onsdag den 29. juli 2009

Langtidshævet brød med fuldkornsdurummel

Disse brød blev rigtigt vellykkede – mere smag end rent hvedemelsbrød og sammen med kærnemælken får det en lidt syrlig smag, som jeg elsker ved brød. Egentligt ville jeg have bagt nogle hurtige brød i forgårs, men tiden løb fra mig. I stedet kom dejen i køleskabet og fik en omgang langstidhævning – og det blev de absolut ikke dårlige af.

Langtidshævede brød med fuldkornsdurummel
3 dl vand
3 dl kærnemælk
20 g gær
1 tsk honning
3 spsk olivenolie
3 dl økologisk fuldkornsdurummel
1 dl majsmel
1 spsk groft Maldon Seasalt
resten alm. hvedemel
Rør gæren ud i væsken sammen med honning og olivenolie.
Tilsæt fuldkornsdurummel og majsmel. Tilsæt herefter salt og hvedemel til dejen kan æltes.
Ælt grundigt 5-10 minutter.
Sæt til koldhævning min 12 timer gerne mere.
Hæld ud på bordet og ælt igennem. Lad hæve på bordet 1 times tid. Form til 4 flûtes og lad efterhæve endnu en time.

Tænd ovnen på 240 grader. Sæt en form med vand i bunden af ovnen. Pensl brødene med vand.
Bag ca. 20 minutter i midten af ovnen.

tirsdag den 28. juli 2009

Fiskefrikadeller med hjemmelavet remoulade





I dag har været en hektisk dag i køkkenet – en af dem, som jeg elsker allermest.
Godt nok har jeg lavet mad på ferien, men det var hurtige retter. Så måske derfor har jeg nydt dagen endnu mere med at bage stakkevis af cupcakes, flûtes, kirsebærsaft og fiskefrikadeller. Lidt Camilla Plums (som min veninde siger) gik der lidt i den.

Cupcakes, flûtes kommer lidt senere her på bloggen.

Her aftensmaden – velsmagende fiskefrikadeller og hjemmelavet remoulade med spræl – den blev ret stærk, men det gjorde den ekstra god.

Og nu hvor jeg sidder her og blogger kigger jeg ”Så for sommer”, hvor nogle danskere holder sommerferie som i stenalderen … de får grød, grød og grød - tænker jeg bare godt det ikke er mig!!!

Målene er cirka…

Fiskefrikadeller
15 kinarejer med skal
300 g fersk ørred eller laks
200 g røget laks
salt
2 æg
2 spsk maizena
1 spsk hvedemel
½ dl fløde
1 lille finthakket rødløg
1 stort bundt purløg
1 bundt frisk estragon
friskkværnet peber

Tag ca 100 g fersk ørred og halvdelen af rejerne og hak groft med en kniv. Det samme med den røgede laks. Resten af rejerne og den ferske laks køres på foodprocessor.
Det hele blandes og røres sejt med en smule salt – pas på, da den røgede laks kan være ret salt.
Rør æg, maizena, mel, fløde, rødløg, purløs, estragon og peber i farsen – til den er lind og tilpas.
Lad hvile min ½ time i køleskab.

Steg i en blanding af smør og olie for gylden farve og skøn smag.

Hjemmelavet remoulade med spræl
1 æggeblomme
1 spsk balsamisk æbleeddike
1 tsk salt
1 spsk mild karry (eller stærk…)
1 dl rapsolie
ca 6 syltede drueagurker
1 tsk dijon sennep
1 bundt frisk estragon
Pisk æggeblomme, æbleeddike, salt, karry sammen. Pisk olien i dråbe efter dråbe og pisk grundigt, så den ikke skiller.

Bland mayonnaisen med agurken skåret i fine tern samt sennep og finthakket estragon. Rør sammen og sæt kold.


Server i en sandwich med fiskefrikadelle, remoulade og frisk agurk. Eller traditionelt på rugbrød.

Mandagens aftensmad ... pasta med røget laks


I går fik vi en hurtig pastaret, som smagte helt vidunderligt. Alt smager bare bedre på denne årstid – så det er bare med at fylde godt med frisk basilikum og skønne søde tomater i maden.

Pasta med laks
olivenolie
2 små porre i tynde strimler
et par håndfulde tomater uden kerner i strimler
300 g røget laks
1 glas hvidvin
1-2 dl fløde
citron
salt, peber
2 store håndfulde frisk basilikum

God bredbåndet pasta.

Svits porren i olivenolie et par minutter. Tilsæt hvidvinen og lad den koge lidt ind. Tilsæt herefter tomat, laks, fløde, citronsaft og lad simre et par minutter. Laksen skal ikke have mere end 3-4 minutter og porren og tomaterne skal bevare lidt sprødhed.
Smag til med salt, peber, citronsaft og grofthakket basilikum.

Server med pasta.

mandag den 27. juli 2009

Fanø ... maden

Nu blev jeg klar til at blogge lidt om maden. Vi har virkelig nydt ugen på Fanø ... total afslapning og selvfølgelig god mad hver aften.
Grillen blev brugt de fleste aftener og så hentede vi nogle fantastiske pizzaer den sidste aften. Jeg ville ønske, at det her ude på landet var muligt at få så gode pizzaer - sådan rigtigt italiensk-agtige med bøffelost-mozarella, lufttørret skinke og rucola. Dejligt ... på den anden side, hvis man havde let adgang til sådan et pizzarier, kunne man nok let forfalde til at hente mad der ofte.

Jeg har samlet de forskellige retter i frokost-, for- og hovedretter... kan ikke lige huske rækkefølgen mere;)

Frokostret
Omelet
Et par gange spiste vi frokost hjemme. Her blev det til en omelet-agtig ting med kartofler, tomater fra drivhuset derhjemme og basilikum. Fiskehandleren var vi næsten nabo til, så hertil var der nyrøgede sildefiletter og hjemmebagt rugbrød, som jeg lige nåede at bage, inden vi tog afsted - himmelsk frokost....
Hipshapsere og forretter
Laks/avocadohapser
Her avocado og røget laks, som er hakket groft. Lidt limesaft, salt, tomat og ristet brød ... nemmere bliver det vist ikke, men smagen var skøn og et glas kølig hvidvin til:)
Tomatbruschetta
Nogle gratinerede bruschetta'er. Blot tomater, basilikum, frisk mozarella, olie, salt og peber ... enten på grill eller i ovnen. Vi grillede dem, da vejret det meste af tiden var skønt. Vi havde lånt en lille Smokey Joe Webergrill - så vi blev heller ikke slået ud af en smule regn.Marinerede kinarejer med grov cremefraice-Tzatziki.
Rejerne blev marineret i hvidløg, olie og limesaft.

Tzatziki - egentligt var jeg gået efter græsk yoghurt hos den lokale. Det var heldigvis udsolgt, så jeg måtte forsøge med et andet surmælksprodukt og valget blev cremefraiche ... og det er ikke sidste gange, vi laver det på den måde. Det blev bare super cremet og lækkert. En anden ting, som løftede tzatzikien var Vibekes råd med at skære agurken i stedet for at rive den. Det giver en skøn struktur og bid til tzatzikien. Så jeg tror, at jeg er færdig med at rive agurker til den ret!!

Cremefraiche, lidt olivenolie, hvidløg, lidt moset cremet Feta, dild, salt, peber og agurk i stave.
Og en håndfuld af de hjemmeavlede...Hovedretter
Marineret lammefilet, pita, grov Tzatziki og fyldt champignon.

Lammefiletten var marineret med hvidløg og persille. Jeg plejer ikke at købe kød, som allerede er marineret hos slagteren. Men jeg gjorde en undtagelse, da det kød vi ellers havde købt ved den lokale var super lækkert. Så jeg kunne ikke forestille mig, at de er skjult dårlig kød under marinade eller hvad man ellers kan forestille sig. Det smagte dejligt.

I Tzatzikien blev der tilføjet lidt hakket tomater denne aften.

Champignon: fyldet var flødeost, hakket Fanøskinke (en lufttørret skinke), hakket rødløg og basilikum.
Pighvar med kartofler og persillesauce
Nok ugens højdepunkt ... eller i hvert fald et af dem. Stegt pighvar, kartofler og persillesauce. Kræver vist ingen nærmere forklaring - men det smagte helt vidunderligt.
Marineret nakkekotelet
En aften blev det til svinekød ... en nakkekotelet marineret i olie, ketchup, paprika, honning og cayennepeber. Lige inden den kom på grillen, drysses med salt.
Tomater , basilikum, olie og feta bagt over grillen i sølvpapir - ca. 20 minutter.
Nye kartofler ... Dét er guf!


Diverse grillet kød
Vi skulle jo prøve lidt forskelligt fra den lokale slagter. Her nogle kinarejer på spyd, Fanø-griller af oksekød, lammekotelletter og en fantastisk pølse, som hed Cumberlandpølse. Jeg forsøgte at få ud af slagterne, hvad der var i dem. Det lykkedes ikke så godt. Jeg fik en forblommet snak om en hemmelig krydderurt, som vokser et hemmeligt sted, hvor der er masser af den, men det er svært at få fat i den.............. Hvad kan jeg lige bruge det til?
Men smagen var kraftig og god og konsistensen af pølsen var fantastisk - her var virkelig tale om reelt og grofthakket kød.
Lammekoteletterne marinerede jeg i persille, hvidløg, citronsaft og olie.
Marmoreret oksesteak med agurk/melonsalat
En god bøf skal man have i ny og næ! Og her blev det til en 250 g bøf, som var helt fantastisk mør og fedtmarmorering i top - Smagen var skøn!!
Hertil en salat af agurkestænger, honningmelon, feta, lys balsamicoeddike, basilikum, salt og peber. Inspireret af hende her. En kombination, som jeg ikke tror, at jeg selv ville være kommet på, men det er godt. Dejligt med al den inspiration, man får af andre bloggere:)
Det var maden fra vores ferie ... meget og godt. I morgen smutter vi lige et par dage på Schackenborg Slotskro og lever livet særligt godt endnu et par dage ...
Derefter står den på sund mad og motion de næste måneder! Tiltrængt ... men lysten er også til det. I slutningen af oktober skal jeg en uge til Tyrkiet på danseferie og det kan vist betyde, at bikinien skal på.............. Så nødvendigt med en sund periode inden - og en god motivationsfaktor!!
Har lige været på en mindre cykeltur ... 20 minutter og jeg var døden nær, så der bliver noget at arbejde med ift. at få formen god igen;) Der må gerne snart komme igang med dansesæsonen igen - det er trods alt sjovere motion en cykel og løb, synes jeg.
En god dag til alle:)

Fanø - lidt af hvert

Så blev det igen tid til bloggen. Vi har været en uge på Fanø .... og som vi har nydt det.
Her lidt billeder .... og senere følger et madindlæg.
Udsigten fra vores lille bitte sommerhus, som lå 250 m fra vandet i Rindby....Stranden .... og imellem sommerhuset og ned til stranden ca. midt på denne strækning lå et fantastisk ishus. Vi havde skønt vejr det meste af tiden, så det blev til rigtigt mange is:)Søndag var der Sønderhodag. Hvor mange af øens kvinder og børn bar deres Fanødragter.
Her brudedragter med blomsterkroner i stedet for klude.... De sidder uden for Sønderho Kro - et skønt spisested.
Vi nyder at spise ude til frokost, så en af dagene spiste vi på Sønderho Kro. Vi fik 6 små frokostspecialiteter - letrøget laks, rødtunge med pesto, Fanøskinke med hybensalsa, kalvesteg med pickles, ost med marinerede nødder, og Fanø-sandkage. Gustav bryder sig ikke om ost, derfor fik han det lille glas med bærmousse. Hertil hjemmebagt rugbrød, grovbrød og lyst brød.
Fantastisk frokost!
Der blev indført cocktailhour... og hver dag nød jeg en skøn Dawn Special fra Africa...

mandag den 13. juli 2009

Luksusburger



I dag fik jeg virkelig trang til en stor og lækker burger. Måske stadig en smule ”ramt” af i lørdags;) Samtidig kunne jeg få bagt nogle boller til de næste dages madpakker, hvor også kalveculotten kan blive udnyttet.

Det blev til nogle rigtigt lækre og svampede hjemmebagte burgerboller med kalveculotte, hjemmerørt mayo og karrydressing.

Burgerboller:
7 dl vand
50 g gær
2 dl fuldkornshvedemel
1 dl fint durummel
1 dl majsmel
resten alm. hvedemel
1 spsk honning
3 spsk rapsolie
3 tsk salt
Opløs gæren i vandet, tilsæt honning, olie og fuldkornshvedemel, durummel og majsmel. Rør dette sammen. Tilsæt salt sammen med hvedemelet.
Tilsæt nok hvedemel til, at du kan ælte dejen godt.
Lad hæve 1 time. Slå ned og form til kæmpe boller som rulles lidt flade. Lad efterhæve min 45 minutter gerne mere. Pensel med vand eller æg og drys med majsmel, sesamfrø eller durummel. Bag ved 225 grader i ca 15 minutter. Kast gerne en smule vand ind i bunden af ovnen – det giver en god skorpe.

Kalveculotte
Rids culotten krydr godt med salt, peber og smør evt. med gastrik.
Steg ved 225 grader ca ½ time – til kernetemperaturen er 60 grader.

Hjemmerørt mayo
1 bæger past. Æggeblomme
et nip salt
1 fed fintrevet hvidløg
saft fra lime
rapsolie
cayennepeber
Pisk æggeblomme med salt, hvidløg og limesaft. Rør rapsolie i dråbe for dråbe og pisk grundigt.
Tilsæt rapsolie til mayoen har en god konsistens. Smag til med salt, lime og cayennepeber.

Karrydressing
1 spsk af mayoen
2-3 spsk cremefraiche
salt
1-2 tsk god karry
limesaft
et nip sukker
Rør det hele sammen og smag til.

Flæk bollen og rist den på en pande eller brødrister. Smør bollen med mayo. Læg salat, skiver af culotte, drueagurker, tomater, ristet bacon og dressing. Spis og nyd:o)

søndag den 12. juli 2009

Hjemmelavet Kinaboks


I fredags var jeg temmelig træt ovenpå en hektisk arbejdsuge. Så det var sent, jeg kom i gang med aftensmaden og det skulle bare været noget, som gik hurtigt.

Jeg kan en sjælden gang få lyst til en Kinaboks, men det er jo noget dårligt snask at spise… friturestegt og dårlig kvalitet.

Det blev så en hjemmelavet en af slagsen, hvor en enkelt ting også var lidt noget skrammel – nogle færdiglavede indbagte rejer. Her ville smagen blive meget bedre, hvis man selv laver en dej at dyppe dem i og derefter steger i olie eller man kunne vikle noget filodej omkring nogle kinarejer.

Jeg havde en pose thaikrydrede laksefrikadeller i fryseren og hjemmelavede miniruller. Så det blev en næsten hæderlig box med stegte ris til.

En rest ris
1 spsk ingefær
1-2 fed hvidløg
1 rød chili
olie

Miniruller, laksefrikadeller, indbagte rejer, kylling eller andet

Sursødsauce

Varm olien og svits ingefær, hvidløg og chili heri. Tilsæt risene lidt efter lidt, så de ikke klumper.

Server ris med de forskellige ruller, frikadeller og rejser og server med sursødsauce.

Velbekomme:o)

torsdag den 9. juli 2009

Mit første kageforsøg

En Paragrafkage måtte det blive, da jeg serverede den for mine kollegaer - en flok sagsbehandlere. De forskellige paragraffer fik hurtigt navne efter Servicelovens §100, §85, §107 osv. § 100 gik folk pænt udenom ;o)
Så fik jeg endelig gang i kagebageriet. Jeg har længe kigget beundrende på, når Mrs. Cakeaholic, Kagekonen, Himmelske kager, og andre kagebloggere har lavet den ene skønne kage efter den anden. Denne her er intet sammenlignet med, hvad de piger kan fremstille.
Dog er jeg tilfreds med det første spæde forsøg med sugarpaste-dekoration og smagssammensætningen.
Inden i kagen er der lyse og mørke lagkagebunde, hyldeblomstmousse og tobleronecreme.
Smagen var god - dejligt med både den lidt søde/skarpe/pikante smag fra hyldeblomsterne og den cremede, søde Tobleronesmag.
Det bliver ikke den sidste kage, jeg skal lave. Glæder mig dog vildt til at komme på kagedekorationskursus hos hende her. For jeg mangler godt nok håndelag og gode fif:o)
Indkøb i diverse netshops med kagegrej er også et must - mere vil jo have mere, når først man kommer igang.

tirsdag den 7. juli 2009

Kylling i karry/kokossauce


Endnu en karryret fra min hånd. Jeg elsker jo karry, ingefær, hvidløg og kokosmælk… I går var energien ret lav – rigtig mandagsstilstand. Men denne ret er hurtig at lave og samtidig dejlig at skue og god smag.

Man kan jo putte flere grøntsager i, hvis man synes. Skiveskåret gulerod, flere løg, porre, sugarsnaps osv. vil være godt at supplere med.

Kyllingefilet i karrykokossauce
1 pakke bacon
500 g kyllingefilet eller inderfilet
2 fed revet hvidløg
3 tsk revet ingefær
1 stort strimlet rødløg
1 bundt forårsløg
10-20 cherrytomater
2 spsk god karry
1 tsk gurkemeje
400 ml kokosmælk og evt. lidt fløde
et nip cayennepeber
1 spsk sukker
1 lime
salt
1 pose cashewnødder

Skær bacon i passende stykker og brun på en varm pande.
Læg i et smurt ildfast fad. Fjern det meste af den overskydende fedt og brun herefter kyllingekødet - krydr med salt. Læg kødet over i fadet. Drys det grønne fra forårsløgene herover samt halverede cherrytomater.
Varm lidt olie på panden og svits ved høj varme ingefær, hvidløg og karry et minutstid. Tilsæt rødløg og det hvide fra forårsløgene. Tilsæt kokosmælk/fløde, gurkemeje, cayenne, sukker, lime og salt. Lad simre nogle minutter. Hæld saucen over kødet.
Sæt i ovnen ca 15 minutter ved 180 grader

På en varm pande ristes nødderne. Disse drysses over retten lige inden servering.

Server med basmati eller jasmin ris.

Velbekomme:o)

søndag den 5. juli 2009

Er du lidt trist ... så kig her

I dag synger jeg .... Dirlada dirladada, jah filidada, dirladadirladada - man kan kun blive totalt glad i låget af det.

Prøv selv at kigge her .

Hele stemningen, forsangerens rytme og bandets musikglæde ... jeg er flad af grin og har dirladada i hovedet.

Nikos Xilouris




Grillet and med tilbehør





Efter en stille maduge, hvor det ikke er blevet til de store kulinariske udfoldelser, blev det endelig weekend. Og med det gode vejr skulle grillen selvfølgelig i gang.

Dagene flyver af sted for tiden. Efter omstrukturering på arbejde har det væltet ind med arbejde. Nu tror jeg dog, at de fleste institutioner og samarbejdspartnere har ferietid, så mon ikke det også smitter af hos os. Jeg håber i hvert fald på et par uger, hvor det er knap så hektisk, så jeg kan blive nogenlunde klar til at holde ferie.

Jeg glæder mig som aldrig før til at holde ferie. Det bliver skønt med en uge på Fanø, hvor vi bare skal slappe af, spise skøn sommermad og nyde livet. Efterfølgende har vi en uge hjemme, hvor vi må se, hvad vi så finder på.

Men til maden fra i går, som var to grillede andebryster med tilbehør.
Skøn smag – and gør sig virkeligt godt på grillen. Det var både mørt, smagfuldt og saftigt. Salat med bær eller frugt til er en god kombination.

Andebryst
Andebryst ridses på skindsiden. Krydres godt med salt og peber.
Kødsiden smøres med en smule olivenolie, inden den lægges på grillen. Start over direkte varme med skindsiden nedaf 2-4 minutter. Læg derefter kødet, så det får indirekte varme i ca 20 minutter.

Hvidløgssmør
Ca 100 Smør røres med hvidløg og hakket persille og et nip Maldon Seasalt.

Halvdelen tages fra til brødet.
Den anden halvdel bruges til katoflerne…

Kartofler på grill
En rest kogte nye kartofler
Hvidløgssmørret røres med yderligere krydderurter:
rosmarin
oregano

1 bundt forårsløg
salt, peber

Et stort stykke stanniol smøres let med olivenolie. Kartoflerne skæres i mundrette stykker og lægges
på stanniolen. Herover fordeles forårsløgene i 3-4 cm’s bidder. Smørret fordeles herover.
Drys med salt og peber.
Pakkes godt sammen og lægges på grillen i ca. 30-40 minutter – gerne 5-10 minutter over direkte varme, så de får lidt kulør.

Grillet Halloumi
1 pakke halloumi ost
olivenolie
1 rød finthakket chili
lys balsamicoeddike
Bland olivenolie, chili og balsamicoeddike til en dressing.
Skær halloumi osten i ½-1 cm tykke skiver. Grill over direkte varme 1-2 minutter pr. side.
Læg på et fad og hæld dressingen over.

Salat
1 hjertesalat
tomater
blåbær

Dressing
Balsamicoeddike
1 skalotteløg
salt, peber
olivenolie
rød basilikum
Basilikum og skalotteløg hakkes
Det hele rystes sammen til en dressing.

Velbekomme:o)

onsdag den 1. juli 2009

Nem sommermenu

Årets første tomathøst - San Marzano, cocktail, cherry, gule cherry og blommetomater. Fantastisk smag - derfor fik vi dem også helt naturel.... Økologiske Frankfurtere fra fair FOOD med Ramsløg og wienerpølser af samme mærke. Frankfurterne er virkelig pengene værd.

Der er ikke så meget opskrift i denne menu... men let og lækkert med pølser, tzatziki, pitabrød, hjemmeaflede tomater og nye kartofler. Sommerligt og godt :o)

Tzatziki - se her