lørdag den 28. maj 2011

Ferskenrabarbermarmelade

En bakke ferskner lokkede med sin søde, aromatiske duft i supermarkedet. Jeg er ikke den store frugtspiser, så i princippet var det dumt at tage så mange ferskner med hjem. Heldigvis er jeg vild med at koge marmelade ... og også at spise det. Der var ikke langt til handling og det blev til denne dejlige, sød/syrlige marmelade med ferskner i selskab med havens rabarber og en fed stang vanille.

550 g ferskner
150 g rabarber
1 stang vanille
300 g rørsukker
50 g æblesirup (kan blot erstattes af mere sukker)
evt ½ tsk Atamon
Skær ferskner i tern. Du bestemmer selv, om du vil fjerne skindet eller ej. Skær rabarber i passende bidder og bland alle ingredienser i en gryde.
Lad gryden småsimre ca 10 minutter til frugten afgiver en masse saft. Skru så op til middel/høj varme og lad marmeladen koge til den har den rette konsistens. Jeg vil tro, at det er et sted imellem 15 og 30 minutter, men det afhænger af, hvor meget frugterne væsker, hvor høj varmen er på dit komfur og hvordan du bedst kan lide tykkelsen på din marmelade.
Jeg gav den en tur med stavblenderen, men det er en smagssag, om man kan lide hele frugtstykker eller ej. Put evt ½ tsk Atamon i marmeladen.
Hæld på skoldede glas, skyllet i en smule Atamon.

Note: For at undgå at marmeladen bliver for "kompakt"/klistret, skal man holde lidt øje med, hvornår den er færdig. Man kan tage en teskefuld af marmeladen og lade den afkøle på en underkop for at teste konsistensen.
Min marmelade blev kogt lidt for længe og er noget kompakt. Men smagen er god - ikke så sød som min rabarber/jordbærmarmelade, men lidt mere frisk og stadig med god vanillesmag.

 

 

 

14 kommentarer:

Signe sagde ...

Mums, den ser god ud. Der er nu ikke noget som hjemmekogt marmelade.
Personligt er jeg fan af "klumper", så jeg ville nok droppe blenderen, men god ide med rabarber-fersken-kombinationen :-)

Prikker i luften sagde ...

Det ser godt nok lækkert ud.Tror da jeg vil bruge nogle af vores mange rabarber til sådan et par glas:-)

Britta Svanborg sagde ...

Ser lækkert og sommerligt ud.
I det her vejr, regn, rusk og 15 grader.
Nå, men jeg er i gang med marmeladen.

Klem

foodfanatic sagde ...

Hvor ser den dog dejlig ud kære Hanne. Jeg får straks lyst til at lave en portion, så tak for inspirationen. Jeg havde ikke tænkt på den kombination før, men den lyder super lækker.
Kh Nadia

Piskeriset sagde ...

Skøn kombination - sidder og bliver helt sulten efter marmelade! Ligesom Signe er jeg til 'klumper' :-)

Hanne K's verden sagde ...

@Signe ... Ja, det er skønt med hjemmelavet marmelade. Og så nemt ... så egentligt tåbeligt, at jeg af og til tyer til en købt.
Jeg fortrød også en lille smule blenderen, for de fine gule ferskner druknede i farven fra rabarberne.

Hanne K's verden sagde ...

@Prikker i luften - håber, at du vil kunne lide det :) Skønt med mange rabarber! Jeg synes ikke, at mine vokser så vildt, som de plejer. Men måske bare savner lidt varme.

Hanne K's verden sagde ...

@Britta, åh ja - vi har brug for sommer på glas i disse kolde forårsdage!

Hanne K's verden sagde ...

Tak, søde Nadia :)
Det var en god kombination - de søde ferskner kunne godt lide lidt syre fra rabarberne.
Kh Hanne

Hanne K's verden sagde ...

@Piske ... jeg ved godt, at jeg er lidt barnlig mht marmelader;) ... Du burde da egentligt heller ikke være så voksen på den front ;D

Piskeriset sagde ...

Arh, et eller andet må jeg jo være voksen med - trods alt ;-)

Hanne K's verden sagde ...

@Piske .. hahaha, ja, der har du måske en pointe ;D

Camilla (Himmelske Kager) sagde ...

Spændende kombination. "Jordbærklumper" NEJ tak, men andre "klumper" har jeg det bedre med. Så jeg er vel sådan nærmest et eller andet sted mellem barn og voksen :-D

Hanne K's verden sagde ...

@Camilla ... hahaha, jeg tror måske egentligt, at jeg har det lidt som dig. Næste gang vil jeg ikke blende en marmelade med fersken!