onsdag den 27. november 2013

Grøntsagsfad med kylling i ovn

For nogle weekender siden lavede jeg denne virkeligt dejlige kyllingeret. Kyllingen skal blot brunes og steges færdig i ovnen - det giver et  saftigt og lækkert stykke kød.

Kyllingfiletter 
olivenolie
1 stort rødløg
1 stor gulerod
2 porre
1 lille squash
1 lille spidskål
1 klat smør
1 fed hvidløg
evt. ½ grøn chili
friske krydderurter, f.eks. citrontimian
1 glas hvidvin
1/3 flødeost
½-1 dl kyllingefond eller grøntsagsfond
salt, peber
Snit grøntsagerne i strimler og skiver.
Varm olien op og start med at svits løg og gulerod et par minutter. Tilsæt herefter porre, squash, spidskål og smør. Grøntsagerne skal kun have få minutter, de skal blot falde en smule sammen, men bevare sprødheden.
Hæld vin, fond og flødeost ved samt hvidløg, krydderurter og evt. chili. Smag til med salt og peber. Det hele skal bare lige vendes godt sammen og flødeosten smelte.
Hæld grøntsagerne over i et smurt fad.

Krydr med salt og peber og brun kyllingfiletterne på en meget varm pande - blot 1 minuts tid pr side.
Læg filetterne oven på grøntsagsfadet. Giv dem evt et godt drys friskrevet Prima Donna eller Parmesan.
Sæt i en ovn ved 200 grader og steg kyllingen færdig i ca. 15-20 minutter. Pas på med at give for lang tid, da kyllingen så bliver tør. Lad kødet hvile 5-10 minutter, før det skæres ud i skiver.

Langtidsbagte tomater
små søde tomater
oliven
olivenolie
sukker
salt
peber
en håndfuld frisk basilikum og et laurbærblad
Tomaterne lægges i et fad smurt med olivenolie. Drys med lidt sukker (afhænger af årstiden, hvor meget sukker tomaterne kræver), salt, peber og krydderurter. Tag en håndfuld oliven og bland det hele let sammen.
Bag ved ca. 120-140 grader i 1-2 timer - hold øje og se, hvordan det ser ud.
Lad køle lidt af inden de serveres - eller server dem kolde.

Ingen kommentarer: