lørdag den 26. december 2009

Julefrokost II - Stegte sild i eddikelage





Disse sild fandt jeg hos Klidmoster.dk – jeg har rettet lidt til, blandt andet fordi jeg ikke havde de krydderier, som hun brugte. Og jeg har en aversion imod kanel i det salte køkken … ved godt, at det sikkert ikke er populært at sige, men jeg kan simpelthen ikke forliges med det. Jeg får flashbacks til en frygtelig Pastitsio, vi fik på Santorini… der var så meget kanel i, at det var en gru.
Jeg har forsøgt mig med at lave rødkål … også med kanel, men det dur heller ikke i min mund…
Og marokanske med kanel - heller ikke godt. Så jeg har forsøgt, men måske om nogle år det skal forsøges igen.

Min version af de stegte sild blev sådan … og gæsterne var glade for dem, og jeg selv (som faktisk aldrig har spist stegte sild i lage ) var også positiv over retten ;o)

Stegte sild i eddikelage
100 g mørk muscovado sukker
150 lys muscovadosukker
6 dl eddike
2 laurbærblade
1 tsk peberkorn
½ spsk salt
3 løg i tynde ringe

5 sildefiletter
rugmel

1 spsk dijonsennep
salt, peber

Kog lagen … bland alle ingredienser også løgene i tynde skiver.
Det hele koger ca. ½ time til løgene er møre.

Løgene tages så op og lagen får lov at køle af.

Tør silde filetterne – skær dem evt. over (på tværs, så de stadig kan foldes midt på)
Smør med sennep og drys med salt og peber.

Vend sildene i rugmel og steg på en pande i olie til de er gyldne.

Læg sildene i en skål og lad dem køle af. Når løgene er afkølet lægges disse oven på og til sidst hældes den kølede lage over.

Lad sildene stå 2-3 dage koldt.

Ingen kommentarer: