mandag den 9. juli 2012

Sommersalat med krydderurtepesto

En farvestrålende salat som denne gør godt - godt for øjet og godt for maven. 
Den er oplagt som salat til madpakken eller som tilbehør til aftensmaden. Man har mulighed for at komme masser af smag i fra krydderurtehaven i en skøn pesto.

Pesto:
Et par store håndfulde krydderurter - jeg brugte:
1 kvist rosmarin, 1 kvist mynte, en bunke citrontimian, et par blade salvie, et par stilke estragon, en håndfuld basilikum
en smule citronskal
1 håndfuld solsikkekerner
olivenolie (mængde, så det passer til den ønskede konsistens)
citronsaft
ca 1 dl revet Prima donna ost (parmesan eller lignende)
hvidløg
salt, peber
Rist solsikkekernerne og lad dem køle en smule.
Skyl krydderurter, tør dem og fjern de groveste stilke. I en minihakker hakkes krydderurter sammen med resten af ingredienser undtagen hvidløg til en grov pesto. Riv hvidløg til sidst og vend i - smag til med salt, peber og citronsaft.
Gem pestoen i et skoldet glas - det kan sagtens holde sig i køleskabet nogle dage. Dæk evt med et godt lag olivenolie, det vil forlænge holdbarheden.

Dressing:
2-3 spsk af pestoen
citronsaft
olivenolie
1 tsk honning
friskkværnet peber
evt. salt
Ingredienserne blandes sammen og grøntsagerne vendes heri.

Salat:
½ pose edamamebønner
½ spidskål (jeg fik fat i en violet - smagen er den samme, men sjovt med en ny farve til kålen)
1 håndfuld kogte bønner, f.eks pinto eller kidney
1 stor snackpeber
2 store tomater eller 10 San Marzanotomater

Dæk edamamebønnerne med kogende vand og lad dem stå i 5 minutter, hvorefter de smuttes ud af bælgen.
Snit spidskålen og kram den et par minutter sammen med en smule citronsaft. Dette blødgør kålen og gør den mere behagelig at spise. Skær tomaterne i grove tern, peberfrugten i strimler og bland alle grøntsagerne og bælgfrugterne i dressingen.

Note:
En salat, som sagtens kan stå og hvile nogle timer eller gemmes til madpakken næste dag. Evt. kan man vente med at blande tomaterne i til lige inden servering. Tomater afgiver en del væde og de smager bedst, hvis de ikke har været i køleskabet.

2 kommentarer:

Den positive vejleder sagde ...

Iiih hvor en fin salat, Hanne! Den ser næsten helt kunstig ud med det lilla kål - men lækkert indbydende - mumsfilibaba ;)

Hanne K's verden sagde ...

@En glad blogger - totalt mumsfilibaba. Og ja, den lilla kål ser helt plastikagtig ud.