søndag den 11. september 2011

Hindbærsorbet og vanilleis på kondenseret mælk


I går havde vi besøg til middag. Det gav lejlighed til at få gang i ismaskinen.
Jeg har endnu ikke prøvet at lave sorbet på maskinen, men har længe villet prøve "Lars Grydeske's" hindbærsorbet. Og da det for tiden vælter frem med hindbær i haven, faldt valget på denne. Oven på en omgang marinerede kinarejer og rødvinsbraiserede svinekæber var det godt med en syrlig og frisk sorbet ... men jeg har en sød tand, indrømmet!! Derfor blev det også en vanilleis baseret på kondenseret mælk og en tung chokoladekage.

Hindbærsorbet
300 g vand
300 g rørsukker
½ stang vanille

500 g hindbær
1 citron
1 æggehvide

Vand, sukker og vanille småkoger ca. 5 minutter og sættes herefter på køl.

Mas hindbærene igennem en finmasket sigte for at fjerne de små kerner.
Jeg gav hindbærene en tur med stavblenderen og blandede citronsaften i. Det gjorde det lidt lettere at mase igennem sigten. 

Bland nu hindbær med den afkølede sukkerlage. Stil det i køleskabet til massen er helt kold.
Kør på ismaskine.

Pisk æggehviden stiv og bland i ismaskinen, når sorbeten er ved at være færdig. 

Hæld massen i bokse og lad fryse endnu et par timer. 

Note: Sorbeten er cremet og kan kugles op direkte fra fryseren. Syrlig, sød, intens og sommerlig.
Denne opskrift gav ca 1,5 L.

Vanilleis med kondenseret mælk
3½ dl sødmælk
1 stang vanille
et nip salt
1 ds kondenseret mælk
3 dl fløde
Flæk vanillestangen og tag marven ud. Kog marven og stangen op sammen med mælk og salt.
Tag af varmen, fjern vanillestangen.
Pisk kondenseret mælk og fløde i massen og lad dette stå i køleskabet, til det er helt koldt.
Kør i ismaskinen.

Note: Endnu en lækker is på kondenseret mælk. Jeg havde lavet en version før, som jeg syntes var for sød. Men denne gang lod jeg kun sødmen komme fra den kondenserede mælk og vanille. Derudover tilføjede jeg lidt mere fløde. Det gav en bedre balance. Og sammen med f.eks. en syrlig sorbet og tung chokoladekage, er det bare helt perfekt.
Is på kondenseret mælk får den mest cremede og lækre konsistens - og så er det uden besvær med opvarmning af mælk, legering af æg osv. Tak, Malou for den idé!!






9 kommentarer:

S3qu3nce sagde ...

Nom nom nom :) det ser lækkert ud

heidi sagde ...

Åhh mums sikke en dessertallerken! Jeg får vildt lyst til is lige nu...
Jeg må have prøvet en vaniljeis med kondenseret mælk, nu hvor de andre udgaver også har været en succes.

Hanne's verden sagde ...

@S3qu3nce,
Tak :) Is er skønt!

Hanne's verden sagde ...

@Heidi
Det må du gøre. Det er godt nok herligt, at man kan lave is med så god konsistens på nemmeste vis.
Tror heller ikke, at jeg kan blive væk fra fryseren i aften ;)

Piskeriset sagde ...

Det er vel nok en smuk og indbydende sorbet - der er lidt sommerstemning og hygge over den :-)

Hanne's verden sagde ...

@Piske - ja, man burde indtage en ordentligt skålfuld i dag. For der er ikke meget sommer over denne dag ;(

Lise B sagde ...

Hvorhenne får du fat i de der stoe dåser kondenseret mælk? SYnes jeg har svært ved at opdrive dem :)
/Lise

Eva og Alex sagde ...

Hej Hanne,

Skal fløden piskes inden? Og hvor meget skal der piskes når kondenseret mælk og fløde er hældt ved? Jeg har forsøgt mig og efter 45 min er massen stadig noget tyndsjask?

Hjælp!

Mange hilsner fra Eva

Louise Rabæk sagde ...

hvor kan man købe en ismaskine henne? helst en der ikke er for dyr!!!!