søndag den 14. juni 2009

SATC 2 - hovedretter



Mest til ære for Rikke ;o) Sådan ser den fantastiske rive-fidus ud:




Nederste billede er favorit-cocktail'en Dawn Special fra Africa – prøv den!!!

1 limefrugt
1 spsk honning
knust is
5 cl vodka
1 kandisstang
Skær limefrugten i 8 stykker, og mos dem sammen med honningen i et buttet glas. Fyld glasset op med knust is, hæld vodka i og rør rundt med en ske til det er koldt.
Sæt kandisstangen i den færdige cocktail.


Salat
rucolablade
icebergsalat
et par håndfulde blåbær
fintsnittede forårsløg
en håndfuld ristede pinjekerner
tomater

dressing
balsamico eller citronsaft
honning
sennep
salt, peber
1 lille finthakket skalotteløg

De næste to opskrifter er fra bogen Suveræne salater og brillante buffeter – en fantastisk kogebog.

Okseculotte i balsamicomarinade
Stegen kan med fordel laves dagen før servering og trække i køleskabet.
Marinaden er helt neutral og passer derfor godt til mange forskellige slags salater.

1 okseculotte
salt og peber

Balsamicodressing:
8 spsk olivenolie
3 spsk god balsamicoeddike
2 tsk sukker
salt og peber

Culotten krydres godt med groft salt og friskkværnet peber. Steges i ovnen ved 225 grader i ca 35-55 minutter. Slut temperaturen ved brug af stegetermometer skal være ca 60 grader – jeg tog stegen ud af ovnen, da den stod på ca 55 grader, temperaturen bliver ved med at stige et stykke tid derefter. Det passede perfekt.
Culotten hviler ca ½ time og sættes derefter i køleskabet til den er kold.
Den er nu let at skære i tynde skiver – skæres dog først lige inden servering.
Marinaden blandes og smages til. Og lige inden servering hældes den over kødskiverne.

Langtidshævet hvedebrød
Dette brød laves over to dage og er vildt nemt at have med at gøre.

7½ dl vand
12½ g gær
1 spsk salt
1 tsk maltsirup eller honning
2 spsk olivenolie eller rapsolie
100 g havregryn
1 kg hvedemel
Gæren opløses i lunkent vand sammen med salt, honning og olie. Resten af ingredienserne tilsættes. Dejen æltes godt med hænderne eller på røremaskine. Det er en temmelig klistret dej.
Sættes i køleskab natten over.
Tages ud og slåes ned. ”Hældes” ud i en bradepande med bagepapir og fordeles jævnt. (dejen var ikke så lind, at den ligefrem kunne hældes ud). Efterhæver til dobbelt størrelse – ca. 3-5 timer og sættes til sidst midt i en kold ovn og bages ca. 45 minutter ved 225 grader.

Da ovnen nåede 225 grader smed jeg en kop koldt vand ind i bunden af ovnen. Det giver en god skorpe.


Soyamarineret svinemørbrad
(6 personer – som én hovedret)
2 mellemstore mørbrad

marinade:
1½ dl soja
1 dl olie
2-3 fed hvidløg
nogle dråber tabasco
evt. lidt citronsaft
peber
Mørbraden marineres et døgn – eller min. 10 timer.Steg ved 225 grader i 20 minutter


Tzatziki
Ca. 3 dl græsk yoghurt 10 %
1 tsk tørret dild
2-4 spsk olivenolie
salt, peber
1 fed hvidløg, knust
1-2 agurker, groftrevet
50 g cremet Feta
Riv agurkerne groft ned på et viskestykke og vrid mest muligt væde ud af agurkerne.
Rør yoghurt med dild, hvidløg, salt og peber og det lind med olivenolie.
Riv eller smulder Fetaen og bland dette i yoghurten sammen med agurken.

Jeg synes, at olivenolien og Fetaen gør en stor forskel. Olivenolien gør Tzatzikien ekstra cremet og Fetaen en lækker saltet/cremet smag.


Fantastisk Feta – fås i Bilka og Føtex:

12 kommentarer:

MissMuffin sagde ...

Uhm, hvor har i fået lækker mad!
Der er endnu engang flere ting der er gent til evt. afprøvning, for det er også kolonihave-venlig mad..

Den coctail, den lyder super lækker og nem, den skal prøves næste gang jeg har tøsemiddag..

Hanne's verden sagde ...

MissMuffin, ja - det er rigtig kolonihavemad.
Den cocktail er fantastisk. Jeg kunne godt blive lidt småafhængig af den;o)

Piskeriset sagde ...

Lige da jeg så den cocktail, tænkte jeg: "den har jeg ingredienser til - den laver jeg da i aften!" :D

Jeg skal dog til fødselsdag, så jeg får sandsynligvis nok syndige ting der, men jeg skal helt sikkert prøve den på et tidspunkt!

Og resten af retterne ser som sædvanlig gode ud :-)

Pernille på 1. sagde ...

Det er altså noget lækkert mad at du fik lavet til dem. jeg skal prøve flere af tingene.

Men det første der bliver prøvet, det er godt nok den drink :) jeg skal have nogle tøser i morgen, så der skal lige købes kandisstænger.
Knus og dejlig aften Hanne

Hanne's verden sagde ...

Hej Piskeris

Mon du fik noget syndigt i går til fødselsdagen...
Weekenden er måske en god lejlighed til en lille drink. Jeg sidder og har lyst til en, men desværre har jeg ikke ingredienserne... Hmmm - må vist købes inden så længe!!

Hanne's verden sagde ...

Kære Pernille

God fornøjelse med drinksene i morgen. Jeg håber, at det bliver et lige så stort hit, som det var for os i fredags... Jeg kunne godt lige drikke en nu, men må vist nøjes med en kop Kusmi (lidt tamt - sammenlignet...)

En dejlig aften og weekend til dig også.
Knus

Piskeriset sagde ...

Hanne - det lykkedes mig faktisk at holde mig til sunde ting til selve fødselsdagen, men om eftermiddagen havde en af mine kolleger de største og lækreste hjemmebagte chocolate chip cookies med, og sådan en måtte jeg jo smage ;-)

Vibeke sagde ...

Kære Hanne
Det ser selvfølgelig flot ud, og jeg syntes, at din menu er rigtig godt tænkt, især når man står et sted uden komfur, jeg gad altså godt have været med.
Knus
Vibeke

Hanne's verden sagde ...

Hej Piskeris
Chocolate Chips Cookies er bare umulige at modstå!!

Hanne's verden sagde ...

Kære Vibeke
Det var også ret sjovt at udtænke en menu, som skulle være kold.
I det hele taget rumsterer jeg meget med tanker om at lave mad til arrangementer i ny og næ - kunne være en sjov udfordring. Og så var det godt at "øve" mig på mine kollegaer;o)
Knus Hanne

Rikke Sandal sagde ...

Hejsa Hanne - der var dit rivejern... sådan et må jeg eje - ved bare ikke lige, hvor jeg skal købe det henne :-)
Knus

Hanne's verden sagde ...

Hej Rikke
Ja, det må du da have fat i.
Det er købt i Skive - mon ikke det er i en isenkræmmerforretning. Jeg kan lige forhøre mig hos min svigermor. Ellers kan du jo printe billedet ud og tage det med i en forretning, så kan de sikkert bestille det hjem.
Knus - vi ses i morgen:o)