lørdag den 4. december 2010

Tærte med kylling, artiskok og feta



I løbet af denne uge blev det til endnu en tærte. Tærte er fantastisk, hvis man har en del varer i køleskabet, som trænger til at blive brugt. Man kan finde ting og sager i skabe og fryser. Hurtigt har man et lækkert og let aftensmåltid.

Jeg fandt en pakke lufttørret skinke, porre og feta i køleskabet. I fryseren var der rester fra en stegt kylling. Derudover havde jeg en dåse artiskokhjerter, løg og hvidløg.

Et minus ved tærten var, at jeg tog den hurtige løsning og brugte købt tærtedej (en af de ruller, som ligger på køl). De er - efter min mening - ikke særligt gode. Jeg synes, at den frosne dej, man kan få, er bedre, hvis man ikke kan tage sig sammen og bruge 15 min på selv at lave sin dej... men nogle dage orker man det bare ikke....

Jeg brugte et godt stykke tid på at svitse løgene. Det giver en virkelig skøn, sød løgsmag, når de får lov nærmest at karamellisere over svag varme.

2 rødløg
2 skalotteløg
1 alm løg
1 porre
2 fed hvidløg
timian
salt, peber

250 g stegt kylling
1 dåse artiskokhjerter
1 pk lufttørret skinke
100 g feta, skåret i små tern

4 æg
1½ dl cremefraiche
1½ dl fløde
1-2 dl frisk revet Prima Donna, Grana Padana, Parmesan eller lignende
salt, cayennepeber

Forbag tærtebunden ca 10 minutter ved 180 grader.

Svits først de hakkede løg i olivenolie i lang tid over svag varme i gerne op til 30 minutter. Tilsæt herefter porre, hvidløg og timian og lad dette svitse med endnu 5 minutter stadig ved ikke for kraftig varme. Smag til med salt og peber. Tag blandingen af og lad den køle lidt af.
 
Fordel løgblandingen i den forbagte tærtebund og her ovenpå kyllingekød, skinke, feta og artiskokhjerter skåret i kvarte.
Pisk æg med fløde og cremefraiche. Rør revet ost i sammen med salt og cayennepeber. Dette fordeles over fyldet.
 Tærten bages ved 180 grader ca. 20-25 minutter. Server med en grøn salat til.

Note: Tærten var cremet og lækker med den syrlige smag fra cremefraichen, som jeg er helt vild med ved tærter. Og kyllingekød, feta og skinke ... ja, det er jo et godt mix!

12 kommentarer:

Hvorfor f..... skal det være så svært? sagde ...

Din ret ser rigtig dejlig ud. Ja, man kan sagtens få brugt en masse fra køleskabet, ting, som ellers måske var lige på nippet til at ryge ud. Hilsen Jette

Anonym sagde ...

Nøj hvor ser den tærte lækker ud. Den kommer jeg helt sikkert til at lave en af dagende. Jeg kender godt det med at springe over hvor gærdet er lavest... Egentlig lidt fjollet, for mange gange er det jo kun 10-15 min ekstra og resultatet er bare meget bedre. Men ja ... nogen gange er energien bare til det. God weekend til dig

Anonym sagde ...

Mums den ser lækker ud. Sjovt, jeg har også en del porrer liggende og en pakke færdigdej...giver dig ret i at sådan en dej er total uden smag og struktur...men i en hurtig og doven vending kan det gå an. Nu vil jeg gå ud i køkkenet og mixe en tærte sammen. Go lørdag :O)

Hanne K's verden sagde ...

Hej Jette
Tak :) Lige præcis .. og det er jo ærgerligt.
Hilsen Hanne

Hanne K's verden sagde ...

Hej Vibeke
Tak - og smagen var virkelig god.
Ja, det er netop fjollet, at man ikke lige tager sig sammen til at få den optimale smag, når nu der kun skal få minutter til .... men nogle dage har vi lov at være dovne.
Tak - og du må ha' en dejlig søndag.
Kh Hanne

Hanne K's verden sagde ...

Hej LaChris
Håber, at du fik en lækker tærte ud af porrene og dejen :)
Go' søndag til dig.
Kh Hanne

Unknown sagde ...

Puha bliver helt sulten.
Jeg synes du skal prøve at bruge grovdej, hjemmelavet selvfælgelig.
det er virkelig simpelt :)
3 dl grahamsmel, 1 spsk hvedemel, 1 spsk salt, 1 dl olie og 1 dl koldt vand :)
Bare bland det i en skål og lad stå i køleskab i en halv times tid. så skal det bare trykkes ud i formen og bages som normalt :) jeg plejer ikke at forbage det :)


-Lise B

Hanne K's verden sagde ...

Hej Lise B
Tak for opskriften - det vil jeg prøve en dag. Det lyder rigtigt nemt - og bedre end sådan en mystisk købedej.
Kh Hanne

Anonym sagde ...

Hej Hanne
Jeg sidder lige og spiser rester fra igår aftes, din tærte. Den smager helt fantastisk, også dagen efter som kold :-) Jeg syntes lige du skulle vide hvor godt den er :-)
Hilsen Vibeke

Hanne K's verden sagde ...

Hej Vibeke
Tusind tak - hvor er det dejligt at høre.
Kold tærte er heller ikke at foragte :)
Kh Hanne

Anne sagde ...

Uhm, endnu en god og inspirerende tærte fra dig, Hanne.

Hanne K's verden sagde ...

Hej Anne
Havde ikke lige set din kommentar.
Tak - er glad for at kunne være lidt til inspiration :)