lørdag den 7. marts 2009

Duft af kanel...

Med snevejr fra morgenstunden har det været en perfekt dag til at bage.
Og da fryseren pludselig var tom for mine uundværlige kanel-, æble-, nødde- og gulerodsboller. Så der har været gang i røremaskinen og ovnen og nu er boller på lager igen.
Bollerne er fyldt med gode ting, som tørret frugt, nødder, solsikkekerner og kanel. De er fantastiske som et sundt mellemmåltid med en skive gouda og en kop the. Og et must når vi har en 3-4 timers danseaften. God energi.

Kanel-, æble- og gulerodsboller
5 dl vand
2 dl cheasey A 38
3 dl kærnemælk
50 g gær
100 g rosiner (eller tørrede tranebær, blåbær)
1 håndfuld solsikkekerner
1 håndfuld hakkede mandler (i dag blev det cashewnødder)
1 håndfuld græskarkerner (ikke nødvendigvis alle slags kerner)
1 håndfuld hakkede valnødder
2 groftrevne æbler med skræl
2 store fintrevne gulerødder
4 tsk kanel
2½ spsk rørsukker
2 spsk rapsolie
3 tsk groft salt
2-4 dl havreklid/havregryn
2 dl grahamsmel
Hvedemel for resten
Æltes sammen – det bliver en ret fugtig dej, ikke så skøn at arbejde med - men det giver bedre boller, at der ikke pøses for meget mel i.
Hæve 1-2 timer – æltes igennem, tilsæt gerne lidt ekstra mel. Formes til boller, som efterhæver ca 30 minutter. Forvarm ovnen til 200 grader – sæt en skål med vand i bunden af ovnen. Bages i ca. 20 minutter.

God appetit:o)
































6 kommentarer:

Vibeke sagde ...

Kære Hanne
Det var da noget af en "fyldt" bolle, og der er lutter gode ting i den, det lyder meget interessant, den "planker" jeg, det skal prøves!
varm hilsen
fra
Vibeke
PS. sner det???

Hanne's verden sagde ...

Hej Vibeke
God fornøjelse med bollerne:)

Det sner ikke længere, men i morges kl 7 var det helt hvidt og sneede ret kraftigt. Men det slog hurtigt om til regn... Fint nok, da det jo er ved at være forår. Men det var ret hyggeligt.
Hilsner fra Hanne

Piskeriset sagde ...

Hvor mange boller bliver der ud af denne portion?

Hanne's verden sagde ...

Hej Piskeris

Uha... det var et godt spørgsmål.
Jeg tror ca 40 - tror, at det plejer at fylde lidt mere end 2 plader. Men du må ikke hænge mig op på det.
En temmelig stor portion.
Hanne

Piskeriset sagde ...

Ok, super - så burde der være rigeligt, hvis jeg nu kaster mig ud i at bage dem til på fredag, hvor jeg skal have morgenbrød med på arbejdet :-)

Hanne's verden sagde ...

Hej Piskeris
Jeg er spændt på at høre, om du kan lide dem, hvis du vælger at bage dem.
Jeg er nærmest blevet afhængig af dem;o)
Kh Hanne