Viser opslag med etiketten Mexicansk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mexicansk. Vis alle opslag

søndag den 19. juni 2011

Mexikansk kylling med chilibønnegryde

Oftest falder valget på oksekød, når jeg skal lave noget med brune bønner. Her i ugen havde jeg lyst til noget lettere kød, hvilket blev til nogle kyllingebryster. På min løbetur fik jeg tænkt en opskrift igennem og så var det bare at gå i gang.
Et hurtigt måltid at tilberede. Smagen var helt i top ... fyldt med proteiner og knald på smagen. Det kunne godt blive en af klassikerne på de travle dage.

3 kyllingebryster skåret i grove strimler

marinade til kyllingen:
olivenolie
Worchestershire sauce
mexicansk chili, stødt
oregano
spidskommen
koriander
salt
sort peber
Bland marianden og vend kyllingekødet rundt i det.
Steg på en varm pande i olivenolie - kun ca 2 min pr side. Læg op i et fad og hold det varmt.
De få minutters stegning gør, at brystet bevarer saftigheden.

Bønnechiligryde
olivenolie
2 løg
2 skalotteløg
2 fed hvidløg
1 stor rød snackpeber
1 rød frisk chili
1 tsk spidskommen
½ tsk st koriander
½-1 tsk chipotle
2 spsk tomatpuré
1 dåse hakkede tomater
et par dl kyllingefond
2 dåser brune bønner
2 tsk god kakao
lidt Worchestershire sauce
salt, peber
frisk koriander
Hak løgene og svits i olivenolie, til de begynder at blive bløde. Tilsæt derefter strimlet peberfrugt, hakket hvidløg, chili og svits ved ikke for høj varme, til de også bliver lidt bløde. Svits spidskommen og koriander med.
Rist tomatpuréen et øjeblik, tilsæt hakkede tomater, fond og bønner. Lad det simre 10 minutters tid. Smag til med kakao, Worchestershire sauce, salt og peber.

Jeg serverede med en grov tortilla og et drys frisk koriander. Man kunne lige så vel vælge noget godt brød, ris eller lignende.

torsdag den 21. april 2011

Quesadillas med nyt fyld


Jeg har for et stykke siden bestilt Annatto Seeds hos Seasoned Pioneers . De skal bruges til en ret, som jeg på et tidspunkt inden længe skal lave med svinekæber.
Jeg har googlet og forsøgt at finde ud af, hvad de små, røde frø ellers kan bruges til. Der har jeg læst, at de har en let pebret, sød smag med et strejf af muskatnød. Jeg synes duften er lidt appelsin/orangeagtig og smagen måske rettere er lidt syrlig. Men måske er jeg gal på den ... for det er temmeligt mystisk duft og både duft og smag er svær at definere. Nogen kan måske hjælpe med at komme den nærmere?
Frøene bruges også til at farve f.eks. cheddar, gouda, ris, røget fisk og lignende. Og det forstår man ... pas på det farver helt enormt. Jeg måtte igang med grydesvampen på mit pludseligt meget orange køkkenbord ;)

 
Det blev til 2 slags quesadillas - begge med kylling, men med forskellige grøntsager og krydderier.

Jeg valgte at bruge kyllingeoverlår, da kødet fra låret er meget mere saftigt og lækkert end brystkød. Men man kan bruge, hvad man synes bedst om.

Jeg har hakket kødet ret fint i hånden med en stor kniv for at opnå mere struktur i retten end man får med hakket kød. Det er lettest, hvis kødet er let frossen.
Version I:
2 kyllingeoverlår hakket i hånden marineres i mindst 1 times tid i :
1 spsk annatto frø
1 tsk hel spidskommen
½ tsk ristet hvidløgssalt (eller blot 1 fed hvidløg + salt)
1 tsk oregano
½ tsk mexikansk chilipulver
saft fra ½ citron
saft fra ½ appelsin
2 spsk olivenolie

olivenolie
1 lille finthakket rødløg
2 cocktailtomater i små tern

Start med at knuse Annatto frøene og spidskommen. Jeg tror, at den bedste måde er i en kaffemølle. Jeg forsøgte med morter og med minihakker. Ikke nogle af delene var helt optimale, hvis man ønsker at opnå pulverform.
Knust Annatto frø, spidskommen, hvidløgssalt, oregano, chili blandes med citron- og appelsinsaft og olivenolie.
Hakket kylling blandes i og marinerer mindst 1 time.

Svits rødløg ved svag varme til de er møre, det tager ca 20 minutter. Pas på, at de ikke bruner. Tilsæt kødet og lad det hele simre endnu 5-8 minutter til kødet er mørt og gennemstegt. Hvis der stadig er noget væde ved kødet, giv det 1 minuts tid ved høj varme, så det fordamper. Smag til med salt og peber. Vend små tomattern i og køl fyldet af.

  

 

   
Version II
3 kyllingeoverlår - hakket med kniv

olivenolie
1 grøn chili
1 rød snackpeber
1 fed hvidløg
10 stilke koriander
½ spsk Worchestershire sauce
1/4 tsk spidskommen
salt
Start med at stege kyllingekødet i olivenolie ca 5 minutter. Tilsæt finthakket chili, snackpeber og spidskommen og svits endnu 5 minutter. Tilsæt Worchestershire sauce efter et par minutter. Stilkene fra koriander kan fint tilsættes, så de også bliver lidt tilberedte.
Til sidst smages til med salt og evt. peber eller mere chili. Og grofthakket korianderblade blandes i.
Fyldet køles af.

 
 
Quesadillas
Tortillas
Læg en håndfuld cheddarost på en tortilla, herover fordeles kødfyld og endnu en håndfuld cheddarost.
Kan enten laves på en pande eller bages i ovnen.
Jeg bagte i ovnen ved 200 grader.
Tortilla sættes ind i ovnen i ca 5 minutter til osten begynder at smelte. Derefter placeres endnu en tortilla oven på fyldet og drysses med ost. De bages endnu 3-5 minutter til osten smelter, bliver gylden og sprød. Pas dog på - sveden tortilla er ikke godt.
Skær ud i trekanter.
 
Salsa
1 rød snackpeber
½ rødløg
1 grøn chili
2-3 cocktailtomater (uden kerner)
1 fed hvidløg
2 spsk olivenolie
½-1 tsk sukker
1 appelsin
10 stilke koriander
salt, peber
Grøntsager snittes helt fint og hvidløg knuses. Og alt blandes sammen.
Smag til med sukker, salt og peber. Lad trække mindst 1 time før servering.
Guacemole
2 avocadoer
1 rød chili
½ rødløg
½ fed hvidløg
1 citron
salt
Mos avocadoerne, tilsæt finthakket chili, rødløg og hvidløg. Rør med citronsaft og smag til med salt.

Note: Jeg er vild med mexikansk mad og jeg er vild med fingermad, som skal dyppes i diverse dip og lignende. Så et måltid som faldt helt i min smag.
Jeg kunne bedst lide version II. De Annatto Seeds skal jeg prøve lidt mere kræfter med, kan ikke helt sige, hvad jeg synes om dem. Jeg håber, at nogen af jer læsere, kender lidt mere til dem og kan give mig lidt mere info om dem.
Og ellers lover jeg snart at lave endnu en opskrift med frøene, så jeg kan give lidt mere billede af, hvad man kan med dem.

søndag den 5. september 2010

Chili Con Carne a la Chili John

Lysten til simreretter har meldt sig!! Jeg har pludselig voldsom lyst til de lidt tungere retter, hvor smagen er intens, "mørk", kødet smørmørt og serveret med masser af rodfrugter til. Min bedste ven i denne weekend har derfor været min store røde stegegryde.

Lørdag faldt valget på Chili Con Carne og jeg fandt inspiration her - Chili Johns Texas Chili. Smagen blev netop intens og mørk - og kødet mørt. Jeg ville gerne have ladet det simre lidt længere for, at kødet kunne opnå den helt trevlede konsistens, som jeg synes er særligt lækkert ved mexicansk mad ... det må blive næste gang. Jeg vil dog mene, at dette er en af de bedste versioner af Chili Con Carne ,jeg har fået - øl, kaffe, chokolade, spidskommen, hvidløg er ingredienser, som gør underværker i retten.


300 g hakkede løg (jeg brugte end blanding af alm løg og skalotteløg)
1100 g oksetykkam i grove tern
1 pk bacon i skåret i strimler
olivenolie
1½ spsk spidskommen
1 tsk knust peber
3 store enkelt feds hvidløg eller 6 fed af de almindelige
1 chokolade stout (eller anden god øl)
1 krus stærk kaffe
2 ds hakkede øko tomater
2-4 friske røde chilier (med eller uden kerner afhænger af, hvor stærk man ønsker retten)
½ tsk tørret chipotle chili
10-20 g mørk chokolade
balsamico
agavesirup
salt
2 dåser øko bønner (eller kog selv de bønner, som du holder af)


Skær kødet i grove tern, hak løgene og skær bacon i strimler. Svits ved høj varme kød, bacon og løg af flere omgange for at opnå høj varme i hele processen.


 Hæld alt kødet tilbage og drys spidskommen over og lad dette riste med. Tilsæt nu peber, hvidløg, de 2 slags chili, øl, kaffe og hakkede tomater.



Lad retten simre mindst 2 timer og gerne mange flere. Til retten jævner sig selv. Koger den tør, må man tilsætte lidt mere øl.
Smag nu til med mørk chokolade, balsamico og agavesirup. Hæld bønnerne i og lad retten simre yderligere 15 minutter.

Note
Jeg brugte 2 chilier og retten var forholdsvis mild.
Egentligt hører balsamico og agavesirup ikke til en Chili Con Carne - men de var med til at runde retten af og give den rette syre/sødmebalance.
Denne mængde kunne godt klare 1 dåse bønner mere.

frisk koriander fra haven

Salsa
limesaft
agavesirup
hvidløg
frisk rød chili
1-2 spsk frisk hakket koriander
salt
olivenolie
1 avocado
1 rødløg
tomater
Jeg har ikke sat mål på, da det er op til den enkelte, hvor sur/sød/stærk de ønsker salsaen.
Bland limesaft, agavesirup, hvidløg, koriander finthakket chili, salt og olivenolie sammen. Hak herefter avocado, rødløg og tomater i små tern og bland i dressingen. Lad stå koldt mindst ½ time.


Server med godt brød - f.eks. gratineret med cheddarost, tortillas, en klat creme fraiche ...

søndag den 7. marts 2010

Tex Mex II - den bedste Picadillo, nogensinde!!!

Den allerbedste kødsauce.... !!
Sådan fyldes tortillaerne....

Klar til gratinering....




Jeg har før blogget om fyldte tortillas, men disse her blev særligt gode.
Jeg lavede en krydret kødsauce, en mexicansk picadillo. Jeg har en mexicansk kogebog: Spis på Meixicansk af Lourdes Nichols (jeg kan varmt anbefale den bog) – og jeg lod mig inspirere af hendes opskrift på Picadillo.

Intens mørk smag fra malteddike, maltsirup, chokolade og kaffe.

Jeg har ikke kunnet finde malteddike, men fandt ud af, at det er hovedingrediensen i Worchestershire sauce.
I den oprindelige opskrift skulle der bruges grøn peber og grøn chili … det vil sikkert give en lidt mere skarp smag end den gule peber og røde chili, som jeg brugte. Så det er bare at forsøge sig og vælge, hvad man synes bedst om.

Mexicansk picadillo
500 g oksefars
ca. 1 spsk Worchestershire sauce
1 tsk maltsirup
salt
peber
Start med at blande disse ting i en skål og lad stå, imens du gør grøntsagerne klar.

olie
2 bananskalotteløg
1 peberfrugt, i små tern
2 friske chilier i små tern
2 store fed knust hvidløg
2 spsk konc. tomatpuré
1 kogt kartoffel, i små tern
4 dl kyllingefond
et nip sukker
et nip salt
½-1 tsk mexicansk chilipulver
ca. 20-30 g mørk 70 % chokolade
1 tsk frysetørret kaffe
½ lime
Svits løg, peberfrugt og chili i olien nogle minutter. Svits herefter det marinerede kød til det er brunet – tager 10-15 minutter.
Tilsæt herefter tomatpuré og rist det med et øjeblik. Tilsæt herefter fond, kartofler, sukker, salt og chili. Lad småsimre ca. ½ time – indtil væden er kogt ind. Til sidst smages til med chokolade, kaffe og limesaft … evt. mere salt, chili, sukker og Worchestershire sauce.

Lad saucen køle lidt af, inden tortillaerne foldes.

Tortillas
4 spsk cremefraice 38%
4 store håndfulde revet cheddar

Læg et par spsk revet ost på den ene halvdel af tortillaen. Ovenpå dette et par skefulde picadillo, derefter en spsk cremefraice og til sidst lidt mere ost. Fold tortillaen som halvmåner og drys med lidt mere ost. Gratiner i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter – skal være gyldne.

Guacemole
1 fed hvidløg
1 rød chili
citron
2 avocadoer
salt

Guacemole kan laves både grov og fin. I går havde jeg lyst til en meget cremet og fin én af slagsen.

Kør chili, hvidløg, salt og citronsaft i en minihakker.
Tilsæt avocadokødet og kør til en cremet masse.
Smag til med salt, chilipulver og citronsaft.
Stil koldt ½ times tid – tildækket for ikke at få cremen misfarvet. Kan man sagtens!!

Hjemmelavet Tex Mex I

Ingredienser til quesadillas ...




En herlig weekend det har været. Jeg har ikke haft nogle faste aftaler af nogen art og har derfor bare kunnet gøre lige, hvad jeg har haft lyst til.

Derfor er det blevet til nogle timer i køkkenet … har blandt andet fået lavet trøfler af Mudcake-rester, bagt 50 af mine yndlingsboller, bagt rugbrød og lørdag aften lavede jeg mexicansk mad og søndag aften står den på rødvinsbraiserede svinekæber, som lige når står og småsimrer og dufter skønt. En god omgang køkkenterapi er det blevet til!!

Først vil jeg blogge aftensmaden fra lørdag aften. Hjemmelavet Tex-Mex – det er bare virkeligt godt på en lørdag aften, hvor man sidder og hygger foran fjernsynet.

Det blev til vegetar-quesadillas, tortillas med picadillo, tomatsalsa og guacemole.

Vegetar quesadillas
1 stor finthakket snackpeber
¼ finthakket gul peberfrugt
1 stort fed knust hvidløg
1 stort finthakket rødløg
et bundt frisk koriander
et par store håndfulde groftrevet cheddarost
4 små tortillas
Svits peberfrugter og rødløg ca. 5 minutter og svits hvidløget med endnu 1-2 minutter.
Hæld i en skål til afkøling. Når blandingen ikke er alt for varm, blandes grofthakket koriander i og revet ost.

Varm en pande og læg en tortillas på panden, fordel halvdelen af fyldet herpå og læg en tortilla ovenpå. Nu skal quesadilla’en steges, så den bliver sprød og osten smelter. Men pas på, den må ikke blive brændt. Jeg vender den flere gange undervejs, så den netop ikke bliver brændt.

Efterfølgende skæres i trekanter og server straks.

Tomatsalsa
1 stor bøftomat uden kener i små tern
1 rød chili
1 fed hvidløg
1 lime
5-10 stilke frisk koriander
lidt sukker og salt
Bland det hele og smag til.

søndag den 29. november 2009

Mexiburger





Mexiburger

Efter et fantastisk weekend-vildtophold på Schackenborg Slotskro (indlæg om dette kommer senere), havde vi lyst til noget rustikt, stærkt, fastfood-agtigt.

Overskud til selv at bage boller, var der ikke, så de blev nogle købte.

Men fyldet er hjemmegjort og godt smagt til med mexicansk chili, røget chipotle chili, spidskommen og andet godt. En dejlig hvidløgs-/avocadocreme og lidt grønt. Uhmmm…. Det var lige, hvad vi trængte til ovenpå al den fabelagtige gourmetmad.

Det er ca. mål mht. krydderier…

Bøfferne:
500 g god, hakket oksekød
2 fed revet hvidløg
½ tsk timian
½ tsk oregano
1 tsk spidskommen
½ tsk mexicansk chili
¼ - ½ tsk smoked chipotlechiliflager
1-2 finthakkede soltørrede tomater
sort peber
saltflager
cheddarost i skiver
Ælt farsen grundigt og form til 4 bøffer. Steg i olivenolie.
Læg osten på bøfferne det sidste minut og læg låg på.

Avocado-/hvidløgscreme
3 små avocadoer
2 cremefraiche
2 fed hvidløg
1 grøn chili
saft fra ½ citron
et drys cayennepeber
salt
Mos/blend ingredienserne alt efter, om du ønsker en grov eller fin creme.

Læg sammen med salat, tomater, syltede agurker, løgringe og hvad man ellers måtte have lyst til.

lørdag den 21. november 2009

Tilbehør til tortillas...



Til de fyldte tortillas i går skulle der selvfølgelig guacemole til og lidt blandet salat.
Guacemole
2 blommetomater, flåede
1 fed hvidløg
1 lille rødløg
1 grøn chili
saft fra en lime
salt
Dette hakkes - f.eks. i en minihakker
2 avocadoer
Disse moses og blandes med tomatblandingen.
Smag til med lime, salt og evt. cayennepeber.