søndag den 18. november 2012

Gullash på rådyrbov

Fryseren er igen fyldt op med rådyr. Min mand havde en vellykket tur til Sverige i august, hvor to store rådyr blev nedlagt (og så taler vi ikke om, at vi nu skal have 2 hovedmonterede dyr på væggen - det kommer dog ikke til at ske uden kamp).

Bagkøllen blev for nylig lavet til en gullash.

Jeg kogte en vildtfond - brugte alt afpudset af sener, lidt kød og benet sammen med knoldselleri, gulerod, løg, friske krydderurter, peberkorn og laurbær. Fonden blev, da den var helt afkølet, hældt på isternposer. Nu har jeg fond til et par måneder.

1 rådyrbov/bagkølle

Marinade:
½ flaske rødvin
1 gulerod
2 små skalotteløg
knoldselleri, finthakket, svarende til 1 dl
2 laurbærblade
en kvist rosmarin
en kvist salvie
et par kviste timian
10 enebær, let knuste
Bland marianaden sammen. Skær dyrekødet i store tern og mariner natten over.

 

 

Yndlingspaprikaen
smør
olivenolie

salt, peber
2 store løg
3 tykke skiver god bacon
1 lille ds konc. tomatpuré
en dåse hakkede tomater
marinaden fra kødet
4-5 dl vildtfond
1-2 spsk paprika - gerne en god røget
1 tsk sukker
salt, peber
et par dl fløde
evt maizena til at jævne saucen med
Dræn kødet fra marinaden (hæld det ikke ud - det skal bruges i saucen).
Brun kødet af flere omgange ved høj varme i en blanding af smør og olivenolie og læg det løbende over i en skål. Krydr godt undervejs med salt og peber. Lad kødet få en god brun stegeskorpe, det giver ekstra smag til gullashen.
Svits nu løg og bacon til det tager farve. Tilsæt tomatpuré og hakkede tomater og svits det med.
Tilsæt marinaden fra kødet samt fond (evt. boullion) og paprika. Lad retten simre 1-2 timer - til kødet er mørt.
Hæld fløde ved. Smag til med sukker, salt, peber og evt. lidt balsamicoeddike.
Jævn evt. med maizena rørt ud i vand.

Server ris eller en god kartoffelmos til.

Note:
Det var det pure guf! En god måde at få brugt noget vildtkød på, hvis man er ved at være træt af helstegte køller og store stege.

2 kommentarer:

Piskeriset sagde ...

Mmmm... det er helt vildt! :-D
Er misundelig på din egen vildtpusher - min far kan 'kun' levere fasaner og vildænder, så jeg bliver nok nødt til at kigge efter det i Irma :-)

Ps. husk at tage et billede af gevirerne, når de er kommet op ;-)

Hanne K's verden sagde ...

@Piske
:D ... ærgerligt, at vi ikke bor tættere på hinanden. For vi har bare ALT for meget rådyr i fryseren.

Hahahaha ... skal nok forevige hovederne, når de kommer... håber blot på, at det bliver på et værelse og ikke på stuevæggen ;)