torsdag den 30. december 2010

Den Gode Burger

Jeg er bagud med blogindlæg ... mangler stadig at få skrevet lidt om årets julekonfekt, kransekage og en del andet. Skulle gerne have tingene på bloggen, så jeg ikke glemmer opskrifterne til næste år.

3. juledag stod i burgerens tegn. Det er ikke fordi, at julemaden har hængt mig langt ud af halsen. Slet ikke - for så meget har jeg nu ikke fået af den slags. Men burgertrangen kan komme over én året rundt - særligt en god hjemmelavet én.

Gode det var de. Bollerne er lækre, luftige og godkendte ;)
Burgerboller
2 dl kærnemælk
2 dl vand
30 g gær
1 dl vårhvede
1 dl durummel
1½ tsk flagesalt
1½ tsk sukker
3 spsk olivenolie
hvedemel
evt æg + sesamfrø
Rør gæren ud i mælk og vand. Tilsæt vårhvede og durummel. Rør salt, sukker og olie i, tilsæt herefter mel til dejen kan æltes. Ælt grundigt til dejen er smidig og lækker at røre ved.
Lad hæve lunt 2-3 timer. Form til 9 boller, som rulles/trykkes ud til store flade boller. Hæv lunt endnu 30-60 minutter. Tænd ovnen og sæt en skål med vand i bunden af ovnen. Pensel bollerne med æg og drys med sesamfrø. Bag ved 225 grader midt i ovnen i ca 15 minutter.

Krydret burgerbøf
500 g oksefars
1 spsk Heinz Ketchup
krydderurtesalt (havsalt med havens krydderier: salvie, citrontimian, merian, timian)
sort knust peber
cayenne
tabasco
½ tsk røget paprika
1 fintrevet skalotteløg
Rør/ælt farsen grundigt. Smag til!!
Steg i en blanding af smør og olivenolie.

Kryddermayo
1 æggeblomme
1 fed fintrevet hvidløg
skal fra ½ økocitron
saft fra ½ citron
cayennepeber
røget paprika
salt
ca. 2 dl solsikke- eller vindruekerneolie
En æggeblomme røres sammen med de øvrige ingredienser undtagen olien.
Herefter tilsættes olien - første dråbevis - herefter i en tynd stråle, imens der piskes kraftigt, indtil mayoen har den ønskede konsistens.
Note: Jeg er vild med hjemmelavet mayo. Krydret med røget paprika og cayenne passer det som fod i hose til hjemmelavede fritter!

Skønne, sprøde krydderfritter
kartofler
krydderurtesalt (havsalt med havens krydderier: salvie, citrontimian, merian, timian)
Solsikkeolie
Skræl kartofler og skær i små både. Læg dem i koldt vand nogle timer før, de skal steges. Skift vandet nogle gange for at fjerne mest muligt stivelse fra kartoflerne.
Hæld vandet fra og tør kartoflerne grundigt i et rent klæde.
Bland i en stor skål sammen med krydderurtesalt og olie. Læg på en bageplade dækket med bagepapir.
Bag ved ca 200 grader i 20 minutter. Skru op til 225 grader og evt varmluft og bag yderligere ca 20 minutter. Rør af og til i kartoflerne.
Note: Kartoflerne bliver utroligt sprøde og lækre ved denne metode.

Hjemmelavet 1000-øers-dressing

cremefraice
ketchup
paprika
røget paprika
eddike fra syltede agurker
finthakkede syltede agurker 
et nip sukker
evt et skvæt hvidvinseddike

salt, peber


Andet tilbehør:
1 avocado i tynde skiver
tomater, agurk i skiver
strimlet hjertesalat
syltede agurker

søndag den 19. december 2010

Æbleskiver

Sidste år var jeg så heldig at vinde en æbleskivepande fra Le Creuset hos Faster Philip. Det var med denne opskrift. Jeg fik panden taget i brug for et par weekender siden, men har ikke fået lavet et blogindlæg om det før nu. Panden var super god - tak for den :)

Jeg ændrede lidt i opskriften, da jeg ikke havde kaffefløde og økologiske appelsiner. Og tilføjede lidt kardemomme, som gjorde rigtigt godt.

Æbleskiver
3 æg
3 spsk sukker
¼ l kærnemælk
1 dl fløde
1 dl mælk
250 g hvedemel
2 tsk bagepulver
revet skal af 1 økocitron
saft fra ½ citron
½ tsk kardemomme
½ stang vanille
et nip salt
Pisk æggehviderne stive. Tag marven ud af vanillen og gnid den sammen med sukkeret for at findele vanillekornene. Pisk æggeblommer, sukker, vanille, kærnemælk, fløde og mælk sammen. Tilsæt mel, kardemomme, citronskal, salt og bagepulver – pisk grundigt til dejen er uden klumper. Bland de stive æggehvider i sammen med saft fra citron.
Bag æbleskiver i smør. Fyld æbleskiverne lidt op, inden de vendes for at få dem mere runde.

Note: Lækre æbleskiver - og der er god mulighed for at lege med forskellige smagsgivere som kardemomme, forskellige citrusfrugter, vanille og spiritus. Tror, at jeg næste gange vil tilføje lidt Contreau.
 

 

 

 

 

Brændte mandler i 2 versioner

Jeg tror, at brændte mandler er lidt en voksen ting. Sådan er det i hvert fald for mig - og i år er jeg åbenbart blevet lidt mere voksen. Jeg er i hvert fald helt vild med brændte mandler denne jul.

Opskriften på de bedste, som jeg nu har lavet 4-5 portioner af ... (de er også populære på mit job), fandt jeg hos Julpiskeren. De er virkeligt lækre - smagen af kanel og et lille touch af salt, gør dem helt uovertrufne.

Jeg synes, at brændte mandler kræver lidt øvelse. Det er i princippet helt enkelt, men samtidig kræver det lidt rutine. At man finder ud af, hvornår mandlerne har gennemgået forskellige processer og er klar til at tage af.

Det vigtige er, at når de efter nogle minutter bliver helt krystalliserede, så skal man lige tage den med ro og ikke i panik flå dem af komfuret (... taler jeg mon af erfaring ....). De skal blive over varmen sådan, at sukkeret får lov at smelte og glasere mandlerne.

Brændte mandler med kanel og salt
150 g sukker
½ dl vand
1 spsk eddike - jeg brugte kirsebæreddike
3 tsk kanel
200 g mandler
en smule kværnet havsalt
Bland sukker, vand, eddike og kanel sammen med mandlerne på en pande. Sæt godt med blus på så massen koger op. Lad nu koge indtil vandet er fordampet. Sukkeret bliver nu helt krystalliseret og smuldret. Man skal  nu lade panden blive over varmen - muligvis skrue lidt ned for at have helt kontrol over mandlerne.
Efter et kort øjeblik vil sukkeret begynde at smelte - så rør ind til alle mandlerne er dækket af blank, skinnende karamel.
Tag mandlerne af varmen, fordel på bagepapir med 2 grydeskeer eller gafler. Drys imens de stadig er meget varme med lidt fin havsalat.

Note: Absolut mine yndlingsmandler. Kanel, karamel og salt er en god kombi!
 

 

 

 

Brændte vanillemandler med smør
1/2 dl vand

150 g sukker
korn fra 1 stang vanille
200 g  mandler
½ spsk kirsebæreddike
½  spsk smør
en smule kværnet havsalt
Bring vand, sukker, vanillekorn, mandler og eddike i kog ved høj varme på en pande.
Skru derefter ned til middel varme. Lad vandet fordampe, indtil sukkeret har en konsistens som sirup og tilsæt smørret. Rør grundigt indtil sukkeret er let gyldent og danner krystaller. Hæld mandlerne ud på bagepapir og fordel dem let med en grydeske. Drys også disse mandler med ganske lidt salt.

Note: Mandlerne bliver meget blanke. Den fine smag af vanille og et stref af salt gør også disse mandler yderst velsmagende. Der var en del ekstra karamel ved disse mandler. Karamellen og nogle mandler knuste jeg og bruge som krokant i noget andet julekonfekt. 
 

lørdag den 18. december 2010

Hjemmelavede p-tærter

Da jeg så Julpiskeren's opskrift på p-tærter, var det et skønt syn for mine øjne. Jeg havde helt glemt dem ... eller nærmere fortrængt dem. For de p-tærter, man i dag kan købe, er så forfærdelige ... vekaoovertrukne sukker-gummi-p-tærter-wannabees ....  Så jeg siger tak for at få genopfrisket hukommelsen og igen at smage en ordentlig p-tærte. Og jeg kan love jer, at de er gode. 

Jeg byttede jordnødderne ud med cashewnødder, da jeg er helt vild med dem. Tilføjede marven fra ½ fed vanillestang i stedet for vanillesukker. 

200 g mørk chokolade (jeg brugte en med 55% kakaoindhold)
½ stang vanille
100 g cashewnødder (usaltede)
75 g skumfiduser
Hak chokoladen og smelt den over vandbad. Når al chokoladen er ved at være smeltet, tag skålen væk fra vandbadet, rør til det hele er smeltet. Rør vanillekornene i chokoladen.
Imens chokoladen smelter, hakkes nødderne meget groft og skumfiduserne hakkes/klippes i små stykker. Jeg synes, at det var nemmest med en stor tung kokkekniv.
Skumfiduser og nødder blandes i en varm skål (jeg varmede en glasskål i mikroovnen) Hæld herefter chokoladen over og bland det hele godt.

Sæt nu på bagepapir små klatter af blandingen. I min anden portion lavede jeg små p-tærter, der blev 26. De passer lige til en god mundfuld.

Sæt tærterne koldt til de er stivnet og opbevar køligt i en lufttæt boks. 

Note: De smager som p-tærter skal smage!! Og det svage strejf af vanille er lækkert, lækkert!
 

 

 

tirsdag den 7. december 2010

Røget ørred

Jeg har en lille rygeovn, som jeg tidligere har brugt til at ryge fisk i. Men den har ikke virket helt optimal. Jeg fik derfor lyst til at prøve at ryge i Webergrillen.

Jeg kiggede lidt rundt på nettet og fandt tips og idéer hos Skagen Havfiskeklub og Herning Sportsfiskerforening.

Det er egentligt super enkelt at ryge fisk. Det skal jeg eksperimentere noget mere med - det smager himmelsk.

Jeg startede med at tørre ørreden godt af og dryssede så med salt både uden på og i bugen.
 
Fisken blev filmet og sat i køleskabet i 4-5 timer ... den kan sagtens ligge nogle flere timer.
Jeg skyllede fisken, tørrede den godt med køkkenrulle og gav den et nyt drys salt i bugen og en lille smule sukker, som giver en god smag.
Røgsmuld blev fordelt i 2 små foliebakker. Grillstarten var gjort klar - det er nok med ca 20-30 briketter (læste at 10 stk er nok ... men det turde jeg ikke binde an på). Men lav hellere lidt for mange end for få ... det er møgirriterende, hvis processen stopper midt i.
Grillristen gøres grundigt rent og smøres med lidt madolie. Jeg putter madolie på et stykke køkkenrulle, så er det nemt at fordele.

Her kommer så bummert nr 2 for denne weekend ... jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg tænkte på. Men jeg placerede bakkerne med røgsmuld OVENPÅ grillristen. Det er DUMT!! Dér bliver jo aldrig varmt nok til at udvikle røg.
 
På billede 2 er den rigtige placering - bakkerne skal selvfølgelig stå direkte på kullene.
Jeg lod fisken ryge ½ time af gangen, hvorefter jeg kiggede til den. Den vejede ca 800 g og jeg har ikke helt styr på, hvor længe den fik i alt, da den første tid jo gik med ingen røg ........
Jeg puttede ekstra kul under bakkerne 2 gange - bare et par briketter af gangen. Og smed også et par ekstra håndfulde røgsmuld på undervejs.
Men man kan sagtens kigge til fisken nogle gange og prøve at mærke, om kødet let falder fra benene. Faldet det let fra, så er fisken færdig.

Den færdige fisk og det lækre, saftige ørredkød.
 
Og serveret på det lækre brød med et drys purløg.

mandag den 6. december 2010

Brød bagt i støbejernsgryde

Vi fejrede fødselsdag her i weekenden og selvfølgelig skulle fødselaren have lov at sætte menuen.
Ønsket lød på en skive franskbrød med røget ørred, karbonader med grøn ærter og en varm æblekage ... beskedne ønsker - og efter min mening lidt kedeligt mad at lave.

Så jeg måtte selv skabe lidt udfordringer for at få køkkenlysten styret. Og det blev til både udfordringer og problemer undervejs .....

Jeg har længe villet bage et brød en smedejernsgryde. Og har kigget på opskriften Verdens bedste brød på Kvalimad.dk.

Jeg fik bare ikke læst metoden helt grundigt. Jeg hævede dejen direkte i en smurte gryde, hvilket ikke er det korrekte at gøre. Det resulterede i, at jeg ikke kunne få brødet ud af gryden efter bagning... Men smagen, krummen og skorpen var virkelig lækker. Jeg vil helt klart bage brød på den måde igen, men så følge den rigtige metode. På Kvalimad.dk er der en lille video, som viser metoden. ... og jeg kan konkludere, at det kan være en fordel at bruge et par minutter på at se den!!

Jeg fulgte nogenlunde opskriften, blot skiftede jeg halvdelen af vandet ud med kærnemælk. Jeg kan godt lide, når brød får en let surdejssmag og tilføjede lidt olivenolie.

2½ dl vand
2½ dl kærnemælk
ca. 5 g gær
625 g italiensk Tipo 00 mel (eller alm hvedemel)
2½ tsk flagesalt
Opløs gær i kærnemælk og vand. Bland mel og salt og rør dette i væsken. Dejen er ret lind. Sættes nu i køleskabet natten over. Jeg tog dejen ud af køleskabet et par timer før, jeg ville arbejde med den.
Hæld dejen ud på bordet og form den hurtigt til et brød. (og her var det jeg fejlede ... ) Læg dejen til at hæve 2-3 timer i en form, som er godt smurt med olie og drysset med mel.
Varm ovnen til 250 grader. Sæt gryden med låg ind i ovnen en ½ times tid, før brødet skal bages.
Tag den varme gryde ud og lemp forsigtigt dejen over i gryden. Bag nu ½ time ved 250 grader med låget på.
Tag herefter låget af og bag yderligere 15 min ved 230 grader.

Nu har du det lækreste brød. Svampet indeni, sprødt uden på og en skøn letsyrlig smag.

Brødet er lidt revnet, fordi jeg fumlede i det... Men følg videoen her og så sker det ikke.

søndag den 5. december 2010

Ingen jul uden Madam Mangors vanillekranse


Sidste år bagte jeg disse vanillekranse og jeg er overbevist om, at de vil blive fast indslag hvert år til jul. De smager absolut fantastisk. De bedste vanillekranse jeg nogensinde har smagt - de er rustikke, med bid og skøn vanillesmag.

Jeg bloggede om kransene sidste år her. Men for de, som ikke læste med sidste år og de som har glemt, så slår jeg lige et slag for Madam Mangors vanillekranse!! BAG DEM!!!

 

 


Og nu er kunsten bare, at man ikke tømmer fadet for alle kransene .. helt alene...


Opskriften

375 g blødt smør


500 g mel
1 æg
½-1 stang vanilie
250 g søde mandler
250 sukker
Hak mandlerne helt fint, som mandelmel – sammen med vaniliestangen.
Ælt det hele sammen og lad hvile 1 times tid et koldt sted.
Rul nu tynde stænger af dejen og form til store kranse med et stort hul. Eller mindre kranse ... det er op til en selv. I år lavede jeg dem noget mindre end sidste år.
De flader ikke meget ud, så de kan stå forholdsvis tæt på pladen.
Bages ved 180 grader i 12-14 minutter … dette afhænger meget af ovnen. Til de er let gyldne.
Køl og gem i tætte dåser.