fredag den 28. januar 2011

Fastelavnsboller II


Jeg har tidligere lavet disse fastelavnsboller. I år har jeg lavet lidt småjusteringer - både version I og II kan klart anbefales.

Det er hurtigt at lave disse fastelavnsboller - der er kun en hævetid på ½ time. Dvs. på under 1 time vil du kunne have nybagt, smagfuldt og velduftende bagværk. Næsten hurtigere end en tur til bageren! En oplagt mulighed til at forsøde tilværelsen her i weekenden!

Ca. 16 små fastelavnsboller

175 g smeltet smør, håndvarmt
½ dl vand
¼ dl fløde
15 g sukker
½ stang vanille
et nip salt
25 g gær
1 æg
ca. 300 g mel (hold lidt tilbage)
Rør gæren ud i vand, fløde og smør. Tilsæt sukker, vanille og æg. Rør herefter mel i og til sidst salt og ælt hurtigt til en blank dej. Lad hæve lunt ½ times tid.

Fyld:
120 g blødt smør
70 g rørsukker
30 g mørk muscovado sukker
100 g marcipan
1 tsk kardemomme
50 g hakket chokolade
1 nip salt 
Ælt/rør til en blød masse.
Rul dejen ud til en rektangel. Skær ud i små kvadrater og læg en klat fyld på hvert stykke dej.
Fold dejen omkring og placer på en plade med lukningen ned af. Vær grundig med lukningen.

Bag ved 225 grader i ca. 10 minutter.

Rør en glasur af vand eller æggehvide + flormelis, evt. kakao.

Note: Hvis man bruger mørk muscovado fra Dansukker, kan man sagtens bruge noget mere - f.eks. 50 g mørk muscovado og 50 g alm rørsukker. Sidste år brugte jeg en meget kraftigt smagende muscovado, som var langt mere gennemtrængende og hvor 20 g var nok.

4 kommentarer:

Unknown sagde ...

Det ser godt. Jeg er ret vild med fastelavnsboller, men jeg har ikke en god opskrift, så jeg må prøve at lave dine :-)
God weekend

Hanne K's verden sagde ...

@Det lille køkken
Jeg håber, at de bliver vellykkede :)
God weekend til dig.

Piskeriset sagde ...

Nu sværger jeg normalt til den mest beskidte udgave af fastelavnsboller (dem med flødeskum), men jeg overvejer alligevel at lave denne type i år - de ser jættefine ud ;-)

Er de lige så gode dagen efter, eller skal de helst spises samme dag?

Hanne K's verden sagde ...

@Piske, der er jo ikke noget i vejen for, at du også smider er par stykker af dem med flødeskum indenbords i løbet af februar ;D
Jeg smed mine i fryseren og jeg husker fra sidste år, at hvis de tøes nænsomt op og lunes lidt, så var de stadig gode.
Men jeg kan forestille mig, at de bliver lidt kedelige, hvis de står til dagen efter.