søndag den 26. august 2012

Svinekotelet med æblesmørmarinade, perlebygsalat med spidskål og solbærvinaigrette

Jeg købte i fredags et par store svinekoteletter med tanke for, at de skulle grilles med en sødlig barbecuesauce.
Da Klidmoster kommenterede på Piskerisets æblesmør-indlæg omkring anvendelsen af æblesmørret til en grillmarinade, var jeg nødt til straks at koge æblesmør.

Marinade:
2 spsk æblesmør
1 spsk ketchup
1 spsk Dijon sennep
1 stort fed fintrevet hvidløg
2 tsk æblecidereddike
2 spsk olivenolie
salt, peber
Marinaden røres sammen. 

Koteletterne lægges i en pose og marinaden hældes ved og masseres godt rundt om kødet. Lad marinere nogle timer i køleskabet.

Tag posen med koteletter ud af køleskabet ½-1 time før, de skal steges for at undgå, at de er køleskabskolde, når de skal på den brandvarme pande.

Sæt varme under grillpanden og lad den stå i nogle minutter. Den skal blive brandvarm, før koteletterne lægges på. Steg koteletterne ca. 5 min pr side. Jeg stegte 2 minutter ved ret hård varme og der efter 3 minutter ved svag varme, vendte koteletterne og gjorde det samme en gang til. Afhænger af tykkelsen på koteletterne, disse var ca 4 cm tykke. 
 
 
Jeg havde egentligt planlagt, at jeg ville lave Klidmosters kartoffelpuré med salvie til koteletterne ... men dovenskaben kom over mig. Jeg orkede hverken at grave kartofler op, smadre i jord eller skrabe dem. Energien var til at sondere viktualieskabet og der lå en pose perlebyg.

Det blev til en dejlig mættende salat med sødme, syre og sprødhed. Jeg er ret vild med det bid, som der er i perlebyggen. Det er vist en ingrediens, som jeg må bruge noget mere.
Spidskålssalat med perlebyg og æble
Dressing:
4 spsk solbæreddike (æblecidereddike, hindbæreddike, balsamico eller lignende)
2 tsk agavenektar (sirup, sukker, honning eller lignende)
salt, peber
2-3 spsk olivenolie
½ finthakket rødløg
Alle ingredienser piskes godt sammen

Salaten:
½ spidskål
1 æble
1/4 agurk uden kerner
2-3 spsk hakkede tranebær
et par håndfulde små tomater
ca 1-2 dl perlebyg
Kog perlebyggen.
Snit kålen fint og bland i dressingen. For at gøre kålen lidt mere tyggevenlig, kan det være godt at massere kålen lidt. Jeg valgte at bruge min Caipirinha-støder og mase kålen lidt.
Bland nu fintsnittet agurk, æble, tranebær og perlebyg i. Sæt koldt. Inden servering blandes tomaterne i - de mister smag, hvis de kommer med i køleskabet.
 Med fordel kan der drysses en håndfuld ristede nødder over salaten.

Note:
En skøn middag. Æble og svin er et match from heaven! Æblesmørret får vist hurtigt ben at gå på.

Som en lille appetizer fik vi disse små brød. Ristet surdejsflûtes med avocadocreme blandet af en moden avocado, citronsaft, hakkede soltørrede cherrytomater, ½ frisk grøn chili, salt og peber. Nemt og rart!

4 kommentarer:

Malou Klidmoster sagde ...

Kære Hanne

Mums, det ser pragtfuldt ud :-)

God ide med en perlebygsalat i stedet for mos. Puha, kunne godt lige gnave sådan en kotelet der til morgenmad :-D

Kram fra Malou

Hanne K's verden sagde ...

Kære Malou
Tak for inspiration! Det smagte super lækkert. Æblesmør er jo genialt!

Jeg kunne kun spise det halve i går aftes ... så måske jeg skal gå igang med at gnave nu ;)

Knus Hanne

Tante Sød..og den sure øko-citron... sagde ...

Det ser SÅ skønt ud Hanne. Jeg må prøve det æblesmør, som jeg også længe har haft på min lange lyst-liste:-)Må smage skønt, og dit kød er meget smukt stegt

Hanne K's verden sagde ...

@Tante Sød
Tusind tak :)
Den lyst-liste vokser og vokser ... godt, at vi som regel når til de gode sager på et eller andet tidspunkt. Det er dog et godt tidspunkt at springe på æblesmør-bølgen her i sensommeren/tidligt efterår med alle de lækre danske æbler.