søndag den 21. august 2011

Agurker med KAPOW!!!

August og september er skønne måneder, hvis man elsker at samle forråd. Jeg nyder at kunne gå i haven eller ud i naturen og finde råvarer, som man kan sylte, tørre, henkoge og fryse. Det giver sommersmag til vintermånederne.

Jeg har været på udkig efter drueagurker, men har ikke været heldig at finde nogle endnu. Jeg har forhørt mig hos et par grønthandlere, som siger, at prisen er uhørt høj i år og at det ikke kan betale sig for avlere at dyrke drueagurker. 

Derfor gik jeg igang med at sylte nogle af vores hjemmedyrkede almindelige agurker. Det blev til denne version, som er ret stærk. Man kan selvfølgelig skrue op og ned for krydderierne, som man nu ønsker det.

Der er en dejlig duft fra dildskærmene, som er helt berusende.

Nemme agurker, som hverken kræver opkog af eddikelage eller ret meget arbejde. Inspireret af Camilla Plums opskrift. Hvis man sørger for kun at stikke en helt ren gaffel ned i agurkeglasset, skulle de kunne holde sig ret længe. Peberroden medvirker sikkert til dette pga sin bakteriehæmmende virkning.

Der bliver et stort sylteglas af denne portion.
600 g agurk
130 g rørsukker
30 g groft salt
1 gul chili skåret i ringe (fjern evt kernerne)
et par skiver peberrod
2-3 dildskærme
ca ½ L æblecidereddike
Agurkerne skæres ud i ret tykke skiver på ca ½ cm. Sukker og salt blandes sammen.
Et sylteglas skoldes og der slynges en smule vodka rundt i glasset.
Læg nu lagvis agurker, salt/sukker, dildskærme, peberrod og chili. Hæld derefter eddike på til det dækker.
Ryst af og til glasset til sukkeret er opløst. Efter en lille uges tid er agurkerne klar til at spise.
 

8 kommentarer:

Den positive vejleder sagde ...

Iiih, hvor er de fine, Hanne. De vil sikkert være gode til diverse lækre ting - ikke mindst en hjemmelavet burger ;-)

Jeg lavede også med stor fornøjelse syltede agurker sidste år - men de var salte og jewish style. Uh, hvor var det også godt :-)

Piskeriset sagde ...

Mmm de ser gode ud! Jeg så drueagurker på det lokale torv for en uge siden, men de var alt, alt for dyre, så det bliver heller ikke i år, at jeg prøver at sylte drueagurker :-)

Frøken Uldbjerg sagde ...

Wow, det ser sejt ud! Jeg har faktisk selv nogle drueagurker liggende efter tip fra Miras madblog, hun og jeg fandt dem i Din Baghave på Tullinsgade på Vesterbro til små 30 kroner kiloet, hvilket jeg ikke synes er så slemt.

Nogle af mine arabiske grønthandlere har dem også somme tider, også her på Vesterbro. Men det er altid svært at finde "special"-råvarer, men efterspørgslen er vel for lille. Det kunne vi gøre noget ved ved at gå ned i hver vores Brugs og brokke os konstruktivt :)

Anonym sagde ...

Jeg har også ledt efter drue agurkerne. Jeg spurgte i en gårdbutik nær mig, og hun sagde at der havde simplethen været for vådt. Der går hurtigt svamp og råd i drueagurker. Derfor er der ikke mange at få og dem der er, er alt for dyre.
Men jeg har da et drivhus fyldt med alm og skole agurker, jeg vil nuppe din opskrift og prøve mig frem.

Hanne K's verden sagde ...

@Eva - åh ja, det er godt i en hjemmelavet burger ... eller måske til at give en kedelig leverpostej lidt ekstra spark.

Salte og jewish style lyder spændende. Må lige kigge forbi din blog og se, om du har dem der :)

Hanne K's verden sagde ...

@Piske - Jeg vil lige give det en chance og køre forbi grønthandleren her op til næste weekend. Men er godt nok heller ikke sikker på, at det bliver i år. Hvis ikke - så kommer de på dyrkningslisten næste år! ;)

Hanne K's verden sagde ...

@Frøken Uldbjerg,
Øv, Baghaven er bare SÅ langt væk, når man bor i Midtjylland ;) Man skulle jo tro, at de kunne finde ud af at dyrke sagerne her ude på landet ... Men nej!
Vil dog også prøve at kigge forbi en af de etniske markeder her. Tak for tippet.

Hanne K's verden sagde ...

@Vibeke,
Ja, det har da også regnet en smule i år ;D
Og vi må tage til takke med de almindelige og skoleagurkerne, og de er jo heldigvis heller ikke dårlige!