mandag den 30. maj 2011

Rabarber/hindbærgrød

Rabarbergrød er ægte mormor-mad. Ærligt må jeg indrømme, at jeg ikke før har prøvet at lave det. Det er der nu rådet bod på.

Jeg tog udgangspunkt (igen) i Claus Meyers opskrift i hans Almanak.

Det bundt rabarber jeg havde høstet vejede dog kun 500 g, så jeg måtte ty til fryseren, hvor der var lidt hindbær fra sidste sæson.

Endelig fik jeg også mulighed for at teste min spidssigte, som jeg købte på min tur rundt i Århus med Klidmoster sidste år. Den er virkelig anvendelig til at sigte saften fra frugt. Det går noget nemmere og hurtigere end igennem en almindelig rund trådsigte.
Rabarber/hindbærgrød
500 g rabarber
175 g hindbær
7 dl vand
1 stang vanille

160 g rørsukker
1 spsk kartoffelmel
et par spsk vand
Rengør rabarber og skær i mindre stykker. Fjern kornene i vanillestangen. Lad kornene vente, men put stangen i en gryde sammen med rabarber, hindbær og vand. Kog op og lad koge ca. 15 minutter.
Hæld igennem en sigte, saften hældes tilbage i gryden sammen med sukker og vanille. Dette bringes i kog. I mens udrøres kartoffelmelet i vandet. Når saften koger, tages gryden af varmen og kartoffelmelsblandingen røres hurtigt ud i saften.
Hæld i en glasskål, drys med sukker for at undgå skind på grøden.
Det dur ikke at putte grøden i køleskabet, da overfladen i så fald vil blive meget kedelig.

Hæld lidt mælk eller fløde på grøden ... og du er tilbage hos mormor!




9 kommentarer:

carla sagde ...

Smukt! - og garanteret velsmagende

:) C.

Piskeriset sagde ...

Åååh - jeg elsker frugtgrød, men hr. jeg-spiser-ikke-varm-frugt gør ikke, så det er alt, alt for sjældent jeg får lavet det :-O

Er det pga. det ekstra pres, der kommer fra frugten, at keglesien er bedre?

Camilla (Himmelske Kager) sagde ...

Åh, det minder mig bare utrolig meget om min mormor, som iøvrigt stadig lever i bedste velgående heftigt på vej mod de 99 år. Dog laver hun ikke rødgrød mere :-) Jeg er bare slet ikke til at hælde fløde på, så jeg kan bedst lide den "ren". Og så må jeg jo bare eje den spidssigte, for jeg har netop stået og bandet HØJLYDT over hindbær gennem rundsigte!

Hanne's verden sagde ...

@Carla ... det var absolut velsmagende :)

Hanne's verden sagde ...

@Piske - den herre må lære det ;D

Måske er det presset samtidig med at hullerne fordeles et godt stykke op af sigten. Det pipler i hvert fald ud i en noget højere fart end i rundsigten. Og det passer temmelig godt til min utålmodighed! ;)

Hanne's verden sagde ...

@Camilla .. jeg synes faktisk også, at det var lidt for voldsomt med fløden til. Ville hellere have haft mælk.
:) Skønt med mad og minder.
Ja, du må på jagt efter sådan en sigte! For man kommer virkelig til at bande højt, når man ikke ejer sådan en!

heidi sagde ...

Åh hvor dejlig mormor-mad! (eller i mit tilfælde ville det nu være farmor da hun absolut var den bedste kok af de to).
Har heller aldrig lavet den slags grød, men så er der da en ide hvis ikke jeg ved hvad jeg skal bruge de sidste rabarber til.

Hanne's verden sagde ...

@Heidi - Bedstemor-mad var måske en mere dækkende betegnelse :)
Rabarberne kan hurtigt få ben at gå på med alle de skønne muligheder.

Birgitte Windfeld-Hansen sagde ...

mums bestemor mad er godt , den prøver jeg i morgen , har lige købt et ordenlig bundt rababer i dag , og hinbærne ligger i fryseren :).