Viser opslag med etiketten ris. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ris. Vis alle opslag

lørdag den 16. juli 2011

Karrymiddag ... kyllingedeller og svampesauce

God gedigen hverdagsmad - frikadeller af hakket kyllingekød dertil en karrysauce med svampe og ananas.

Kyllingefrikadeller med karry
800 g hakket kyllingekød
ca 2 tsk havsalt
et godt drys friskkværnet peber
1-2 tsk karry
2 små æg
ca 3 spsk mel
ca ½ dl ananassaft
1 revet skalotteløg
Rør kødet sejt med salt. Rør herefter de resterende ingredienser i. Lad gerne stå og trække ½ times tid og juster derefter med væsken.
Steg i olie.

Karryananassauce med svampe
1 klat smør
1 lille, finthakket skalotteløg
1 grøn finthakket chili
2 store finthakkede portobello svampe
2 tsk karry
1 spsk mel
ananassaft fra en lille dåse ananas
ca. 3-4 kyllingefond
evt ½ dl fløde eller kokosmælk
ananas i små tern
maizena til jævning
citronsaft
Svits ved ikke al for høj varme løg og chili  (med eller uden kerner) i smør til det bliver lidt mørt. Tilsæt svampene og svits endnu nogle minutter. Tilsæt karry og brænd dette af. Herefter røres melet godt ud i blandingen og der spædes med væde: ananassaft og kyllingefond. Lad småsimre.
Hæld fløde og ananas i saucen. Jævn evt. med maizena udrørt i vand. Smag til med salt, peber, citronsaft.

Server med ris - jeg brugte fuldkorns basmati. De er ikke helt så parfumerede og velduftende som de hvide basmatiris, men dog med den kendte basmati duft - og de var meget velsmagende og mere mættende end den hvide.

Note: 
En meget børnevenlig karryret - mild karrysmag, som man selvfølgelig kan pifte op med noget mere chili. Karrysmagen i dellerne er meget svag, her kunne man med fordel smide 1-2 tsk mere karry i.
Ananas er skøn sammen med karry. Jeg kan godt lide det sur/søde op imod karrysmagen.


lørdag den 26. februar 2011

Risotto med ristede rødder, squash og kylling


Mmmmm, mmmmm, mmmmm ..... talen var ret ensidig sidste weekend under indtagelsen af søndagsmiddagen. Risotto er vidunderligt.

Denne version var lavet på en god hjemmelavet kyllingefond, ristede persillerødder, pastinak og squash, stegt kylling og derudover smag fra løg, bladselleri og hvidløg.

Jeg fik inspiration fra kurset på Kongenshus med de ristede grøntsager og metodisk tog jeg fat i Jamie Oliver .. (du må dele ham med os andre, Piske ;))

Risotto
1 spsk olivenolie
1 persillerod
1 pastinak
1 squash 
1 tsk timian

1 spsk olivenolie
3 skalotteløg
2 stilke bladselleri
2 fed hvidløg
350 g risotto ris (f.eks. Carnaroli eller Arborio)
2 dl hvidvin
ca 1 L kyllingefond
salt

ca. 250 g stegt kyllingekød

50 g smør
60 g grana padano
friskkværnet peber
citron

Start med at gøre alle ingredienserne klar. Skær persillerod, pastinak og squash i små tern. Hak skalotteløg, bladselleri og hvidløg fint. Find hvidvin og fond frem - og varm fonden op. Pluk kyllingen i passende stykker.

Rist persillerod og pastinak sammen med timian i olivenolie til de er møre og sprøde, krydr med salt og peber. Rist derefter på samme måde squashen. Stil grøntsagerne til side.

 

 

Varm lidt mere olivenolie og svits skalotteløg og bladselleri heri i nogle minutter, til de er møre.  Hvidløg og ris hældes i og steger til risene nærmest bliver lidt klare - det 2-3 minutter. Rør hele tiden rundt i gryden, så de ikke bider sig fast i bunden.
Hvidvinen hældes på. Vinen koges ind i risene. Herefter tilsættes en skefuld af gangen fond til risene. Gryden skal stå over lav - middelvarme, den skal blot småsimre. Og hele tiden krydres med en lille smule salt (min fond var usaltet - man skal passe på, hvis fonden er med salt) - dette for, at saltet får lov at trænge ind i risene under tilberedning. Nu fortsættes med at tilføje fond langsomt. Lad det koge ind imellem hver skefuld.
Denne proces tog ca-30 minutter (I Jamies opskrift står ca 15 min, men risene skal være møre, men stadig med lidt bid). Når risene nærmer sig at være møre, er det vigtigt at smage på dem hele tiden for at undgå, at de får for meget.
Og der skal også smages til, om de har fået tilpas med salt.

        
Når risene er møre, blandes grøntsagerne og kyllingekødet i og gryden tages af varmen. Der tilsættes en klat smør og friskrevet grana padano (eller parmesan). Rør rundt, læg låg på og lad smør og ost smelte sammen med risene under låget i 2 minutter.

Rør endnu en gang forsigtigt, smag til med lidt citronsaft (hvidvinseddike, æbleeddike eller lignende) for at give den kraftige ret lidt syre og et godt drys friskkværnet peber. Drys også gerne med frisk krydderurt, som f.eks. toppen af bladselleri, kørvel, persille, basilikum eller hvad du nu føler for.


 

Server straks - evt også med et ekstra drys revet ost, peber og en citronskive.


Note: Virkelig lækkert risotto. De ristede grøntsager giver masser af smag. Kyllingekødet var lårkød, som var saftigt og lækkert. Risottoen var cremet og havde en god harmoni imellem det fede, det syrlige.
Der skal laves meget mere Risotto her!!



tirsdag den 7. juli 2009

Kylling i karry/kokossauce


Endnu en karryret fra min hånd. Jeg elsker jo karry, ingefær, hvidløg og kokosmælk… I går var energien ret lav – rigtig mandagsstilstand. Men denne ret er hurtig at lave og samtidig dejlig at skue og god smag.

Man kan jo putte flere grøntsager i, hvis man synes. Skiveskåret gulerod, flere løg, porre, sugarsnaps osv. vil være godt at supplere med.

Kyllingefilet i karrykokossauce
1 pakke bacon
500 g kyllingefilet eller inderfilet
2 fed revet hvidløg
3 tsk revet ingefær
1 stort strimlet rødløg
1 bundt forårsløg
10-20 cherrytomater
2 spsk god karry
1 tsk gurkemeje
400 ml kokosmælk og evt. lidt fløde
et nip cayennepeber
1 spsk sukker
1 lime
salt
1 pose cashewnødder

Skær bacon i passende stykker og brun på en varm pande.
Læg i et smurt ildfast fad. Fjern det meste af den overskydende fedt og brun herefter kyllingekødet - krydr med salt. Læg kødet over i fadet. Drys det grønne fra forårsløgene herover samt halverede cherrytomater.
Varm lidt olie på panden og svits ved høj varme ingefær, hvidløg og karry et minutstid. Tilsæt rødløg og det hvide fra forårsløgene. Tilsæt kokosmælk/fløde, gurkemeje, cayenne, sukker, lime og salt. Lad simre nogle minutter. Hæld saucen over kødet.
Sæt i ovnen ca 15 minutter ved 180 grader

På en varm pande ristes nødderne. Disse drysses over retten lige inden servering.

Server med basmati eller jasmin ris.

Velbekomme:o)

onsdag den 6. maj 2009

Wok med and og stegte ris


Vi har i dag fået thaiinspireret mad – vi elsker det. For at prøve noget nyt forsøgte jeg med andebryst i dag – og det kan anbefales. Æstetisk er det ikke en specielt smuk ret, men smagen er fænomenal.
Marinade
1 andebryst i fine strimler
1 tsk finthakket ingefær
1 tsk finthakket hvidløg
½ finthakket rød chili
saft fra ½ appelsin
smagsneutral olie
2 spsk soja
Lav en marinade af ingefær, hvidløg, chili, appelsinsaft, olie og soja. Lad andestrimlerne marinere min. ½ time - helst længere tid.
Røræg
2 æg
4 spsk fløde eller vand
2 spsk hakket koriander
½ tsk sambal oelek
salt
Æggene piskes med fløde, koriander, tabasco og salt. Steg på meget varm wok.
Stil til side.

olie
1 tsk finthakket ingefær
2 tsk finthakket hvidløg
½ finthakket rød chili
2 tyndskivede gulerødder
1 strimlet rødløg
1 strimlet peberfrugt
kolde kogte ris
1 bundt snittet forårsløg
1 håndfuld grofthakket koriander
soja
appelsinsaft
limesaft
sukker
salt, tabasco
Opvarm wokken og svits det marinerede kød et par minutter. Tag op af wokken og lad stå.
Varm olien i wokken og svits ved høj varme ingefær, chili og hvidløg et minuts tid.
Tilsæt gulerødder og rødløg – svits et par minutter. Tilsæt derefter peberfrugt og svits endnu et par minutter. Tilsæt risene lidt af gangen, pas på de ikke klumper. Undervejs kan tilsættes lidt saft fra lime og/eller appelsinsaft, sukker, soja, sukker, salt og tabasco.
Det sidste minuts tid tilsættes kød, forårsløg og koriander og det hele vendes grundigt sammen.
Smag til.
Til allersidst lægges æggestanden ovenpå og drys evt med lidt ekstra koriander.

Velbekomme:o)

onsdag den 11. marts 2009

Bagt risotto = ingen røre, røre...



Først... billederne er ikke så fine, beklager.

Jeg så Ainsley Harriot lave en bagt risotto i går. Så det skulle prøves af - det betyder nemlig: INGEN røren. Harriots variant var med muslinger, men da det er lidt svært at få friske muslinger her midt i jylland, blev det i stedet et eksperiment med tomat, svampe og kylling.
Og det blev bare rigtigt godt - og en skøn duft i køkkenet, imens risottoen stod og passede sig selv.
Og jeg må lige slå et slag for, at hjemmelavet fond gør virkelig en forskel. Jeg lavede risotto for nogle uger siden på "flaskefond" - den hjemmelavede fond løfter retten adskillige niveauer.
Bagt risotto
Olivenolie
2 skalotteløg
2 fed hvidløg
200 g cherrytomater
1 bakke skovchampignon
4-5 kviste timian
2-3 skiver lufttørret skinke eller bacon
180 g risottoris
1-2 dl hvidvin
ca 7 dl fond
ca. 300 g kylling
1 lille porre i strimler
1 stor håndfuld basilikum

Hæld lidt olie i en bradepande (ca 20x30 cm), læg heri de hele tomater, hakket løg, hvidløg, hakket skinke, kvarte champignon og timiankviste. Sætte dette i ovnen ved 200 grader i 10 minutter.

Drys nu risene ud over bradepanden, hæld hvidvin og fond ved (gem evt. lidt af fonden og tilsæt mere efter 10-15 minutter) – rør kort rundt uden at ødelægge tomaterne. Sæt i ovnen stadig ved 200 grader i ca. 20 minutter.

Tag fadet ud igen – fjern evt. timiankvistene og drys kyllingen, pore og groft hakket basilikum udover risene – med en gaffel kan man forsigtigt vende lidt af kødet ned imellem risene. Dæk fadet med stanniol og lad dampe endnu 10 minutter.

Tips
Jeg brugte kyllingpluk fra en dag, hvor jeg havde lavet fond. Og det var også denne gode hjemmelavede fond, som jeg brugte til risottoen. Man kan sikkert med godt resultat også bruge f.eks. kylling inderfilet. Man skal bare passe på med, at det ikke får for meget, da tør kylling er ret kedelig.

Tips
Risottoen har godt af lige at stå 5 minutter, når den kommer ud af ovnen .... det fandt vi ud af, da anden portion smagte bedre end den første;o)

















torsdag den 26. februar 2009

Min første risotto...


Utroligt, men sandt... Og efter i aften at have lavet risotte, fatter jeg det endnu mindre. Det er jo vildt nemt og smager fantastisk. Og så vil jeg endda sige, at jeg sagtens kunne smage, at det kunne blive endnu bedre... Især hvis tiden havde været til at lave min egen fond. Og lidt øvelse for den rette konsistens...
Jeg har læst rundt i diverse kogebøger - især Jamie Oliver, som vist er en sand elsker af risotto. Derudover havde jeg, i starten af ugen i et Ainsley-program, set en italiener lave en svamperisotto.
I følge ham var der nogle vigtige ting, man skulle have for øje, når man laver risotto:
1. at risene skal svitses først for at kunne opsuge væden2. at der skal tilsættes hvidvin
3. at der skulle bruges kold smør til sidst

Derudover en god fond/boullion. Jeg var lidt i tvivl, om det, som man kan købe, som granulat eller flydende er godt nok... Det kan godt have en meget syntetisk og kunstig smag. Efter at have lavet retten, må jeg nok konkludere, at det kan godt lade sig at gøre, men jeg er sikker på, at smagen ville være langt bedre med hjemmelavet fond.
En "cirkaopskrift" til en person:
Bacon/rosmarinrisotte:
2 skiver gourmetbacon eller lufttørret skinke
olivenolie
1 finthakket skalotteløg
1/6 stilk, finthakket blegselleri
½ fed finthakket hvidløg
ca 4 spsk hvidvin
ca 100 g arborioris - eller andre risottoris
1 tsk frisk rosmarin, hakket
god fond
5-10 g kold smør
10-20 g friskrevet parmesan
Svits bacon til gyldent og læg på fedtsugende papir.
Svits i olivenolie løg og blegselleri ca 3 minutter. Tilsæt risene, hvidløg og lad dem svitse ca 2-3 minutter til de bliver lidt klare - der skal røres i gryden hele tiden. De må ikke branke - så skal der skrues ned for varmen. Hæld hvidvin på - det skal syde og hvisle, imens alkoholen fordamper. Derefter tilsættes den stegte bacon og rosmarin. Og nu tilsættes lidt efter lidt en smule fond - mens man ofte rører i gryden. Man skal først hælde nyt på, når det allerede tilsatte er absorberet af risene. Bliv ved til risene er møre. Dette tog ca 25 min - i Jamies opskrift stod, at det ville tage ca 15 minutter...
Tilsidst slukkes for varmen og en klat smør og revet parmesan tilsættes og det røres sammen.

Det er meningen, at risottoen skal være mere lind og flydende end på mit billede. Men øvelse gør vel mester... :)

God appetit

fredag den 13. februar 2009

En dejlig duft i køkkenet...




I dag kom det halve lam, som vi har købt. Så de næste dage kommer til at stå på lam. Men lad nu være med at smutte af den grund, hvis lam ikke lige er blandt yndlingsretterne. Retterne kan lave med kylling eller svinekød i stedet.

I dag blev det til lamme-curry - og det er her duften kommer ind i billedet. Det dufter fuldstændigt fantastisk, når man smider krydderierne ned i gryden.

Retten er hurtigt bikset sammen, men den skal have lov at simre 1-2 timer, hvis det er lam eller svine småkød. (Laver man den i stedet med kylling, skal den kun have 20-30 minutter.)

Smagen - et kapitel for sig. Alle krydderierne, de friske krydderurter, lammet som simrede 2 timer og kokosmælken: FANTASTISK!!! Super intens smag med så mange nuancer. PRØV DET!

Lammecurry:
2-3 spsk solsikkeolie
2 løg
2 fed hvidløg
2 grønne chili
2 stilke citrongræs
1 spsk hakket ingefær
1 tsk spidskommen
1½ tsk gurkemeje
1 tsk st. koriander
½-1 tsk st chili
½ kg lamme småkød
1 ds flåede tomater
1 tsk salt
2-3 dl vand
1 ds kokosmælk
frisk basilikum
frisk koriander
saft fra ½ limesaft
Hak løg, hvidløg, chili, ingefær og citrongræs.
Svits først løget i olien til det bliver blødt. Tilsæt hvidløg, chili, citrongræs, ingefær, spidskommen. gurkemeje, koriander og chili. Lad dette svitse med til det er gennemvarmet. Det kan være nødvendigt at tilsætte en smule ekstra olie.
Tilsæt småkødet og brun det på alle sider for kraftig varme under omrøring, til det er dækket af krydderierne.
Rør tomater, vand og salt i retten. Lad retten simre under låg i ca 1-1½ time til kødet er mørt.
Rør kokosmælken i retten og lad det simre endnu 5 minutter uden låg, til saucen er jævnet en smule. Smag til med salt, cayenne, limesaft og evt. mere spidskommen og st. koriander. Tilsæt hakket koriander og basilikum og lad dette simre med et par minutter.

Server med ris.

Tips:
Brug i stedet kylling eller svinekød til retten. Med kylling vil smagen nok ikke blive så intens, da kyllingen ikke skal have så lang tid. Men man kunne jo tage kyllingelår.

Tips:
Hvis man vil skære lidt ned på ingredienslisten, kan man udelade de friske krydderurter - men især korianderen giver rigtig god smag.
God appetit:o)

tirsdag den 10. februar 2009

Nasi goreng, stegte ris, kinesisk biksemad...

Smager absolut bedre, end det ser ud... Så egentligt også pænere ud i virkeligheden;o)
Kært barn har mange navne... og dette kære barn er værd at stifte bekendtskab med. Smager bare helt forrygende - bedre end jeg overhovedet havde forventet og er super let.

Så næste gang I koger ris (helst basmati eller jasmin), kog dobbelt portion - så er det nemt med maden dagen efter.

Retten kan varieres i det uendelige med de grøntsager og det kød, som man synes om. I dag lavede jeg med skinkeschnitzler.

Det vigtige - synes jeg - er den krydrede æggeomelet. Smager helt forrygende sammen med kød, ris, krydderier.

Jeg valgte at marinere kødet 1 times tid, men dette kan man bare hoppe over og i stedet tilsætte smag til retten, imens man steger eller som tilbehør.

Marinade (kun cirka mål - smag til)
2 tsk revet hvidløg
2 tsk revet ingefær
1-2 spsk muscovado sukker, brun farin eller rørsukker
saft fra 1 lime
2-3 spsk ketchup
evt ½ tsk røget paprika
soya
cayenne eller tabasco
Rør ingredienserne sammen og smag til - smagen skal være en god blanding af det søde, sure, stærke og salte - og evt. det røgede. Røget paprika kan sagtens udelades eller skiftes ud med almindelig paprika. Men den røgede smag giver en spændende smag - lidt barbecueagtigt.

2 skinkeschnitzler i fine strimler

Læg kødet i en pose og hæld marinaden over og lad trække i op til et døgns tid. Men 1 time er fint.

Krydret æggeomelet:
1 æg
2 spsk fløde eller mælk (fløde bedste)
nogle dråber tabasco
1 spsk hakket koriander eller purløg
salt eller fiskesauce
Olie, som tåler høj varme f.eks. solsikke
Pisk sammen og steg i en smule olie ved høj varme. Pandekagen skal være ganske tynd. Vend når man på den ustegte side kan se, at æggemassen er størknet. Steg den anden side.
Rul sammen som en pandekage med is og strimmel pandekagen og strø ud over retten til allersidst.

Stegte ris:
En rest kolde kogte ris (helst fra dagen før - ellers klistrer de for meget)
5-6 spsk solsikkeolie
1 spsk hakket hvidløg
1 spsk hakket ingefær
1 strimlet rødløg
1 strimlet peberfrugt
salt, peber, tabasco (evt. fiskesauce i stedet for salt for autentisk smag)

kød (evt. som ovenfor eller kylling, oksekød - med eller uden marinade)
æggeomelet
Varm 4+5 spsk olie i en wok til det ryger. Svist heri hvidløg, ingefær og rødløg ca 4 minutter.
Tilsæt dernæst kødet og svits et par minutter mere. Tilsæt peberfrugt og risene lidt efter lidt. Pas på at de ikke klistrer. Tilsæt evt. en smule olie mere. Det kan brænde en smule på - men det betyder ikke noget. Bare rør det meste af tiden.
Smag til med salt, peber og tabasco.
Server med soya og chilisauce - så kan man selv hælde på, som man synes.
Et par dråber soya er prikken over i'et.

Tips:
I det asiatiske køkken bliver der brugt fiskesauce som smagsgiver til det meste, og knap så meget salt. Jeg har det bare ikke så godt med fiskesauce... men for autentisk asiatisk smag: brug fiskesauce.

Velbekomme:o)

søndag den 8. februar 2009

Karry og Salsa

Lidt grøn chili ville nok have pyntet....



Planen var i dag, at jeg ville have lavet en fantastisk italiensk kyllingeret, men den må vente med at komme her på siden...for med snevejr og vinterstemning, så var lysten mere til det hotte - karry og salsa. (kan I ikke vente på den italienske ret - så kig her på mit websted: http://sites.google.com/site/hannesside/Home/opskrifter/kylling)

Det blev en ret, som nærmest "komponerede" sig selv, som det skred frem i processen. Og da jeg ikke kunne bruge hele dåsen med ananas i karryretten, forsøgte jeg mig med en ananassalsa med chili og lime. Virkeligt godt til den lidt søde og cremede kylling i karry.

Det, som gør en god karryret, for mig - er at retten harmonere med det søde, salte, stærk og syrlige... Så kan lave på mange måder - dette er blot et bud.

Kylling i karry:
olivenolie
10 stk kylling inderfilet
1-2 porre
½ pakke bacon
1 fed hvidløg
1 godt madæble - jeg brugte Elstar- Fantastisk æble
2 tsk karry - eller efter smag
½ dåse ananas
saft fra ananasdåse
2 dl fløde
salt, peber

Brun kylling i olivenolie og krydr med salt og peber. Læg i et smurt ildfast fad. Snit porren i ringe og svits, krydr med salt - læg oven på kyllingen i fadet.
Skær bacon i strimler, hak hvidløg og skær æblet i små tern. Svits bacon, hvidløg, æble og karry i lidt olivenolie. Tilsæt saften fra ananas (jeg bruge ca. halvdelen), fløde og lad panden simre ca. 5 minutter - smag til med salt og peber. Evt. cayennepeber for ekstra bid.
Hæld saucen over kyllingen.
Sæt i ovnen i 20 min. ved 200 grader.

Ananassalsa:
½ dåse ananas
1 rød chili
1 lille rødløg
saft fra 1 lime
koreander
½ peberfrugt
salt

Hak alle ingredienser i små tern, strimler. Bland det hele med limesaft, koreander og salt.
Sæt koldt min. ½ time før servering.

Server med ris eller nudler.

Tips
Frisk koreander er ofte besværligt at finde i butikkerne herhjemme. Og ofte får jeg heller ikke brugt et helt bundt.
Derfor er jeg begyndt at købe et glas med hakket koreander, som ligger i olie. Blue Dragon har det - sælges i Føtex/Bilka. Når jeg har taget af glasset, "forsegler" jeg med olie - og glasset kan holde sig i flere måneder. Det kan være nødvendigt at skrabe det øverste af, hvis det har stået længe.

God appetit:o)

torsdag den 5. februar 2009

Cider og mørbrad




Disse dage, er det eneste, jeg får lavet : MAD.
Det er jo også en vigtig ting. Og med den meget ledighed, så er der tid til at se diverse madprogrammer på BBC Lifestyle og det giver masser af inspiration.

Inspirationen til i dag kommer nu ikke lige fra madprogrammerne, men en tanke jeg fik, da jeg købte porter til svinekæberne. Jeg fandt en dåse æblecider på hylderne ved siden af specialøllene.

Så jeg har gået og tænkt lidt på, hvad cider kunne passe sammen med. Forsøget kom til at gå på svinekød, æbler, bacon og timian... Og resultatet blev godt.

Jeg var lidt bekymret, da jeg smagte saucen til, inden det hele kom i ovnen sammen. Smagen var meget dessertagtig... men med en god chat æbleeddike, timian, salt og peber - og efterfølgende smagen fra kød, bacon, løg osv, så blev det super godt - og langt fra smagen af dessert ;o)

Svinemørbrad i cidersauce:
1 svinemørbrad
smør
salt, peber
2 skalotteløg
1 godt madæble
1 bakke champignon
½ pk bacon
1 dl cider
2 dl fløde
timian
et drys cayennepeber
ca 1-2 spsk balsamisk æbleeddike (anden eddike kan sagtens bruges eller evt. citronsaft)
salt, peber

Marinade:
2 dl cider
2-3 spsk olivenolie
2 fed snittet hvidløg
friskkværnet peber

Lad den hele mørbrad marinere et døgnstid.

Hæld marinaden væk og tør mørbraden lidt af. Skær mørbraden i skiver og giv dem et let tryk.
Krydr med salt og peber og brun mørbradbøfferne af flere gange. For mange på panden vil få dem til at koge i stedet for at stege.

Læg bøfferne i et fad.

Skær bacon i strimler, æbler i tynde både, champignon i skiver og løg i strimler.
Svits løgene på samme pande som mørbraden evt. i lidt ekstra smør. Tilsæt bacon efter et par minutter. Svits til det er brunet og læg blandingen over bøfferne. Rist dernæste æblerne til de får lidt farve og læg i fadet og til sidst champignon sammen med endnu en lille klat smør.
Krydr undervejs æbler og svampe med salt og peber. Læg svampene i fadet.

Kog panden af med cider, fløde og smag til med balsamisk æblecider, timian, cayenne, salt og peber. Smag til - må gerne have lidt bid af cayenne og eddike.

Server med råstegte kartofler eller ris.

Vi fik dog nogle små pastagryn... kaldet Risoni pasta. Smagte rigtigt godt. Desværre købt i Grækenland og jeg har ikke set dem herhjemme. Barilla Pasta har dem dog i deres sortiment, så måske man kan finde dem et sted...
God appetit:o)