Viser opslag sorteret efter relevans for forespørgsel gulerodsboller. Sortér efter dato Vis alle opslag
Viser opslag sorteret efter relevans for forespørgsel gulerodsboller. Sortér efter dato Vis alle opslag

tirsdag den 4. august 2009

Blåbærmarmelade og gulerodsboller


Jeg har virkeligt nydt de sidste par feriedage. Det er også i dag blevet til nogle timer i køkkenet:)

I morgen skal vi have bestyrelsesmøde i Airliners og det er hos mig. Jeg har fået lavet dej til boller, som skal langtidshæve til i morgen. Tog lidt af dejen fra, så jeg kan få en bolle til theen i aften.

Bærrene på vores blåbærbusk var modne – 350 g bær på en busk fra sidste år og en nyindkøbt her i foråret, det er vist godt nok. Så 2 små glas blåbærmarmelade kunne der blive ud af det. Jeg ved at én af pigerne, som kommer i morgen er blåbærelsker.

Blåbærmarmelade
350 g bær
150 g sukker
saft fra 1 citron (start evt. med det ½)

Bær og citronsaft koges op i 5 minutter med låg på. Der efter tilsættes sukker og det hele koger godt igennem. Tilsæt evt. konserveringsmiddel.
Hæld på helt rene, skoldede glas og låget.

Gulerodsboller
100 g sesamfrø
3 dl kogende vand
3 dl kærnemælk eller andet mælk
40 g rørsukker
250 g fintrevet gulerod
2 spsk olivenolie
50 g gær (mindre ved langtidshævning)
ca 800-1000 g mel (heraf f.eks. 200 g grov durumhvedemel)

æg
50 g sesamfrø

Rist alle sesamfrøene ved svag varme – indtil de æteriske olier udskilles. De må ikke blive hårde og sorte … det dufter himmelsk, når de er klar.

Bland de 100 g sesamfrø med vand, mælk, rørsukker, gulerødder og olie sammen og rør gæren ud heri.

Tilsæt halvdelen af melet sammen med salt og rør godt.

Rør/ælt resten af melet i – dejen bliver ret fugtig.

Lad nu hæve enten natten over i køleskabet eller på køkkenbordet til dobbeltstørrelse ca 1½ time.

Slå dejen ned og form til boller – godt med mel på hænderne! Lad dem efterhæve ½ time. Pensel med æg og drys med sesamfrø.

Bages ved 210 grader i ca. 15 minutter midt i ovnen til de er gyldne.

lørdag den 7. marts 2009

Duft af kanel...

Med snevejr fra morgenstunden har det været en perfekt dag til at bage.
Og da fryseren pludselig var tom for mine uundværlige kanel-, æble-, nødde- og gulerodsboller. Så der har været gang i røremaskinen og ovnen og nu er boller på lager igen.
Bollerne er fyldt med gode ting, som tørret frugt, nødder, solsikkekerner og kanel. De er fantastiske som et sundt mellemmåltid med en skive gouda og en kop the. Og et must når vi har en 3-4 timers danseaften. God energi.

Kanel-, æble- og gulerodsboller
5 dl vand
2 dl cheasey A 38
3 dl kærnemælk
50 g gær
100 g rosiner (eller tørrede tranebær, blåbær)
1 håndfuld solsikkekerner
1 håndfuld hakkede mandler (i dag blev det cashewnødder)
1 håndfuld græskarkerner (ikke nødvendigvis alle slags kerner)
1 håndfuld hakkede valnødder
2 groftrevne æbler med skræl
2 store fintrevne gulerødder
4 tsk kanel
2½ spsk rørsukker
2 spsk rapsolie
3 tsk groft salt
2-4 dl havreklid/havregryn
2 dl grahamsmel
Hvedemel for resten
Æltes sammen – det bliver en ret fugtig dej, ikke så skøn at arbejde med - men det giver bedre boller, at der ikke pøses for meget mel i.
Hæve 1-2 timer – æltes igennem, tilsæt gerne lidt ekstra mel. Formes til boller, som efterhæver ca 30 minutter. Forvarm ovnen til 200 grader – sæt en skål med vand i bunden af ovnen. Bages i ca. 20 minutter.

God appetit:o)
































mandag den 2. april 2012

Claus Meyers store gulerodsbrud

 
Jeg har en kollega, som af og til har taget nogle kæmpe store, luftige gulerodsboller med på job fra en bager i Bjerringbro. Tanken om selv at kunne bage sådan nogle lækre gulerodsbrud, kom først til mig, da min veninde præsenterede mig for Claus Meyers version. De er fantastiske!! Virkelige helt utroligt lækre - på den der svampede, luftige og smøragtige måde.

Umiddelbart lyder de lidt besværlige, men det er på papiret ... sikkert fordi, at det er en lidt anderledes metode. Når man først går igang, så er det ret enkelt. Bag dem, det vil du ikke fortryde!

Jeg har kun lavet nogle småjusteringer. Jeg bruger næsten altid kærnemælk, når jeg bager. Jeg er vild med lidt syrlighed til bagværk. Sammen med den forholdsvis store mængde sukker, som skal i disse boller, tænkte jeg også, at det ville være fint med kærnemælk. Næste gange jeg bager disse, vil jeg skære ned på mængden af sukker.

Meyers store gulerodsbrud
50 g gær
2 dl kærnemælk
3 dl varmt vand
200 g sigtet speltmel
ca. 800 g hvedemel
75 g rørsukker (Note: kan skæres lidt ned)
15 g salt
75 g blødt smør

2 æg
150 g solsikkekerner
4 store, groftrevne gulerødder

Opløs gær i kærnemælk og varmt vand (mixet sammen bliver det "lillefinger-varmt"/lunt og dermed ødelægger det ikke gærets hæveevne). Rør mel, sukker og salt i og ælt dejen sammen. Ælt herefter smørret ud i dejen (jo blødere, jo lettere - man kan give smørret nogle korte intervaller i mikroovnen, hvis man er utålmodig ... som jeg). Ælt til dejen er glat og smidig. Lad dejen hæve ca 1 time et lunt sted og tildækket.

Nu tages dejen forsigtigt ud på et let meldrysset bord. Lav en hulning, hvor de let sammenpiskede æg hældes ud, solsikkekerner og gulerødder hældes også i hullet.
Fold nu dejen op omkring æg, rødder og kerner. Arbejd dejen igennem ved at hakke den/skære den igennem med en stor dejskraber/spartel, indtil massen er godt blandet sammen.

Sæt nu store klatter på bagepapir. Jeg fik 14 stk ud af denne mængde.

Lad bollerne efterhæve i endnu ca 1 time.

Bag ved 220 grader. Sæt gerne et lille fad med vand i bunden af ovnen, for at skabe noget ekstra damp.
Bages 15-20 minutter - til de er gyldne og lyder hule, når du banker dem under bunden.




fredag den 23. oktober 2009

Grønne grovboller


Sikken uge ... der har slet ikke været tid til at blogge, men dette bl.a. på grund af meget madlavning - så der er et lille lager af opskrifter til blogindlæg :o) Ugen har stået på arbejde, bage boller til kollegaer, lave fødselsdagsmiddag til min familie og heldigvis også nogle timers dans.

Her opskriften på de boller, som jeg bagte til kollegaerne først på ugen. Der var både gulerodsboller, som jeg tidligere har blogget opskriften på her.

Grønne grovboller
(ca. 20 stk.)
50 g smør
4 dl mælk
1 dl ylette, A38 eller lignende
50 g gær
1 tsk groft havsalt
2 tsk rørsukker
200 g revet squash
(1 dl friskhakket persille)
2 dl havreklid
ca. 800 g hvedemel

æg til pensling

Smelt smørret og tilsæt mælk. Hæld blandingen i en skål og tilsæt ylette/A38. Rør gæren ud heri. Tilsæt resten af ingredienserne, hold lidt mel tilbage.
Slå dejen sammen og lad hæve mindst 1 time.
Ælt dejen godt igennem og tilsæt evt. mere mel.
Form til ca. 20 boller. Lad efterhæve ca. 30 minutter. Pensl bollerne og bag midt i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter.

Note:
Jeg udelod persillen, da vi fik bollerne til morgenkaffen. Men smagen er god med persille til f.eks. aftensmaden.