torsdag den 13. maj 2010

Intervalstegt dyrekølle med tilbehør

Hvad er det? ....

Lidt problematisk ... de dyr, som Gustav har skudt i Tyskland, er blot blevet puttet i nogle poser uden mærkater... Kun teksten. Buk 1, Buk 2 eller Buk 3 ... for det er tilsyneladende mere vigtigt at vide, hvilken buk vi spiser end hvilket stykke kød, det er...
Så jeg var lidt på den, da jeg stod med kødet ... men efter et par billeder på Facebook - "HVAD ER DETTE??", så var der masser af gode idéer til, hvad stykket var for noget ... også nogle som var rigtige;) ... Der var også bud på hjerte, lunger, ballemuskel, men det var altså et en kølle.

Og nu her i bagklogskabens lys ... ja, så kan jeg jo egentligt godt se det...



Jeg prøvede at intervalstege kødet - og det er ikke sidste gang, jeg bruger den metode. Kødet blev perfekt: mørt, saftigt og uhmmmmmmmm!

1 dyrekølle
smør
2 bananskalotteløg
2 gulerødder
2 stilke bladselleri
2 dl rødvin
1-2 dl vand
et par kviste rosmarin
et par kviste timian
5-7 enebær
salt, peber

Brun på en pande køllen. Krydr efterfølgende med salt og peber. Knus rosmarin, timian og enebær i en morter og smør dette på køllen.

Placer kødet oven på grøntsagerne, hæld rødvin og vand ved, sæt i en 200 grader varm ovn. Steg i 20 minutter. Tag ud og hvile i 10 minutter. Sæt i ovnen igen 20 minutter og hvile 10 minutter igen … fortsæt til en centrumtemperatur på ca 60 grader. Tag ud og pak ind i stanniol og et par håndklæder. Lad hvile gerne 30-45 minutter – mindst 15 minutter.

Køllen vejede 1800 g og fik ca. 3 x 20 minutter med hviletid imellem. Den hvilede længe … og blev mør og saftig.

Sauce

Si fonden fra stegen. Kog lidt ind. Tilsæt en sjat fløde, jævn evt med maizena udrørt i vand. Smag til med f.eks. kirsebærsirup, solbærsaft, rødvin, balsamico, gastrik, en klat danablue, salt og peber.

Du kan også blot bruge rødvin, sukker, salt og peber .. det handler, som altid om at skabe balance imellem det sure, søde, salte, bitre...

Råstegte gulerødder og asparges

3 gulerødder
6-8 grønne asparges
en håndfuld citrontimian
smør, olivenolie
salt, peber
hvidvinseddike
en håndfuld ristede pinjekerner
Skræl gulerodsspåner med en kartoffelskræller. Svits på en pande sammen med olie og smør nogle minutter. Tilsæt asparges i små snitter, citrontimian og hvidvinseddike svits endnu et par minutter. Smag til med salt og peber.

Små bagte kartofler
Små kartofler i et fad med olivenolie og salt - bages i ovnen ca. 45 minutter.

10 kommentarer:

Vibeke sagde ...

Kære Hanne
Du har sikkert været rimelig irriteret på de poser:) men hvad pokker, vi andre mener jo også, at vi kan huske hvad der er i de poser, vi fylder i fryseren.
Jeg har et sådan en kølle, der står, at det er fra det skotske højland, jeg har en lusket ide om, at det er opdrættet, men skidt med det, jeg tror, jeg vil stege den lige som du har gjort, det lyder overkommeligt, og det ser lækkert ud.
Knus
Vibeke

Signe sagde ...

Uh, jeg elsker bare vildt og har ikke fået det i en evighed - mums, hvor ser det godt ud.
På et tidspunkt havde vi bestilt 1/8 okse, og min mand tog i mod den, da jeg ikke var hjemme, hvorefter han bare havde kommet det hele i fryseren. Vi snakker altså 10 kg hakket kød i en klump og sådan - jeg kunne have kvalt ham!!! det tog mig mindst en time at omfordele det, efter at det var blevet skalfrosset - og jeg havde de koldeste hænder i byen :-)

Hanne K's verden sagde ...

Kære Vibeke
:) Ja, det er ikke vildt praktisk uden mærkater...
HAHA ... ja, det kan godt være, at man ikke helt kan regne med de labels, som er sat på sådan en kølle.
Det var absolut en overkommelig måde at lave kølle på og smagte skønt.
Knus Hanne

Hanne K's verden sagde ...

Hej Signe
;D Aj, kan lige forestille mig det. Mænd ... ;)
Vildt er bare noget særligt, måske lige præcis fordi man får det så sjældent.

Piskeriset sagde ...

Manner! Jeg elsker dyrekølle - og det er da 100 år siden, jeg har fået det! (sådan føles det i hvert fald)

Det ser pivgodt ud :-)

Hanne K's verden sagde ...

Hej Piskeris
Det var også pivgodt:)
Og der er noget særligt ved at få dyrekølle og vildt i det hele taget - sikkert fordi der går så længe imellem. Jeg er lidt bange for, om jeg risikerer at blive træt af det med alt det kød i fryseren...

foodfanatic sagde ...

Åh Hanne, hvem der dog bare, var gift med dig. Sikke et festmåltid du endnu engang har tryllet frem. Jeg er ikke misundelig. Slet ikke :)

Hanne K's verden sagde ...

Nadia, :) Tak - Hvor er du sød.

Anonym sagde ...

Hej Hanne
Nu er det efterhånden længe siden, du lagde denne opskrift ind, men bedre sent end aldrig vil jeg nu prøve den. Det lyder virkelig lækkert. Men skal kødet dækkes til, når det hviler de 10 minutter?
På forhånd tak for rigtig god og lækker inspiration.
Mvh Helle

Hanne K's verden sagde ...

Hej Helle
Jeg dækkede ikke stegen til, når den var ude af ovnen de 10 minutter.
:)Dejligt at høre, at du kan bruge bloggen til inspiration.
Mange hilsner Hanne K