onsdag den 24. juni 2009

Middelhavswraps med basilikumcreme





I aften fik vi wraps - eller tyrkiske fladbrød med middelhavsinspireret fyld. De tyrkiske brød er lidt mere bastante end hvedemels tortillas - begge dele fungerer super med dette fyld.

En tur i krydderurtehaven og så i gang med at finde på. Og det blev rigtigt vellykket – dejlig basilikumcreme og oksekød med masser af persille, timian, oregano og hvidløg sammen med salat. Lækkert, sommerligt og måske bedst af alt – hurtigt lavet.

Middelhavswraps

Hvedemelstortillas, wraps eller tyrkiske fladbrød

olivenolie
500 g oksefars
3 finthakkede skalotteløg
2 fed knust hvidløg
1 dl hakket persille
3 spsk frisk hakket oregano
1 spsk frisk hakket timian
en sjat rødvin
Svits løgene i olien nogle minutter, brun herefter kødet her. Tilsæt, når kødet har skiftet farve, hvidløg og hakkede krydderurter. Svits et minuts tid. Tilsæt en sjat rødvin og lad dette koge ind i kødet.

Basilikumcreme
2 dl cremefraiche
et stort bundt frisk basilikum
salt, peber
et dryp citron
et nit sukker

Blend ½ dl cremefraiche med basilikum, citron, salt, peber og sukker.
Bland herefter dette med resten af cremefraichen. Årsagen til, at jeg kun blender en smule er cremefraichen er, at den bliver helt tynd af det, dette undgår man, hvis man nøjes med at blende en smule og derefter blande det hele sammen.

Hertil masser af tomater, agurk, iceberg og rødløg.

Tips
Hvis man ikke bryder sig om, at løgene er alt for skarpe i smagen, kan man med fordel lægge dem i en blanding af eddike og koldt vand 10-20 minutter.

7 kommentarer:

Vibeke sagde ...

Kære Hanne
Det ser dejligt og frisk ud, lige det rigtige til en lun aften
Knus
Vibeke

Malou Klidmoster sagde ...

Kære Hanne

Uhm, det ser ud til at være rigtig lækker sommermad. Det var ikke faldet mig ind at lave den slags fyld, men det skal bestemt prøves.

Knus
Malou

Hanne K's verden sagde ...

Kære Vibeke
Det passer super til en lun sommeraften. Og jeg bliver helt høj af at plyndre krydderurtebedet. Det ER simpelthen lykken.
Knus Hanne

Hanne K's verden sagde ...

Kære Malou

Det var også en pludselig indskydelse. En god måde at få lidt middelhavssmag ind på en lidt anden måde. og med alle de friske krydderurter, man kan få nu, så er det bare skønt.
Knus Hanne

Mette Lykke sagde ...

Kære Hanne.
Lækker sommermad.. På kuglegrillens fridag..
Sommer smil fra Ærø.

May Anna sagde ...

Kære Hanne
En ny og anderledes måde at servere wraps på, det ser rigtig lækkert ud.
Dejligt med hurtige retter i sommertiden
Knus
Manna

Pernille på 1. sagde ...

Uhm - vi køber også tit de her fladbrød i Bazaren og vi bruger dem til rigtig meget. dine middelhavswraps ser rigtig dejlige og sommerlige ud.

Knus og dejlig torsdags Hanne