gang jordskokkesuppe. Det smagte vidunderligt og jeg måtte hjem og forsøge at gøre det efter.

Jeg kiggede ind hos Nadia på Foodfanatic, da jeg tidligere havde set et indlæg hos hende og med hendes opskrift med tilhørende blogkommentarer gik jeg igang og resultatet blev denne suppe. 

Jordskokkesuppe er ikke noget, som man spiser store portioner af. Men en tallerkenfuld som forret med sprødristet tørsaltet bacon og rødbedechips på en kold efterårsdag er helt perfekt.

For en tid siden fandt jeg et stykke tørsaltet bacon hos Brugsen - og det er da helt vildt, som det er lækkert sammenlignet med "almindelig" bacon, som er godt pumpet. Det tørsaltede steger sprødt og gyldent på et øjeblik og smagen er også markant bedre. Det bliver noget, som jeg skal på jagt efter noget mere af.
Nogle derude som ved, hvor man kan købe det?

Det er ren terapi at stå og snitte grøntsager til suppe, hvis man har tiden til det.
200 g kartofler i små tern
370 g jordskokker i små tern
2 finthakkede skalotteløg
blade fra citrontimian 
blade fra timian
1 fed hvidløg
1 dl hvidvin
en god klat smør
½ L kyllingefond
1½ dl fløde
salt, peber
sherryvineddike
citronsaft
Start med at smelte smør og svits kartofler, jordskodder og skalotteløg til løgene bliver klare. Svits timianblade og hvidløg med et minutstid og hæld hvidvinen på. Lad hvidvinen simre med til den næsten er fordampet. Hæld nu kyllingefond og fløde på. Lad grøntsagerne småsimre til de er møre.
Kør med stavblenderen til suppen er helt glat.
Smag til med salt, peber, sherrivineddike og/eller citronsaft.

Note:
Det er vigtigt at smage suppen godt til med salt og syre. En skøn og fyldig efterårssuppe. Vil overveje, om der skal jordskokker i urtehaven næste år. 

Jeg serverede med rødbedechips.

Skræl en rødbede og lave lange, brede spåner med en tyndskræller/kartoffelskræller.
Læg spånerne på bagepapir, pensel med olivenolie og drys med flagesalt.
Bag nu ved 180 grader ca 15-20 minutter. Hold hele tiden øje, så rødbederne ikke bliver sorte.

Note:
De smager sødt, salt og godt! De vil også passe godt som lidt sprødt til en salat eller som luksuschips med dip eller aioli.

søndag den 25. september 2011

Hot grøntsagstomatsuppe

En ting, som gør mig glad på denne årstid er alle de lækre, friske grøntsager, der findes i haven, drivhuset og hos grønthandleren.

Her er en bunke af de tomater, som drivhuset frembringer. Tigarella, blommetomater, Black Plum, White tomasil, gul bøftomat. 
Jeg har været lidt skuffet over udbyttet i sommer, men de giver rimeligt godt i i disse uger.

Der ligger også et par gule gulerødder og en enkelt orange og nogle tynde porre fra urtehaven.
Gulerødderne dufter helt, helt fantastisk, når man hiver dem op af jorden.

Chilierne er fra mine forældre - den slanke gav et godt spark til suppen ... den lille runde er mere mild i det.
2-4 spsk olivenolie
1 stort rødløg
1 skalotteløg
3 gulerødder
1 persillerod
1 pastinak
3 små porre
1 courgette
3 fed hvidløg
1 stærk chili
1 mild chili
1 glas grillede peberfrugter
5 salvieblade
5 kviste citrontimian
1 kg blandede tomater (eller 2 dåser gode, økologiske hakkede tomater)
1 L kyllingefond
saft fra 2 appelsiner
salt
balsamico
et godt kværn sort peber
1 dl fløde
Hak alle grøntsager fint. Varm olien op start med at svitse de hårdeste grøntsager - løg, pastinak, persillerod, gulerod. Svits i ca 10 minutter til grøntsagerne begynder at blive møre. Tilsæt derefter courgette, hvidløg, chili og krydderurter. Svits yderligere ca. 5 minutter.
Skær et lille kryds i tomaterne, skold dem og flå skindet af dem. Hak dem groft og tilsæt til grøntsagerne sammen med kyllingefond, saft fra appelsiner, groft hakkede grillede peberfrugter.
Lad små simre til grøntsagerne er helt møre. Giv suppen en god tur med stavblenderen til suppen bliver glat. Smag til med salt, balsamico og sort peber (og evt. lidt sukker - særligt, hvis tomaterne ikke er søde og sommermodnede). Tilsæt evt. fløde.

Suppen blev ret stærk, men det regulerer man selv med chilien ... og kan reddes med lidt ekstra fløde.

Note: En ret, hvor man kan få brugt en bunke grøntsager - lige hvad man føler for og har samlet sammen.
Jeg serverede nogle flûtes gratineret med mozarella. Man kunne også koge lidt pasta, rug-/bygkerner eller lignende og komme i suppen. Eller lidt kogt kyllingekød, nogle små italienske kødboller eller hvad man nu føler for, til at give lidt ekstra fylde.
 

onsdag den 6. oktober 2010

Karrysuppe med ananas


Så kommer der endnu en suppeopskrift. Denne gang en karrysuppe med kylling, frisk ananas og pasta.

1 stort skalotteløg
1 fed hvidløg
1 grøn chili
1 spsk karry
3-4 skiver frisk ananas
3 friske, flåede tomater
ca 7 dl hønsefond
kyllingekød
et par håndfulde pasta
1 dl fløde
citron/limesaft
et nip sukker
salt, peber, cayenne
Først skal tomaterne flåes. Giv tomaterne et kryds i den modsatte ende af blomsten. Læg tomaterne i kogende vand ca ½-1 minut. Læg derefter i koldt vand og fjern skindet.
Jeg brugte en fin tigertomat, en blommetomat og en bøftomat ... man kan bruge lige, hvad man har og flåede tomater fra dåse dur også.
De flåede tomater... 
 Alle ingredienser hakkes fint.

I en gryde svitses løg, hvidløg og chili i olie og karryen tilsættes efter nogle minutter.
Tilsæt fond og lad suppen småsimre 10-15 minutter. Hvis man ønsker en glat suppe, kan man give den en hurtig tur med stavblenderen.

Herefter tilsættes pasta - jeg brugte disse små pastakugler. Suppen koger til pastaen er næsten mør.
Tilsæt ananas, kyllingekød, tomat i tern og fløde - lad koge endnu et par minutter. Smag til med limesaft, sukker, salt og peber.

Hurtig, nem og lækker suppe med mild karrysmag. Man kan i stedet for fløde bruge kokosmælk, det vil give en mere pikant og asiastisk smag. Et drys koriander vil også gøre godt i suppen.

lørdag den 2. oktober 2010

Cremet kartoffelsuppe med cognac




Efterår er suppetid og en af mine yndlingssupper er kartoffelsuppe. På slotskroen i sommer fik vi en cremet kartoffelsuppe, som smagte helt vidunderligt. Jeg fandt dog ikke ud af, hvad der var i den. Jeg tror dog, at der var en eller anden form for spiritus i. Efter et kig i skabet bestemte jeg mig for at forsøge med cognac.

Resultatet blev rigtigt godt. Tilføjede også lidt Worchestershire sauce som smagsgiver ... nok ikke en ingrediens, som de har brugt på slotskroen ;o) 

Ingredienser:
rapsolie
2 persillerødder
1 pastinak
2 gulerødder
2 rødløg
2 porre
4 store bagekartofler
2 fed hvidløg

frisk timian, salvie, rosmarin

½ dl cognac
1-1½  L suppe (jo kraftigere, jo mere smag til suppen)

salt, peber
1 dl fløde
hvidvinseddike
Worchestershire sauce
cayennepeber
friskkværnet peber
havsalt

Grøntsagerne gøres i stand.
Det hele skæres i små tern ... dette mest for at forkorte kogetiden. Det hele skal blendes til sidst, man behøver ikke at skære det hele så fint.
Sauter grøntsagerne i olien ca. 10 minutter tilsæt først hvidløget de sidste par minutter for at undgå, at de bliver brændte og bitre.
Tilsæt herefter kartoflerne og bland godt med grøntsagerne.
Hæld cognac på og bland godt ... man kunne godt flambere her og det vil jeg prøve næste gang.
Hæld nu suppen på og tilsæt de friske krydderurter, salt og peber.
Det hele skal nu småkoge mindst 20 minutter til grøntsager og kartofler er godt møre.
Suppen blendes grundigt enten med stavblender eller en almindelig blender. Pas på - det er varmt! Jeg HAR prøvet at lave den klassiske bommert netop med kartofflesuppe, hvor jeg ikke fik holdt fast på låget på blenderen ..... Det gør ondt!!!
Jeg valgte derfir stavblenderen. Det tager nogle minutter, hvis man vil have en helt glat suppe. Tilsæt fløde og kog det hele op igen.
Smag nu til med hvidvinseddike, Worchestershire sauce, salt, cayennepeber og friskkværnet sort peber.

Der var suppe til flere dage ... den ene dag serverede jeg med nogle hjemmelavede brødcroutoner, som havde fået drys Prima Donna ost, paprika, salt og olivenolie (billede øverst) og lidt frisk fintsnittet basilikum.

Anden dagen blev med ristet bacon og igen et godt drys frisk basilikum. Basilikummen klæder suppen helt fantastisk.

Note
En suppe, som jeg skal have leget noget mere med. Cognacen og Worchestershire saucen giver noget spændende og smagfuldt til suppen. Kunne godt tænke mig at bruge en mere smagfuld basissuppe f.eks. kogt på okseben.
Basilikum er prikken over i'et - virkeligt godt!1

Input fra læserne
Er der nogen, som har en anden idé til spiritus i suppen - jeg tænker f.eks. at sherry, madeira eller noget i den stil kunne være godt?

onsdag den 1. september 2010

Løgsuppe med sprøde ostecroutoner


Allerede i sidste uge drømte jeg om suppe og Signes broccoli-kartoffelsuppe tidligere i dag fristede vildt. Vejret har helt sikkert også stor indflydelse og med en tallerkenfuld suppe er det som om, at man accepterer, at sommeren er gået på hæld. Derfor må 1. september være en oplagt dag at hilse efteråret velkommen på.

Jeg havde frosset skroget fra unghanen og kunne hurtigt få lavet en kyllingefond til dagens suppe. God suppe starter nu en gang med en ordentlig grundsuppe og ikke noget pjask hældt ud af en flaske eller tørstof blandet med vand.

En lille smule utålmodighed og sult gjorde dog, at suppen ikke blev så kraftig, som jeg kunne have ønsket. Omvendt er det fint med en lidt mild suppe så tidligt på efteråret.

Hurtig kyllingefond
Skroget fra en stegt kylling
1 stor gulerod i skiver
et par kviste frisk timian
2 salvieblade
et lille bundt persille
1 kvist frisk rosmarin
et par kviste bladselleri
½ tsk hele peberkorn
2 skalotteløg
1 stort fed hvidløg
ca. 1½ L kogende vand
Skrog, gulerødder, krydderurter, bladselleri, løg og hvidløg skåret i grove stykker lægges i en gryde sammen med peberkornene og overhældes med kogende vand. Bringes i kog og småsimrer efterfølgende mindst 45 minutter gerne længere.
Si skrog og grønt fra og fonden er nu klar til brug.

Note
Egentligt bør man overhælde skrog og grønt med koldt vand, koge langsomt op, skumme suppen. Men pga tidsnød lavede jeg fonden som ovenfor.
Det ville også være fint at koge fonden i 2 timer, evt. si den og koge den lidt mere ind. Det vil give suppen mere smag.


Løgsuppe
500 g løg i tynde skiver
2 kvist frisk timian
25 g smør
½ dl vand
ca. 1 L kyllingefond
salt
friskkværnet peber
et drys cayennepeber
1 dl fløde
Hæld løg, timian, smør og vand i en gryde. Lad smørret smelte og læg låg på. Lad løgene simre ved svag varme 10-15 minutter til de er møre. Rør ind imellem i løgene.
Hæld fond og fløde ved og lad simre endnu 5-10 minutter. Smag til med masser af friskkværnet sort peber, salt og lidt cayennepeber.

Note
Suppen var meget mild og smagen sødmefyldt fra løgene. En kraftig grundsuppe ville klæde suppen godt.

Sprøde ostecroutoner
ciabatta eller surdejsflûtes
paprika
revet ost - f.eks. en blanding af Prima Donna, Grana Padano og Gouda
olivenolie
salt
Skær brødet i små tern. Pensel eller dryp med lidt olivenolie. Læg på bagepapir og drys først med lidt paprika og derefter med revet ost. Gratiner i ovnen ved 200 graders varmluft i 3-5 minutter til de bliver svagt gyldne.

Note
Dejligt som et sprødt drys til suppen eller salaten.

Hvad gør du?

Når jeg læser om fond og supper, er der forskellige måder at gøre det på. Nogle siger, at man koger med salt andre uden salt. Jeg er i tvivl om, hvad der er bedst. Jeg har valgt ikke at putte salt ved og smage til efterfølgende. Hvad gør du?

torsdag den 13. maj 2010

Fasansuppe




Med vildt i fryseren må der eksperimenteres. I går blev menuen til: fasansuppe, dyrekølle og rabarbercrumble.

Først fasansuppen, som jeg fandt lidt idéer til her og der på nettet. Jeg har tidligere hørt fra min veninde, at fasansuppe er fantastisk og super nemt. Desværre kunne jeg ikke finde hendes opskrift. Så det blev til denne version, som er lækker, lækker!!

2 fasaner

4 skiver bacon

en klat smør

3 cl cognac

2-3 gulerødder

2 skalotteløg

3 stilke bladselleri

½ fed hvidløg

rosmarinkviste

timiankviste

1 tsk paprika

½ tsk gurkemeje

1½ L vand / vildtfond

salt, peber

3 dl fløde

2 spsk maizena udrørt i vand

1-1½ dl madeira

persille

Skær brystet af fasanerne – sæt til side. Del resten af fasanen i mindre stykker. Brun stykkerne i smør. Hæld cognac på og flamber. Tilsæt herefter gulerødder, løg, bladselleri, hvidløg, krydderier – rør rundt og tilsæt herefter fond/vand.

Lad koge i minimum 1 time. Si suppen. Pil kødet fra benene.

Brun fasanbrystet på en pande, tilsæt lidt suppe og lad småsimre ca. 10-15 minutter.

Lad suppen koge op – og evt. lad den koge ind nogen tid for at få større smag og kraft.

Tilsæt fløde og kog op igen. Herefter jævnes suppen lidt med maizenablandingen.

Hæld herefter madeiraen i og varm suppen godt igennem.

Server med strimler af fasanbryst og et drys persille.

onsdag den 9. september 2009

Tomatsuppe



Så er det ved at være suppetid. Måske ikke lige disse dage, men vi er ved at være der.

Der har været nogle store skønne, søde, gule tomater i drivhuset i år – kæmpe store og kødfulde, som var oplagt at bruge til suppe. Det blev en rigtig dejlig suppe med en fin farve.

Opskriften kommer her – det vigtige er at få det syrlige, søde, stærke og salte til at harmonere og så tilføje en smule fedme fra enten creme fraiche eller fløde. Fantastisk efterårsmad!

2-3 skalotteløg
2 fed hvidløg
1 bundt forårsløg
1 frisk rød chili
1 spsk olivenolie
½ spsk karry … eller mere
10 store tomater
½ L hjemmelavet kyllingefond eller grøntsagsfond
1 dl fløde eller creme fraiche 38 %
salt, peber
sukker
balsamico, gastrik, citronsaft
en stor håndfuld hakket frisk basilikum

Skold tomaterne og fjern skindet. Hak groft.

Svits hakket skalotteløg og forårsløg i olie til de er bløde. Tilsæt hvidløg, chili og karry og svits et par minutter. Tilsæt tomater og fond – simrer 15-20 minutter. Blend med stavblender et par minutter. Smag til med fløde, salt, peber, sukker og syre.

Tilsæt til sidst hakket basilikum.

lørdag den 15. august 2009

Karry thaisuppe med mørk sej




Først på ugen fik vi denne skønne fiskesuppe. Dejlig smag og duft.
Karry thaisuppe med mørk sej
olie
2 skalotteløg, finthakkede
ingefær, svarende til 1 spsk, finthakket
4 fed hvidløg, knust/finthakket
2 røde chilier, finthakket
1 stilk citrongræs, det bløde finthakket
2 gulerødder, fintsnittede
et bundt forårsløg, snittet
1-2 spsk karry
et bundt frisk koriander
1 dåse kokosmælk
ca. 1 L kyllingefond
salt, peber, sukker, chili
limesaft
300 g mørksej (torsk, lyssej eller andet kan også bruges … eller f.eks. kinarejer)
Ramennudler

Svits først i olie ingefær, hvidløg, chilier, citrongræs og stilkene fra korianderen til en skøn duft breder sig i køkkenet. Tilsæt nu gulerødder, de to slags løg og svits dette mindst 5 minutter. Drys karryen på og lad denne ”brænde af”.
Tilsæt nu fond, kokosmælk, sukker og lime. Lad simre 15-20 minutter. Suppen kan evt. blendes nu, hvis man ønsker dette.
Smag til – der skal være en harmoni imellem det sure, søde, stærke, bitre. Jeg tror, at jeg puttede 1-1½ lime i og 1 spsk sukker.
Hæld nudlerne i gryden og lad disse koge med 1 minutstid og tilsæt så fisken lad denne simre med 3 minutter.
Drys frisk koriander over suppen.

onsdag den 15. april 2009

Thaisuppe

I aften har vi fået en virkelig skøn thai-inspireret suppe. Mange ting er der i … måske også en stump af min finger…. Men det fylder jo alt sammen;o) Det skulle lige gå lidt stærkt, da jeg kom fra arbejde, fordi jeg også skulle nå at gå en tur. Så da chilien skulle hakkes, gik det lidt stærkt. Men godt viklet ind i plaster, fik jeg retten lavet færdig og kom også afsted på en dejlig 10 kms gåtur med masser af snak.

Nu er maden spist, samvittigheden er i top og jeg er godt træt. Så lidt tid her i sofaen med lidt ”bloggeri” – og så Desperate Housewives til at afslutte dagen. Så bliver det vist ikke meget bedre på en onsdag.

Der er mange ingredienser i suppen, men smagen er også helt i top. Virkelig skøn balance imellem surt, sødt, bitter og stærkt.

Thai-suppe
solsikkeolie
2 fed hvidløg, hakket
3 tsk ingefær, fintrevet
1 rød chili, finthakket (pas på fingrene;o))
1 tsk st. koriander
½ tsk st. spidskommen
½ tsk rejepasta
2 løg, finthakket
2 gulerødder, tynde skiver
1 stilk citrongræs, finthakket
2 spsk konc. tomatpuré
2-3 tsk gurkemeje (blot for farven)
5 limeblade
1 l god fond
1 ds kokosmælk
kyllingkød (gerne fra det, som fonden er lavet af)
saft fra 2-3 limefrugter
2 ferskner fra dåse i små tern
lidt juice fra fersknerne
cayennepeber
salt, sukker
frisk koriander
pasta

Svits hvidløg, ingefær, chili i meget varm olie et minuts tid. Tilsæt st. koriander og spidskommen og svits endnu lidt for at fremhæve smagsstofferne. Tilsæt evt. lidt mere olie og svits løgene 3-4 minutter. Tilsæt herefter gulerødder, citrongræs, tomatpuré, limeblade, fond, kokosmælk, kyllingkød og limesaft. Lad dette koge op og lad simre 15-20 minutter.
Kog pastaen.
Tilsæt ferskner, juice fra ferskner og smag til med salt, sukker og cayennepeber.
Tilsæt pastaen og drys med frisk koriander.

Velbekomme:o)

mandag den 16. marts 2009

Tomatsuppe med et tvist...

Det er jo mandag – min for tiden suppedag. Jeg ville bare have lavet min almindelige tomatsuppe, som jeg bare synes er rigtig god. Da jeg har fået hul på at lave hjemmelavet fond, skulle suppen selvfølgelig laves på sådan én.
Tomatsuppen blev piftet lidt op i dag, da min veninde fortalte, at hun havde prøvet at putte snackpeber i sin tomatsuppe. Da jeg havde en halv pose mini peberfrugter, kunne jeg lige så godt få dem brugt. Det blev rigtigt godt - vil man bare lave ren tomatsuppe er det nøjagtig samme opskrift bare udelad peberfrugterne.

Grøntsagsfond – lidt a la Jamie Oliver
1 spsk olivenolie
2 store grofthakkede løg
2 porre i skiver
2 store grofthakkede gulerødder
2 grofthakkede persillerødder
4 fed grofthakket hvidløg
ca. 3 l vand
2 timiankviste
1 rosmarinkvist
3 laurbærblade
1 tørret chili
5 peberkort
2 tsk salt
Svits ved ikke for kraftig varme løg, porre, gulerødder, hvidløg og persillerødder i olien. Ca. 5 minutter til de bliver en smule møre. Læg evt. låg på imens.
Tilsæt koldt vand, bring i kog og skum. Tilsæt krydderurter, chili, peberkort og salt. Lad simre ca. 2 timer. Si fonden.

Tomat/rødpebersuppe
1 spsk olivenolie
1 finthakket løg
1 fed hvidløg
1 frisk rød chili
1-2 snackpebre
1 tsk karry
5-10 gode tomater (eller en dåse gode flåede tomater)
½ l grøntsagsfond
sukker
balsamicoeddike eller citronsaft
1 dl fløde
salt, peber
en stor håndfuld frisk basilikum
Svits løg til de bliver bløde i olivenolien. Tilsæt karry, hvidløg, chili og snackpebre og svits for endnu et par minutter.
Tilsæt tomater og grøntsagsfond. Lad simre ca. 20 minutter og blend suppen med en stavblender.
Tilsæt fløden, smag til med sukker, balsamico, salt og peber.
Til sidst tilsættes grofthakket basilikum.

Server evt. med pasta eller sprød kylling.

God appetit:o)

mandag den 9. marts 2009

Stærk rejesuppe - et stort hit....




I dag har jeg igen lavet en hjemmelavet fond – denne gang grønsagsfond. Jeg må give Vibeke helt ret – det er jo såre simpelt. Og smagen er ti fold bedre end - eller rettere den kan slet ikke sammenlignes med det, som drysses ud af en dåse eller hældes ud af en flaske!

Jeg var lidt i tvivl om, hvad jeg skulle lave i dag. Men tænker, at mandag kunne være en rigtig god suppedag. Efter at have bladret lidt i Hanne Holms ”Mit Thaikøkken” faldt valget på en stærk rejesuppe.

Den blev næsten, som hendes. Det eneste, som jeg ikke kunne opdrive var korianderrod. Jeg har ikke smagt roden, så ved ikke, hvad det er jeg går glip af… Men suppen var virkelig fantastisk god – og hot. Jeg er vild med den måde det syrlige, det stærke og det let bitre harmonerer.

Grøntsagsfond
2 løg
1 gulerod
1 persillerod
1 stilk bladselleri
3 kviste persille
2 timiankviste
2 laurbærblade
8-10 hele peberkorn
evt. 1½ dl hvidvin
ca. 1 l vand
salt, peber
Rens og hak alle grøntsager groft.
Kog dem i en gryde sammen med krydderurter og peber.
Tilsæt evt. vin og fyld vand på. Lad fonden simre under låg i ca. 45 minutter.
Si fonden og smag til med salt og peber.
Lad den evt. koge ind.

Stærk rejesuppe
Ca. 20 store tigerrejer med skal
ca. 15 champignon i tynde skiver
2 tsk hvidløg, grofthakket
8-10 sorte peberkorn, stødte
4 kaffir limeblade, hele
1-2 spsk galanga, grofthakket (i stedet kan ingefær bruges)
2 stilke citrongræs, groftsnittet
2 friske røde chili, grofthakkede
3-4 friske grønne chili, grofthakkede
1 l grøntsagsfond
4 spsk lime- eller citronsaft
2 tsk sukker
3 spsk fiskesauce – eller salt, hvis man ikke bryder sig om fiskesauce
5-6 spsk olie
evt. Tom Yum pasta
korianderblade til pynt

For at få den rigtige smag frem, skal krydderierne stege grundigt, før fonden hældes på.
Suppen skal smage stærkt, syrligt og en anelse bittert.

Rejerne tøs op, pilles – pas på at halefinnen bliver på og de halveres på langs. Den sorte streng fjernes fra rejerne.

Rejeskallerne steges i olie i en gryde med hvidløg, peber, limeblade, galanga, citrongræs og chili. Blandingen skal stege kraftigt, uden at brænde på, for at få det fulde udbytte af krydderierne. Man kan tilsætte lidt vand nu og da under stegningen. Bliv ved, indtil blandingen dufter kraftigt – den må gerne få tårerne frem i øjnene og dufte bittert.

Fonden hældes i og suppen koger ca. 30 minutter, hvorefter den sies. Der skal evt. tilsættes ekstra fond, hvis suppen er kogt meget ind. Smag til med limesaft, sukker og fiskesauce/salt.

De halverede rejer og champignonskiverne blancheres hver for sig, for at suppen forbliver så klar som mulig. Herefter anrettes de med friske korianderblade i suppeskåle. Suppen hældes skoldhed over lige inden servering.

Suppen kan gøres mere krydret med Tom Yum pasta og flere chilier.

Tips
Jeg fjernede kernerne i chilien og krydrede ekstra med Tom Yum pasta lige inden servering.
Jeg vil tro, at man blot kan lave suppen på hele chilier. Men det er lettere at tilføje lidt mere til sidst end at fjerne for meget...
Tips
Suppen er ikke specielt mættende. Så den vil være god som en forret eller som en del af en hel thaimenu af flere små retter.
God appetit:o)

mandag den 2. marts 2009

Gang i suppegryden...



I dag har jeg kogt suppe på nogle kyllingelår og en masse grøntsager. Det blev til en dejlig bouillon, hvor af noget blev brugt på en curry-suppe og resten er i fryseren.
Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra Jamie Olivers "Det er bare mad" til kyllingebouillonen.

Curry-suppen var rigtig god. Kraftig smag, men alligevel afrundet og blød pga. kokosmælken.

ca 1300 g kyllingskrog, kyllinglår, -vinger eller lignende
2 porre
2 gulerødder
1 stort løg
1 persillerod
2 stilke bladselleri
4 stilke persille
2 kviste frisk rosmarin
3 kviste frisk timian
2 laurbærblade
5 peberkorn
1 spsk salt
ca 3 L vand
Læg kyllinglår i en stor gryde sammen med de grofthakkede grøntsager, krydderurter, salt og peber. Hæld kold vand på. Lad dette koge op. Og lad nu småsimre 1½-3 timer. Skum urenheder fra nogle gange. Hæld suppen igennem en si og lad køle af.

Curry-suppe:
1 spsk smagsneutral olie
2 små skalotteløg
2 tsk revet ingefær
2 fed revet hvidløg
1 rød chili
1 stilk citrongræs
1 tsk spidskommen
1 tsk st. koriander
1½ tsk gurkemeje
en lille dåse tomatpuré
ca 1 L bouillon
1 lille dåse kokosmælk
100 g nudler
limesaft
ca 200 g kyllingkød
salt, peber, sukker
Svits løg et par minutter, til de er klar. Tilsæt ingefær, hvidløg og chili og lad dette svitse med.
Tilsæt resten af krydderierne og citrongræs, lad detteriste med et øjeblik. Tilsæt så tomatpuré, bouillon, lad dette simre ca 15 minutter. Hæld kokosmælk ved sammen med nudler og lad simre til nudlerne er møre. Tilsæt kyllingkød og lad dette varme igennem. Smag til med limesaft, salt, peber og evt. sukker.
God appetit:o)