fredag den 4. marts 2011

Saltkaramelkiks med chokolade .... og udfordringer


Jeg har længe villet prøve en opskrift af fra magasinet Mad & Venner fra januar nummeret 2011. Sidste weekenden blev der endelig tid til det.

Det lød interessant med salt i karamellerne og de knuste/mortede ris var et sjovt element.

Det var dog lidt problemer ... men skal ikke græde over spildt kondenseret mælk, så i andet forsøg lykkedes det ... næsten ;)

Start i god tid med bunden, da den skal køle af, inden karamelmassen hældes over.

Kiksebund:
450 g blødt smør
200 g rørsukker
1 stang vanille
9 dl mel
2 spsk knust/mortede hvide ris
Smør, sukker, vanille og mel æltes godt sammen. Presses jævnt ud i en stor, bagepapirsbeklædt bradepande.
Bag ved 175 grader i ca. 30-40 minutter. Til de er bagt og jævnt gyldenbrun. Lad bunden køle af.

Note: Denne kiksebund smager helt vidunderligt - vanillesødt, sprødt og et sjovt crunch fra risene.

Saltkaramel:
4½ dl sukker (alm hvidt)
1½ dl sirup (jeg brugte lys, men mørk vil give lidt mere krydderi på smagen)
1 dl vand
1 spsk citronsaft
2½ dl fløde
2½ dl kondenseret mælk
½ tsk havsalt + noget til drys
Sukker, sirup, vand og citronsaft bringes i kog ved medium varme. Man kan godt røre lidt i massen her til at starte med til sukkeret er opløst. Herefter røres ikke i gryden.
Kog til massen har en temperatur på 150 grader - eller til du har en gyldenbrun masse. Det tager ca. 20-30 minutter.
Tag gryden af varmen og lad den stå nogle minutter. Hæld herefter fløde i og den kondenserede mælk. Det bruser noget op, når fløden hældes i. Rør kraftigt i massen. Sæt gryden over lav varme igen (jeg brændte begge portioner på, da varmen var for intens. Måske fordi jeg har gaskomfur. Men pas på særligt henimod slutningen) Kog nu til massen har en temperatur på ca 115 grader - massen bliver brun og dufter af karamel.

Hæld karamellen over kiksebunden og drys med lidt salt. Lad den køle helt af i et par timer.

Chokoladeglasur:
200 g mørk chokolade (gerne 70 %)
2 spsk smør
Smelt chokolade og smør over vandbad. Rør det sammen til en jævn masse.
Dette hældes over karamellen. Lad køle af gerne i køleskabet.

Skær ud i små bjælker eller mundfulde.

Note:
De har været populære, der hvor jeg har haft dem med hen.
Jeg selv synes, at de er lidt for søde. Bunden er perfekt, men jeg vil en anden gang prøve at lege lidt med karamelmassen, gøre den lidt mere mørk i smagen med f.eks. mørk sirup og måske mørk muscovadosukker.
Men jeg ved så ikke, om det er lidt et sats, at arbejde med mørkere sukkerarter - eller om det endnu nemmere brænder på.
Det kan selvfølgelig også være, at mit sukkertermometer ikke måler helt korrekt. Jeg plejer dog ikke at have problemer, når jeg laver bolcher.

Kunne også forestille mig at lave bunden sammen med noget andet fyld.

Men jeg mistede trods alt kun en bøtte kondenseret mælk, 2½ dl fløde, lidt sukker, sirup ..... og en gryde ;D

 

 

16 kommentarer:

Malou Klidmoster sagde ...

Kære Hanne

Uhm, det ser spændende ud. Saltet karamel er det nye sort :-)

Passer det med at der er 2½ dl kondenseret mælk i en dåse?

Knus
Malou

Miss A sagde ...

Hej Hanne :)

Hvor ser den lækker ud, din kage..

Kan du sende et stykke med luftpost?

De bedste hilsner fra
Anita
Liv og Mad

Piskeriset sagde ...

Nu var det ikke bare en god undskyldning for at få en ny gryde, vel? ;-)

De ser nu ret lækre ud - dem vil jeg OGSÅ prøve! *slurp*

Signe sagde ...

Mums, hvor ser det lækkert ud. Jeg er altid frisk på at prøve nyt hjemmelavet slik, så denne opskrift bliver lige gemt :-)
God weekend til dig!

Kager skal der til sagde ...

Øjjjjjjjjjjjj ser vildt mums ud !!!!

Hyggehygge
Marianne

Camilla sagde ...

Hej Hanne,

det ser skisme lækkert ud! Jeg vil ønske jeg havde mod på sådan en omgang... for i min verden er der sjældent noget der er for sødt... så hvorfor skulle disse være - lol

knus
Camilla

Camilla (Himmelske Kager) sagde ...

Sikke en omgang. Hatten af for at du blev ved trods flere forsøg og afbrændte gryder :-) De lyder virkelig gode.

Hanne K's verden sagde ...

Kære Malou
:) Ja, det har du ret i.
Det var en dåse kond. mælk fra Nestle, den passede med 2½ dl. Tror, at jeg nogle gange har set dåser, som er en lille smule større.
Knus Hanne

Hanne K's verden sagde ...

Hej Anita
Tak - åh, den har desværre fået ben at gå på. Ellers havde der fluks været et stykke på vej i din retning med en brevdue :)
Kh Hanne

Hanne K's verden sagde ...

@Piske ... haha, du gennemskuer mig altid ;)

Hanne K's verden sagde ...

@Marianne - tak :)

Hanne K's verden sagde ...

@Signe - ja, hjemmelavet slik er et hit. Elsker det - at lave det og.... at spise det:)
Tak og du må ha' en dejlig søndag.

Hanne K's verden sagde ...

Hej Camilla
:D Så ville disse helt sikkert falde i din smag. Så hop ud i et forsøg ... hvis du har en gammel gryde ;)
Kh Hanne

Hanne K's verden sagde ...

@Camilla (himmelske kager) - Jeg tror heller ikke, at jeg havde givet det endnu et forsøg, hvis ikke det var fordi, bunden allerede var bagt ;)
Men det var nu kampen værd.

Den positive vejleder sagde ...

Kære Hanne,

Uuuuha - de ser da helt umanérligt gode ud, de små hapsere! Godt jeg LIGE har spist morgenmad; ellers ville jeg gå i køkkenet med det samme ;-)
Dine boller med skyr ser også rigtig rigtig gode ud!
Kh. - og rigtig god søndag!
/Eva

Hanne K's verden sagde ...

Kære Eva
Tusind tak :)
Ja, man skal nogle gange planlægge, hvornår man skal gå på blogrundtur;)

Ha' en skøn søndag.
Kærligst Hanne