Start med at lave karamelsaucen.
225 g sukker
2 spsk lys sirup
1 stang vanille
1 tsk flagesalt, havsalt
Sukker og sirup smeltes i en gryde, til det er lysebrunt (tag hellere gryden af for tidligt end for sent - karamellen vil blive ved med at brune også efter, at den er taget af varmen). Det er vigtigt ikke at røre rundt i karamellen, imens den smelter, da den ellers kan klumpe og krystallisere. Lad karamellen køle næsten helt af.
Fløde, salt og vanillekorn + vanillestangen koges op i en lille gryde.
Tilsæt flødeblandingen til den afkølede karamel og giv det et hurtigt opkog under kraftig omrøring.
Chokoladebrownie
Form på 25x25 cm
120 g god mørk chokolade
100 g smør
1 nip salt
375 g sukker
3 æg
50 g lys sirup
150 g mel
Smelt chokolade, smør og salt over vandbad. Pisk sukker og æg helt lyst og skummende - pisk gerne mindst 5 minutter. Tilsæt herefter sirup og chokoladeblandingen. Melet vendes til sidst i dejen.
Kageformen dækkes med bagepapir og lidt mere end halvdelen af dejen fordeles og bages ved 180 grader i ca. 15-18 minutter.
Fordel nu karamelsaucen over kagen og resten af dejen fordeles sådan, at karamellen bliver dækket. Bag igen ca 18-22 minutter.
Pas på med at bage den for længe, kagen må gerne være lidt fugtig. Køl af og server f.eks. med denne lækre sorbet og måske en god vanilleis.
Note:
Det betaler sig at bruge en virkelig god chokolade i så enkelt en kage. Jeg brugte en blanding af Valrhonas Manjari og Michel Cluizels Mangaro Noir, begge chokolader har en syrlighed fra bær og frugter, som er skøn. Selvfølgelig kan andre gode chokolader også bruges!
Vi fik både sorbet og vanilleis til, men det havde været nok med sorbetten. Vanilleisen drukner lidt i de kraftige smage fra kage og sorbet.
6 kommentarer:
Wauw, det lyder som en killer-brownie. Er den tofarvet fra siden (det kan man jo ikke se på billedet)?
@Signe,
Total killer-brownie. Den er lidt lysere på toppen, altså "skorpen", og så er der karamellaget indeni. Den er ikke så høj, at man sådan rigtigt fornemmer de forskellige farver.
Har set flere opskrifter på den brownie,mon man behøver at bage noget af den først
for at "bunden"ikke bliver for tør.
@Anonym
Den blev overhovedet ikke tør af at blive bagt først. Tror, at det er nødvendigt for, at karamellen ikke blot smelter helt sammen med dejen ... men du kan da prøve det. Jeg hører gerne efterfølgende, hvordan det gik :)
Det ser virkelig lækkert ud! Tak fordi du deler opskriften:)
@Signe - Tak, og det var så lidt :)
Send en kommentar