Viser opslag med etiketten efterår. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten efterår. Vis alle opslag

fredag den 3. december 2010

Osso Buco med Guinness


Som så mange andre i blogland er jeg ramt af lysten til simreretter. Bare det at hive den store røde stegegryde frem, gør mig glad.

I søndags fandt jeg nogle fine stykker osso buco og skyndte mig at købe dem. Jeg havde i ugen forinden set Jamie Oliver lave en pie med oksespidsbryst og Guinness. Jeg lod mig inspirere af dette samt kiggede lidt i forskellige kogebøger og på nettet. Derefter i køkkenet og eksperimentere. Det blev godt!! Jeg elsker simpelthen de her intense, mørke, komplekse simreretter, en cremet rodfrugtmos til og et drys af den friske gremolata ovenpå - så er man altså tæt på ekstase!!

Osso buco
(ca. 3 personer)
4 store skiver osso buco
mel, salt, peber
olivenolie

2 store gulerødder
selleri (finthakket svarende til ca 1½ dl)
2 rødløg
2 skalotteløg
4 fed hvidløg
2 laurbærblade
2 spsk soltørrede tomater
1 dåse øko flåede tomater
1 lille dåse tomatpuré
1 Guinness
ca. 3 dl kalvefond
agavesirup/rørsukker
balsamicoeddike

Start med at varme olivenolien godt op. Vend osso bucoskiverne i en blanding af mel krydret godt med salt og peber. Lad skiverne få en god, brun stegeskorpe. Brun kun 1 eller 2 stykker af gangen. Læg kødet til side.

  
 

Hak gulerødder, selleri og løg helt fint. Hæld lidt mere olivenolie i gryden og svits grøntsagerne ca. 10 minutter. Tilsæt herefter finthakket hvidløg, laurbær, soltørrede tomater - lad dette svitse blot et par minutter. Tilsæt nu tomatpuréen og rist et minutstid. Nu hældes de flåede tomater ved og de brydes lidt i stykker. Hæld Guinness ved. Læg kødet ned i gryden og sørg for at dække kødet med godt med væden og grøntsagerne. Hæld fond ved så det lige dækker.


 
 
 
Sæt gryden i ovnen ved 150 grader i ca. 3 timer.
Tag gryden ud, tag forsigtigt kødskiverne op... kødet er så fantastisk mørt, at det nemt falder fra hinanden. Selv om jeg var forsigtig gik det lidt galt ... men ikke med smagen, heldigvis.

Giv saucen en tur med stavblenderen, hvis du ønsker en glat sauce. Kog op og smag til med sirup eller sukker, balsamicoeddike, salt og peber. Læg kødet tilbage i saucen og varm igennem.

Gremolata
revet skal fra økocitron

persille
hvidløg
Riv citronskallen helt fint, hak persillen fint og riv hvidløg.
Bland det hele godt sammen.
Note: Jeg brugte kun skal fra en lille citron. En anden gang vil jeg bruge skalle fra 2 små eller 1 stor citron.

Rodfrugtpuré
4 bagekartofler
1 persillerod
2 gulerødder
1/3 selleri
3 fed hvidløg
30 g smør (smeltet)
kartoffelvand
1 dl cremefraiche
1-2 tsk hvidvinseddike
salt, peber
Skræl rodfrugterne og skær i små stykker. Hæld i en gryde sammen med hele hvidløgsfed og dæk med vand.
Kog ca 25 minutter til det hele er mørt. Mos det hele, rør med smeltet smør, kartoffelvand og cremefraiche. Smag til med eddike, salt og peber.

Så er der serveret.... 

torsdag den 4. november 2010

Æbletærte med marcipan

Et sidste blogindlæg herfra, inden turen går til Tyrkiet - skal køre om en time. Vi skal med fly fra Billund kl 18 og så er der bare dømt ferie!! 
Jeg glæder mig helt, helt vildt. En uge med sol, sommer, masser af dans, sang og det hele sammen med gode venner og sjove folk. Det bliver SÅ godt.

3 til 9-døgnsudsigt

Tilbage til maden ... jeg gik i fælden ;) Piske, Eva fra Mumsfilibaba og flere andre bloggere har allerede hoppet på æble/marcipan-efterårsbølgen. Og ja, selvfølgelig må jeg også på den. Jeg fandt en opskrift på bloggen Valdemarsro, som så interessant ud. Så med udgangspunkt i den lavede jeg en æbletærte.

Fyld
175 g revet marcipan
2 store æg
1 dl fløde
2 spsk mel
2-3 spsk æblesirup

3 cox orange æbler
æblesirup

1 portion sød mørdej.
Forbag tærtebunden ca 10 minutter ved 180 grader.

Fyldet laves ved at røre revet marcipan med æg, fløde, mel og æblesirup. Hældes i den forbagte tærtebund.
Ovenpå lægges tynde skiver æble, som tilsidst dryppes med æblesirup.

Bages ved 175 grader ca 30 minutter.

Serveres med f.eks. cremefraiche rørt med kanel og æblesirup.

Note: Et godt punktum på vildtmiddagen!! Jeg er vild med marcipanfyld. Æble og marcipan er et godt makkerpar!!!

Nu må jeg lige ind at hoppe lidt på kufferten og fylde håndbagagen godt op ;o)

lørdag den 2. oktober 2010

Cremet kartoffelsuppe med cognac




Efterår er suppetid og en af mine yndlingssupper er kartoffelsuppe. På slotskroen i sommer fik vi en cremet kartoffelsuppe, som smagte helt vidunderligt. Jeg fandt dog ikke ud af, hvad der var i den. Jeg tror dog, at der var en eller anden form for spiritus i. Efter et kig i skabet bestemte jeg mig for at forsøge med cognac.

Resultatet blev rigtigt godt. Tilføjede også lidt Worchestershire sauce som smagsgiver ... nok ikke en ingrediens, som de har brugt på slotskroen ;o) 

Ingredienser:
rapsolie
2 persillerødder
1 pastinak
2 gulerødder
2 rødløg
2 porre
4 store bagekartofler
2 fed hvidløg

frisk timian, salvie, rosmarin

½ dl cognac
1-1½  L suppe (jo kraftigere, jo mere smag til suppen)

salt, peber
1 dl fløde
hvidvinseddike
Worchestershire sauce
cayennepeber
friskkværnet peber
havsalt

Grøntsagerne gøres i stand.
Det hele skæres i små tern ... dette mest for at forkorte kogetiden. Det hele skal blendes til sidst, man behøver ikke at skære det hele så fint.
Sauter grøntsagerne i olien ca. 10 minutter tilsæt først hvidløget de sidste par minutter for at undgå, at de bliver brændte og bitre.
Tilsæt herefter kartoflerne og bland godt med grøntsagerne.
Hæld cognac på og bland godt ... man kunne godt flambere her og det vil jeg prøve næste gang.
Hæld nu suppen på og tilsæt de friske krydderurter, salt og peber.
Det hele skal nu småkoge mindst 20 minutter til grøntsager og kartofler er godt møre.
Suppen blendes grundigt enten med stavblender eller en almindelig blender. Pas på - det er varmt! Jeg HAR prøvet at lave den klassiske bommert netop med kartofflesuppe, hvor jeg ikke fik holdt fast på låget på blenderen ..... Det gør ondt!!!
Jeg valgte derfir stavblenderen. Det tager nogle minutter, hvis man vil have en helt glat suppe. Tilsæt fløde og kog det hele op igen.
Smag nu til med hvidvinseddike, Worchestershire sauce, salt, cayennepeber og friskkværnet sort peber.

Der var suppe til flere dage ... den ene dag serverede jeg med nogle hjemmelavede brødcroutoner, som havde fået drys Prima Donna ost, paprika, salt og olivenolie (billede øverst) og lidt frisk fintsnittet basilikum.

Anden dagen blev med ristet bacon og igen et godt drys frisk basilikum. Basilikummen klæder suppen helt fantastisk.

Note
En suppe, som jeg skal have leget noget mere med. Cognacen og Worchestershire saucen giver noget spændende og smagfuldt til suppen. Kunne godt tænke mig at bruge en mere smagfuld basissuppe f.eks. kogt på okseben.
Basilikum er prikken over i'et - virkeligt godt!1

Input fra læserne
Er der nogen, som har en anden idé til spiritus i suppen - jeg tænker f.eks. at sherry, madeira eller noget i den stil kunne være godt?

onsdag den 1. september 2010

Løgsuppe med sprøde ostecroutoner


Allerede i sidste uge drømte jeg om suppe og Signes broccoli-kartoffelsuppe tidligere i dag fristede vildt. Vejret har helt sikkert også stor indflydelse og med en tallerkenfuld suppe er det som om, at man accepterer, at sommeren er gået på hæld. Derfor må 1. september være en oplagt dag at hilse efteråret velkommen på.

Jeg havde frosset skroget fra unghanen og kunne hurtigt få lavet en kyllingefond til dagens suppe. God suppe starter nu en gang med en ordentlig grundsuppe og ikke noget pjask hældt ud af en flaske eller tørstof blandet med vand.

En lille smule utålmodighed og sult gjorde dog, at suppen ikke blev så kraftig, som jeg kunne have ønsket. Omvendt er det fint med en lidt mild suppe så tidligt på efteråret.

Hurtig kyllingefond
Skroget fra en stegt kylling
1 stor gulerod i skiver
et par kviste frisk timian
2 salvieblade
et lille bundt persille
1 kvist frisk rosmarin
et par kviste bladselleri
½ tsk hele peberkorn
2 skalotteløg
1 stort fed hvidløg
ca. 1½ L kogende vand
Skrog, gulerødder, krydderurter, bladselleri, løg og hvidløg skåret i grove stykker lægges i en gryde sammen med peberkornene og overhældes med kogende vand. Bringes i kog og småsimrer efterfølgende mindst 45 minutter gerne længere.
Si skrog og grønt fra og fonden er nu klar til brug.

Note
Egentligt bør man overhælde skrog og grønt med koldt vand, koge langsomt op, skumme suppen. Men pga tidsnød lavede jeg fonden som ovenfor.
Det ville også være fint at koge fonden i 2 timer, evt. si den og koge den lidt mere ind. Det vil give suppen mere smag.


Løgsuppe
500 g løg i tynde skiver
2 kvist frisk timian
25 g smør
½ dl vand
ca. 1 L kyllingefond
salt
friskkværnet peber
et drys cayennepeber
1 dl fløde
Hæld løg, timian, smør og vand i en gryde. Lad smørret smelte og læg låg på. Lad løgene simre ved svag varme 10-15 minutter til de er møre. Rør ind imellem i løgene.
Hæld fond og fløde ved og lad simre endnu 5-10 minutter. Smag til med masser af friskkværnet sort peber, salt og lidt cayennepeber.

Note
Suppen var meget mild og smagen sødmefyldt fra løgene. En kraftig grundsuppe ville klæde suppen godt.

Sprøde ostecroutoner
ciabatta eller surdejsflûtes
paprika
revet ost - f.eks. en blanding af Prima Donna, Grana Padano og Gouda
olivenolie
salt
Skær brødet i små tern. Pensel eller dryp med lidt olivenolie. Læg på bagepapir og drys først med lidt paprika og derefter med revet ost. Gratiner i ovnen ved 200 graders varmluft i 3-5 minutter til de bliver svagt gyldne.

Note
Dejligt som et sprødt drys til suppen eller salaten.

Hvad gør du?

Når jeg læser om fond og supper, er der forskellige måder at gøre det på. Nogle siger, at man koger med salt andre uden salt. Jeg er i tvivl om, hvad der er bedst. Jeg har valgt ikke at putte salt ved og smage til efterfølgende. Hvad gør du?