mandag den 15. april 2013

Rødspættemuffins ... eller rødspættepaupietter med estragonkartofler


Hurra for et nyt og fantastisk madprogram - Cecilie og Madklubben. Et program med nogle af Danmarks bedste kokke, som er vildt inspirerende. Dejligt og forfriskende!

Det er et af den slags programmer, hvor man får lyst til selv at prøve at lave retterne eller lyst til at eksperimentere med nye metoder, råvarer osv. Da jeg så afsnittet, hvor Bo Jakobsen bestemte menuen, kom rødspættepaupietterne på to-do-listen. Jeg har lavet noget lignende tidligere - laksefarserede fiskefiletter. I programmet kan man lure nogle tricks og fif - bl.a. at man kunne bruge en silikone-muffinform til at tilberede paupietterne i.

Stærkt inspireret fra denne opskrift, lavede jeg nedenstående ret. Måske lidt fancy på en hverdagsaften, men hvorfor skal en mandag være kedelig? Og det rigtigt nemt at gå til.

Rødspættemuffins/paupietter:
200 g sejfilet (eller torsk, sandart, laks...)
ca ½ tsk havsalt
1 æggehvide
ca 70 g kogt spinat (væden trykket ud)
3 spsk fløde
friskkværnet peber
Skær fisken i tern og kør den i en foodprocessor sammen med saltet. Tilsæt æggehviden og lad dette køre sammen med fisken. Tilsæt derefter spinat, fløde og peber og kør til en fin fars. Smag til.
Put farsen i en sprøjtepose eller en kraftige frysepose. Dette gør det meget nemmere at fordele farsen.

3 store fiskefiletter
Skindet skæres af filetterne.
Fiskefiletterne deles på midten. En eller to filetter lægges i kanten af en oliesmurt muffinform og den grønne fars sprøjtes ud i midten. Glat farsen lidt med en finger fugtet i vand og pensel derefter med olivenolie på toppen.
Bag ved 160 grader varmluft i 8-10 minutter - dæk formen let med et stanniol.
    
Note:
Jeg valgte at bage fisken ved den temperatur, da jeg også havde kartofler i ovnen. Fisken blev dog perfekt tilberedt - saftig og blød.
Når de nye kartofler kommer, vil jeg prøve den mere nænsomme tilberedning ved 100 grader for at se, om der er den store forskel. Man kan se tilberedningsmetoden her.

Estragonkartofler:
5 store kartofler
estragonsalt (eller havsalt)
estragon
ca 1 spsk olivenolie
Skær kartofler i små tern - ca 1x1x1 cm. Læg dem i koldt vand i ½ times tid og skift gerne vandet et par gange for at fjerne mest muligt stivelse.
Hæld vandet fra og tør kartoflerne i et rent viskestykke. Hæld kartoflerne i en frostpose, hæld olien ned sammen med ca 1-2 tsk estragonsalt og ekstra estragon. Massér kartoflerne godt ind i olie og krydderi. Hæld ud i et fad beklædt med et stykke bagepapir, som er let penslet med olie.
Giv kartoflerne ca 45-60 min ved 175 graders varmluft. Rør rundt i kartoflerne af og til, så de bliver gyldne på alle sider.

 


Vi fik en lidt rodet salat til a la 90'erne ... men det kan også have sin charme ind imellem. Og nu hvor foråret banker på, så er det nu dejligt med lidt sprødt iceberg.

lørdag den 13. april 2013

Kokossuppe med kylling, grøn karry og spinat

Jeg er jo, som ingen nok kan være i tvivl om, vild med det asiatiske køkken og har ofte lavet thaiinspirerede supper. Denne udgave med kokos, grøn karry og spinat er dejligt afbalanceret i smagen. Man skal passe lidt på med den grønne karry, hvis det er en af de gode - det er stærke sager. Får man karryen godt afstemt med kokosmælk, lime, salt/fishsauce og sukker - så går det op i en skøn højere enhed.
Green curry - købt hos etnisk købmand
Det var endvidere lækkert med spinaten, de sprøde gulerodsskiver og lidt crunch og frisk sødme fra sukkerærterne.
Jeg surfede lidt rundt og lod mig inspirere af denne laksa og kogebogen Mit thaikøkken af Hanne Holm.

1 hel kylling
ca 1 spsk smagsneutral olie
1-2 tsk grøn karrypasta (jeg nøjedes med 1 tsk!!)
4 fed knust hvidløg
1 stort, finthakket løg
1 ds kokosmælk (ikke light)
9 dl kyllingefond
ca 100 g Sobanudler eller lignende
3 gulerødder
½ bakke sukkerærter
200 g babyspinat
ca 2 tsk sukker
2 limefrugter
salt
koriander
purløg
Start med at partere kyllingen/kødet skæres af benene. (Benene kan koges sammen med suppeurter - eller gem skroget i fryseren til en anden dag, hvor du har tid til at lave din egen fond). Skær kødet i tern på ca 1x1 cm - hold kødet fra brystet adskilt fra kødet fra låret. Låret kan tåle lidt længere tid i gryden uden at blive tørt.

Varm olien op i en gryde. Rist karrypastaen sammen med knust hvidløg. Hvis det bider for voldsomt fast i grydens bund, tilsæt da et par spsk kokosmælk. Skru ned for varmen og tilsæt evt lidt mere olie, svits løget ca 5 min - gerne sammen med kødet fra lårene. Tilsæt herefter kokosmælk og fond. Lad simre 10 min. Tilsæt kyllingebrystet og nudler 5-7 min før suppen skal serveres, gulerødder ca 3 min før servering, sukkerærter og spinat ca 1-2 min før servering. Spinatbladene skal blot lige falde sammen. Det er vigtigt at grøntsagerne kommes i til sidst for at bevare sprødheden. Smag til med lime, sukker og salt.
Ved servering drysses med koriander og purløg.

torsdag den 11. april 2013

Spidskålsalat med mango, feta og saltede nødder

Jeg har stort set altid spidskål i køleskabet. Det er min absolut yndingskål og den bliver ofte brugt i salater for at få lidt mere bid, end man får fra f.eks. en iceberg eller de spæde salatblade. Jeg havde en smule mango, som er min yndlingsfrugt for tiden og med de to i hovedrollen, blev denne salat til - og den smagte fuldstændigt vidunderlig. Der er syre fra dressingen, sødme og eksotisk smag fra mango, salt og blødhed fra Feta (fetaen gør virkelig en forskel!), lidt bid fra chilien og knas fra saltede nødder.

Det er ca mål, man må smage lidt efter, så den rammer den gode balance.

Dressing:
en sjat olivenolie
en sjat frugteddike (jeg brugte mango, men æblecidereddike vil også være godt eller blot lidt citronsaft)
en sjat agavesirup (anden sirup eller sukker)
en lille smule stærk chilisauce (eller frisk chili)
en smule chilipulver
havsalt

Salaten:
1 lille spidskål
1/4 mango
et lille bundt purløg
en lille klump god cremet Feta
et par spsk hjemmesaltede og ristede cashewnødder, mandler (eller evt blot peanuts)
Pisk dressingen sammen og smag den til.
Snit kålen fint og kram den lidt sammen i hænderne, så bliver den mere tyggevenlig. Skær mango i små tern. Bland dette godt rundt i dressingen og vend finthakket purløg i. Hæld op på et fad. Skær fetaen i tynde skiver og bryd skiverne i mindre stykker ud over salaten. Drys med de hakkede nødder.

Note: En perfekt forårs-/sommersalat til f.eks. grillet kylling eller fisk.

lørdag den 6. april 2013

Hjemmelavede "fiskepinde" af mørksej med chili og sesam

Jeg tror faktisk aldrig, at jeg har smagt de færdiglavede fiskepinde. Men idéen om små sprødstegte fiskestænger tiltalte mig. Denne opskrift er ikke en større videnskab, men det er velsmag og hurtig mad.

Jeg havde købt en side af en mørksej og det halve havde jeg lavet i ovnen, men det synes jeg ikke var en større succes. Derfor måtte jeg prøve noget andet med det sidste stykke.

Det vigtige er, at fisken kun skal have ca 1-1½ minut på hver side. Den skal være lysebrun og sprød udenpå, men bevare saftigheden indeni. Smagen af chilisglaze og sesamfrø gav det et asiatisk touch, som var super lækkert. Det er ikke sidste gang, jeg laver sej på denne måde.

Jeg havde ingen rasp, så jeg kørte 2 grove kiks i minihakkeren.

ca 400 g mørksej (torsk, lyssej eller lignende)
ca 1 dl rasp eller f.eks. 2-3 knuste grovkiks/knækbrød
½ dl sesamfrø
salt
ca 3 spsk chiliglaze eller chilisauce
ca ½-1 dl smagsneutral olie
Bland rasp sammen med sesamfrø og smag til med salt.
Skær sejen ud i strimler på ca 1½ cm bredde. Dyp først i chiliglaze og vend herefter i raspblandingen.
Varm olien op på en pande. Olien skal blive godt varm. (Stik f.eks. enden af en tandstikker ned i olien, når det syder omkring spiden, er den klar.)
Steg fisken ca 1½ minut pr side. Tag fisken op og læg på fedtsugende papir.

Server f.eks. med nye kartofler, nudler og en frisk salat.
Vi fik bagte rodfrugter til, men med foråret forude, er det lækkert med noget mere grønt og frisk til.

Inspirationen fik jeg fra en opskrift på TV2

søndag den 24. marts 2013

Green Curry - oksekød i grøn karry med nudler

 
Jeg er vild med at shoppe rundt i de små etniske butikker. Oftest handler jeg hos en lille thaikøbmand, som ligger i Gravene i Viborg. En lille butik, hvor man må vakle ned af skæv en stentrappe til kælderen, som er fyldt med gode sager. Friske grøntsager, krydderurter, den gode kokosmælk: Chaokohi, nudler i mange afskygninger, kondenseret mælk til god pris, karry-pastaer m.m. Samtidig er der god service og hjælp at hente, hvis man er i tvivl, om hvordan man f.eks. laver Tom Yum-suppe og andet.
Sidst jeg var dernede for at handle, købte jeg en grøn karrypasta. Og det var med udgangspunkt i denne, jeg lavede aftensmad i går. Det blev ret vellykket ... Nogen kaldte hver bid en oplevelse med overraskelser i form af blød/sød banan, knas fra nødder, cremet sauce osv. Store ord fra en jyde - så måltidet var godkendt. ;o)

Green Curry med oksekød
1-2 spsk smagsneutral olie
1-2 spsk green curry/grøn karrypasta
1 spsk friskrevet ingefær
1 fed fintrevet hvidløg
½ rød chili uden kerner
500 g hakket oksekød
evt. ekstra karrypulver
2 rødløg i strimler
1 squash i strimler
3 røde snackpebre i strimler
1 dåse kokosmælk
1 limefrugt
1 appelsin
salt eller fiskesauce
ca 1 tsk sukker
et bundt frisk koriander
banan
peanuts
brede Udonnudler eller lignende
Varm en wok eller stor gryde op, hæld olie på og rist karrypasta, ingefær, hvidløg og chili et minutstid under omrøring. Tilsæt evt ekstra olie, hvis det bider for meget fast i bunden af gryden. Tilsæt herefter oksekødet lidt efter lidt og brun det. Krydr med lidt salt og smag, om karrystyrken er passende - ellers tilsæt evt lidt mere karrypasta eller karrypulver.
Tilsæt nu rødløg, squash og svits til løgene falder lidt sammen. Hæld kokosmælk på og saft fra lime og appelsin, sukker og salt. Lad gryden småsimre 5 minutter. Tilsæt strimlet peberfrugt og stilkene fra korianderen. Lad simre yderligere nogle minutter. Peberfrugten skal bevare sprødhed. Smag til med salt, sukker og syre.

Server med nudler og drys rundhåndet med koriander, banan og peanuts. Server en limebåd til, så den enkelte selv kan justere med syrlighed.

Note: En meget vellykket thai-ret. Den grønne karrypasta er god! Og balancen imellem stærkt, sødt, syrligt, salt og bittert - samt banan, nødder og kokosmælk er skøn!
 

søndag den 10. marts 2013

Carpaccio ... Såre simpelt/ubeskriveligt lækkert

Carpaccio kræver næsten ingen opskrift og beskrivelse ... men jeg har lige genopdaget retten efter mange år, hvor jeg ikke har skænket den en tanke. Jeg er begejstret!! Det er hurtigt at lave, det ligger let i maven og smager vidunderligt!!!

Jeg købte en af de pakker, som sælges i mange supermarkeder. Næste gang vil jeg gå til slagteren - og der kommer ikke til at gå lang tid! Jeg kasserede den ost, som lå i en lille pose, da det så temmeligt gråt og trist ud - og jeg havde lige købt et lækkert stykke økologisk Vesterhavsost hos ostehandleren, som jeg i stedet brugte.

Det møre kød, skarphed fra rucola, sprød salat, nøddesmag fra sprøde pinjekerner og Vesterhavsost, fedme fra olivenolie og ost, syrlig balsamico - det hele spiller bare så godt sammen og går op i en højere enhed, hvad smag og tekstur angår. Her er det virkelig på sin plads at bruge gode råvarer: olivenolie, flagesalt, ost, balsamico.

1 pakke carpaccio
et par håndfulde spæde salatblade (fx. rød mangold, rucola, spinat)
et par spsk pinjekerner
Vesterhavsost, Prima Donna eller Parmesan

1 spsk olivenolie
½ spsk god balsamico
Maldon havsalt
Friskkværnet peber

Rist pinjekernerne over ikke al for høj varme, de skal blot tage en smule farve. Lad dem køle helt af.
Skyl og slyng salatbladene.
Pisk olivenolie og balsamico sammen og smag til med havsalt og peber.

Fordel carpaccio ud på en tallerken. Læg en bunke salatblade på midten. Drys de ristede pinjekerner ud over tallerkenen, høvl nogle tynde flager ost og drys over. Dryp dressingen ud over.

NYD!!!!

onsdag den 20. februar 2013

Sennepskrydret laks, ovngrønt og kartoffelbåde


I nogle perioder bliver det til mange dage med "hurtigmad" og gamle travere - sådan en periode har vi været inde i. Pludselig bliver man led og ked af det og lysten melder sig til noget ordentligt mad. På jysk forstås: kartofler, kød/fisk, grøntsager og sovs! Sådan en lyst kom over mig i dag. Og det var et himmelsk måltid - lige hvad vi trængt til! Velsmagende, farverig og nærende.

En hel lakseside smurt med en sennepskrydret flødeost, stegte kartoffelbåde, krydrede ovngrøntsager og en kold bearnaise-inspireret dressing.

Alt skal i ovnen - så jeg brugte varmluft 190 grader, og havde 3 lag i ovnen - og byttede lidt rundt på tingene undervejs og skruede op for grillen til sidst, så alle 3 fade fik noget farve.

Sennepskrydret laks
1 hel lakseside

150 g flødeost naturel
1 spsk grov sennep
1 tsk tørret estragon
½ tsk estragonsalt eller havsalt

1 pk god bacon i skiver (f.eks. hanegals, som er lufttørret)
Rør flødeost sammen med sennep, estragon og salt godt sammen og smag til.
Smør flødeosten ud over laksen og dæk med baconskiver.
Bages i ca 25-30 minutter - og evt. grill de sidste par minutter. Pas på med at give fisken for meget, da den bliver tør og kedelig.

Ovngrønt
ca 3 spsk olivenolie
1 tsk agavesirup
½ lime, saften
1 fed revet hvidløg
et nip chiliflager
havsalt
1 porre
1 stort rødløg
2 store gulerødder
1 lille squash
1 stor rød peberfrugt
Alt blandes sammen, hældes i et fad og bages ca. 40 min ved 190 grader.

Note: Man kan bruge de grøntsager, som man synes op.

Dressing
1½ dl creme fraiche
2 spsk god mayonaise (f.eks. Hellmanns)
ca 1 tsk bearnaiseessens eller hvidvinseddike
½ tsk estragonsalt eller havsalt
1 tsk tørret estragon - eller frisk
lidt friskkværnet peber
Røres sammen og smages til.