Viser opslag med etiketten thai. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten thai. Vis alle opslag

onsdag den 27. januar 2010

Thaikylling af en slags





Nogle dage skal det bare gå hurtigt. Smagen skal dog stadig være i top.
Onsdag, som var regnfuld og trist, blev piftet op med en spicy thairet. Hurtigt lavet og vildt lækkert. Altid dejligt at få lov at svinge med wokken.

Ingredienslisten bliver ofte lang, når jeg laver thairetter – men man kan sagtens hoppe over den sorte chilipasta, nøjes med en købt grøn karrypasta – den indeholder bl.a. ingefær, hvidløg, chili og meget andet. Man kan tilsætte så mange eller få grøntsager, som man har lyst til.

Det er dog skønt at mærke duften, når ingefær, hvidløg og chili ristes i en varm wok.

1 spsk smagsneutral olie – f.eks. jordnødde
2 store grønne milde, snittede chilier
2 fed knust hvidløg
1 spsk revet ingefær
1 spsk karry
1 tsk sort chilipasta
300 g kylling i strimler
1-2 banan skalotteløg i strimler
2 porre i strimler
½-1 dåse kokosmælk
et par håndfulde små søde tomater i kvarte
saft af ½ citron
2 tsk sukker
salt, soja eller fiskesauce
1 stor håndfuld frisk koriander
Varm wokken godt op og rist chili, hvidløg og ingefær i den varme olie. Tilsæt karry – hvis det bider lidt fast i wokken kan man tilsætte en smule kokosmælk.
Tilsæt herefter kylling og svits et par minutter. Herefter svitses løg og porre med (hold gerne en lille håndfuld af det grønne fra porrerne tilbage). Svits endnu et par minutter og tilsæt herefter kokosmælk, citron, sukker og salt/soja eller fiskesauce. Lad småsimre et max 5 minutter. De sidste 3 minutter koger tomaterne med. Tilsæt det sidste fra porrerne – de skal bevare sprødheden, så blot 1 minuts tid.
Drys med frisk koriander.

Server med de nudler, som du bedst kan lide.

lørdag den 15. august 2009

Karry thaisuppe med mørk sej




Først på ugen fik vi denne skønne fiskesuppe. Dejlig smag og duft.
Karry thaisuppe med mørk sej
olie
2 skalotteløg, finthakkede
ingefær, svarende til 1 spsk, finthakket
4 fed hvidløg, knust/finthakket
2 røde chilier, finthakket
1 stilk citrongræs, det bløde finthakket
2 gulerødder, fintsnittede
et bundt forårsløg, snittet
1-2 spsk karry
et bundt frisk koriander
1 dåse kokosmælk
ca. 1 L kyllingefond
salt, peber, sukker, chili
limesaft
300 g mørksej (torsk, lyssej eller andet kan også bruges … eller f.eks. kinarejer)
Ramennudler

Svits først i olie ingefær, hvidløg, chilier, citrongræs og stilkene fra korianderen til en skøn duft breder sig i køkkenet. Tilsæt nu gulerødder, de to slags løg og svits dette mindst 5 minutter. Drys karryen på og lad denne ”brænde af”.
Tilsæt nu fond, kokosmælk, sukker og lime. Lad simre 15-20 minutter. Suppen kan evt. blendes nu, hvis man ønsker dette.
Smag til – der skal være en harmoni imellem det sure, søde, stærke, bitre. Jeg tror, at jeg puttede 1-1½ lime i og 1 spsk sukker.
Hæld nudlerne i gryden og lad disse koge med 1 minutstid og tilsæt så fisken lad denne simre med 3 minutter.
Drys frisk koriander over suppen.

mandag den 3. august 2009

Wok med kylling og cashewnødder

Fantastiske nudler - Bilka og Føtex har dem.

I går fik vi en dejlig wokret – masser af grøntsager og en god sur/sød smag..

(3-4 personer)
100 g rananudler (eller andre nudler)
1 lille pose usaltede cashewnødder
jordnøddeolie
3 tsk revet ingefær
3 fed revet hvidløg
2 røde chili, finthakket
1 spsk sort chilipasta
1 tsk knust korianderfrø (kan udelades eller brug frisk koriander til sidst)
400 g kylling
1 stort rødløg, i strimler
2 store gulerødder, i strimler
2 peberfrugter, i strimler
et bundt forårsløg, snittet – delt i ”det grønne” og ”det hvide”
½-1 dl ketchup
saft fra 1 lime
lidt vand
1 spsk sukker (palmesukker, rørsukker, alm. sukker)
lidt salt

Kog nudlerne til de næsten tilberedte. Skyl i koldt vand. Lad stå.

Rist nødderne på en tør pande til de bliver let gyldne. Sæt til side.

Varm olien i en stor wok eller støbejernsgryde. Svits heri ingefær, hvidløg, chilier, chilipasta og korianderfrø et par minutter. Svits kyllingen 2 minutter, tilsæt rødløg og gulerødder og svits yderligere 2 minutter. Tilsæt peberfrugter og det hvide fra forårsløgene svits 2 minutter. Tilsæt nu ketcup, nudler (skyl evt. igen i koldt vand, hvis de klistrer), det grønne fra forårsløgene, lime, vand, sukker og salt. Miks det hele godt og lad det få 1-2 minutter. Drys til sidst med ristede cashewnødder.

mandag den 8. juni 2009

Rejer i karry-kokossauce



I går var det egentligt meningen, at vi skulle have haft hamburgerryg… men da det nærmede sig aftensmadstid var lysten ikke rigtigt til den menu. Så jeg måtte finde på noget andet hurtigt.

Jeg havde set en del madprogrammer i weekenden, blandt andet Gary Rhodes i Indien. Han tilberedte nogle kæmpe, kæmpe rejer. Valget faldt på en karry-reje-ret.

Kinarejerne, som godt nok var små i forhold til Gary Rhodes’, var frosne. Jeg puttede dem frosne direkte ned i spilkogende vand tilsat salt og et nip sukker. De fik bare 1-2 minutter i vandet og derefter direkte over i koldt vand. Derefter blev skallen pillet af og tarmen fjernet.

Det er vigtigt, at rejerne kun lige får et opkog, da de bliver gummiagtige og kedelige, hvis de får for meget. Og de skal også lige varmes op i saucen senere, hvor de får den sidste tilberedningstid.

Vi fik Ramennudler til – og de var virkelig velsmagende og gode. Ikke sidste gange, at de ryger i kurven, selv om de er lidt dyre.

Saucen kan sagtens laves mere enkelt. Man kan nøjes med at bruge løg, karry og kokosmælk – og måske lidt citron- eller limesaft.
Rejer i karry/kokossauce:
2 personer:

Ca. 30 kinarejer (se forberedning/tilberedning ovenfor)

1 pakke Ramennudler

Pasta:
1 skalotteløg
2 fed hvidløg
2 silke citrongræs
2 peberkorn
2 cm skrællet ingefær
1-2 tørrede, røde chilier
1 spsk korianderrod
1 tsk salt
2 spsk olie
Disse ting blendes til en pasta i f.eks. en minihakker.

Saucen:
1 spsk ekstra olie
1 tsk karry
1 tsk paprika
1 tsk spidskommen
1 tsk st. koriander
1 dåse kokosmælk
limesaft
salt, sukker
Svits pastaen i olie et minutstid. Tilsæt evt. et par spsk. kokosmælk for at undgå, at det brænder på.
Tilsæt karry, paprika, spidskommen og koriander og svits med et kort øjeblik. Tilsæt kokosmælk, limesaft, salt og sukker.

Lad simre 20-30 minutter. 2 minutter før servering puttes rejerne i og varmes igennem.

Server med nudler eller ris.

Velbekomme:o)

fredag den 22. maj 2009

Forårsruller, thai-deller og mangosalat






Her en bunke billeder fra aftensmaden i går... stadig kan jeg ikke flytte rundt på billederne, så rækkefølgen er ikke helt i top.

Egentligt var det bare en pakke svinefars og en smule oksefars og en mango, der var udgangspunktet for aftensmaden i går. Det udviklede sig langsomt, så menuen blev forårsruller med oksefars og grøntsager, thai-deller med forårsløg, koriander og andre gode thai-ingredienser og dertil en skøn mangosalat.

Forårsrullerne blev denne gang lavet med frossen forårsrulledej - og i forhold til de tørrede rispapirsdejplader - så synes jeg bedst om de frosne. De er lettere at arbejde med. Og man kan sagtens genfryse en pakke, hvis man ikke bruger dem alle på en gang.

Forårsruller

smagsneutral olie
2 tsk revet ingefær
2 tsk revet hvidløg
1 rød chili, finthakket
200 g oksefars
2 gulerødder, fintsnittet
1 løg, finthakket
1 lille gul peber, finthakket
soya, salt, peber, sukker, risvineddike/citronsaft
Svits ingefær, hvidløg og chili i olie et minutstid. Tilsæt oksekød, gulerødder og løg - svits til kødet skifter farve. Tilsæt gul peber og svits endnu et par minutter. Smag til med soya, evt. salt, peber, sukker og syre i form af enten eddike eller citronsaft.
Fold forårsrullerne - jeg brugte 2 blade forårsrulledej pr. rulle - så bliver de mere sprøde og går ikke så let i stykker, når de steger.
Jeg bager forårsrullerne i ovnen penslet med lidt olie ved 220 g varmluft til de er gyldne. Det sparer på fedt ift. friturestegning.
Server med sød chilisauce, soya og ris.

Thai-deller

400 g svinefars
1 tsk revet ingefær
2 tsk revet hvidløg
1 grøn finthakket chili
det grønne fra et bundt forårsløg, finthakket
1 stilk citrongræs, fintsnittet
½ revet løg
1 æg
salt, peber
evt. st. chili eller sambal oelek
Rør farsen med de snittede grøntsager og krydderier og steg i rigeligt smagsneutral olie.
Jeg forsøgte mig med en teknik, jeg havde set i Chings Køkken. Hvor man vender kødet i æggehvide og fint majsmel for at få en sprød overflade.... Det var ikke specielt vellykket, teknikken er nok bedre til f.eks. kyllingfilet. Så bare steg, som ved almindelige frikadeller.

Mangosalat

1 mango
6 cocktailtomater
2-3 forårsløg
1 lille rødløg
1 rød chili
1 fed hvidløg
lime
koriander (i stedet f.eks. basilikum eller persille)
lidt rapskimolie eller andet
iceberg
Skær mangoen og tomater i små tern, snit forårsløgene, hak rødløg, chili og hvidløg fint. Bland det hele sammen med limesaft og olie. Bland grofthakket koriander i. Lad gerne trække en times tid. Fordel mangoblandingen ovenpå fintsnittet iceberg lige inden servering.

God appetit:o)

onsdag den 6. maj 2009

Wok med and og stegte ris


Vi har i dag fået thaiinspireret mad – vi elsker det. For at prøve noget nyt forsøgte jeg med andebryst i dag – og det kan anbefales. Æstetisk er det ikke en specielt smuk ret, men smagen er fænomenal.
Marinade
1 andebryst i fine strimler
1 tsk finthakket ingefær
1 tsk finthakket hvidløg
½ finthakket rød chili
saft fra ½ appelsin
smagsneutral olie
2 spsk soja
Lav en marinade af ingefær, hvidløg, chili, appelsinsaft, olie og soja. Lad andestrimlerne marinere min. ½ time - helst længere tid.
Røræg
2 æg
4 spsk fløde eller vand
2 spsk hakket koriander
½ tsk sambal oelek
salt
Æggene piskes med fløde, koriander, tabasco og salt. Steg på meget varm wok.
Stil til side.

olie
1 tsk finthakket ingefær
2 tsk finthakket hvidløg
½ finthakket rød chili
2 tyndskivede gulerødder
1 strimlet rødløg
1 strimlet peberfrugt
kolde kogte ris
1 bundt snittet forårsløg
1 håndfuld grofthakket koriander
soja
appelsinsaft
limesaft
sukker
salt, tabasco
Opvarm wokken og svits det marinerede kød et par minutter. Tag op af wokken og lad stå.
Varm olien i wokken og svits ved høj varme ingefær, chili og hvidløg et minuts tid.
Tilsæt gulerødder og rødløg – svits et par minutter. Tilsæt derefter peberfrugt og svits endnu et par minutter. Tilsæt risene lidt af gangen, pas på de ikke klumper. Undervejs kan tilsættes lidt saft fra lime og/eller appelsinsaft, sukker, soja, sukker, salt og tabasco.
Det sidste minuts tid tilsættes kød, forårsløg og koriander og det hele vendes grundigt sammen.
Smag til.
Til allersidst lægges æggestanden ovenpå og drys evt med lidt ekstra koriander.

Velbekomme:o)

fredag den 24. april 2009

Kylling i kokos/peanutbutter/chilisauce


Så blev det endelig tid til at blogge. Sikken uge – al min energi er brugt på arbejde og dans. En hel uge uden madlavning… Det skal jeg bare have lavet om på - det går ikke i længden!
Heldigvis har der været forskellige rester i fryseren, så helt galt har det selvfølgelig ikke været.

Men det har været hårdt at starte op igen på arbejde, men jeg nyder det helt vildt. Dejligt igen at være en del af arbejdspladsen, være sammen med kollegaer og så er det selvfølgelig skønt at være frisk igen. Så dette, det fantastiske vejr og udsigt til weekend, gør dagen i dag særligt skøn.

Madlavningen i aften blev thai-inspireret. Dog med en helt anden smag end de tidligere retter.
Det lyder måske mærkeligt med peanutbutter og kylling. Men smagen bliver rigtig god, når den stemmes af med chili, kokosmælk, ingefær, hvidløg osv.

Kylling i kokos/peanutbutter/chilisauce
300 g kylling, strimlet
2 tsk ingefær, revet
2 tsk hvidløg, finthakket
½ lime, saften
½ tsk sambal oelek
3 spsk crunchy peanutbutter
½ lille dåse kokosmælk
Ingredienserne røres grundigt sammen til en marinade, hvori kyllingen marinerer et par timer.

solsikkeolie
2 tsk ingefær, revet
2 tsk hvidløg, finthakket
1 rød chili, finthakket
1 gulerod
1 gul peber
1 bundt forårsløg
½ pakke brede risnudler
Kog vand, hæld over risnudler sammen med salt, lad disse trække i en skål med låg i 3 minutter. Dræn og skyl grundigt under rindende vand. Stilles til side – klip evt. til kortere stykker.

Opvarm en wok til den er meget varm. Svits kyllingen sammen med marinaden i olien. Hvis der er meget overskydende marinade, gemmes dette til at hælde i retten hen imod slutningen.
Svits til kyllingen er næsten gennemstegt, tag op af wokken og stil til siden.

Opvarm lidt mere olie og svits først ingefær, hvidløg og chili – derefter svitses grøntsagerne efter hårdhed. Start med gulerødder, derefter peberfrugt og det hvide fra forårsløgene.
Grøntsagerne skal kun have 3-5 minutter. Der skal stadig være bid i dem. Tilsæt så kyllingen igen sammen med nudlerne. Bland grundigt.
Smag til med lime, soja, evt. mere peanutbutter og kokosmælk, sambal oelek og evt salt og sukker. Bland til sidst det grønne fra forårsløgene i retten.

Velbekomme:o)

onsdag den 15. april 2009

Thaisuppe

I aften har vi fået en virkelig skøn thai-inspireret suppe. Mange ting er der i … måske også en stump af min finger…. Men det fylder jo alt sammen;o) Det skulle lige gå lidt stærkt, da jeg kom fra arbejde, fordi jeg også skulle nå at gå en tur. Så da chilien skulle hakkes, gik det lidt stærkt. Men godt viklet ind i plaster, fik jeg retten lavet færdig og kom også afsted på en dejlig 10 kms gåtur med masser af snak.

Nu er maden spist, samvittigheden er i top og jeg er godt træt. Så lidt tid her i sofaen med lidt ”bloggeri” – og så Desperate Housewives til at afslutte dagen. Så bliver det vist ikke meget bedre på en onsdag.

Der er mange ingredienser i suppen, men smagen er også helt i top. Virkelig skøn balance imellem surt, sødt, bitter og stærkt.

Thai-suppe
solsikkeolie
2 fed hvidløg, hakket
3 tsk ingefær, fintrevet
1 rød chili, finthakket (pas på fingrene;o))
1 tsk st. koriander
½ tsk st. spidskommen
½ tsk rejepasta
2 løg, finthakket
2 gulerødder, tynde skiver
1 stilk citrongræs, finthakket
2 spsk konc. tomatpuré
2-3 tsk gurkemeje (blot for farven)
5 limeblade
1 l god fond
1 ds kokosmælk
kyllingkød (gerne fra det, som fonden er lavet af)
saft fra 2-3 limefrugter
2 ferskner fra dåse i små tern
lidt juice fra fersknerne
cayennepeber
salt, sukker
frisk koriander
pasta

Svits hvidløg, ingefær, chili i meget varm olie et minuts tid. Tilsæt st. koriander og spidskommen og svits endnu lidt for at fremhæve smagsstofferne. Tilsæt evt. lidt mere olie og svits løgene 3-4 minutter. Tilsæt herefter gulerødder, citrongræs, tomatpuré, limeblade, fond, kokosmælk, kyllingkød og limesaft. Lad dette koge op og lad simre 15-20 minutter.
Kog pastaen.
Tilsæt ferskner, juice fra ferskner og smag til med salt, sukker og cayennepeber.
Tilsæt pastaen og drys med frisk koriander.

Velbekomme:o)

tirsdag den 24. marts 2009

Restedag...



Mandag i denne uge blev ikke suppedag, men i stedet "restedag". Jeg var alene til aftensmaden, så ovenpå en cykeltur skulle det gå lidt stærkt - men ikke desto mindre være velsmagende.
Jeg har fået smag for oyestersauce/østerssovs - som har en sød og pikant smag. Sammen med lime eller citronsaft får retten en virkelig dejlig smag. Opskriften er meget lig opskriften i går på grøntsager i østerssovs, som kan ses nederst her. Derudover tilsatte jeg strimler af svinemørbrad fra i går samt et par skefulde kogte, kolde ris - man kunne også bruge kylling, kinarejer eller, hvad man nu lige har. Og så et drys koriander. Det smagte forrygende!!
Velbekomme:o)

søndag den 22. marts 2009

Thaimenu

Rispapir, glasnudler og kinarejer Klargjorte grøntsager
De kogte nudler, hakkede rejer og kylling
De wokkede grøntsager
Kød, grøntsager og nudler blandet sammen
Sursød sauce
Thaimarineret mørbrad Mini thairuller
Aftenens tallerken
Det blev til mange billeder, men der var også en del retter i dag.... Jeg har hygget mig med at lave thaimad. I løbet af ugen har jeg set Chings Køkken og hun lavede en dag en marineret svinemørbrad, som så vildt lækker og saftig ud. Så den skulle prøves. Mørbraden havde jeg lagt i marinade lørdag morgen, så den var klar til i dag.
I går hjem fra dans – da vi var allermest sultne – faldt snakken på mad... Og sur-sødsauce var en af emnerne. Derfor måtte menuen udvides lidt;o) Derfor blev det også til en portion forårsruller med kylling og rejer. Og lidt ekstra grønstsager blev det også til – grøntsager i østerssauce. Det hele smagte fantastisk. Og østerssauce kan nok føjes til en af yndlingsingredienserne fremover... jeg har ellers været skeptisk.
Det er hyggeligt og halvterapeutisk arbejde at snitte alle grøntsagerne fint til forårsrullerne og bagefter at rulle dem. Man skal have lysten til at stå og hygge sig med det.
Jeg har ofte set opskrifter, hvor der er råt rejekød i blandingen - igen lidt skeptisk... Så dette skulle også prøves i dag – absolut en succes.

Marineret svinemørbrad
1 afpudset svinemørbrad
2 dl soja
1 dl risvin (jeg brugte hvidvin i mangel af risvin)
3 spsk lys farin
3 spsk revet ingefær
3 spsk revet hvidløg
1 rød strimlet chili
2 fint strimlede forårsløg
1 spsk olivenolie
3 spsk honning
et nip salt
et nip sort friskkværnet peber
Det hele piskes sammen og hældes i en pose sammen med svinemørbraden. Lad marinere et døgns tid.
Læg mørbraden på en ovnrist over et fad med vand. Hæld lidt af den ekstra marinade over – evt. af nogle gange under stegning.
Steget ved 180 grader i ovnen – vend mørbraden efter 20 minutter. Skær ud i fine strimler.

Forårsruller med kylling og rejer
Solsikkeolie
3 fed hvidløg
3 cm revet ingefær
300 g hakket kylling
ca. 8 kinarejer – hakket
soja
lidt salt

solsikkeolie
2 finthakkede gulerødder
2 fint strimlede porre
1 stilk finthakket bladselleri
1 finthakket rød chili
2 dl fint strimlet kål – hvidkål, spidskål
soja
sesamolie
sød chilisauce
citronsaft eller riseddike
lys farin
Opvarm olien i en wok og svits heri hvidløg og ingefær et minuts tid. Tilsæt så hakket kylling og rejer, smag til med soja og salt. Hæld blandingen over i en skål.
Tør wokken af og opvarm olie. Svits alle grøntsagerne 3-4 minutter under konstant bevægelse. Smag til med soja, sesamolie, chilisauce, citronsaft og farin.
Hæld blandingen sammen med kødet i skålen og bland det hele godt. Smag evt. til med ekstra chilisauce, citron, farin, soja. Lad blandingen køle helt af, før forårsrullerne laves.
Rullerne kan laves af filodej, forårsrulledej eller rispapir.
Jeg brugte i dag rispapir - ser fremgangsmåde her. Det fungerede ret godt, når jeg lige fik taget på det.
Jeg valgte for at spare på fedtet at bage rullerne i ovnen blot penslet med en smule olie ved 225 grader ca. 15-20 minutter. Men de kan selvfølgelig også friteres i olie.

Grøntsager i østerssauce
solsikkeolie
1 stort hakket fed hvidløg
1 løg i tynde både
1 stor gulerod i tynde skiver
1 peberfrugt i tynde strimler
1 hakket rød chili
lidt fintsnittet hvidkål
1-2 tomater
ca 5-8 spsk østerssauce
ca saft fra ½ citron eller lime
lidt sukker
Svits grøntsagerne i olien – start med de hårdeste grøntsager: hvidløg, løg og gulerod. Tilsæt de andre grøntsager efterhånden – tomaterne skal kun have ganske kort tid.
Østerssauce og citron/limesaft tilsættes lidt af gangen, imens grøntsagerne svitses. Der skal ikke spares på østerssaucen.
Smag til med østerssauce, citronsaft, sukker og salt.
Det virker måske uoverkommeligt, men så mange timer tager det heller ikke. Og det er absolut det værd. Det smagte virkeligt godt.
Server med jasminris, små skåle med soya og sød chilisauce til at dyppe thairullerne i.
Velbekomme:o)

søndag den 15. marts 2009

Oksekød i rød karry



Som I kan se, så kikser det stadig med mine billeder.... rækkefølgen bliver ikke lige, som jeg har tænkt;o) Og det med at klippe/klistre virker ikke. Det virker, når det er teksten, men ikke med billederne. I må bære over med det.
I dag havde jeg egentligt tænkt, at den skulle stå på pizza. Men energien var ikke lige til at lægge dej eller handle mozarella... så derfor blev det til endnu thairet. En virkelig lækker en af slagsen. Dejlig smag uden at være for stærk, men hvor man rigtigt kan smage alle de gode nuancer fra ingefær, chili, krydderurter, ingefær osv. Jeg fjernede kernerne i chilierne og smagte i stedet lidt til med cayenne til sidst. Så egentligt en ret mild smag pga. kokosmælken. Og der er stadig rød karrypasta tilbage, så det må jeg have udnyttet til en anden ret en af dagene.
Oksekød i rød karry
chilipasta:
2 røde chilier (med eller uden kerner - et temperaments spørgsmål)
2 store fed hvidløg
1 spsk ingefær
1 tsk galanga (kan sagtens udelades - evt. lidt mere ingefær)
1½ spsk skalotteløg
1 snittet citrongræs
limesaft
salt
1 tsk spidskommen
1 tsk st. koriander
Ingredienserne hakkes groft og køres derefter i minihakker eller lignende sammen med krydderier og limesaft.
Kan godt holde sig nogle dage i køleskabet

kødsaucen
1 spsk solsikkeolie
2-3 spsk af den røde karrypasta
500 g magert oksefars
1 dåse kokosmælk, 400 g
1 gulerod i tynde stave
6 røde minipeberfrugter
1 lille dåse tomatpuré
1-2 tsk sukker
salt, cayenne
saft fra 1 lime
1 håndfuld frisk koriander
1 håndfuld frisk basilikum
Varm olien i en wok til den ryger. Svits heri den røde karrypasta, hvis det brænder på tilsæt så et par spsk kokosmælk. Svits oksekødet ved høj varme. Tilsæt gulerod, peberfrugt, tomatpure, sukker samt kokosmælk. Lad simre til grøntsagerne har den mørhed, som man synes om.
Smag til med sukker, salt, cayenne og limesaft. Tilsæt grofthakket koriander og basilikum de sidste par minutter.
Server med f.eks. ægnudler.
Velbekomme:o)

mandag den 9. marts 2009

Stærk rejesuppe - et stort hit....




I dag har jeg igen lavet en hjemmelavet fond – denne gang grønsagsfond. Jeg må give Vibeke helt ret – det er jo såre simpelt. Og smagen er ti fold bedre end - eller rettere den kan slet ikke sammenlignes med det, som drysses ud af en dåse eller hældes ud af en flaske!

Jeg var lidt i tvivl om, hvad jeg skulle lave i dag. Men tænker, at mandag kunne være en rigtig god suppedag. Efter at have bladret lidt i Hanne Holms ”Mit Thaikøkken” faldt valget på en stærk rejesuppe.

Den blev næsten, som hendes. Det eneste, som jeg ikke kunne opdrive var korianderrod. Jeg har ikke smagt roden, så ved ikke, hvad det er jeg går glip af… Men suppen var virkelig fantastisk god – og hot. Jeg er vild med den måde det syrlige, det stærke og det let bitre harmonerer.

Grøntsagsfond
2 løg
1 gulerod
1 persillerod
1 stilk bladselleri
3 kviste persille
2 timiankviste
2 laurbærblade
8-10 hele peberkorn
evt. 1½ dl hvidvin
ca. 1 l vand
salt, peber
Rens og hak alle grøntsager groft.
Kog dem i en gryde sammen med krydderurter og peber.
Tilsæt evt. vin og fyld vand på. Lad fonden simre under låg i ca. 45 minutter.
Si fonden og smag til med salt og peber.
Lad den evt. koge ind.

Stærk rejesuppe
Ca. 20 store tigerrejer med skal
ca. 15 champignon i tynde skiver
2 tsk hvidløg, grofthakket
8-10 sorte peberkorn, stødte
4 kaffir limeblade, hele
1-2 spsk galanga, grofthakket (i stedet kan ingefær bruges)
2 stilke citrongræs, groftsnittet
2 friske røde chili, grofthakkede
3-4 friske grønne chili, grofthakkede
1 l grøntsagsfond
4 spsk lime- eller citronsaft
2 tsk sukker
3 spsk fiskesauce – eller salt, hvis man ikke bryder sig om fiskesauce
5-6 spsk olie
evt. Tom Yum pasta
korianderblade til pynt

For at få den rigtige smag frem, skal krydderierne stege grundigt, før fonden hældes på.
Suppen skal smage stærkt, syrligt og en anelse bittert.

Rejerne tøs op, pilles – pas på at halefinnen bliver på og de halveres på langs. Den sorte streng fjernes fra rejerne.

Rejeskallerne steges i olie i en gryde med hvidløg, peber, limeblade, galanga, citrongræs og chili. Blandingen skal stege kraftigt, uden at brænde på, for at få det fulde udbytte af krydderierne. Man kan tilsætte lidt vand nu og da under stegningen. Bliv ved, indtil blandingen dufter kraftigt – den må gerne få tårerne frem i øjnene og dufte bittert.

Fonden hældes i og suppen koger ca. 30 minutter, hvorefter den sies. Der skal evt. tilsættes ekstra fond, hvis suppen er kogt meget ind. Smag til med limesaft, sukker og fiskesauce/salt.

De halverede rejer og champignonskiverne blancheres hver for sig, for at suppen forbliver så klar som mulig. Herefter anrettes de med friske korianderblade i suppeskåle. Suppen hældes skoldhed over lige inden servering.

Suppen kan gøres mere krydret med Tom Yum pasta og flere chilier.

Tips
Jeg fjernede kernerne i chilien og krydrede ekstra med Tom Yum pasta lige inden servering.
Jeg vil tro, at man blot kan lave suppen på hele chilier. Men det er lettere at tilføje lidt mere til sidst end at fjerne for meget...
Tips
Suppen er ikke specielt mættende. Så den vil være god som en forret eller som en del af en hel thaimenu af flere små retter.
God appetit:o)

søndag den 8. marts 2009

Thai nuddelsalat med oksekød


Et ekstra plus ved at lave steg er, at man har mad til flere dage.

Så aftensmaden var hurtigt på bordet i dag. Jeg havde lyst til noget let og thaiinspireret i dag.
Og det var rigtigt lækkert. Duften af sesamolie er fantastisk. Min mand var også begejstret, jeg var ellers lidt bekymret, da det jo er lidt "tøsemad".

Thaidressing (en Jamie Oliver opskrift)
4 spsk limesaft
3 spsk olivenolie
1 spsk mørk sesamolie
et nip palmesukker eller brun farin (palmesukker har jeg købt i Shop Asia)
1 spsk soya
1 spsk finthakket ingefær
½ fed fint skivet hvidløg
1 rød chili uden kerner i fine strimler
1 håndfuld frisk basilikum, koriander

Ryst alle ingredienserne sammen.

125 g nudler

Dressingen blandes med de grøntsager, som man synes om.
Jeg brugte:
Iceberg
Forårsløg
Avocado
Rød peberfrugt
ærter

Bland grøntsager, kød og nudler sammen med dressingen og server på et stort fad.

Velbekomme:o)

mandag den 2. marts 2009

Gang i suppegryden...



I dag har jeg kogt suppe på nogle kyllingelår og en masse grøntsager. Det blev til en dejlig bouillon, hvor af noget blev brugt på en curry-suppe og resten er i fryseren.
Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra Jamie Olivers "Det er bare mad" til kyllingebouillonen.

Curry-suppen var rigtig god. Kraftig smag, men alligevel afrundet og blød pga. kokosmælken.

ca 1300 g kyllingskrog, kyllinglår, -vinger eller lignende
2 porre
2 gulerødder
1 stort løg
1 persillerod
2 stilke bladselleri
4 stilke persille
2 kviste frisk rosmarin
3 kviste frisk timian
2 laurbærblade
5 peberkorn
1 spsk salt
ca 3 L vand
Læg kyllinglår i en stor gryde sammen med de grofthakkede grøntsager, krydderurter, salt og peber. Hæld kold vand på. Lad dette koge op. Og lad nu småsimre 1½-3 timer. Skum urenheder fra nogle gange. Hæld suppen igennem en si og lad køle af.

Curry-suppe:
1 spsk smagsneutral olie
2 små skalotteløg
2 tsk revet ingefær
2 fed revet hvidløg
1 rød chili
1 stilk citrongræs
1 tsk spidskommen
1 tsk st. koriander
1½ tsk gurkemeje
en lille dåse tomatpuré
ca 1 L bouillon
1 lille dåse kokosmælk
100 g nudler
limesaft
ca 200 g kyllingkød
salt, peber, sukker
Svits løg et par minutter, til de er klar. Tilsæt ingefær, hvidløg og chili og lad dette svitse med.
Tilsæt resten af krydderierne og citrongræs, lad detteriste med et øjeblik. Tilsæt så tomatpuré, bouillon, lad dette simre ca 15 minutter. Hæld kokosmælk ved sammen med nudler og lad simre til nudlerne er møre. Tilsæt kyllingkød og lad dette varme igennem. Smag til med limesaft, salt, peber og evt. sukker.
God appetit:o)