mandag den 5. december 2011

Spansk omelet/kartoffeltortilla

Aftenens måltid startede med et kig i køleskabet. Efter familiebrunch i går var der en del rester, som skulle udnyttes. 

Det endte ud med en slags æggekage efter fri fantasi. Da jeg efterfølgende surfede lidt rundt på nettet, kan jeg se, at retten meget ligner den spanske kartoffeltortilla.

Jeg har ikke tidligere lavet kartoffeltortilla, men kan nu konkludere, at det er en stor fejl! For hold da op, hvor smager det helt forrygende. Møre, ristede kartofler godt krydret med paprika - og i det hele taget godt med smæk på smagen fra de krydrede pølser, hvidløg, chili og paprika. Det krydrede rundes af den cremede æggemasse og dejligt smeltet ost på toppen. Kan kun anbefales at lave.
Jeg serverede med en smule frisk creme fraiche, som smagte fortrinligt til.

olivenolie
2 store rå bagekartofler
2 løg
salt og peber
1-2 tsk sød paprika

8 brunchpølser med soltørrede tomater og salatost fra Løgismose
4 skiver tørsaltet bacon (den fra Aalbæk er helt fantastisk)

2 porre
½ squash
1 stor snackpeber
1 chili
2 fed hvidløg
salt og peber

4 æg
½ flødeost med Karl Johan svampe og ramsløg (fra Løgismose)
3 dl mælkeprodukter (f.eks. fløde, cremefraiche, mælk)
salt og peber

Et drys godt modnet cheddarost.

Skær kartoflerne i små tern og svits i olivenolie over ikke al for stærk varme til de er næsten møre. Krydr løbende med salt og peber.
Tilsæt hakkede løg og svits endnu nogle minutter til også løgene er møre. Krydr godt med paprika.
Hæld kartoffelblandingen i et fad.

Svits nu pølserne og fordel ovenpå kartoffelbunden.

Skær bacon i strimler og svits til det er sprødt. Lad dryppe af på fedtsugende papir og hæld største delen af fedtet væk. Bacon fordeles også over kartoffelbunden.

Svits fintstrimlet porre, squash, snackpeber og chili i en smule fedt fra bacon, indtil det falder lidt sammen. Krydr med salt og peber og svits hakket hvidløg med i et kort øjeblik.
Fordel grøntsagsblandingen i fadet.

Pisk æg med flødeost, mælkeprodukter, salt og peber. Og hæld over.
Fordel revet ost over fadet og bag ved ca 190 grader i 35 min. Evt med varmluft de sidste 5 minutter for at opnå en gylden overflade. Lad omeletten stå og sætte sig 5-10 minutter, før den skæres for.

Note:
Skøn aftensmad - men vil også være et pikant og lækkert indslag på brunchbordet, til frokosten og i madpakken.
 

 

8 kommentarer:

Tante Sød..og den sure øko-citron... sagde ...

lækkert lækkert .... og god mulighed for at anvende rester. Dejligt at høre fra dig igen Hanne

Hanne K's verden sagde ...

@Tante Sød - tusind tak, det er også rart at være lidt igang igen. Frygtelig med madlavningsblokering ;)
Virkeligt lækkert ... glæder mig helt til, at jeg igen har nogle rester til sådan en ret.

LillePil sagde ...

Hvor ser det lækkert ud, det tror jeg hellere jeg må prøve.. ligesom dine A-lakridser

Hanne K's verden sagde ...

@LillePil, det må du bestemt gøre .. med begge dele. Du vil ikke fortryde, er jeg sikker på :o)

Kavitha sagde ...

Det ser lækkert ud, det skal prøves på søndag.

heidi sagde ...

Det bliver vist det (eller noget lignende) der kommer på menuen i morgen - er totalt ideforladt (og manden lige så meget, han kunne ellers have fået lov at bestemme), men så kom jeg lige i tanke om dit indlæg. Og det passer jo perfekt til udryddelse af diverse rester :-)

Hanne K's verden sagde ...

@Kavi, fik du prøvet det?

Hanne K's verden sagde ...

@Heidi
Jeg håber, at det faldt i smag hos jer begge. Det er en perfekt måde at udrydde rester på. Vi har allerede fået det en gang til .. i en anden variationer og mere forskellige rodfrugter. Dejlig mad!