Viser opslag med etiketten svinekød. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten svinekød. Vis alle opslag

søndag den 4. juli 2010

Fyldt svinemørbrad og kartoffel-/grøntsagsfad










Jeg er bagud med blogindlæg ... her menuen fra en af dagene i sidste uge.

Svinemørbrad kan være lidt kedeligt, synes jeg - men med et godt sydlandsk-inspireret fyld, kartoffel-/grøntsagsfad, grov tzatziki og oliven, så er der dømt feriestemning og velsmag.

Fyld til mørbrad
ca. mål
1 dl tomatpesto
1 hakkede pinjekerner - rist dem evt. først
1 dl revet Bella Donna eller anden hård ost
1 kugle frisk mozarella,, hakket
et par store håndfulde krydderurter - f.eks. vild merian, basilikum, citrontimian
Det hele blandes.
Mørbraden skæres forsigtigt op, så man får et fladt stykke kød. Fyldet fordeles og mørbraden lukkes med kødnåle eller snøres med bomuldssnor.
Brun i olivenolie på en meget varm pande. Pak ind i folie og sæt i ovnen ved 200 grader ca. 20 minutter.
Tages ud og hviler til grøntsagerne er færdige.

Grøntsager
Samtidig med, at mørbraden sættes i ovnen, sættes et fad med forskellige grøntsager - f.eks. rødløg, forårsløg, peberfrugt og en rest kogte kartofler. Hæld lidt olie ved og krydr med salt, peber og evt. flere friske krydderurter.
Når mørbraden er færdig, bliver grøntsagsfadet i ovnen til kartoflerne er gyldne.

Server en grov tzatziki til, lavet med gulerødder og agurker i ca. tændstikstykke stave.
Med en blanding af cremefraiche, græsk yoghurt, dild, salt, peber, et skvæt hvidvinseddike og hvidløg.

lørdag den 19. juni 2010

SATC II ... Del 2 ... hovedretterne...

Blackeyed-bønnesalat
Grønsalat med blåbær og vinaigretteMelonsalat med FetaGulerods/agurketzatziki, Feta og oliven...
Foccacia og langtidshævede flûtes...
Honning/sennepsmarineret svinemørbrad...Intervalstegt kalvefilet med krydderurtedressing...
Efter diverse hapsere og en cocktail (vi var inddelt i par, som hver skulle komme med en cocktail til de andre... ), kom vi til hovedretterne.


Blackeyed-bønnesalat
Det er første gang, jeg har lavet en salat med bønner. Det blev de sortøjede og så skævede jeg lidt til Piskerisets opskrift. Der skal eksperimenteres noget mere med bønner i salater - for det er virkeligt lækkert og yderst dekorativt i en salat ... samtidig med, at man får en masse proteiner og de er super sunde.


De sortøjede bønner smagte rigtigt godt - lidt nøddeagtigt. Og en god ting ved dem er, at de kun behøver at stå i blød 2-3 timer. Det er vigtigt, at man sorterer dem for urenheder og sten og skyller dem grundigt.


Dressingen
et par spsk citronolivenolie
skal fra ½-1 citron
saft fra ½ citron
1 fed hvidløg, fintrevet
1 lille bundt frisk koriander, finthakket
1 rød chili, finthakket
ca. 1 tsk palmesukker (eller andet sukker)
salt, peber
Bland eller ryst ovenstående sammen til en dressing. Lad den evt. stå og trække en tid - kan sagtens laves et par dage i forvejen.


Salaten:
sortøjede bønner
1 broccoli delt i bittesmå buketter også gerne lidt af stokken i små tern
3 forskelligt farvede peberfrugter, gerne skåret i forskellige tern, strimler
1 bakke små søde tomater
kerner fra et granatæble
salt, peber
Sæt bønnerne i blød i min 2 timer. Skyl grundigt efterfølgende med kogende vand. Lad bønnerne køle af.
Når bønnerne er kolde, blandes de grundigt med dressingen og de øvrige grøntsager.
Det er en salat, som man godt kan lave i god tid. Grøntsagerne bliver ikke slatne eller kedelige - fordelen er, at de kan trække noget smag fra dressingen.
Drys gerne med lidt salt og peber lige inden servering


Grøn salat med vinaigrette

Vinaigrette
olivenolie
balsamico
sennep
sukker
salt
Ryst en dressing af ovenstående - smag til ... det afhænger af smagsløgene, om dressingen skal være til den skarpe, syrlige, søde side.


Grønne babysalatblade
evt. rucola
tomater - nogle gode f.eks. San Marzano
grønne asparges
1 bakke blåbær


Læg salaten nederst og fordel tomater, asparges og blåbær hen over. Dryp dressingen over lige inden servering.
Drys evt. med pinjekerner .... det turde jeg ikke i fredags, da jeg hele dagen igennem havde hørt i radioen, om risikoen for at miste smagen, hvis man spiser kinesiske pinjekerner ... og på de fine økologiske pinjekerner, som jeg havde købt i Brugsen, kunne jeg ikke finde ophavslandet ;)


Melon/Fetasalat
Melon - cantaloup, galia, vandmelon, honningmel - vælg selv
agurk, skrællet og skiveskåret
god cremet feta skåret i tynde flager


Dressing:
hvid balsamico
olivenolie
frisk mynte
1 rød chili
limesaft
salt, peber
Skær melon og agurk i små stykker. Bland med hakket mynte og finthakket chili.
Tilsæt olie, limesaft, salt og friskkværnet peber.


Gulerods/-agurktzatziki - se opskrift her. Dog i denne version var skyr udskiftet med en blanding af græsk yoghurt og cremefraiche .... samt nogle spsk olivenolie.


Honning/sennepsmarineret svinemørbrad

Marinade:
2 limefrugter
4 spsk honning
2 spsk dijon sennep
smagsneutral olie
tabasco
lidt soya
salt, peber
1 dl ketchup
Rør marinaden sammen, lad mørbraden lægge heri 1 døgn.
Steg ved 225 grader i 20 minutter. Server enten varm - eller lad kødet blive koldt, pak ind og læg i køleskabet. Skær tyndt ud lige inden servering.


Intervalstegt kalvefilet
1 kalvefilet krydres godt med salt og peber. Placeres i en smurt bradepande.


Tænd ovnen på 225 grader og brun stegen 20 minutter. Tag stegen ud og skru ovnen ned til 180 grader. Efter ca. 15 minutters hvil - sættes stegen igen i ovnen i 15 minutter, tag ud igen og hvil 10 minutter. Fortsæt på denne måde (stege 15 min, hvile 10 min) til stegen når en temperatur på ca 59 grader. Lad nu hvile og køle - pak stegen ind, sæt koldt i køleskab, skær ud lige inden servering.


Krydderurte dressing
Friske krydderurter f.eks. estragon, persille, merian, evt. hvidløg ...
olivenolie
Blend det hele, sæt koldt og lige inden servering dryppes marinaden over kødet.


Langtidshævede flûtes
4 dl vand
5 dl kærnemælk
20 g gær
3 dl fin urehvede
3 spsk olivenolie
4 tsk havsalt
3 dl fin urehvede eller durum
resten italiensk hvedemel Tipo 00
Ælt dejen grundigt og lad hæve i køleskabet natten over.
Tag ud af køleskabet næste dag - lad stå på bordet et par timer, så det får stuetemperatur. Ælt nu dejen godt igennem.
Halvdelen formes til 4 flûtes, som efterhæver ca. 30-60 minutter. Pensel med vand.
Bages ved 220 grader i ca. 15-20 minutter. Med det samme brødene kommer ud af ovnen, smøres de med smør.


Foccacia med krydderolie
Halvdelen af dejen rulles ud og hæver 1 times tid.


krydderolie:
rosmarin
basilikum
havsalt
Stødes i en morter og blandes med olivenolie.


Der laves fordybninger i den hævede dej med knoerne, olien fordeles og brødet bages ved 220 grader ca. 15-20 minutter.

lørdag den 5. juni 2010

2 slags frikadeller







Jeg bliver aldrig træt af at lege med hakket kød ... mulighederne er enorme for at krydre hakket svine- og oksekød. Det er et must her hos os at have et par poser med frikadeller/karbonader eller kødboller i forskellige smagsvarianter i fryseren - så er der lækker aftensmad på kort tid på en dag, hvor tiden ikke er til de store armbevægelser.

Jeg købte i går et glas Ajvar - en peberfrugt-relish som stammer fra den balkanske madkultur -og det smager skønt og sødt af grillede peberfrugter (man kan også få en stærk udgave - det må prøves en anden gang, ellers kan man smage den søde til med noget chili). Jeg brugte det i den ene frikadellevariation og det var rigtigt lækkert sammen med smagen fra spidskommen, hvidløg og timian.

Ajvar-frikadeller
700 g blandet fars af oksekød og svinekød
1-2 tsk salt
cayennepeber
1 fed revet hvidløg
1-2 spsk ajvar
1/4 revet løg
1 tsk spidskommen
1 tsk frisk timian
1 fintrevet gulerød
1½ æg
2 spsk mel
væde, f.eks. danskvand
50 g finthakket eller moset feta
Rør en fars og steg - evt. i ovnen for at mindske svineri og stegelugt ... og tid. Når jeg steger i ovnen pensler jeg lige med lidt olivenolie for at opnå lidt stegeskorpe.
I ovnen stegte jeg ved varmluft, da jeg havde 2 plader med frikadeller. Startede med 15 minutter ved 230 grader, hvor jeg byttede rundt på pladerne efter ca. 10 minutter.
Derefter skruede jeg ned til 170 grader og gav dem yderligere ca. 15 minutter.

Cumberland-agtige-frikadeller
800 g hakket svinekød
1½ tsk salt
friskkværnet peber i rigelige mængder
½ fintrevet løg
2 spsk mel
en håndfuld havregryn
1½ æg
½ tsk muskatblomme
en stor håndfuld frisk oregano
3 salvieblade
1 spsk merian
væske, f.eks. danskvand
Rør en fars og gør som ovenfor.

Kartoffelsalat med skyr
En ny variation af kartoffelsalat - denne gang med Mailles sennep "Provencale"
8 små kartofler
1 dl skyr
3 tsk Hellmanns mayo
1 tsk hvidvinseddike
½ tsk sukker
salt, peber
½ tsk paprika
1-2 tsk af Mailles Sennep "Provencale"
1 bundt tynde forårsløg
et nip cayennepeber
Kog kartofler. Rør dressingen, og bland med kartofler, imens de stadig er lune.
Sæt koldt.

Skøn sommerlig aftensmad!

onsdag den 26. maj 2010

Ovnbagte krydderkarbonader med tilbehør



Jeg har opdaget et nyt produkt ... ja, ikke fordi det er nyt, men nyt for mig: Skyr. Jeg har ofte læst om brug af skyr på andre madblogge, men jeg har hele tiden tænkt, at det ikke var noget for mig. For jeg elsker altså mælkeprodukter med høj fedtindhold.

Men jeg må bøje mig støvet ... Skyr er godt!! Cremet, frisk og lækkert. Så der skal laves mad med skyr den næste tid. 0,2 % fedt ... og så smager det godt - det er mig lidt en gåde ;)

Klik på billedet, for at se et større billede

I dag har jeg lavet nogle krydderkarbonader ... jeg var ikke lige varm på tanken at stå stege i dag. Derfor blandede jeg en fars og bagte den i ovnen i stedet for - nemt og smagen er stadig super. Det eneste minus er udseendet, de ser ikke helt så fine, som når de er stegt. Man kunne også forme som et farsbrød og bage det 1 times tid i stedet.

Smagen var god og krydret - lige som jeg synes, at retter med hakket svinekød skal være.

Ovnbagte krydderkarbonader
800 g hakket svinekød
1-2 tsk havsalt
cayennepeber
friskkværnet peber
2 æg
2-4 spsk mel
5-7 soltørrede tomater i små tern
1 fintrevet løg
friske krydderurter f.eks. salvie og oregano
vand
70 g Feta i små tern
Rør farsen sej med salt. Tilsæt cayenne, peber, æg, mel, lidt vand og rør farsen sammen. Tilsæt tomater, løg, krydderurter og rør grundigt - tilsæt tilsidst fetaen og evt mere vand.

Form karbonader og læg på bagepapir.
Bag 15 minutter ved 230 grader gerne varmluft. Skru ned og brug almindelig ovnfunktion - bag yderligere ca. 15 minutter ved 200 grader.

Tzatziki med skyr
1-2 dl skyr
1-2 tsk olivenolie
dild
salt, peber
1 lille fed fintrevet hvidløg
1 lille agurk
Rør skyr, olivenolie, dild, salt, peber og hvidløg sammen. Skær agurken i tynde stænger og rør det hele sammen. Lad gerne stå i køleskabet en halvtimes tid.

Server f.eks. pitabrød og en enkel tomatsalat til.

søndag den 21. februar 2010

Bagt hamburgerryg, kartoffelrösti og hollandaise sauce








I går fik en bagt hamburgerryg godt selskab. Der er jo ikke meget gourmet over en hamburgerryg, men finder man en ikke-pumpet én og med godt tilbehør, så synger englene i himlen en lille glad melodi…. og i går sang vi med ;o)

Det blev til en lækker hollandaise sauce, kartoffelrösti med persillerod, porre og Feta bagt i ovnen og en skøn lille salat med avocado og soltørrede tomater.
Salaten var jeg lidt skeptisk overfor – men det fungerede! Soltørrede tomater kan være lidt bitre eller stærke i smagen, men hvis man ikke overdriver mængden er det super og sammen med den blide avocado = et godt makkerpar er skabt!

Bagt hamburgerryg
Fjern nettet og rids fedtet. Drys med paprika.
Bag i ovnen ved 165 graders varmluft i 1 ¼ time. Efter de første 30 minutter sættes kartoffelröstien også ind i ovnen … derfor varmluft.

Kartoffelrösti
3 store bagekartofler, fintrevet
2 gulerødder, fintrevet
1 stor persillerod, fintrevet
1 porre, fintsnittet
100 g Feta i små tern eller most med en gaffel
1 håndfuld finthakket persille
1½ dl fløde, cremefraiche, mælk
4 æg
salt, peber
Det hele blandes godt.
Bages ved 165 graders varmluft i 20 minutter og yderligere 25 minutter, hvor fadet dækkes med et stykke vådt og krøllet bagepapir.

Hjemmelavet hollandaise
3 æggeblommer
citronsaft – en del, skal give noget syre til den fede sauce
Dette piskes 3-4 minutter! Vigtigt – spring ikke over.

150 g smør smeltes ved svag varme. Lad stå et par minutter efter det hele er smeltet. Så samles vand, salt og proteiner sig i bunden. Hæld nu forsigtigt det klarede smør over i en anden skål og hæld ”det hvide” ud. Hæld smørret igennem en finmasket si til sidst.

Varm smørret igen og imens du pisker æggeblommerne. Når æggene er klar hældes smørret i æggene i en tynd stråle.
Server straks.

Avocadosalat
1-2 små avocadoer i tern
3 soltørrede tomater i små tern
Feta i små tern
1 lille finthakket rødløg
oliven
dressing:
citronsaft
olivenolie
salt, peber
sukker
Pisk dressingen sammen.
Bland det hele sammen til en lille salat.

lørdag den 9. januar 2010

Italienske frikadeller

Madpalet ...
I lørdags fik jeg også lavet italienske frikadeller. Mere hurtig mad til fryseren.

De er lavet efter samme princip som frikadellerne til pølsehornene – en del revne grøntsager og så ellers de krydderier og det fyld, som man kan lide.

Jeg havde en gouda med pesto tilbage fra nytårs-ostebordet - funky farve. Den gjorde godt i frikadellerne og derudover Feta, rødløg, soltørrede tomater, porre, skalotteløg, oregano og basilikum og revne courgetter.

Jeg er glad for, at jeg fik lavet så meget lørdag, for i søndag er gået lidt op i hat og briller… Vores kat har ikke været hjemme nu i snart 2 døgn. Det lyder måske ikke af så meget, men de sidste par måneder har han kun bevæget sig ud 1-2 timer af gangen pga. vejret. Så jeg har været ude at lede flere gange i løbet af i dag, men uden resultat… ikke så sjovt, jeg bliver lidt pylret! Og frygter det værste, men håber selvfølgelig, at han pludselig er ude i havestuen.

Italienske frikadeller
1200 g magert svinefars
3 små skalotteløg, finthakket

1 fintsnittet porre
1 dl hakket soltørrede tomater
1 finthakket rødløg
1 dl Feta i små tern
1 dl revet gouda med pesto
1 stor fintrevet courgette eller et par gulerødder
2 tsk oregano
2 tsk basilikum
3 små æg
ca. 8 spsk mel
2-3 tsk salt
danskvand
peber
cayenne

Rør en fars, smag efter om farsen er tilpas krydret og steg frikadellerne.

Jeg orkede ikke at stå og stege alle de frikadeller, da jeg jo allerede havde været i gang med den disciplin tidligere på dagen. De blev i stedet bagt i ovnen ca. 25 minutter, hvor jeg startede ved 200 grader og sluttede af med at give den 250 grader i de sidste 10 minutter. Man kan også lige give den en tur med grillen de sidste par minutter.

De bliver ikke lige så fine, som når de steges – men i en snæver vending er det ok.

Sunde indbagte pølser






Skønt med en weekend helt uden fastlagte planer – det er simpelthen guld værd.

Dog havde jeg masser af idéer til, hvad jeg skulle bruge al den tid til. Blandt andet ville jeg gerne have lavet noget nem mad til fryseren. Dansen er i fuld gang igen ovenpå juleferien, så mandag og torsdag er der ikke tid til de store udskejelser i køkkenet. Onsdag er der af og til møde, en ekstra danse aften eller andet...

I og med at jeg forsøger at fokusere på det sunde, så er det godt med nogle gode quick-løsninger i baghånden.

Jeg kan i perioder ikke stå for pølsehornene i Føtex. Jeg ved godt, at det er virkeligt dårlig mad og egentligt bryder jeg mig normalt ikke om pølser, men der er et eller andet med de her små indbagte brød, som jeg har svært ved at gå forbi.

Det går bare ikke! Så derfor har jeg gået og tænkt på, om der ikke kunne laves en alternativ mere lødig løsning. Og det kan der.

I går bagte jeg disse cumberlandpølsehorn – en grov bolledej med fibre i form af hvedeklid, durummel og gulerødder sammen med hjemmelavede aflange frikadellerpølser godt krydret og med en del grøntsager.

Det blev rigtigt vellykket, så nu kan jeg bare snuppe sådan et par stykker med de dage, hvor bilen kører direkte fra job til dans eller som en hurtig frokost.

Man kan krydre sine frikadellepølser, som man holder af – italiensk, traditionelt, masser af hvidløg eller hvad man nu kan finde på. Og med fordel kunne man godt putte dobbelt så meget revet courgette i eller supplere med porre og gulerødder. Kun fantasien sætter grænser.

Ud af portionen nedenfor blev der 20 frokosthorn og 10 frikadellerpølser til fryseren.

Indbagte frikadellepølser
Dejen:
10-20 g gær
2 dl yoghurt, f.eks. 0,5 % eller 1,5 %
4 dl varmt vand
3 tsk rørsukker
2 spsk olivenolie
140 g fintrevet gulerod (eller courgette/squash … og der kan godt tilsættes mere)
2 dl hvedeklid
2 dl durummel – gerne italiensk fuldkornsdurummel
3 tsk havsalt
hvedemel til dejen kan æltes, men stadig er lidt fugtig

Rør gæren ud i væsken. Tilsæt sukker, olie, gulerod, hvedeklid, durum og rør godt. Tilsæt herefter salt og hvedemel. Rør/ælt dejen grundigt – det er en god idé at bruge røremaskine, så kan man nemmere give den en ordentlig omgang og stadig holde dejen lidt fugtig.

Lad dejen hæve 2-4 timer et lunt sted.

Cumberlandfrikadellepølser
1200 g magert svinefars
200 g revet courgette/squash
100 g revet løg
3 små æg
ca. 2 tsk merian
ca. 1 tsk salvie
ca. ½ tsk muskatblomme
salt, peber, cayennepeber
ca. 8 spsk mel
danskvand
Rør en fars af ovenstående og lad den stå ½ times tid køligt, inden de steges. Farsen må ikke være alt for lind, så er den svær at forme til pølser. Tilsæt evt. lidt ekstra mel, hvis farsen bliver for tynd.

Form farsen til små tykke pølser og steg i olivenolie. Ca. 8-10 min. til de er jævnt gyldne.

Lad pølserne køle af.

Tag dejen og del i 2, rul dem ud til 2 store runde dejplader. Skær med f.eks. en pizzaskærer små trekanter. Den brede side skal være 1-2 cm bredere end pølserne. Smør evt. med sennep, ketchup, pesto eller andet på. Rul små horn.

Lad efterhæve ca. 40 minutter – tildækket og lunt.

Pensel med æg.

Bag ved 200 grader ca. 15-20 minutter til de er gyldne.

Så er der let mad til fryseren - og de smagte meget bedre en Føtex' ;o)

fredag den 4. december 2009

Medister og braiseret rødkål






Manden min har fødselsdag i dag, så jeg spurgte ham selvfølgelig, om der var noget særligt, han kunne tænke sig ……… Og så tror man jo, at han ville have et ønske om en stor lækker bøf, and, vildt eller noget andet ekstravagant. Men nej, det ydmyge ønske var medisterpølse med rødkål.

Det skulle han selvfølgelig have. Jeg havde i sidste uge fundet forskellige opskrifter på rødkål – blandt andet en braiseret rødkål fra magasinet Mad & Venner – december 2006. Så inspireret af dette lavede jeg en portion rødkål. Og fik også prøvet mine nyindkøbte flasker med kirsebæreddike og æblesirup fra Meyers Madhus.

Men begge eddiker i kålen kan sagtens erstattes af en vineddike af en slags.

Måske han allerhelst ville have haft kogte kartofler, brun pandesauce og medister … men det kan jeg simpelthen ikke holde ud. Kommentarer var også "meget tilfredsstillende" ;o) - hvilket er lig med stor ros.

Så menuen blev julemedister, den braiserede kål, en vildt sauce – gemt i fryseren fra en dyrekølle og kartoffelbåde. Så en middag vi begge kunne nyde ;o)

Braiseret rødkål
650 g snittet rødkål, fint/groft efter smag
3 store æbler, i små tern
3 skalotteløg, fine skiver
2 fed hakket hvidløg
3 spsk kirsebæreddike
1 spsk god rød balsamicoeddike
3-5 spsk rørsukker
1 spsk æbleeddike
lidt æblesirup
evt. lidt solbærsaft
krydderier efter smag – jeg brugte 1 tsk kanel, 1 tsk nellike, lidt revet muskat
½ tsk salt
friskkværnet peber
20-30 g smør

Bland krydderierne.
Ingredienserne lægges lagvis i et ovnfast fad. Kål – æble – løg, drys med krydderier og sukker - kål – æble – løg osv. Slut af med at dryppe eddike og sirup og fordel smørklatter over kålen.

Sæt fadet i en 150 grader varm ovn i 2-3 timer, alt efter hvor mørt/sprødt du ønsker kålen.

Dertil ovnstegte bådkartofler drysset med salt, peber og timian.

fredag den 23. oktober 2009

Ølbraiserede svinekæber


Jeg har for nogen tid siden bestilt 3 kg svinekæber hos mine svigerforældres slagter. Vi fik svinekæber nogle gange sidste vinter og det var bare et hit. Så der skal eksperimenteres med denne fantastiske udskæring på grisen igen i år.
Jeg har oplevet, at når man taler om svinekæber overfor personer, som ikke går så forfærdeligt meget op i mad, så ser man tit lidt rynken på næsen og skeptiske blikke. Så det var med lidt spænding jeg i onsdags serverede svinekæber til mine fødselsdagsgæster. Uden at fornærme nogen, håber jeg, så er de en lille bitte ;o) smule kræsen ... Men de kunne lide det! Så det var skønt - det er jo dejligst, når ens gæster bryder sig om maden.
Jeg har hørt fra flere, at de tror, at svinekæber er sådan nogle ret grimme nogle med sener, fedt og andet ikke så lækkert... Men det er et helt reelt stykke kød.
Og jeg vil gerne slå et slag for svinekæber. De er - efter min mening - det absolut skønneste stykke kød på en gris. Og nemt at have med at gøre, de skal bare have lov at simre i et par timer. Så har man det møreste og dejligste stykke kød.
En streg i regningen var det dog ... og jeg aner ikke, hvor jeg har haft mine tanker, men jeg havde kun taget 1 kg svinekæber op af fryseren. Og hvor langt kommer man lige med det - i hvert fald ikke til 7 (jyske) mennesker. Så gode råd var dyre, da jeg tirsdag aften skulle forberede alt, hvad forberedes kunne. Jeg endte hos slagteren og fandt noget skært oksekød, som jeg lavede til en slags Beuf Bourgignon. Opskrifter på de andre retter kommer i et andet blogindlæg.
Ølbraiserede svinekæber
(4 personer)
ca. 5 spsk klaret smør
12 svinekæber
salt, peber
4 små skalotteløg
1 stor gulerod
2 persillerødder
4 fed hvidløg
2 stænger bladselleri
et par friske timiankviste
et par friske rosmarinkviste
ca. 10 friske salvieblade
2 laurbærblade
6 knuste enebær
5 dl mørk øl - f.eks. Original Black fra Skælskør Bryghus, fyldt med smag og til rimelige penge
1 spsk grov sennep
sukker, æblecidereddike, gastrik, dijonsennep, balsamicoeddike, ketchup
1-2 dl fløde
maizena
evt. lidt kulør
Fjern den brede sene, som sidder på hver svinekæbe. Det er nemt med en lille spids og skarp kniv. Se billedet ovenfor, hvor man kan se en kæbe med sene og en uden.
Lav klaret smør ved at smelte en klat smør. Lad stå et øjeblik og hæld forsigtigt smøret over i en lille skål uden at få det hvide bundfald med. Klaret smør kan tåle en højere varme end almindeligt smør. Du kan også bruge en olivenolie, men SMØR er godt!!
Snit gulerod, persillerødder og løg groft.
Tør kæberne i køkkenrulle, krydder godt med havsalt og friskkværnet peber og brun ved høj varme i klaret smør. De skal have en fin, brun stegeskorpe - det giver god smag til retten.
Tag kødet op af stegegryden. Tag lidt mere klaret smør og brun gulerod, persillerødder og løg. Igen vigtigt med bruningen, da det giver ekstra god smag.
Tilsæt nu øl, grov sennep, hvidløg, bladselleri, krydderurter, enebær, eddike, sukker ... her bruger man bare, hvad man har. Det handler om at få en balance imellem det søde, syrlige, bitre, salte.
Lad simre 2 timer. Tag nu kødet op igen og si saucen. Hæld tilbage i gryden og tilsæt fløde. Jævn saucen med maizena og smag igen til med eddiker, gastrik, ketchup, sennep, sukker, salt og peber ... igen efter, hvad du har og har lyst til.
Læg kødet tilbage i saucen og varm det godt igennem.
Server med f.eks. bagt kartoffelmos - gerne rørt med cremefraiche og f.eks. bagte timiangulerødder.
Velbekomme - en himmerigsmundfuld!

søndag den 16. august 2009

Ideer til forråd til fryseren

Chiligryde med skært oksekød...

Sjove gulerødder fra Aarstiderne...
En lilla gulerod...
Grøntsager til fyldet i filopakkerne
Fyld til filopakkerne...
Filo-/forårsrulledej... Filopakker...
Klar til fryseren...Hurtigpizza på TyrkiskebrødBasilikumdressing... En slags Cumberlandfrikadeller...
Middelhavskødboller...Fyld til forårsruller...
Måske det er sæsonen, som indbyder til at få forrådskamrene til at bugne af gode sager.
Der er blevet fyldt op i fryseren med diverse bær og bunker af tomater, som skal bringe lidt sommersmag ind i gryderetter og desserter i løbet af vinteren.

Denne weekend har jeg også brugt på at lave diverse retter til fryseren, som kan gøre det nemmere at få et ordentligt måltid mad på travle dage. Er det også noget I andre bloggere gør? Og hvis - har I så flere ideer til ideelle retter til fryseren?

Jeg har fået lavet middelhavskødboller, ”en slags cumberlandfrikadeller”, forårsruller med oksekød, filopakker med timiankrydret fyld og feta og en kæmpe portion chili con carne. Så nu kan vi klare os et stykke tid.

Middelhavskødboller
1000 g magert svinefars
2 tsk salt
1 tsk friskkværnet peber
dansk vand
2 æg
4 spsk havregryn
3 spsk mel
3 skalotteløg, fintrevet
2 fed hvidløg, revet
6 soltørrede tomater, finthakket
50 g røget mørbrad, skåret i små tern
1 spsk sennep
1 dl revet ost f.eks. gouda, parmesan
basilikum
persille
timian
citrontimian
oregano
salvie
rosmarin
Rør farsen sammen. Lad stå min ½ time i køleskabet og steg små frikadeller i olivenolie.

Da haven bugner med friske krydderurter puttede jeg lidt af det hele, man kan sagtens nøjes med mindre og om vinteren kan man blot bruge tørrede urter.

Filopakker med timiankrydret fyld
500 g oksefars
2 store løg, hakket
2-3 fed hvidløg
1 porre, snittet julienne
2 store gulerødder, finthakkede
et par håndfulde tomater uden kerner, hakket
timian
cayennepeber
salt, peber

1 æg
1 dl smuldret feta
salt, cayenne

Forårsrulledej/filodej

Svits grøntsager og kød undtagen tomaterne – smag til med krydderier. Afkøl – gerne natten over.

Pisk æg, feta, salt og cayenne sammen.

Lav filopakker med et par skefulde fyld og en skefuld æggeblanding. Rul tæt.
Pensel med olie og bages i ovnen ved ca. 200 grader i ca.15-20 minutter til de er gyldne.
Hurtige pizzaer på Tyrkisk brød
Dette fyld kan også bruges samme med lidt frisk mozarella på hurtige pizzaer på Tyrkiske brød. De skal blot have 4-5 minutter i ovnen ved 200 grader.

I går fik vi en lysegrøn basilikumdressen. Som blot er cremefraiche blendet med ½ fed hvidløg og et stort bundt basilikum, salt og peber. Smager helt pestoagtig – og gjorde også lykke i dag i en sandwich.

En slags cumberlandfrikadeller – se her.

Forårsruller – se her.

Chiligryde – se her. Denne gang smagt til med 1 tsk nescafé og chokolade - giver noget særligt til sådan en chiligryde!