torsdag den 5. februar 2009

Cider og mørbrad




Disse dage, er det eneste, jeg får lavet : MAD.
Det er jo også en vigtig ting. Og med den meget ledighed, så er der tid til at se diverse madprogrammer på BBC Lifestyle og det giver masser af inspiration.

Inspirationen til i dag kommer nu ikke lige fra madprogrammerne, men en tanke jeg fik, da jeg købte porter til svinekæberne. Jeg fandt en dåse æblecider på hylderne ved siden af specialøllene.

Så jeg har gået og tænkt lidt på, hvad cider kunne passe sammen med. Forsøget kom til at gå på svinekød, æbler, bacon og timian... Og resultatet blev godt.

Jeg var lidt bekymret, da jeg smagte saucen til, inden det hele kom i ovnen sammen. Smagen var meget dessertagtig... men med en god chat æbleeddike, timian, salt og peber - og efterfølgende smagen fra kød, bacon, løg osv, så blev det super godt - og langt fra smagen af dessert ;o)

Svinemørbrad i cidersauce:
1 svinemørbrad
smør
salt, peber
2 skalotteløg
1 godt madæble
1 bakke champignon
½ pk bacon
1 dl cider
2 dl fløde
timian
et drys cayennepeber
ca 1-2 spsk balsamisk æbleeddike (anden eddike kan sagtens bruges eller evt. citronsaft)
salt, peber

Marinade:
2 dl cider
2-3 spsk olivenolie
2 fed snittet hvidløg
friskkværnet peber

Lad den hele mørbrad marinere et døgnstid.

Hæld marinaden væk og tør mørbraden lidt af. Skær mørbraden i skiver og giv dem et let tryk.
Krydr med salt og peber og brun mørbradbøfferne af flere gange. For mange på panden vil få dem til at koge i stedet for at stege.

Læg bøfferne i et fad.

Skær bacon i strimler, æbler i tynde både, champignon i skiver og løg i strimler.
Svits løgene på samme pande som mørbraden evt. i lidt ekstra smør. Tilsæt bacon efter et par minutter. Svits til det er brunet og læg blandingen over bøfferne. Rist dernæste æblerne til de får lidt farve og læg i fadet og til sidst champignon sammen med endnu en lille klat smør.
Krydr undervejs æbler og svampe med salt og peber. Læg svampene i fadet.

Kog panden af med cider, fløde og smag til med balsamisk æblecider, timian, cayenne, salt og peber. Smag til - må gerne have lidt bid af cayenne og eddike.

Server med råstegte kartofler eller ris.

Vi fik dog nogle små pastagryn... kaldet Risoni pasta. Smagte rigtigt godt. Desværre købt i Grækenland og jeg har ikke set dem herhjemme. Barilla Pasta har dem dog i deres sortiment, så måske man kan finde dem et sted...
God appetit:o)

2 kommentarer:

Malou Klidmoster sagde ...

Hej Hanne.
Det ser rigtig lækkert ud. Svinekæber er et sikkert hit her i huset, mon ikke jeg skulle forsøge mig med den her variant. Jeg har en pose risoni i skabet som jeg har købt i Kvickly extra. Så hvis du har sådan en i nærheden, kan du måske være heldig.
Mvh Malou

Hanne K's verden sagde ...

Hej Malou

Jeg synes, efter at have smagt svinekæber, at det er utroligt, det ikke er mere populær spise. Umiddelbart tænker jeg, at det er det bedste på grisen. Det må være "navnet" -jeg har oplevet folk rynke på næsen, når jeg med stor entusiasme har fortalt om den fantastiske spise...
Vi har vist ikke en Kvickly extra tæt på - men nu ved jeg, hvis vi en dag kører forbi en sådan, at jeg lige må ind og checke for risoni.
Hilsner fra Hanne