søndag den 24. juni 2012

Plums mexigilde VI - Langtidsstegt chilikylling

Sidste indlæg - chilikylling, som blev langtidsstegt efter at have stået i en saltlage i ca 15 timer. Jeg faldt fredag aften over Signes indlæg om helstegt kylling og hvordan hun havde lagt den i saltlage. Dette måtte prøves.

Det er en af de allerbedste kyllinger, jeg nogensinde har smagt. Den er mør, saftig og har en skøn, skøn krydring. 

Dag 1:
Kog 1L vand og opløs 60 g havsalt heri og lad vandet køle af.
Jeg havde lidt travlt, så jeg nøjedes med at koge 2 dl og opløse saltet heri og derefter hælde 8 dl iskoldt vand i. Så var saltblandingen klar til brug med det samme.

Sæt nu kyllingen i en skål og hæld saltlagen ned i kyllingen. Tag en stor pose omkring skålen og sæt kyllingen i køleskabet gerne op til et døgn. Min kylling nåede at få 15 timer.
 
Ovnen tændes på 90 grader.
Kyllingen duppes tør. En citron skæres i 8 dele og stoppes ind i kyllingen sammen med et par tsk af chilikrydderiet og 3 fed let knuste hvidløg.
Derefter hældes godt med olivenolie ud over kyllingen og den krydres med 4-6 tsk chilikrydderi.
Sæt i ovnen med et stegetermometer stukket ind ved låret.

 
Kyllingen fik ca 7 timer og nåede op på en kernetemperatur på 81 grader. Til sidst skruede jeg op på 200 grader, hvor den fik ca 15 minutter for at gøre skindet lidt sprødt.

Note:
Absolut en god metode til stegning af kylling, som bevarer saft og kraft i kødet. Har man tiden til det, så gør det!! Den står blot og passer sig selv - og i bonus spreder den skønneste duft sig i huset.

9 kommentarer:

Tante Sød..og den sure øko-citron... sagde ...

Sikke en masse du har postet i dag Hanne:-) Spændende metode med kyllingen, det ku' jeg bestemt godt finde på at gøre med en dejlig stor frilandskylling jeg lige har købt hos Kjærgårds gårdbutik. Uhmmm.....

Hanne K's verden sagde ...

@Tante Sød,
Ja, det gik da helt over gevind i går med blogindlæg ;)
God idé at prøve det med saltlagen. Det er helt sikkert sådan, jeg vil stege kyllinger fremover - når altså jeg har tiden og kommer igang i god tid.
Det lyder fabelagtigt med frilandskylling. Jeg var også heldig at købe 4 i går. Nogle ordentlige krabater på godt 2 kg. Det er sådan noget, som vi foodies virkelig sætter pris på :)

Belinda sagde ...

Hvor varm har du ovnen de første 7 timer - du skriver kun, at du skruer op til 200 grader.

Hanne K's verden sagde ...

Hej Belinda
90 grader.. Det står i indlægget lige unde billedet, hvor kyllingen er i plastikpose (:

Pernille sagde ...

ej det må prøves! ser meget lækkert ud.. og jeg elsker kylling!

Christina sagde ...

Hvad tilfører citronen kyllingen? Bliver den syrlig? Sådan ligesom hvis man marinerer i citronsaft? Spørger, fordi jeg har en ekstrem sart mave, der ikke tåler noget surt (eller stærkt for den sags skyld :( ).

Hanne K's verden sagde ...

@Pernille,
Det må du gøre - en dejlig kylling med masser af smag.

Hanne K's verden sagde ...

@Christina,
Ja, citronen tilfører noget syre. Du kan sagtens undlade det, hvis du ikke føler for det eller kan tåle det.

Christina sagde ...

Tak for tilbagemeldingen Hanne :)