tirsdag den 18. maj 2010

Pizza bagt på surdej...


Den nemmeste tomatsauce ... nogensinde ...




Der er blevet eksperimenteret med pizza her i weekenden. Jeg købte for nogen tid siden bogen Pizza af Gorm Wisweh. Den kan anbefales ... fyldt med gode råd om, hvordan man bager den mest perfekte pizza.
Pizza - Wisweh, Gorm

Pizzabunden blev bagt med surdej, som Wisweh forskriver det. Det er uden tvivl den bedste, sprødeste og lækreste bund, man kan tænke sig. Eneste hage er, at man skal vide et par dage i forvejen, at man har lyst til pizza ... men pizza har man vel nærmest altid lyst til;)

Jeg lavede lidt om på opskriften, da jeg igen ville lege lidt med urehveden. Hvis opskriften skulle være helt autentisk, skal man kun bruge italiensk Tipo 00 mel og semolinamel.

Surdej
1 dl vand
5 g gær
en smule sukker
urehvede til massen bliver fast.
Ælt dette sammen. Sæt i køleskabet til dagen efter.

Pizzadej med urehvede
2½ dl vand
10 g gær
ca 1 dl af surdejen
1 tsk sukker
150 g urehvede
150 g Tipo 00 hvedemel
125 g groft Semola (Semolina)
2 tsk salt
1 spsk olivenolie
Bland vand, gær, surdej og sukker. Tilsæt urehveden og Semolinaen og rør godt sammen, så dejen bliver glat. Tilsæt herefter salt og olivenolie. Tilsæt Tipo 00 lidt af gangen og ælt længe - mindst 10 minutter og gerne mere. Dejen skal være meget smidig.
Lad hæve på køl igen - gerne natten over.

Dagen efter tages dejen ud og del i 4 og form til kugler. Sæt dem koldt og lad hæve mindst 1 time mere. En times tid før pizzaerne skal laves tages dejen ud af kølelskabet - så de får stuetemperatur.

Fyldet er som her.

Rå tomatsauce
½ rødløg
2 fed hvidløg
5 små friske San marzano tomater
1 dåse gode øko hakkede tomater (de økologiske er bare mere søde, mindre bitre)
1 håndfuld frisk basilikum
et par stilke frisk timian
et par stilke frisk oregano
1 lille dåse tomatpuré
2-3 spsk olivenolie
1 nip sukker
salt, peber
Det hele blendes.
Der er meget tomatsauce i denne portion - så der er nogle portioner til fryseren.

1 kugle frisk mozarella i små tern.
frisk persille
frisk oregano eller basilikum

I ovnen placeres en pizzasten og ovnen tændes på højeste varme. Lad stenen blive godt varm - dvs. lad den stå min. 20 minutter efter, at ovnen har nået temperaturen.

Dejen rulles helt tyndt ud. Der skal bruges groft Semolina til at rulle ud på. Det er en af Wiswehs hemmeligheder for at få en særlig sprød bund.

Fordel 1-2 spsk tomatsauce på den tynde bund. Sjask ikke til - da det vil gå ud sprødheden.
Fordel derefter kød, små mozarellatern og drys med frisk persille og oregano.

"Vip" op på pizzaspaden, sæt i ovnen og bag 5-7 minutter til pizzaen er gylden og sprød.

Det hele lyder vældig omstændigt ... men det er SÅ meget det hele værd. Køb bogen, for der er masser af gode tips og skønne opskrifter på nye, spændende fyldvariationer.

6 kommentarer:

Vibeke sagde ...

Kære Hanne
Det lyder interresant! Jeg havde ikke i min, ellers så livlige madfantasi, tænkt på surdej til Pizza.
Nu varer det ikke længe før, at der atter skal bages Pizza på Weberen, og så skal din opskrift prøves!
Knus
Vibeke

Hanne K's verden sagde ...

Kære Vibeke
Nej, den tanke havde heller ikke strejfet mig. I det hele taget har jeg eksperimenteret alt for lidt med surdej i lyst brød. Og det giver jo en interessant dimension til brødet.
Så frem med weberen og bagestenen :)
Knus Hanne

Piskeriset sagde ...

Hanne, du er en skattebasse! Jeg har gået og pønset på at lave en ny pizza de seneste dage, og i går fik jeg i et kort sekund den idé at bruge surdej - men afviste hurtigt ideen igen, da det nok ville give et underligt resultat. Men nu kan jeg se, at jeg alligevel ikke var på afveje, så det må jeg prøve en af dagene :-)

Hanne K's verden sagde ...

Haha, Piskeris ... det var da heldigt, at det lige blev nu, jeg fik prøvet det af:)
Glæd dig - SÅ sprød en bund.

Mig sagde ...

Fejt... nu har jeg vildt lyst til Pizza...

Hyggehygge

Hanne K's verden sagde ...

Marianne ... sorry ;D