søndag den 12. juni 2011

Helstegt oksemørbrad med nye kartofler, auberginesalat med tahincreme og avocado/jordbærsalat

Aubergine er ikke en grøntsag, som jeg har forsøgt mig meget med. Jeg synes dog altid, at de ser tiltrækkende og indbydende ud, når de ligger hos grønthandleren. I sidste uge røg der en med hjem i posen og i går måtte jeg finde ud af, hvad jeg skulle få ud af den.

Jeg bryder mig ikke så meget om den konsistens aubergine får f.eks. i ratatouille eller moussaka. Derfor gik jeg efter en variation, hvor aubergineskiver bliver ristede og får lidt sprødhed. Det var et godt valg. Jeg er ikke skræmt væk .. og har nu mod på at eksperimentere noget mere med den grøntsag.

Auberginesalaten har jeg fundet inspiration til i bogen Suveræne salater og brilliante buffeter af Sonja Bock og Tina Scheftelowitz.

Kalvemørbrad
Ca 1 kg
Friskkværnet peber
Sættes i en ovn ved 175 grader med et stegetermometer stukket i.
Ca. ved 40 graders kernetemperatur skruede jeg op for varmen til 225 grader, til stegen viser 53 grader. Stegen tages ud, pakkes ind og hviler gerne 20-30 minutter. Temperaturen vil da stige yderligere nogle grader. Min endte på omkring 58 grader og var stadig lidt rød i midten, som jeg absolut synes, at den skal være. Men det er jo en smagssag.

Auberginesalat med tahincreme
Tahincreme:
1 dl græsk yoghurt
1 spsk creme fraiche
1-2 tsk æblecidereddike
2 tsk tahin (jeg vil nøjes med 1 tsk en anden gang)
50 g Feta
1-2 fed hvidløg, rives
1 spsk olivenolie
en dusk citrontimian, hakkes
en dusk persille, hakkes
salt, peber
Mos fetaen og bland med alle de øvrige ingredienser. Smag til med tahin, eddike, salt og peber til den rette smag.
Auberginesalat:
1 aubergine

salt
peber
olivenolie
2 store bøftomater
et drys sukker
en dusk persille
Start med at skære auberginen i tynde skiver. Læg på et fad og drys godt med salt. Lad stå i mindst ½ time. Saltet trækker bitterstoffer og vand ud af auberginen.
Skyl aubergineskiverne godt i koldt vand, lad dryppe godt af og dup skiverne helt tørre for vand.
Krydr skiverne med peber og evt lidt salt (jeg synes, at var salte nok allerede). Steg ved ikke al for hård varme i olivenolie til skiverne er gyldne. Lad dryppe af på køkkenrulle.

Skær tomaterne i tynde skiver, og da tomaterne ikke har den fulde smag endnu, gav jeg dem et lille drys sukker.
Læg tomaterne i et lag på et fad, drys med hakket persille, og læg nogle små skefulde af tahincremen oven på. Læg de ristede aubergineskiver øverst. Drys evt med lidt mere persille og citrontimian.

Note: Jeg synes at smagen fra tahin blev for markant. Dressingen blev temmelig bitter. Men ellers kan jeg godt se idéen med en yoghurt/hvidløgsdip til sprøde auberginer. Det kan anbefales.
 

Avocado/jordbærsalat


1 stor avocado
1 spsk æblecidereddike
1 tsk mælkebøttesirup (anden sirup eller honning)
10 små jordbær
1 tynd porre
jordbærmynte
salt, peber
Skær avocadoen i passende bider, dryp med æblecidereddike og sirup. Vend godt rundt.
Snit jordbær i skiver og porre i strimler eller ringe. Hak mynten fint. Bland det hele forsigtigt, så avocadoen ikke går i smadder. Smag til med salt og peber.

Note: Frisk og dejlig sommersalat. Jordbærmynten har den skønneste duft af søde, modne jordbær. Smagen er dog mest myntet.

Vi fik små nye kartofler til ... og jeg må sige, at jeg kunne have spist mig mæt alene i dem. Fantastisk guld fra jorden!!

12 kommentarer:

Malou Klidmoster sagde ...

Kære Hanne

Mums, pragtfuld middag :-)

Jeg har også langt om længe taget auberginen til nåde - den er pragtfuld på grillen ;-)

God pinse.

Kram
Malou

Tanker skal der til sagde ...

Hvor ser det bare lækkert ud, en rigtig frisk sommer tallerken!

Hyggehygge
Marianne

Hanne's verden sagde ...

Kære Malou
Vi nød det også i fulde drag.
Og tak for tippet med grillen. det skal prøves!

Tak - og i lige måde.
Knus Hanne

Hanne's verden sagde ...

Hej Marianne
Tusind tak - det var nemlig rigtig sommermad :)
Kh Hanne

lofoloco sagde ...

Jeg er heller ikke rigtig blevet fortrolig med auberginer, men får jo lyst til at eksperimentere noget mere med dem efter dette.

Bedste hilsner
Christoffer

Hanne's verden sagde ...

Hej Christoffer
Dejligt, hvis du kunne finde inspiration her :)
Næste gange tør jeg godt vove at skære skiverne lidt tykkere ;)
Hilsner Hanne

Tante Sød..og den sure øko-citron... sagde ...

Skøn anretning I fik der - det hele ser sundt og godt ud.
Jeg var også længe om at blive fortroligt med aubergine.
Du skulle prøve at bage dem hele i ovnen, skrabe indholdet ud og mose det med hvidløg, olivenolie, spidskommen eller hvad man kan lide - der bliver den lækreste dip ud af det:-)

Misbah sagde ...

Den auberginesalat ser vildt godt ud :)

Hanne's verden sagde ...

@Tante Sød - Tak, det var mad, som gjorde godt på alle måder.
Jeg har auberginecreme på to-do-listen ... men det er sådan en dip, som jeg er spændt på, om jeg kan lide konsistensen af. Men prøves - det skal det!

Hanne's verden sagde ...

Hej Misbah
Velkommen her på bloggen.
Den salat smagte absolut dejligt.

Frøken Uldbjerg sagde ...

Tahin er bare så lækkert! Og resten ser også virkelig lækkert ud, god idé til en dag hvor det skal være lidt specielt i hyblen her :)

Googlede lige Sarah Bernard-kager og så din opskrift - den ser virkelig god ud så indkøbsseddel er skrevet og min bror kan godt glæde sig til hans studentergilde :)
Marcipan-makronerne er jo geniale. Jeg vender tilbage med respons og/eller spørgsmål.

Hanne's verden sagde ...

@Frøken Uldbjerg - ja, tahin er godt ... selv om jeg synes, at jeg lige overdrev lidt med mængden her.

Glæder mig til at høre, hvad du synes om kagerne. Her er de altid et hit :)
Og du spørger bare løs, så skal jeg forsøge at svare :)