torsdag den 5. august 2010
Retur fra det Sønderjyske - Schackenborg Slotskro II
Her ovenfor er frokosten fra slotskroen. Jeg fik et luksus stjerneskud - en udmærket frokost. Især den rugmelsstegte rødspætte var rigtig lækker. Det var dejligt med fisk til frokost, som ikke ligger så tungt som f.eks. oksekød. Gustav valgte en pariserbøf og han var meget tilfreds. Skulle vi ikke have haft en større menu til aften, ville jeg nok også være hoppet på den.
Aftenen bød på en 6 retters gourmetmiddag med tilhørende vinmenu. Jeg kan desværre ikke huske vinene ... så det bliver alene en beskrivelse af maden.
Vi startede ud med en appetizer/amus - en lille melonsalat med estragon og Serranoskinke. Kombinationen med estragon og melon var overraskende god. En frisk og dejlig mundfuld at starte ud med.
Første forret var en cremesuppe med kartoffel og knurhane ... Øj, den var god!! Jeg tror, at dette var vinderretten af dem alle. Den var cremet, rig-rig-rig på smag. Meget anderledes end det jeg indtil nu har forbundet med kartoffelsuppe - som ofte er en blendet, let grynet suppe. Her var en cremet, helt glat suppe, hvor der var tilføjet små tern af nye kartofler. Dertil en sprødstegt knurhane, som er en fisk jeg helt klart skal smage mere til. Salviebladene var lidt voldsomme - jeg ville have foretrukket, at de havde været strimlet. Sådan et stort blad i munden er en eksplosion af smag.
Eneste minus - og det handler ikke om suppen, men om tjeneren. Efter vi havde spist suppen, spurgte jeg til, hvad det var, som gjorde selve suppen så kraftig. Jeg fik blot svaret - det ved jeg ikke og måske en mumlen om, at hun ville undersøge det ......... hvilket vi aldrig hørte mere til.
Det synes jeg er ærgerligt. For når jeg, som amatør, går på gourmetrestaurant, så vil jeg gerne have noget information. Der kan sagtens være gæster, som ikke ønsker en masse snak og det skal tjenerne selvfølgelig fornemme. Men i og med, at vi begge aftener stiller spørgsmål, bør det vel indikere, at vi er interesserede i at høre lidt mere om retterne, råvarerne osv.
Anden forret var ristede jomfruhummerhaler, salat med hyldeblomstdressing og rødvinssirup.
Det var godt nok noget mystisk sirup ... når man tog en mundfuld af salaten var det som at tygge på meget klistret vingummi. Hyldeblomsten var ikke særlig gennemtrængende, hvis tjeneren ikke havde sagt, at det var hyldeblomst, ville jeg slet ikke have gættet på det. En temmelig underlig ret efter min/vores mening.
Mellemretten var svinefilet på en bund af peberfrugtkompot, radiser, en mild sauce og en lille salat på toppen.
Grisen var stegt perfekt - svag rosa, saftig og god smag.
Hovedretten bestod af unghanebryst, gulerodspuré, nye gulerødder, ærter, perlebyg og en sauce.
Rigtigt lækkert! Perlebyggen smagte fantastisk - fed, cremet og et godt spark af smag. Jeg ved ikke, om det var en perlebyg-otto? Det blev der ikke sagt noget om .... Men lækkert - og også hanebrystet var stegt perfekt.
Gustav spiser ikke ost, så han spurgte, om han kunne få noget andet. Dette kunne sagtens lade sig at gøre. Jeg skulle nok også have sagt det. Jeg bryder mig ikke om skimmeloste, men tænkte at jeg skulle prøve det af og håbe på, at der kun var en enkelt af dem;)
Ostetallerkenen blev blot serveret med en bemærkning om, at her er 4 oste. Intet om hvilke oste, der var på tallerkenen. Det skuffede mig helt vildt. Og da der nu havde været adskillige af disse situationer, orkede jeg ikke at råbe efter tjeneren.
Jeg må med skam indrømme, at jeg kun brød mig om den lille hårde ost ude til højre. Desværre ved jeg ikke, hvad det var for en ost. Men måske en ost fra De Fem Gårde.
Gustavs ret blev serveret med en bemærkning om, at dette var en desserttallerken ........... JA - men hvad er der på den tallerken??
Det var noget vanillecreme ... måske med noget ris, lidt bær, lidt bærsaft og ananas. Det smagte godt - men det ville bare være rart at vide, hvad det helt præcist var.
Desserten havde jeg glædet mig til fra det øjeblik, vi fik aftenens menu præsenteret. Og den skuffede ikke.
Crème brûlée, som var blød og dejlig med et ganske tynd knasende sprødt sukkerlag. Dertil en citronis med en delikat og samtidig diskret smag af citron - cremet og let.
Der var højdepunkter ... suppen, perlebyggen/hanebrystet og den sidste dessert. Men vi sad tilbage med en ærgerlig fornemmelse. En fornemmelse, som vi slet ikke har haft de to foregående gange, vi har besøgt slotskroen.
Vi snakkede meget om, hvad det var, som gav os følelsen. For i bund og grund var maden jo god - men der manglede prikken over i'et.
Vi havde nok forventet lidt mere, når vi denne gang havde bestilt gourmetopholdet.
Der var ting, som blev gentaget i flere retter ... F.eks. karamelsaucen - som var at finde på desserten begge aftener. Peberfrugtkompotten, som både blev brugt på bruschettaen den første aften og til grisen dagen efter. De to desserter, som Gustav fik til den 6 retters menu lignede for meget hinanden i smag og farve. De samme bær, grøntsager, der går igen. Serranoskinken gik også igen i både svinefiletten, bruschettaen, melonsalaten og til morgenmaden. Måske er jeg galt på den.... Men min forventning til en gourmetmiddag er lidt flere overraskelser og knap så mange gentagelser.
En anden ting, som jeg synes var ærgerligt var, at vi fik serveret de 6 retter + appetizer på kun 3 timer. Det er efter min mening alt for hurtigt - vi var mætte, så vi næsten ikke kunne rokke med ørerne allerede efter 3-4 retter.
Begge aftener havde personalet travlt med at få ryddet op og lukket ned .... eller sådan føltes det i hvert fald.
Undervejs blev vi først spurgt om maden smagte os, når tallerkenen blev hentet. Dvs. havde man noget, som ikke var helt tilfredsstillende, ville man være nødt til at tilkalde tjeneren... hvilket jeg synes kan være grænseoverskridende. Det er lettere at sige det, hvis man bliver kontaktet af tjeneren.
Ingen spurgte, om vi ønskede at slutte af med kaffe. Første aften ringede vi fra værelset adskillige gange for at få roomservice. Men ingen tog telefonen ...
Der er flere småting, som irriterede ... men det skal ikke lyde som en gang brok. For vi nød også dagene - men der manglede bare lige det sidste. Som ikke har manglet de andre gange.
Vi kommer temmelig sikkert igen, men lige nu skal vi lige sunde os:)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
12 kommentarer:
Synes det er øv at sidde tilbage med sådan en følese..
Hvad med om du sendte stedet en mail, ikke for at klage, sådan rigtigt...
Men for at forklare, og så har de muligheden for at gøre det bedre en anden gang.
Hyggehygge
Marianne
Hej Marianne
Ja, det var lidt ærgerligt.
Jeg har godt nok tænkt over det ... så måske jeg gør det:)
Kh Hanne
Synes jeg altså, at du skulle.. Ellers vil det bare irritere i bag hovedt.
Og kan forstille mig at sådan et ophold ikke er helt billigt...
Jeg synes bestemt også du skal sende dem en pæn mail med en forklaring på hvad i manglede ved servicen. Jeg synes også det virker underligt at i ikke kunne få flere/bedre forklaringer på de ting i spurgte om.
Set herfra ser maden nu lækker ud - men det er klart at den sidste lille prik over i'et gerne skal være der, også betjeningsmæssigt, når det er gourmet vi snakker om :-)
Maden ser rigtig god ud, men jeg ville heller ikke have været tilfreds med den betjening - eller rettere mangel på samme. Det er jo detaljerne, der er med til at løfte det op på et højere niveau - og som kan få én til at gå hjem og lege videre i eget køkken. Vi har for eksempel eksperimenteret med at lave is her til aften inspireret ud fra et restaurantbesøg, og det er da dejligt, når man får dobbelt glæde af middagen!
Jeg synes også, du skal gøre, som Jule Mig foreslår :-)
Hej Marianne
Jeg har lyttet til dit råd og sendt nogle ord til kroen :)
Kh Hanne
Hej Heidi
Ja, det var lige præcis prikken, som manglede. For maden var bestemt lækker!! Og stedet er hyggeligt og rart. Jeg har skrevet lidt til dem. Det er jo kun småting ... så det kan nemt blive supergodt igen.
Kh Hanne
Piske - det er lige netop det!! At man får nogle guidelines til at kunne arbejde videre i eget køkken. F.eks. om der var cognac i den supper eller var det en kraftig fond, som gjorde den særligt ypperlig.
Jeg har lyttet til jeres råd :)
Kære Hanne
Nu har jeg læst om dine oplevelser i Sønderjylland, det lyder noget blandet, de tjenere skulle have en over næsen.
Skriv en email til kroen, fortæl om jeres oplevelse, og giv dem linket til din blog og de indlæg om jeres besøg, husk også link til tidligere besøg, jeg tror faktisk at ejerne vil sætte pris på det, og så kan tjenerne lære det.
Knus
Vibeke
Kære Vibeke
Det er lige præcis det, som jeg har gjort :) Vil jo også gerne fortælle ejerne, hvor glade vi netop har været på de tidligere besøg.
Så nu er jeg spændt på, om jeg hører fra dem.
Knus Hanne
Kære Hanne
Jeg har desværre ikke modtaget en mail fra dig endnu, men jeg har læst og forstået budskabet i dit indlæg.
Hvornår var i på ophold?
Jeg - vi har haft nogle problemer omkring perioden ultimo juni til faktisk godt ind i august, jeg håber og tror på at vi har lokaliseret "fejlen" og rettet op på de mest graverende ting.
Jeg ville naturligvis gerne have været kontaktet tidligt i forløbet men med lidt søgning på nettet gik det jo også.
Mvh.
Henning Kohl
forpagter af Schackenborg Slotskro
Kære Henning
Tusind tak for din tilbagemelding.
Er rigtigt glad for at høre fra jer.
Og at høre, at I har rettet op.
Jeg har via mail sendt dig den mail, som jeg sendte til dig i august 2010.
Og som jeg skriver der, var mange ting i orden, men der var blot ting, som ikke var i tråd med tidligere ophold og gourmet-forventningerne.
Mange hilsner
Hanne
Send en kommentar