tirsdag den 9. august 2011

Grove amerikanske pandekager

Blogverden er et grumt sted at bevæge sig på tom mave!! En hurtig rundtur fra morgenstunden fik mig forbi Piskeriset's skønne blog og et indlæg om arme riddere. Som barn har jeg fået armeriddere et par gange og det er guf.

Da jeg ikke havde noget egnet brød i huset, må de arme riddere vente. Lækkersulten var dog tændt, så noget andet end rugbrød med ost måtte til. Det blev til disse amerikanske pandekager, som næsten er sunde ... med havregryn og grahamsspeltmel. Og frugt til!! ;o)

Jeg sjussede mig frem til nogle mål og de blev rigtigt vellykkede - bløde, svampede og samtidig sprøde udenpå og med lidt bid fra havregrynene. Sidegevinsten er, at det kun tog 5-10 minutter fra jeg hældte de tørre ingredienser i en skål, til der lå nybagte pandekager på tallerkenen.

Grove amerikanske pandekager
(6 små pandekager)
½ dl havregryn
½ dl grahamsspeltmel
½ dl hvedemel
½ tsk bagepulver
1 spsk rørsukker med vanille (et glas med tomme vanilleskaller fyldt med sukker, står altid klar i skuffen)
½ tsk havsalt
1 æg
1½ dl kærnemælk
lidt citronskal
½ spsk rapsolie
rapsolie eller smør til at stege i.
Mørk agavesirup til at dyppe i og frugt til at smovse i.

De tørre ingredienser blandes godt sammen. Pisk æg, mælk og olie i og tilsidst citronskallen.
Steg i små klatter på en varm pande i olie eller smør

Spis og nyd!!

7 kommentarer:

heidi sagde ...

Åhh det ser altså også skønt ud - jeg har allerede french toast på menuen en dag i ferien, men det kan da godt være man lige skulle overveje pandekagerne også...

Kager skal der til sagde ...

Hvor ser den tallerken da .. ja altså det der er på.. Bare MUMSSSS ud...

Kunne jeg godt have brugt til morgenmad.........

Hyggehygge
Marianne

Camilla (Himmelske Kager) sagde ...

Ja, det er "farligt" at snuse med på andres blogge og blive fristet over evne (er jo selv faldet i hos dig!). Pandekagerne lyder virkelig lækre. Mums.

Hanne K's verden sagde ...

@Heidi - det er bare altid et hit med pandekager. Tror, at jeg vil prøve tricket af på min lille niece i morgen ... billige Faster-Point ;)

Hanne K's verden sagde ...

@Marianne - det var lige præcis MUMS.
Måske du kan få tid til at bikse en portion sammen i weekenden.
Kh Hanne

Hanne K's verden sagde ...

@Camilla - haha, kender det alt for godt. Farligt, farligt.
Og gode var de ... og ret sunde ;)

Camilla sagde ...

Lækre pandekager. De smagte utroligt godt! Jeg tilsatte lidt ekstra bagepulver og byttede ca. 1/4 dl mælk ud med øl. Det gjorde dem umiddelbart mere sprøde i anden omgang. Første omgang var selvsagt uden.