Bælgfrugter er utroligt spændende at arbejde med. Der er utallige muligheder for deres anvendelse.
I dag har jeg kogt en hel posefuld, så nu er der basis for at udforske den lille ært i forskellige retter. Det bliver dog først en af de næste dage. Har flere idéer til, hvad jeg kunne tænke mig at prøve af. Jeg fryser kikærterne, så får jeg ikke taget hul på idéerne de næste par dage, kan jeg hurtigt tø en pose op en dag.Jeg fandt også en pose kikærtemel, som jeg ville lave kikærtepandekager med. Jeg har siddet og luret lidt i Claus Meyers Almanak og jeg lod inspirere lidt af hans opskrift, af Piskerisets indlæg og egne idéer.
Til pandekagerne stegte jeg en flanksteak, som først blev marineret, så den fik en let røget, sød/syrlig smag. Derudover en raita/yoghurtdressing og en grov salsa med tomater og avocado. Jeg var godt nok alene hjemme, men det skal jo ikke afholde en fra at lave lækkert mad!
Marinereret flanksteak
1 flanksteak
olivenolie til at stege i
Marinade
2 spsk olivenolie
saft fra ½ limefrugt
1 spsk flydende honning
½ tsk røget paprika
½ tsk stødt spidskommen
et nip cayennepeber
havsalt
Rør marinaden sammen. Læg flanksteaken i en frostpose og hæld marinaden herned. Massér marinaden ind i kødet, så kødet bliver dækket. Bind en knude på posen og lad det marinere mindst 3/4 time.
Steg på en meget varm pande med olie - ca. 3-4 minutter pr side. Mere, hvis man ønsker steaken knapt så rød. Krydr godt med salt. Lad hvile mindst 10 minutter. Men det smager også godt koldt.
Note: Lækker marinade med både syrlighed, sødme, røg, salt og lidt mellemøstlige noter.
Kikærtepandekager
150 g kikærtemel
½ tsk spidskommen
½ stødt koriander
½ tsk stødt spidskommen
ca ½ tsk havsalt
lidt friskkværnet peber
1 æg
2½ dl danskvand
2 spsk finthakket persille
½ tsk sambal oelek
Bland de tørre ingredienser og pisk så æg og dansvand i til en jævn dej uden klumper. Til sidst piskes persille og sambal oelek i. Lad dejen hvile 15-20 minutter. Steg pandekager på en varm pande i olie, til de er gyldne.
Den første pandekage drillede og måtte kasseres .. men sådan er det næsten altid med pandekager.
Af denne portion blev der 4 pandekager.
Note: Der var en fin smag af krydderier og pandekagerne var både sprøde og lidt soufflerede. Dem vil jeg gerne lave igen. Jeg ville godt turde skrue lidt mere op for krydderierne. Dog afhænger det noget af, hvad fyldet er. For det er jo ikke meningen at en af komponenter i retten skal overdøve de andre.
Raita
1 dl græsk yoghurt
ca. 10 cm agurk uden kerner, helt finthakket
1 tsk fintrevet ingefær
1 lille fintrevet hvidløg
1-2 spsk frisk, finthakket koriander
et nip salt
Det hele røres sammen og står koldt mindst ½ time.
Grov salsa
1 avocado
et par tomater
et dryp limesaft
et drys frisk koriander
salt
et nip sukker
Skær tomater og avocado i grove tern og vend med limesaft, koriander, salt og sukker. Lad blot trække 5-10 minutter.
Og så er det bare at skære kødet helt tyndt ud og putte fyld i de sprøde pandekager ... lidt kød, lidt raita, lidt salsa og et drys salt ... evt lidt saft fra kødet.
Note: Det var virkeligt et lækkert måltid. Kikærtepandekagerne er meget mættende. Jeg kan godt lide de forskellige krydderier. De er ikke overdøvende, men træder alle fint igennem. Og dufter skønt samtidig.
12 kommentarer:
Mmm, det ser godt ud! Og hvor skønt, at du tager dig tid til at tilberede lækker mad bare til dig selv! Det kunne jeg virkelig lære noget af, når jeg er alene hjemme står den for det meste bare på rugbrød:)
God søndag fra Louise
Mmmm - det ser så lækkert ud! Dejligt at du kunne lide kikærtepandekagerne. Jeg tror, jeg snart må lave en stak mere, for de er supergode at have i fryseren til en hurtig frokostret eller til aftensmad :-)
Ser super lækkert ud. Skal jeg da have lavet nogen stykker af. Tak for tippet :)
Oscar
http://sushiikøbenhavn.dk/
@Louise, Det er skam heller ikke altid, jeg kan tage mig sammen til det, når jeg er alene. Men jeg kan bare sjældent klare tanken om rugbrød til aften :)
God aften til dig.
Hanne
@Piske - Det var rigtigt lækkert. Jeg snuppede en pandekage til frokost i dag, den var også ok her dagen efter.
@Sushi i København, Tak - det skulle du ta' at gøre. Lækkert, lækkert.
Hanne
Den opskrift på kikærtepandekager , skal jeg ganske bestemt have afprøvet ! det lyder vildt godt !
@Birgitte - det må du gøre. Smager virkeligt lækkert. I det hele taget er jeg blevet ret besnæret af den lille ært. Så der kommer mere i den dur!
Har du en ide om hvor mange pandekager der kom ud af den portion ? Den er jo højaktuel for mig den opskrift , for kikærter er jo protein og ikke mel !
Ja, der blev 4-5 stk ud af den portion.
Hej Hanne
Vi har lavet hele din ret her til aften - og det blev bare lækkert. Vi lagde kødet i marinade et helt døgn før, og grillede det så i stedet for at stege det på panden. Jeg er selv ret pjattet med kikærtemel, så pandekagerne skulle så absolut også prøves, og det er bestemt ikke sidste gang, vi skal have dem.
Mange hilsner Charlotte Rosenstand
Hej Charlotte
Tusind tak for din besked - og velkommen her!
Dejligt at høre, at maden faldt i jeres smag. Og tak for at minde mig om kikærtepandekagerne - dem kunne jeg godt selv få lyst til at spise igen :)
Mange hilsner
Hanne
Send en kommentar