søndag den 3. november 2013

And i teriyakisauce med sprød grønkåls/bønnesalat og kartoffelgratin


Inspireret af et indslag på Go' TV2, hvor Gorm Wisweh lavede teriyakikylling, fik vi i går denne ret med and.
Det smager super godt - og resterne fra anden vil gøre sig godt i nogle friske vietnamesiske forårsruller.

Man kan købe færdiglavet teriyakisauce, men den hjemmelavede smager meget bedre og det tager kun få minutter at lave.

Hjemmelavet teriyakisauce
ca ½ dl hvidvin (eller mirin)
1 dl soya
ca 1 spsk honning
1 fed hvidløg
et par skiver frisk ingefær
Bland det hele i en lille gryde og giv hvidløget et tryk, inden det puttes i. Indkoges til det halve. Og sættes til side. Det tager ca 5 min.

Teriyakistegte andebryst
Start med at stege andebrystet med fedtet ned ad ved ikke al for høj varme, så fedtet smeltet af - det tog ca 20 minutter. Når det er godt brunet på skindsiden, vendes andebrystet. Steg nogle minutter til den anden side også får farve og begynd at hælde en smule teriyakisovs ved og lad det nærmest karamellisere og tykne omkring andebrystet. Brystet fik i alt ca 30 minutter. Lad hvile 5 minutter, inden brystet skæres i skiver.

Salatdressing og marinade til grønkålschips
1 chili
1 lime
1 fed hvidløg
smagsneutral olie
salt
(honning)
Blend chili, limesaft, hvidløg, olie og smag til med salt. Når der er taget 1-2 spsk fra til kålen, smages dressingen til med honning.

Grønkålschips
6 store grønkålsstængler
Vask grønkålen grundigt i flere hold vand. Slyng grønkålen tør i en salatslynge eller tør det godt i et rent viskestykke. Kålen rives at ribbene og blandes med ca 2 spsk af marinaden og evt lidt ekstra havsalat.
Fordel på bagepapir på en bageplade og sæt i en 100 grader varm ovn. Bag indtil kålen er helt sprød. Det tog 40-50 minutter - og efter 20 minutter skruede jeg op på 120/130 grader.

Tip: Dette kan med fordel gøres et par timer før, kålen skal spises.
Kålen kan også spises alene, som chips - evt blot vendt i olie og havsalt.

Sprød grønkåls/bønnesalat
Resten af marinaden fra grønkålen, evt sødet med lidt honning
1 avocado
1/2 mango
et par håndfulde grønne bønner
Bønnerne blancheres et par minutter - de skal bevare et godt bid og afkøl dem i iskoldt vand.
Skær bønnerne i 2-3 stykker og bland med avocado og mango i tern og vendt dressingen i. Top med den sprøde grønkål.

Dertil fik vi kartoffelrøsti, som jeg har blogget om her.

Inspiration: Go' tv 2, Gorm Wishweh og Salat Tøsen.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Super lækkert, og tak for en super god opskrift :-)

Mvh Claus
polterabend