mandag den 24. januar 2011

Bolcher ... så nemt er det


Jeg har i dag haft en stille fridag ... sådan en skøn fridag uden egentlige planer... ovenpå en weekend også uden de vilde planer - kun hyggelige ting. Det har været helt vildt skønt. Der har været tid til at opbygge ny hjemmeside til vores nye danseklub Jetdancers. Jeg har fået øvet i 2 nye danse, som jeg skal undervise i tirsdag. Der var Funny Friday - dansearrangement - i Voel fredag aften. En weekend lidt i dansens tegn... 
I dag fik jeg lyst til igen at hive bolchegrejet frem og lave nogle bolcher.

Jeg startede ud med at lave 2 slags, som ikke kræver ret store indkøb, hvis man ikke tidligere har lavet bolcher. Så her kan alle være med. Det er super nemt og de smager bare bedre end de købte!!

Nødvendige redskaber 
(det meste har man i køkkenskabene)
1 termometer - jeg bruger mit elektroniske kødtermometer
1 lille kasserolle
1 dl mål
et bolchevæv (kan være den slags bagepapir, der kan bruges mange gange)
2 bolcheskrabere (kan købes billigt i f.eks. Matas, Pandora)
1 pensel (gerne silikone - da små naturbørster ikke smager godt i bolcher...)
1 saks
evt små sprøjter fra apoteket til at måle aroma og farve op med, men man kan sagtens bruge andet f.eks. en teske eller lignende.

Handsker er en fordel, da massen er meget varm. Jeg bruger et par tynde bomuldshandsker og derover engangs-latexhandsker. 

smagsneutral olie (rapsolie, vindruekerneolie)

Inden man går igang, skal bolcheskraber, bolchevæv og saks pensles med olie. Og lidt olie gnides også ind i handskerne.

Grundopskrift til bolcher
1 dl vand
1½ dl druesukker 
4 dl sukker
Hæld vand i en kasserolle, druesukker og sukker oveni. Det er ikke nødvendigt at blande det sammen. Blot låg på og skru kraftigt op for varmen og læg låg på kasserollen. Lad dette boble i ca. 2 minutter.
Tag låget af og stik termometer ned i gryden. Lad koge til massen rammer 165 grader. Det er vigtigt, at man løfter termometeret op fra bunden, når massen nærmer sig temperaturen. Bunden er ofte lidt varmere end selve sukkermassen.

Hæld massen ud på det olierede bolchevæv og nu er det tid at tilsætte smagsgivere.

Tip: Skift f.eks. ½ dl druesukker ud med glukose for et mere sprødt bolche ... massen bliver dog noget varmere at arbejde med og det skal gå lidt hurtigere med klipperiet.

Lakrids/salmiakbolcher
4 spsk lakridspulver
2 spsk salmiakpulver
Bland først salmiakpulveret i massen og derefter sigtes lakridspulveret ned i massen, bland godt og ælt massen. 

Form til stænger og klip bolcher .. enten med bolcheklippet, hvor stangen vendes 1/4 omgang for hvert klip eller blot til flade bolcher, hvor bolchestangen ikke vendes.

Luksusbolcher a la Bülow og Valrhona
2 spsk lakridspulver fra Johan Bülow
2 spsk kakaopulver fra Valrhona
1½ tsk salmiakpulver

Tag evt 1/3 af bolchemassen fra og farv den med 1/4 tsk hvid farve ... eller hvis du ikke ønsker at bruge farve, kan du trække massen lys. Hvis man tager massen op og trækker den lang og samler den og gentager dette en masse gange, vil der komme luft i massen og den vil blive lys og perlemorsfarvet.

I resten af massen blandes lakrids, kakao og salmiakpulver i.

Tip: Når en masse er færdigblandet, dækkes den med bolchevævet og et håndklæde over. Så holdes massen varm og man kan arbejde videre med resten af massen.

Æblebolcher
1 tsk citronsyre
1 ml grøn farve
2 ml æblearoma (f.eks. fra Urtegården eller Det søde liv)
Bland først citronsyren i. Herefter farven ... nogle farve skal man passe lidt på med at blande for tidligt i. Rød farve kan blive brændt af varmen. Jeg har dog aldrig oplevet, at der skulle være problemer.
Herefter tilsættes aroma, som straks dækkes af bolchemasse, så den ikke fordamper.
Ælt, træk evt luft i for en mere perlemorsagtig farve. Rul og klip.

Tip: Ryst gerne bolcherne i enten kakao, lakridspulver, magnesiumstearat, flormelis.

Billeder fra processen:
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

16 kommentarer:

Anne au Chocolat sagde ...

Åh hvor sejt! :)

heidi sagde ...

Ejjj hvor ser de gode ud!!
(Er der smagsprøver i aften??)
Ses lige om snart :-)

Kager skal der til sagde ...

Hvor er de fine !!!

Og ser bare SÅ mums ud !!!

Hyggehygge
Marianne

Lea sagde ...

Hvor er de fantastiske!! Hvor er det sejt at du kan finde ud af det.. Og samtidig får det til at se så nemt ud...
Uhmm...

heidi sagde ...

Endnu en gang mange tak for smagsprøver - de er lige så gode som de ser ud :-)

Piskeriset sagde ...

Nuij! De er så fine!

Nu må jeg altså snart have købt et nyt sukkertermometer, så jeg kan lege igen :-)

Merete sagde ...

Det er super hyggeligt at lave bolcher, og de smager så godt. Det gode ved hjemmelavet, er at man så ved hvad der i dem.

Anna sagde ...

Mmmm, de ser godt nok lækre og fine ud :-) Jeg laver også indimellem bolcher, men kæmper til tider lidt en kamp for at få det til at lykkes godt med striberne..

Mvh Anna

Hanne K's verden sagde ...

@Anne - :) Tak - men det er ret taknemmeligt at lave bolcher.

Hanne K's verden sagde ...

@Heidi - selv tak :) Dejligt, at du kunne lide dem.

Hanne K's verden sagde ...

@Marianne, tak :) Er også snart helt hudløs i ganen af at guffe ;D
Kh Hanne

Hanne K's verden sagde ...

@Lea - Tak, og det er virkelig så nemt :)

Hanne K's verden sagde ...

@Piske - JA, det må du!! Men tag at købe et digitalt, så du slipper for at stå og glane ved komfuret... med vores tålmodighed, så får man pip af det ;D

Hanne K's verden sagde ...

@Merete, lige præcis!! :)

Hanne K's verden sagde ...

Hej Anna
Tak :)
Ja, jeg kæmper også ... det kan til tider drille.
Nogle gange folder jeg dem masser af gange, så bliver der ret tynde striber og så gør det ikke så meget, hvis man ikke har fået dem lagt pænt på.
Men der er nok kun én ting at gøre ... at øve og lave mange bolcher. Og det er folk jo oftest glade for, når man gør ;)
Vh Hanne

foodfanatic sagde ...

Kære Hanne
Hvor ser de fantastiske ud. Sikke kreativ du er i køkkenet. Jeg har aldrig lavet bolcher før, men jeg får lyst til at prøve det nu :)
Kh Nadia