mandag den 25. oktober 2010

Mazarintærte - Klidmosters tærte


Helt bagud er jeg med at blogge .... i første omgang vil jeg prioritere nogle af weekendens kager.
Vi havde familien til fødselsdagskaffe-/kagebord i går. 

Med alle de spændende kageopskrifter, jeg falder over her og der og som jeg gerne vil prøve af blev det til:  fødselsdagsboller, rosenbrød, små fyldte vandbakkelser, Klidmosters tærte, Irish coffeekage, cheesecake og mud-cupcakes. Med 14 gæster var der selvfølgelig lavet alt, alt for meget. Det blev mine kollegaer glade for i dag og jeg tror, at jeg kan glæde nogle dansere i morgen.

Jeg vil starte med min favorit blandt kagerne i går - Klidmosters tærte, som er en mazarintærte. Den smager lige præcis, som en mazarintærte skal smage. Samtidig bringer den minder frem fra barndommen, hvor min veninde og jeg et par gange købte bagerens mazarintærte og 1 L mælk .... og delte den i to halve og åd til vi blev dårlige... 

Det er en af Sifs opskrifter fra Anarkistens ægte kagebog. Den kagebog kan jeg varmt anbefale. Jeg har bagt en del af kagerne efterhånden og de holder!! Oveni købet får man masser af grin ... og hvor tit gør man lige det, når man læser kogebøger?...  Bogen kan købes her.

Kagen er nem at lave og den kan sagtens laves i forvejen. Lav evt. dobbelt portion af tærtedejen, den kan opbevares i fryseren. Så kan man ekstra hurtigt lave en ny tærte, når man pludselig får mazarin-trang.

Sød mørdej
250 g mel
50 g sukker
150 g koldt smør
1 æg
1-2 spsk isvand

Sif anbefaler, at alle ingredienser er kolde. Sæt derfor gerne melet i køleskabet et par timer før bagning.

Lav en mørdej ved at smuldre smør i mel og sukker. Tilsæt æg og vand og så skal dejes samles hurtigt.
Eller gør som jeg, kør dejen hurtigt sammen i en foodprocessor. Først smør og de tørre ingredienser og tilsidst samles den hurtigt med æg og vand.

Det vigtige er, at man ikke må arbejde for meget med dejen, da den ved bagning vil blive sej og kedelig fremfor sprød.

Læg dejen koldt mindst 30 minutter, før den rulles forsigtigt ud og lægges i en smurt tærteform.
Det er ikke nødvendigt at forbage bunden til denne tærte. 

Klidmosters tærte / Mazarintærte
(fyldet)
150 g marcipan
2 store æg
120 g sukker
120 g meget blødt smør
Riv marcipanen og bland den med de øvrige ingredienser til en glat og flydende masse. F.eks. ved hjælp af en stavblender.
Hæld fyldet i tærteformen og bag ved 175 grader til mazarinen er lysebrun på toppen. Det tog ca 40 minutter - men hold øje, det afhænger meget af ovnen, om tærten skal have mere eller mindre.

Køl tærten helt af og overtræk med et tyndt lag chokoladeganache.

Chokoladeganache 
(til ca 2 tærter ... eller brug resten til Sarah Bernhardtkager, som topping til cupcakes eller kagefyld)
100 g mørk chokolade
1 dl fløde
Varm fløden til kogepunktet. Hæld fløden over den hakkede chokolade, rør til en blank og skinnnende maase. Smør ud over tærten. 

Note: Se flere bagefif i kagebogen.

Lige et smugkig på endnu en kagefavorit ... denne også fra Sifs hånd: Irish coffeekage ... og jeg siger jer, den smager virkelig guddommelig ... som at spise en kop irskkaffe. Glasuren er et kapitel for sig!

Opskriften må I dog vente med, da det fra den nye kagebog, som endnu ikke er udkommet. Jeg har bare været så heldig at være testbager på kagen. Jeg havde den med på job for en tid siden, så jeg kunne få lidt feedback på den - og den var populær. En klassiker er født, tror jeg! 


16 kommentarer:

heidi sagde ...

Åhh mums - altså til mazarintingen, jeg kan desværre ikke få kaffesmag ned, selvom det nogle gange ville være praktisk.
Gad godt lige at have været din kollega i dag :-)

Signe sagde ...

Nøøøøj, den der mazarin kunne jeg godt lige spise et stort stykke af lige nu (og så skylle ned med kaffekagen ;-)).

Hanne K's verden sagde ...

@Heidi - der var heller ingen klager. Og ja, det med kaffen kender jeg godt. Men lige præcis i kager, der kan jeg godt :)

Hanne K's verden sagde ...

@Signe - Hahaha .. ja, det var en god nedskylning! Det er bare et par fantastiske kager, Sif har kreeret!

Piskeriset sagde ...

Ssshhh Hanne - du må ikke sige, at bogen er sjov - så kommer Anarkisten efter dig! :-D

Uhm, hvor ser de dejlige ud, de kager. Jeg er ikke så vild med mazarintærte, men den der er rigtig flot! Kaffekagen må jeg til gengæld prøve på et tidspunkt - den lyder skøn!

foodfanatic sagde ...

Ååååh den kage ser skøn ud - og jeg elsker mazarin. Sikke heldige kolleger du har :) Jeg må se at få købt den bog, når jeg kommer til DK næste gang. Har grint så mange gange over Sifs blog. Fantastisk humor. Kh Nadia

Hanne K's verden sagde ...

@Piske ... ups...

Kaffekagen vil du elske - bare pas på med glasuren;) Man kan virkelig blive afhængig af den.

Tanker skal der til sagde ...

Ojjjjjjjjjjjj mand det ser gooooooodt ud................

Wiiieeee ....

Hyggehygge
Marianne

LillePil sagde ...

mmmmmmm.... det ser bare rigtig lækkert ud.. den tror jeg altså jeg er nød til at prøve, har også selv bogen, så det skulle jo være en smal sag.
Hav en dejlig dag.

Hanne K's verden sagde ...

Kære Nadia
Du MÅ eje den bog!! Lige så god humor som på bloggen:)
Og den mazarinkage vil du elske. Jeg har ledt efter lige præcis sådan en kage igennem mange år. Og den er lige nøjagtig, som man kan ønske sig den.
Kh Hanne

Hanne K's verden sagde ...

Hej Marianne
Tak :) Den er også super lækker.
Kærligst Hanne

Hanne K's verden sagde ...

@LillePil - en absolut smal sag ... det eneste, som ikke forbliver smal er vores talje, hvis vi bliver totalt mazarinafhængige ;)

Den positive vejleder sagde ...

MMMhmmmm, sikke et herligt overflødighedshorn af lækkerier. Begrænsningens kunst? ... hvorfor egentlig? ;-) Kan også godt li' at gå 'all in' :-D
KH. Eva

Hanne K's verden sagde ...

Kære Eva
Tak for opbakningen - man MÅ overdrive af og til!!!
Kh Hanne

Anonym sagde ...

Hej Hanne
Hvor stor var din form? Jeg vil lave en dinosaurus kage ud fra opskriften, og vil bruge en stor firkantet form som udgangspunkt
Hilsen Maria

Hanne K's verden sagde ...

Hej Maria
Beklager det sene svar.
Formen er 20x30 cm
Håber, at kagen bliver/blev vellykket.
Hilsner Hanne K